Frem af gravene til „livets opstandelse“

 1. Hvilket liv er de som bliver Kristi meddommere gået ind til allerede her på jorden, og hvordan er det sket?

I DE forløbne nitten århundreder har de udvalgte som Gud ønsker skal være hans søns meddommere i det himmelske rige hørt Guds søns røst, og som følge af at de har givet agt på hvad hans røst har befalet dem at gøre, er de gået ind til åndeligt liv allerede her på jorden. De er blevet retfærdiggjort fra den dødsdømte tilstand hele menneskeslægten befinder sig i, for den er død i sine synder, sine overtrædelser og sin hadefulde ånd. Gud har frigjort de udvalgte fra dødens fordømmelse i kraft af den offerdød hans søn har lidt for alle de troende. — Rom. 5:1; 8:1-4.

2. Hvad mente Jesus med udtrykket „liv i sig selv“ i Johannes 5:26?

² Jesus Kristus omtalte sin andel i forbindelse med Guds foranstaltning til at føre de troende fra døden over til livet, da han sagde: „Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.“ Af sammenhængen kan vi se at han ikke mente det som nogle kalder „iboende liv“, hverken hos sin himmelske Fader eller hos sig selv, heller ikke ’selveksistens’ som An American Translation gengiver det. (Joh. 5:26) Af Jesu argumentation kan vi forstå at han hentydede til magten til at tildele andre liv. New English Bible (af 1961) gengiver derfor Jesu ord således: „Thi ligesom Faderen har livgivende magt i sig selv, således har Sønnen, idet han har fået den i gave af Faderen.“ Den romersk-katolske oversættelse af monsignor Ronald A. Knox rummer samme tanke: „Ligesom Faderen har livets gave i sig, har han givet Sønnen at også han skulle have livets gave i sig.“ New World Translation of the Christian Greek Scriptures (udgaven af 1950) siger: „Thi ligesom Faderen i sig selv har livets gave, således har han givet Sønnen også i sig selv at have livets gave.“

 3. Hvordan var det muligt at Gud kunne skænke sin søn „liv i sig selv“, og af hvilken grund gjorde han det?

³ Hvordan, hvornår og hvorfor gav den himmelske Fader sin søn Jesus Kristus denne magt til at tildele andre liv? Da Jehova Gud er „livets kilde“ kunne han skænke sin søn denne livgivende magt så Sønnen havde den selv. (Sl. 36:10) Hvorfor gjorde han det? Fordi menneskeslægten befandt sig i en døende tilstand som følge af den synd dens stamfader, det første menneske Adam, begik. — Rom. 5:12.

 4, 5. (a) Hvilken foranstaltning traf Gud til at give menneskeslægten liv? (b) Hvem er ordene i Salme 40:7-9 anvendt på i Hebræerne 10:5-10?

⁴ Den domfældte, døende menneskeslægt kunne kun få tildelt evigt liv ved at et menneske ofrede sig for den. Med det for øje at tilvejebringe dette offer som en soning for menneskeslægtens synd og for at fri den fra den dødsdom der hvilede over den, sendte Jehova Gud sin søn til jorden. Han overførte sin søns liv fra himmelen til jorden. Ved et mirakel lod han sin søn føde som drengebarnet Jesus og udså sig Betlehem i Juda som barnets fødested. Jesus voksede op til i trediveårsalderen at fremstå som et fuldkomment menneske, nøjagtigt svarende til det fuldkomne menneske Adam i Eden. Jesus ejede fuldkomment liv som menneske, fri for enhver fordømmelse, men nu måtte han stille dette fuldkomne menneskeliv til rådighed for menneskeslægten ved at ofre det i sin himmelske Faders tjeneste. Tredive år gammel fremstillede Jesus sig, rede til at påtage sig denne offertjeneste som Guds præst. I Hebræerne 10:5-10 anvender den inspirerede bibelskribent ordene i Salme 40:7-9 på Jesus og siger:

⁵ „Derfor siger han, da han træder ind i verden: ’Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig; i brænd- og syndoffer fandt du ikke behag. Da sagde jeg: „Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!’“ Medens han først siger: ’Til slagt- og afgrødeofre, brænd- og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag’ (og de frembæres dog efter loven), siger han derefter: ’Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.’ Han ophæver det første for at fastslå det andet, Guds vilje, og i den er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret.“

 6. Hvad gjorde Jesus for at opfylde disse ord, og hvad skænkede Gud ham derefter i et begrænset omfang?

⁶ Jesus lod sig døbe i Jordanfloden af Johannes Døber som et symbol på at han fremstillede sig for at påtage sig en særlig tjeneste for Gud, om den også skulle føre til døden. (Matt. 3:13-17) Lige efter Jesu dåb i vand døbte Jehova Gud sin nu indviede søn med hellig ånd fra himmelen og anerkendte ham som sin åndelige søn. Der og da gav Faderen Sønnen livgivende magt i et begrænset omfang. Det var denne gave der satte Sønnen i stand til at helbrede en mand der havde ligget syg i otteogtredive år og til at opvække døde, deriblandt hans nære ven Lazarus, selv efter at denne havde ligget i graven i fire dage. Men endnu havde Jesus ikke magt til at tildele medlemmer af den domfældte menneskeslægt evigt liv. Hvorfor ikke? Fordi han endnu ikke havde ofret sit fuldkomne legeme i døden.

 7. (a) Hvilken magt benyttede Gud på den tredje dag efter Jesu død, og hvad resulterede det i? (b) Hvad tog Jesus med sig til himmelen, og hvad gjorde han med det?

⁷ Imidlertid kunne en død Jesus Kristus jo ikke tildele den døende menneskeslægt liv. Derfor rejste Faderen Jehova Gud, der i sig selv har livgivende magt, sin søn op fra de døde på den tredje dag efter hans død og skænkede ham udødelighed i himmelen, på det åndelige plan. Da Jesus steg op til himmelen fyrretyve dage efter at han var blevet oprejst fra de døde, tog han ikke sit ofrede legeme med sig — hvad der var en umulighed — men han tog værdien af sit opofrede fuldkomne menneskeliv med sig for at fremlægge den for sin himmelske Fader til gavn for hele menneskeheden. Faderen tog imod denne offergave og gjorde Jesus Kristus til sin ypperstepræst til bedste for menneskeslægten. — Hebr. 9:24-26.

 8. Hvilket legeme opstod Jesus i?

⁸ I samklang hermed skriver Paulus om de kristnes opstandelse fra døden og om hvilket legeme disse døde vil opstå i: „Der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt. Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;’ den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.“ (1 Kor. 15:44, 45) Apostelen Paulus kalder Jesus Kristus „den sidste Adam“ og siger at han blev en livgivende eller levendegørende ånd ved sin opstandelse.

 9. (a) Hvilket embede kunne Guds søn nu beklæde? (b) Hvorfor var det nødvendigt at han blev „Menneskesøn“, og hvorfor vil den omstændighed at de fleste mennesker er døde når han begynder sin dommergerning ikke hindre ham i at dømme dem?

⁹ Sådan gav Jehova Gud, Faderen, sin søn Jesus Kristus livgivende magt. Det betød at Sønnen kunne dømme, ikke alene de levende, men også de døde, som han kunne oprejse til liv når det himmelske rige kom. Derfor fortsatte Jesus Kristus sin argumentation med at sige: „Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.“ (Joh. 5:27) Hvis Guds himmelske søn ikke var blevet „Menneskesøn“ med det for øje at han skulle bringe sig selv som et offer, ville han ikke have fået den forret at modtage livgivende magt eller være blevet udpeget til menneskeslægtens dommer, de dødes og de levendes dommer. Størstedelen af menneskeslægten vil være død ved tidspunktet for hans riges oprettelse. Men den omstændighed vil ikke hindre ham i at dømme dem, for med sin livgivende magt kan han kalde dem frem af gravene og indstævne dem for sin domstol.

Et endnu større under

10. Hvilket større under oplyste Jesus de morderiske jøder om, som gengivet i Johannes 5:28-30?

¹⁰ Da Jesus talte om den livgivende magt han havde fået overdraget og om sin bemyndigelse til at dømme, fik det sikkert de jøder som stræbte ham efter livet til at undre sig. Men de havde endnu større ting i vente, ting der i endnu højere grad skulle vække deres forundring. De havde ikke hørt det sidste ord i sagen. Derfor sagde Jesus: „Undres ikke over dette, for den time kommer da alle de som er i mindegravenea skal høre hans røst og komme frem, de som gjorde det gode, til en livets opstandelse, de som gjorde det onde, til en dommens opstandelse. Jeg kan slet intet gøre på eget initiativ; således som jeg hører, dømmer jeg, og den dom jeg fælder er retfærdig, for jeg søger ikke min egen vilje, men hans som sendte mig.“ — Joh. 5:28-30, NW.

11, 12. (a) Hvor mange vil komme frem fra gravene, og kommer de frem på én og samme tid? (b) Hvorfor behøver Jesu brug af ordet „time“ ikke at betyde at de alle opstår samtidig?

¹¹ Læg mærke til at Jesus her siger at „alle de som er i mindegravene skal høre hans røst og komme frem“ i lydighed mod ham, Dommeren der har livgivende magt. Det kræver at de alle opstår, det vil sige alle de døde, gode som onde, som det behager Gud at bevare i sin hukommelse. Dog betyder det ikke at de alle skal opstå på en og samme tid, på en og samme dag. Sandt nok siger Jesus at „den time“ kommer da alt dette skal ske. Men ordet „time“ betyder ikke her nøjagtig tres minutter eller 3600 sekunder.

¹² Omkring år 98 e.v.t. skrev apostelen Johannes følgende til de kristne: „Børnlille, det er den sidste time, og, som I har hørt at antikrist kommer, således er der allerede nu fremstået mange antikrister, hvoraf vi ser at det er den sidste time.“ (1 Joh. 2:18, NW) Det er indlysende at apostelen med ordet „time“ ikke mente en fireogtyvendedel af et døgn. Ud fra dette kan vi forstå at ordet „time“ i Jesu udtalelse heller ikke betyder en bogstavelig time, men en tidsperiode under Guds oprettede rige, en kritisk tidsperiode eller kritisk „time“.

13. Hvilken opstandelse er det Jesus taler om eftersom alle kommer frem fra gravene, og hvorfor betyder det ikke at de alle opstår samtidig?

¹³ Da Jesus sagde at alle de døde i mindegravene skulle høre hans dommerrøst og komme frem, betød det at der skulle komme én stor og altomfattende opstandelse. Han påpegede imidlertid at denne opstandelse ville få forskelligt forløb for dem der opstod. At denne altomfattende opstandelse af de døde ikke skulle finde sted på én gang eller på én dag eller i det samme år vises andre steder i Bibelen.

14. Hvorledes antyder apostelen Paulus i 1 Korinter 15:22, 23 at de døde vil opstå i en bestemt rækkefølge?

¹⁴ I sin bevisførelse for at der ville ske en opstandelse skrev apostelen Paulus: „Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til.“ (1 Kor. 15:22, 23) Ikke alle de åndsavlede kristne som skal være Jesu Kristi meddommere i hans rige vil være døde ved hans komme. Nogle vil afslutte deres livsløb med offerdøden på et senere tidspunkt når de har fuldendt deres gudgivne hverv her på jorden.

15. Hvorledes tyder Paulus’ ord i 1 Tessaloniker 4:16, 17 på at de døde opstår på forskellige tidspunkter?

¹⁵ De vil altså ikke opstå samtidig, ved Jesu komme, for apostelen Paulus siger i 1 Tessaloniker 4:16, 17: „Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.“ Ordene „først“ og „derefter“ angiver en tidsforskel.

16, 17. Hvad siger Johannes i Åbenbaringen 20:4-6 om dem der skal være Jesu Kristi meddommere i himmelen?

¹⁶ Om dem som skal sidde på himmelske troner og virke som overdommeren Jesu Kristi meddommere siger apostelen Johannes i Åbenbaringen 20:4-6:

¹⁷ „Og jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år. (De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende). Dette er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster, og være konger med ham i de tusinde år.“

18. Hvilken opstandelse får de del i, og hvorfor kaldes den således?

¹⁸ De som sidder på de himmelske troner og får overdraget „magt til at dømme“, får del i den opstandelse apostelen Johannes kalder „den første opstandelse“. Ordet „første“ adskiller deres opstandelse fra den opstandelse den øvrige del af menneskeslægten får. Den kommer først, ikke alene i betydning, men også i rækkefølge.

19. (a) Hvordan viser Paulus’ ord i Filipperne 3:11 også at opstandelsen finder sted på forskellige tidspunkter? (b) Hvem får del i den første opstandelse?

¹⁹ Apostelen Paulus havde denne tidsforskel i tanke da han gav udtryk for sin stræben med disse ord: „Om jeg dog måtte nå frem til den tidlige opstandelse fra de døde.“ (Fil. 3:11, Rotherhams oversættelse; NW) De som får del i „den første opstandelse“ og skal sidde på domstroner indbefatter Jesu tolv trofaste apostle, således som Jesus selv lovede dem. (Matt. 19:27, 28) Apostelen Paulus sagde at det også ville indbefatte hans trofaste, helligede kristne brødre. (1 Kor. 1:1, 2; 6:2) Alt i alt vil de udgøre 144.000. I et syn så apostelen Johannes dem stående, beseglet i deres pander med den levende Guds segl, sammen med Guds offerlam, Jesus Kristus, på det himmelske Zions bjerg. — Åb. 7:4-8; 14:1-3.

„De andre døde“

20, 21. (a) Hvilken opstandelse får „de andre døde“ del i? (b) Hvordan beskriver apostelen Johannes deres opstandelse og dom?

²⁰ Nu ved vi at de 144.000 som skal sidde på troner og have magt til at dømme, får del i den første opstandelse; men hvordan forholder det sig med „de andre døde“? Da de ikke får del i den første opstandelse må der komme en anden eller senere opstandelse. I samme syn så apostelen Johannes opstandelsen af „de andre døde“ og skildrede den således:

²¹ „Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og Døden og Dødsriget [Hades] gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger. Og Døden og Dødsriget [Hades] blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen.“ (Åb. 20:11-15) „Søen, som brænder med ild og svovl“ nævnes igen i Åbenbaringen 21:8, men her i forbindelse med kristne som havde mulighed for at komme til at tilhøre de 144.000 men svigtede på grund af fejhed, afskyelige gerninger og mangel på tro og derfor ikke overvandt verden.

22. Hvorfor kan det ikke være den bogstavelige himmel og jord der flyr?

²² Jorden og himmelen der flyede for den der sad på den store, hvide trone er naturligvis symbolske. Hvor skulle ellers de opstandne stå foran dommertronen? Eller hvordan skulle de komme frem af mindegravene, som findes på den bogstavelige jord, eller frem fra dødsriget eller Hades, menneskehedens fælles grav, eller op af havet, hvor mange er druknet? Jorden og himmelen skal altså ikke opfattes som den bogstavelige himmel og jord.

23. Hvornår og på hvilken måde vil den symbolske jord og den symbolske himmel fly bort?

²³ Den symbolske jord flyr når Babylon den Store bliver ødelagt og det symbolske dyr, „den falske profet“ og jordens konger og deres hære umiddelbart derefter bliver tilintetgjort i Harmagedonkrigen, således som det skildres i Åbenbaringen 16:13-16; 17:15-18; 19:19-21. Den symbolske himmel flyr når Satan Djævelen og hans dæmoner bindes og kastes i afgrunden i de tusind år Kristus regerer over jorden, sådan som vi læser i Åbenbaringen 20:1-3. Disse onde jordiske og himmelske magter vil således ikke være til stede så de kan gribe forstyrrende ind under dommen over de jordiske døde under Kristi tusindårige regering.

24. (a) Hvorfor er det ikke rimeligt at mene at denne domsdag kun er på fireogtyve timer? (b) Hvor lang er denne domsdag, og hvordan ved vi det?

²⁴ Vi må huske at apostelen Paulus viser at de dødes opstandelse følger en bestemt rækkefølge. Derfor må vi ikke mene at de jordiske døde der kommer frem fra dødsriget eller Hades og op af havet, alle kommer frem samtidig, på en enkelt fireogtyve timers dag. Domsprocessen vil ikke være præget af hastværk. Hvordan skulle Jesus Kristus, selv om han har 144.000 meddommere, kunne dømme de milliarder af døde hvis det hele skulle foregå på en fireogtyve timers dag? Kristi 144.000 meddommere lever og regerer sammen med ham i tusind år; derfor vil den dommens dag hvorpå de døde dømmes være et tusind år lang. Det vil give tilstrækkelig tid til at hver enkelt af de opstandne kan få sin sag for og det kan blive afgjort om hans navn skal optegnes i livets bog eller ej. Siger ikke 2 Peter 3:8: „Men dette ene må I ikke glemme, I elskede, at én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag“? Jo, og vi må ræsonnere i harmoni med Bibelens eget ord.

25, 26. (a) Hvoraf fremgår det i Hebræerne 11:35 at der også er tale om rang og rækkefølge i forbindelse med de jordiske dødes opstandelse? (b) Hvem var denne opstandelse forbeholdt, og hvad blev de i lang tid kaldt?

²⁵ Læg nu mærke til noget som peger på en bestemt rang og rækkefølge i forbindelse med de jordiske dødes opstandelse. I Hebræerne 11:1 til 12:1 gives der en kort skildring af den sky af vidner der levede forud for Jesu Kristi død og opstandelse og som var Jehovas vidner der tilbage i tiden. (Es. 43:10-12; 44:8) I det femogtredivte vers i det ellevte kapitel taler Paulus tydeligvis om at de alle skal opnå en bedre opstandelse. Verset lyder: „Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse.“

²⁶ Denne „bedre opstandelse“ var øjensynlig forbeholdt den i Hebræerne 12:1 omtalte store sky af vidner, og ønsket om at opnå denne bedre opstandelse fik mange til at udholde tortur og lide døden på pinebænken. Efter at have berettet om disse vidners trængsler og genvordigheder siger Hebræerne 11:38 om dem: „Dem var verden ikke værd.“ De er derfor af bibelstudenterne længe blevet kaldt „fortidens værdige“ og „fortidens troshelte“.b

27. (a) Hvilken forskel i opstandelser fremgår af Hebræerne 11:39, 40? (b) I hvilken forstand er fortidens vidners opstandelse „bedre“?

²⁷ At der vil være en forskel mellem den opstandelse som denne fortidens sky af vidner vil opnå og den som de 144.000 der bliver Kristi meddommere i himmelen får del i, fremgår af Hebræerne 11:39, 40: „Og alle disse, skønt de fik vidnesbyrd for deres tro, opnåede ikke løftets opfyldelse, eftersom Gud forudså noget bedre for os, for at de ikke skulle blive gjort fuldkomne uden os.“ (NW) Ja, Gud forudså noget bedre for Kristi trofaste efterfølgere, noget bedre end det denne fortidens sky af vidner vil opnå når de opstår. Denne sky af vidner får ikke del i den første opstandelse, der er en himmelsk eller åndelig opstandelse. De får en jordisk opstandelse. Dog er deres opstandelse bedre end den de mennesker fik som blev oprejst af fortidens profeter, de mennesker som omtales med ordene „kvinder fik ved opstandelse deres døde igen“. Deres opstandelse vil finde sted under Guds rige med kongen Kristus. Herefter behøver de ikke at dø igen hvis de forbliver trofaste.

28. Hvis forfædre taler Salme 45:17 om, og hvad vil der ske med dem?

²⁸ Salme 45 omtaler nogle af disse vidner fra tiden forud for Kristus, vidner som kan vente denne „bedre opstandelse“. Den 45. Salme indeholder en profeti om den messianske konge, Jesus Kristus, og om hans bryllup med brudeskaren, de 144.000, hans medarvinger til det himmelske rige. Henvendt til kongen Jesus Kristus siger Salme 45:16 (NW) profetisk: „I stedet for dine forfædre vil der være dine sønner, som du vil udnævne til fyrster over hele jorden.“ Blandt mennesket Jesu Kristi forfædre var Abraham, Isak, Jakob og kong David, alle trofaste mænd, trofaste vidner for Jehova.

29, 30. (a) Kan man slutte noget med hensyn til om fyrsterne på jorden kun skal udnævnes blandt Kristi forfædre? (b) Hvad taler deres udnævnelse til fyrster for med hensyn til deres og andres opstandelse?

²⁹ Skal Jesus Kristus udnævne sine trofaste forfædre til „fyrster over hele jorden“ under sit himmelske rige må han oprejse dem fra mindegravene. Hvis andre mennesker på jorden skal nyde godt af Kristi trofaste forfædres retfærdige styre under hans tusindårige regering, må disse forfædre nødvendigvis opstå på et tidligt tidspunkt under hans regering, selv om de er døde for årtusinder siden. Hvis det kun var blandt sine gudfrygtige forfædre at den regerende konge, Jesus Kristus, udnævnte de fyrster som skal styre på jorden, ville der ikke være mange fyrster til at varetage denne opgave. Andre mænd fra fortiden blandt den store sky af vidner var lige så trofaste. Det er derfor rimeligt at tænke at disse trofaste vidner også vil blive regnet for værdige til at udnævnes til fyrster på jorden.

³⁰ Skal de udnævnes til at beklæde fyrsteembeder må også de få en tidligere opstandelse end de andre af Guds riges jordiske undersåtter. Det giver os et fingerpeg om at der vil blive taget hensyn til rang og rækkefølge under den jordiske opstandelse. Og når det er tilfældet, så vil Hades og havet ikke give alle sine jordiske døde tilbage på én gang, uden at der først er blevet truffet de nødvendige foranstaltninger til at nogle kan tage sig af de tilbagevendende døde.c

„Livets opstandelse“

31. (a) Hvilke tanker har flere bibelkommentatorer gjort sig vedrørende Johannes 5:28, 29? (b) Hvordan opdelte Jesus Kristus de opstandne?

³¹ Jesus talte om denne tilbagevenden fra mindegravene som en eneste stor begivenhed. Men han påpeger at denne ene altomfattende opstandelse vil få forskelligt forløb for dem som opstår. I Johannes 5:28, 29 (NW) siger han: „Alle de som er i mindegravene skal høre hans røst og komme frem, de som gjorde det gode, til en livets opstandelse, de som gjorde det onde, til en dommens opstandelse.“ Bibelkommentatorer har spekuleret på om dette betyder at der skal finde to opstandelser sted af de to nævnte grupper.d Her drøfter Jesus Kristus imidlertid ikke opstandelsen nærmere eller deler den op i „den første opstandelse“ og opstandelsen af „de andre døde“. Han opdeler udelukkende menneskeheden efter resultatet af opstandelsen.

32. Hvem indbefatter „de som gjorde det gode“ og som opnår „livets opstandelse“?

³² Johannes 5:29 er det eneste sted i Bibelen hvor udtrykket „livets opstandelse“ forekommer. Jesus sagde at de som opnår denne opstandelse er dem „som gjorde det gode“. Hvem indbefatter det? Bibelen svarer: ALLE de oprejste som opnår evigt liv i Guds kommende nye retfærdsordning under hans Messias, uanset om de oprejses til udødelighed i himmelen som Jesu Kristi medarvinger og meddommere eller til liv som fuldkomne mennesker på jorden under Guds rige.e De opnår livet gennem Jesus Kristus.

33, 34. (a) Betyder „livets opstandelse“ i sig selv en øjeblikkelig opvågnen fra død til liv i fuldkommenhed? (b) Hvad kan dog siges om Kristi og hans 144.000 medarvingers opstandelse?

³³ „Livets opstandelse“ betyder ikke i sig selv en øjeblikkelig opvågnen fra død til liv i fuldkommenhed. For de 144.000 kristne der viser sig værdige til at være dommere, konger og præster med Jesus Kristus i himmelen vil opstandelsen dog betyde at de opnår en øjeblikkelig fuldkommengørelse som Guds udødelige, uforkrænkelige åndesønner. Da deres fører, Jesus Kristus, blev oprejst, forvandledes han øjeblikkelig til Guds fuldkomne og ypperste åndesøn. Som hans opstandelse bliver også hans 144.000 medarvingers. (Rom. 6:5) I sin drøftelse af opstandelsen taler apostelen Paulus om de trofaste kristne som lever på jorden når deres herre kommer igen og som ikke ved deres jordiske livs afslutning behøver at sove ind i døden og dér vente på hans genkomst. I 1 Korinter 15:49-54 skriver Paulus:

³⁴ „Og ligesom vi har båret den jordiskes [det første menneske Adams] billede, således skal vi også bære den himmelskes [Jesu Kristi] billede! Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed. Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed. Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: ’Døden er opslugt og sejren vundet.’“

35. Bliver de 144.000 stillet til doms før de oprejses til øjeblikkelig fuldkommenhed, og hvad siger 2 Korinter 5:10 herom?

³⁵ Da nu de 144.000 oprejses til øjeblikkelig fuldkommenhed som himmelske åndeskabninger vil det så sige at de ikke først bliver dømt? Nej. I 2 Korinter 5:10 skriver apostelen Paulus til menigheden af Kristi trofaste efterfølgere: „Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt.“ Kristi medarvinger står altså til doms nu.

36. Hvilken advarsel gives der i denne forbindelse i 1 Peter 4:17, 18?

³⁶ I 1 Peter 4:17, 18 advarer Peter dem om denne dom og siger: „Thi nu er tiden inde, da dommen tager sin begyndelse med Guds hus; men kommer den over os først, hvad skal det så ende med for dem, der er ulydige mod Guds evangelium? Og hvis den retfærdige kun frelses med nød og næppe, hvad skal der så blive af den ugudelige og synderen?“

37. Hvor og hvornår må det for de 144.000’s vedkommende afgøres om de har gjort det gode?

³⁷ Inden de nogen sinde dør og opnår „livets opstandelse“ må Dommeren have bevis for at de hører til dem „som gjorde det gode“. Eftersom de 144.000 medarvinger ved deres opstandelse erfarer en øjeblikkelig forvandling til liv som fuldkomne åndeskabninger i himmelen må de allerede nu mens de er i kødet bevise at de hører til dem der gør det gode. Det må ske før de iklædes udødelighed og uforkrænkelighed i himmelen.

De øvrige af dem som gør det gode

38. Hvad afgør om de der opstår til liv på jorden indskrives eller forbliver indskrevet i livets bog?

³⁸ Hvordan forholder det sig med de mennesker som får en jordisk opstandelse med håb om fuldkommenhed i det jordiske paradis under Guds rige? De behøver ikke øjeblikkelig at blive forvandlet til menneskelig fuldkommenhed og vil heller ikke blive det når de vågner op af døden og står op af mindegravene. Deres gerninger vil afgøre om de får deres navne indskrevet i livets bog eller om deres navne skal blive stående der. Men der er ikke kun tale om deres tidligere gerninger. Det er også et spørgsmål hvordan de vil handle på jorden i løbet af Kristi tusindårige regering, og hertil kommer desuden den endelige prøve når Satan og hans dæmoner bliver løsladt ved slutningen af de tusind år. (Åb. 20:7-10) Til den tid vil det blive endeligt afgjort om de er blandt dem „som gjorde det gode“, hvis de forbliver trofaste under denne prøve.

39, 40. (a) Hvad må den store sky af vidner fra fortiden, Johannes Døber indbefattet, lære efter at de er blevet oprejst? (b) Hvad må de vise, og hvilken foranstaltning vil de nu kunne drage nytte af?

³⁹ Tænk på den store sky af vidner fra gammel tid, Abraham, Isak og Jakob, Moses, kong David og Johannes Døber indbefattet. Dem venter vi at se som fyrster over hele jorden. De må skulle lære meget, især om Messias og den plads han indtager i Guds hensigter og foranstaltninger. Alt dette må de få forståelse af, og det må ses hvordan de tager imod denne kundskab efter deres opstandelse. Johannes Døber blev henrettet to år før Jesus Kristus døde, oprejstes og vendte tilbage til himmelen. Johannes har derfor meget at lære og det vil blive en prøve for ham, efter at han har fået en opstandelse her på jorden. Selv fra sin fængselscelle sendte Johannes Døber bud til Jesus for at spørge om han var den ventede Messias eller om der skulle komme endnu en for at opfylde alt hvad der var skrevet.

⁴⁰ Vi kan altså forstå at helt frem til afslutningen på Kristi tusindårige regering må de der hører til den store sky af vidner der får en „bedre opstandelse“ vise at de gør det gode. I fortiden kunne de kun benytte sig af dyreofre der ikke kunne borttage deres synder, men efter deres opstandelse på jorden vil de kunne høste gavn af Jesu genløsningsoffer og hans tjeneste som Guds ypperstepræst for syndige mennesker. Deres mulighed for at opnå evigt liv afhænger af om de tager imod dette offer.

41 Hvem hører den store skare der nævnes i Åbenbaringen 7:9-17 til? (b) Hvilket håb nærer denne skares medlemmer, og vil de erfare en øjeblikkelig forvandling til fuldkommenhed?

⁴¹ I Åbenbaringen 7:9-17 skildres en „stor skare“. Det er en jordisk skare. Den er ikke avlet af Guds ånd, og den har altså ikke et himmelsk håb. Dens medlemmer hører til de „andre får“ som den gode hyrde Jesus Kristus fører ind i den ene fold af frelste, som det fremgår af Johannes 10:16. Alle de „andre får“ skal leve på den „nye jord“ under Guds himmelske rige. Mange af den „store skares“ medlemmer forventer at de vil overleve Harmagedonkrigen der skal gøre ende på den nuværende tingenes ordning, nøjagtig ligesom Noas sønner og svigerdøtre i arken overlevede Vandfloden sammen med Noa og hans hustru. De forventer at de vil leve videre under den nye tingenes ordning efter Harmagedon, uden at dø. De vil ikke erfare en øjeblikkelig forvandling til fuldkommenhed straks efter Harmagedonkrigen. Som skare betragtet vil de ikke opnå menneskelig fuldkommenhed førend ved Kristi tusindårsriges afslutning.

42. Hvornår vil de af den store skare som dør inden Harmagedonkrigen opnå menneskelig fuldkommenhed og vise sig at høre til dem „som gjorde det gode“?

⁴² Mange af dem der hører til den „store skare“ er allerede døde trofaste i Guds tjeneste. Andre vil dø inden Harmagedonkrigen. Også de må høre den herliggjorte Menneskesøns røst og komme frem af mindegravene ved en opstandelse. De vil ikke blive oprejst til øjeblikkelig fuldkommenhed, ligesom de der overlever Harmagedonkrigen heller ikke vil blive forvandlet i et nu til fuldkomne mennesker så snart Harmagedon er forbi. I lighed med Harmagedonkrigens overlevende vil de der kommer frem af mindegravene ikke opnå menneskelig fuldkommenhed før ved slutningen af Kristi tusindårige regering. Til den tid vil de komme til at stå over for Satan og hans dæmoner og må da bevise om de fortsat vil gøre det gode. Kun de som gør det gode når Satan bliver løsladt vil få evigt liv på jorden.

43. Hvem omfatter de døde der nævnes i Åbenbaringen 20:11-13?

⁴³ Om menneskeslægtens døde i almindelighed siger Åbenbaringen 20:11-13 at både Hades og havet skal give sine døde tilbage. Disse døde vil omfatte de trofaste profeter og vidner lige fra Abels tid og frem til Johannes Døber og også de af den „store skare“ som dør inden Harmagedon samt alle de andre der, som Jesus sagde, befinder sig „i mindegravene“.

44. Hvad bliver dernæst spørgsmålet for dem, og på hvilket grundlag bliver de dømt?

⁴⁴ Spørgsmålet er nu: Hvem vil få sit navn optegnet i „livets bog“ eller bevare det indskrevet i „livets bog“? Naturligvis de som får den endelige dom at de „gjorde det gode“. For at opnå denne endelige godkendelse må de bringe deres liv i harmoni med de symbolske „bøger“ der indeholder Guds anvisninger, bøger der vil blive åbnet under Kristi tusindårige regering. Disse bøger skal tjene som en rettesnor for deres handlinger under Kristi regering, eftersom de der står foran „den store, hvide trone“ skal dømmes „efter deres gerninger“. — Åb. 20:12.

45. (a) Hvornår får de den kendelse at de „gjorde det gode“? (b) Hvad sker der med dem hvis navne ikke er indskrevet i livets bog?

⁴⁵ Den afgørende prøve for dem kommer når Satan og hans dæmoner løslades for en kort tid ved slutningen af Kristi tusindårige regering. Først når de har bestået denne endelige og afgørende prøve vil de for evigt og altid få den kendelse at de „gjorde det gode“. Deres navne vil stå optegnet i livets bog. Ja, nogle vil virkelig få deres navne „indskrevet i livets bog“, for i Åbenbaringen 20:15 siges der hvad der vil ske med dem hvis navne ikke er indskrevet i denne bog. De vil dø „den anden død“. Først da vil det vise sig hvem af dem der befandt sig i mindegravene der er kommet frem til „livets opstandelse“.

[Fodnoter]

„I gravene (en tois mnemeiois). Taphos (grav) indeholder tanken om begravelse (thapto, at begrave), som i Mattæus 23:27. Mnemeion (af mnaomai, mimnesko, at minde eller erindre om) er et mindesmærke (grav som et monument).“

„Her siges der lige så lidt at alle skal oprejses på samme tid, som det i vers 25 siges at alle de åndeligt døde skal levendegøres samtidig.“

The International Standard Bible Encyclopaedia, bind 4 (1955-udgaven), henviser i sin behandling af emnet opstandelse („Resurrection“) på side 264a til Johannes 6:39, 40, 44, 54; 11:25 og Johannes 5:28, 29 og siger: „Det kan ikke bestemt fastslås om disse passager taler om to opstandelser eller blot understreger den diametrale modsætning i omstændighederne ved én [opstandelse] alene.“