Bibelens forfatter — en dynamisk personlighed
„Thi hvem har lært Herrens [Jehovas] sind at kende, så han skulle kunne undervise ham? Men vi har Kristi sind.“ — 1 Kor. 2:16.
1. Hvorfor er et studium af Skaberens personlighed i høj grad til gavn for os?
NÅR vi taler om en eller andens personlighed tænker vi på de forskellige egenskaber og træk der kendetegner vedkommende og giver ham eller hende sit særpræg, for der findes ikke to mennesker der er ens. Det er altid interessant at studere den menneskelige personlighed, men om det skal være til nogen nytte afhænger af motivet. Derimod er det af største interesse og gavn for os at studere Skaberens vidunderlige personlighed. Det fører til den største belønning. Det hjælper os til at forstå den måde han handler på og den måde hvorpå han udtrykker sig i sit ord, Bibelen. Efterhånden som vi ved studiet af hans gerninger og hans ord får en stadig større forståelse af og beundring for hans store personlighed, opstår der i os et ønske om at være ligesom han, at være i hans billede, så vidt det er menneskeligt muligt. Dette ønske er af stor værdi, for i samme grad som vi søger at omdanne vor personlighed til at være i nøje overensstemmelse med hans, sikrer det os hans velbehag og velsignelse, og det er ensbetydende med et liv i fuldkommen lykke.
2. I hvilke henseender blev mennesket skabt i Guds billede, og hvorledes kaster dette lys over menneskets personlighed?
2 Bibelen støtter disse tanker. Var det ikke Skaberen, Jehova Gud, der sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os“? Og sagde han ikke derpå til menneskene: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk“ over alle de laverestående dyr? Når menneskene blev talrige og skulle leve sammen som et stort samfund, mens de samtidig udøvede og opretholdt dette herredømme, ville det i sandhed være påkrævet at de havde et mål af de egenskaber som findes hos Jehova selv. Et menneskes personlighed udgøres af dets forstandsevner, af hvordan det udvikler og bruger dem, og af dets dybeste følelser og længsler og de deraf dikterede afgørelser. Det er en kilde til stadig undren at Jehova har skabt mennesket således at det, til trods for at det kun er et lille bitte fnug på en lille bitte planet, er en forunderlig kopi en miniature af den store Skaber der hersker over hele universet. — 1 Mos. 1:26-28.
3. (a) Hvorledes er det blevet muligt for os at studere Skaberen? (b) Hvilken hjælp giver Johannes’ evangelium os i denne henseende?
3 Det ville være formasteligt af svage, ufuldkomne mennesker at tale om at studere Hans personlighed som er „evighedernes konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud“ og som har „rejst sin trone i Himlen“, dersom det ikke var Jehova selv der havde gjort et sådant studium muligt, og det på mere end én måde. Den mest storslåede måde hvorpå han har gjort dette, var ved at sende sin søn til jorden for at han som menneske skulle leve en tid iblandt os. Det er det Johannes viser i sit evangelium. Han fortæller os om Jesus i hans førmenneskelige tilværelse, dengang han var kendt som „Ordet“ og med rette blev kaldt en gud, en mægtig, for „alt blev til ved [ham]“. Efter at han har fortalt hvorledes „Ordet blev kød“ siger han: „Intet menneske har nogen sinde set Gud; den enbårne gud som ligger op mod Faderens bryst er den som har forklaret ham.“ (NW) Vi kunne ikke ønske en bedre hjælp i vort studium end således at blive præsenteret for ham der stod i et så nært forhold til sin Fader og som kom til jorden for at forklare Faderen for os. — 1 Tim. 1:17; Sl. 103:19; Joh. 1:1, 3, 14, 18.
4. Hvilket lys kaster Ordsprogene 8:22-31 herover?
4 Dette lykkelige forhold er også smukt skildret i Ordsprogene 8:22-31. Efter at Guds søn, Ordet, har beskrevet de forberedelser der gik forud for jordens skabelse, siger han: „Da var jeg ved hans side som værkmester, og jeg blev en han holdt særligt af dag efter dag, . . . og det jeg holdt af var hos menneskenes børn.“ (NW) Hvilket tiltalende billede af et familieliv hvor Faderen er særlig glad for Sønnen og Sønnen på sin side er meget glad for det vi véd hans Fader nu har overdraget ham i forbindelse med menneskene. Det er til stor opmuntring for os således at blive forvisset om hans venlige interesse for os, og vi glæder os til at lære ham endnu bedre at kende.
5. (a) Hvordan kan vi kort beskrive Jesu personlighed, og hvorfor må vi være påpasselige når vi definerer udtrykkene „dynamisk“ og „mild“? (b) Hvilken fin kontrast i egenskaber finder vi hos Jesus, og hvordan kom det til udtryk?
5 Hvilket indtryk får vi af Jesus når vi læser om ham i Bibelen? Han var dynamisk og dog mild. Set fra en menneskelig synsvinkel synes dette at være en umulig kombination. Når vi tænker på en dynamisk personlighed forestiller vi os i regelen en der er energisk, ambitiøs og som utålmodigt albuer sig frem foran enhver der kommer ham i vejen. Ved en mild personlighed forestiller vi os derimod en der er stilfærdig, en der ikke holder særlig fast på sine meninger og som foretrækker at give efter for fredens skyld i stedet for at stå op for det der er ret. På grund af ufuldkommenhed er vore egenskaber ikke afbalanceret i det rette forhold til hinanden og derfor er vi tilbøjelige til at gå til yderligheder, men sådan er det ikke med en der er fuldkommen, som Jesus var det. Den bedste nøgle til forståelse af hans personlighed har vi måske i de ord som David profetisk udtalte om ham og som Paulus citerer i Hebræerbrevet 1:9, der lyder: „Du elskede ret og hadede uret, derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.“ (Se Salme 45:8.) Jesus var og er en stor elsker af retfærdighed, og det indebærer at han nærer en dyb og inderlig kærlighed til dem som, deres ufuldkommenhed til trods, oprigtigt stræber efter retfærdighed. Over for sådanne er han mild, fredsommelig, venlig og meget tålmodig. Samtidig nærer han et stærkt had til alt hvad der er uret og derfor også til dem der viser at de forsætligt handler ondt. På samme måde som han udtalte en skarp fordømmelse af de religiøse ledere på hans tid der viste et morderisk fjendskab mod „den hellige og retfærdige“, udtaler han sig også til dem der i vor tid udgør den samme klasse mennesker: „Vig bort fra mig, I, som øver uret.“ (Ap. G. 3:14; Matt. 7:23; 23:13-39) Jesu personlighed forandrer sig ikke. Han er „den samme i går og i dag, ja, til evig tid“. I Jesus har vi således et eksempel på den samme afbalancerede kontrast i egenskaber som vi finder hos Jehova, og som også kommer til udtryk hos Jehovas folk i dag hvor de forener en løves kraft og mod med duggens mildhed og friskhed. — Hebr. 13:8; Mika 5:6, 7.
6. Hvordan talte Jesus til sine venner, og hvordan var hans forhold til dem?
6 Men hvorledes hjælper alt dette os til at få en bedre forståelse af Guds skrevne ord? Jo, Bibelen blev skrevet til gavn for Guds venner, ikke for hans fjender. Det er værd at lægge mærke til hvordan Jesus talte til sine venner da han var her på jorden. Hvordan var det indtryk de fik af ham? Det fremgår meget tydeligt at selv om han var anerkendt som deres „mester“ og „Herre“, holdt han sig dem ikke tre skridt fra livet eller indgød dem ærefrygt så det virkede skræmmende på dem. (Joh. 13:13) Nej, han førte dem ind i et nært forhold til sig og fik dem til at føle sig hjemme i hans nærhed. Hans måde at være på og tale på bidrog hertil. De fandt det forfriskende at være i hans nærhed, og Jesus forklarede selv hvad der var grunden til det da han sagde: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. . . . thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.“ — Matt. 11:28, 29.
7. Hvorledes hjælper dette os til at få en bedre forståelse af Guds ord?
7 Sådan som Jesus talte til sine venner, taler Jehova til sine venner gennem sit ord. Hans ord udstråler hans dybe, stærke og dog milde personlighed. Den præger hele stilen i Bibelen. Skønt Bibelen er fuldt ud korrekt, både videnskabeligt og i enhver anden henseende, er den ikke skrevet i så præcise, tekniske vendinger at ikke engang en kritiker kunne finde grund til at anke eller tage anstød. Den er tværtimod fuld af billeder og illustrationer som taler til den menneskelige fantasi og til hjertet.
8. Hvilke bibelske tilfælde hvor ting tillægges personlighed nævnes her, og hvilken virkning opnås derved?
8 Et interessant bevis på dette er den måde hvorpå ting der ikke i sig selv er personer, tillægges eller iklædes personlighed. Det er noget man ofte gør når man taler, og det giver ordene liv og vægt. Vi taler for eksempel ofte om at en bestemt plante kan lide en bestemt slags jord, som om en plante ejede personlighed og kunne føle sympati og antipati. Jesus talte på samme måde. Han brugte et magtfuldt billedsprog da han sagde: „Jeg er fårenes dør.“ Endnu stærkere var hans sprog da han så på vinbægeret i sin hånd og sagde: „Dette er mit blod.“ Ved en lejlighed omtalte han også den hellige ånd som om den havde personlighed: „Han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.“ Apostelen Paulus talte på samme måde om selve Guds ord, som om det var spillevende, da han sagde: „Guds ord er levende og udfolder kraft og er skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd og marv og ben, og kan skelne hjertets tanker og hensigter.“ (NW) Hvilken magtfuld og forfriskende måde at udtrykke sig på! — Joh. 10:7; Matt. 26:28; Joh. 14:26; Hebr. 4:12.
9. (a) Hvilken værdi ligger der i at Bibelen er skrevet på denne måde? (b) Hvorfor er kritikernes holdning ikke berettiget, og hvad viser at den er forkert? (c) Hvilken indstilling bør vi have, og hvad fører den til?
9 Nej, den hellige ånd og Guds ord er ikke i sig selv personer, men begge er de så at sige ladet med hans personlighed. Det er grunden til at Paulus siger: „Bedrøv ikke Guds Helligånd.“ Vi kan også bedrøve Guds ord dersom vi går imod det, og vi kan bringe os selv og andre i fare dersom vi bruger dette skarpe, levende sværd på en forkert måde. Vi forstår således hvor gavnligt det er at Bibelens forfatter valgte at lade den skrive på denne måde. Den genspejler hans personlighed og bringer ham nærmere til os og sætter os i stand til bedre at forstå og værdsætte ham. Vi skulle ikke ønske den anderledes. Hvorfor skulle Jehova tilpasse sin stil og udtryksmåde efter kritikerne? Selv vi, almindelige mænd og kvinder der for manges vedkommende er oplært i kristenhedens læresætninger, fik øjnene op for sandheden da den blev forklaret os ud fra Bibelen. Kritikerne kunne også få øjnene op dersom de ikke var så kloge i deres egne tanker. „Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne; thi der står skrevet: ’Han er den, der fanger de vise i deres kløgt.’“ Vi må være virkelig ydmyge og lærvillige og være os vort åndelige behov bevidst. (Ef. 4:30; 1 Kor. 3:19; Matt. 5:3; Joh. 17:17) Så vil vi være villige til at lade os belære „ikke med ord, lærte af menneskelig visdom“, men af ham som Gud har udvalgt, det levende Ord, Jesus Kristus, der altid lærte i overensstemmelse med det skrevne ord, Bibelen. På denne måde vil vi ved Guds ånds hjælp få „Kristi sind“ og komme til at kende „hvad Gud i sin nåde har skænket os“. — Åb. 19:13; 1 Kor. 2:12, 16.
To grunde til at søge en bedre forståelse af Bibelen
10. (a) Hvordan kan man definere den sande religion, og hvordan har kristenheden undladt at leve op til den? (b) Hvordan kommer den sande religion til udtryk i vor tid?
10 Der er to grunde til at det er godt at have en ret forståelse af både Bibelen og dens forfatter. For det første giver det os et korrekt billede af den sande religion. Den sande religion er en handlingsreligion. Den er ikke passiv, hvilket er det indtryk man får når man i kristenheden hører den rutinemæssige måde hvorpå Bibelen mange gange læses op i kirkerne. Kirkegængerne får som følge heraf den opfattelse at det der kendetegner en kristen er at han lever et respektabelt liv. En kristen bør naturligvis være et eksempel i hele sin opførsel og tjeneste, men dengang den nye bevægelse begyndte med Jesus som leder blev den ikke populær fordi dens medlemmer var agtværdige og tilbageholdende. De havde fået overdraget et magtfuldt budskab og var blevet bemyndiget til at vidne, idet de skulle begynde i Jerusalem og udbrede budskabet til „jordens fjerneste egne“. (NW) Dette er endnu mere aktuelt i dag hvor budskabet om det oprettede rige „skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“ før afslutningen på denne tingenes ordning. De der har et lyttende øre hører ikke blot en tryglende appel om at komme ud af Babylon, men får denne indtrængende, bydende befaling: „Drag ud fra hende, mit folk!“ De der hører, forlader kristenheden og flygter til Zion, Guds organisation. Medlemmerne af denne organisation, den trofaste rest af den sande kirke med det himmelske håb, er, ligesom Jesus var det, velsignet med „glædens olie“, Jehovas ånd. Du vil finde samværet med dem en stor hjælp og en spore til at iføre dig „den nye personlighed“ (NW) og til med glæde at tage del i den sande tilbedelse. — Ap. G. 1:8; Matt. 24:14; Åb. 18:4; Es. 61:3; Ef. 4:24.
11. Hvordan er Åbenbaringen, kapitlerne 1-3, os en særlig hjælp i dag?
11 I de første kapitler af Åbenbaringen finder vi den anden grund til at vi skulle stræbe efter at få en virkelig værdsættelse af Jehova og hans ord. Der gives her nogle detaljerede oplysninger som kan hjælpe os til at omdanne vor personlighed i overensstemmelse med Bibelen og dens forfatter, idet de giver os en dybere indsigt og en stærkere tilskyndelse til at elske retfærdighed og hade uret. Jesus forudså de tilstande der ville råde i verden her i endens tid, og de trængsler og prøver der som følge heraf ville komme over hans efterfølgere. Han gav derfor Johannes et budskab til syv forskellige menigheder. Disse budskaber, der på Johannes’ tid passede til forholdene i disse menigheder, får deres større og virkelige betydning for alle menigheder af sande kristne på denne „Herrens dag“. (Åb. 1:10) Skønt de først og fremmest er givet til dem der ejer et himmelsk håb (for alle forjættelserne deri er himmelske), gælder de forskellige tilstande der beskrives, tillige med de advarsler og formaninger Jesus giver, lige så godt de indviede Guds tjenere der har håb om et jordisk liv i Guds rige.
12. (a) Hvilke krav understreges i budskaberne til de syv menigheder? (b) Hvilke egenskaber er indbefattet i den nye personlighed?
12 Læg mærke til at selv om de forjættelser der gives er forskellige, indeholder hvert budskab den samme formaning: „Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger.“ Læg også mærke til det krav som den enkelte, ikke menigheden som et hele, må opfylde, idet der til sidst i hvert af budskaberne siges: „Den, der sejrer, . . .“ Dette udtryk er forbundet med ordet „udholdenhed“, der forekommer flere gange i disse budskaber, og med udtalelser som „vær tro indtil døden“ og „hold fast ved det, du har“. At holde fast og holde ud og sejre kræver ganske afgjort en stærk personlighed Det er ikke et spørgsmål om hvordan vi tager os ud udadtil, men vi må træffe en fast og helhjertet beslutning, der udspringer af en dyb værdsættelse af og kærlighed til Jehova, om at leve for ham og gøre hans vilje. Jesus Kristus, der altid glædede sig over at gøre sin Faders vilje, satte det fuldkomne eksempel, og det er Guds vilje at vi skulle dannes efter „hans Søns billede“. Det vil også sige i Guds billede, som Paulus videre skriver: „Ifør jer den nye personlighed der gennem nøjagtig kundskab er ved at nydannes efter billedet af den som skabte den.“ (NW). Hvad indebærer dette? Lyt engang! „Ifør jer . . . inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed . . . Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd.“ Ja, vi skal være stærke personligheder, men det er ikke ensbetydende med en herskesyg og dominerende karakter. Det gælder om at have det rette motiv. — Åb. 2:7, 10, 13, 19; 3:11; Rom. 8:29; Kol. 3:10-14
13. (a) Hvordan kan vi tilegne os en gudlignende personlighed? (b) Hvordan tjener Paulus som et godt eksempel?
13 Det er kun gennem en nøjagtig kundskab ud fra Bibelen at vi kan forstå og opnå den rette balance og fine kontrast i de forskellige egenskaber og karaktertræk der kendetegner en gudlignende personlighed. Apostelen Paulus tjener selv som et godt eksempel. Før han blev kristen var han i sandhed en dynamisk personlighed, men da han var blind for sandheden var han ikke afbalanceret, og han var, som han selv siger, „en spotter og en forfølger og en voldsmand“. Efter at han havde fået sine øjne åbnet, og i resten af sit liv, var han stadig en dynamisk personlighed, men hans personlighed var nu smukt afbalanceret og han handlede ud fra andre motiver, som det fremgår af hans brev til tessalonikerne: „Vi færdedes med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn. Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære.“ Det var heri forskellen lå. Han blev nu drevet af en uselvisk og kærlig hengivenhed. — 1 Tim. 1:13; 1 Tess. 2:7, 8.
14. Hvordan kan vor personlighed blive genskabt i Guds billede?
14 Hvordan vor indstilling end har været før bør det ikke gøre os modløse. Skaberen, der sagde til sin søn: „Lad os gøre mennesker i vort billede“, kan skabe en „ny personlighed“ i os i deres billede. Hvordan? Ved hjælp af Guds ånds omskabende indflydelse, ved at Guds ånd bliver sindets drivkraft, og ved den indflydelse vi lader det skrevne ord udøve på os. Jo mere vi erkender og bliver overbevist om at hele Bibelen kan tilskrives én, guddommelig forfatter, jo mere vil vi forstå og værdsætte dens forfatters, Jehovas, store personlighed. Det vil hjælpe os til at iføre os „den nye personlighed . . . skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. (NW) — 1 Mos. 1:26; Ef. 4:23, 24.