Døden og Hades skal give de døde tilbage

„Hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud?“ — Matt. 22:31.

 1. Hvilken af de gamle hellige bøger er den eneste der lærte at de døde skal opstå?

EN opstandelse af de døde under Guds riges styre — af alle hellige bøger lærer kun Bibelen dette. Bibelen er den hellige bog hvis første del hovedsagelig er skrevet på hebraisk og hvis sidste del er skrevet på det fællesgræske sprog der taltes for nitten hundrede år siden. Imidlertid blev Bibelens første del oversat fra hebraisk til græsk endnu før dens anden del var skrevet på fællesgræsk. Den græske oversættelse af De hebraiske Skrifter kaldes den græske Septuaginta-oversættelse, hvis symbol er tegnet LXX (halvfjerds). For nitten hundrede år siden var græsk et internationalt sprog, og enhver der kunne græsk kunne altså dengang læse hele Bibelen. I vor tid er Bibelen enten helt eller delvis oversat til 1202 sprog. Det er den bog der har fået den største udbredelse og er blevet oversat til de fleste sprog. Den alene lærer at de døde skal opstå til liv under en retfærdig tingenes ordning, nemlig under den almægtige Guds rige.

 2. Hvorfor spotter nogle tanken om en opstandelse?

² Det er muligt at nogle af vore læsere ikke kan se at der skulle være noget behov for de dødes opstandelse eftersom de har lært at „sjælen er udødelig“. Eftersom de afdøde efter deres opfattelse kun er døde på legemet, men lever i et eller andet usynligt rige som sjæle eller har taget bolig i et andet jordisk legeme, mener de ikke at der er brug for nogen opstandelse. Nogle vil derfor muligvis med foragt afvise tanken om en opstandelse fra de døde. Det vil kun være naturligt. Dog hviler Bibelens lære om de dødes opstandelse på en så solid grundvold at det klogeste vil være alvorligt at undersøge dette spørgsmål. Vi nærer intet ønske om at ligne de græske filosoffer der troede på menneskesjælens udødelighed og for hvem den kristne apostel Paulus prædikede Jesu Kristi opstandelse fra de døde. — Ap. G. 2:31, 32; Matt. 26:38; Es. 53:12; Ez. 18:4, 20.

 3. Hvorfor vil vi ikke ligne de omtalte græske filosoffer?

³ Den bibelske beretning om disse grækere lyder: „Nogle sagde: ’Hvad kan han vel mene, det snakkehoved?’ andre: ’Han synes at være en som forkynder fremmede guddomme’ — fordi han forkyndte evangeliet om Jesus og opstandelsen.“ Og efter at apostelen Paulus over for den højeste domstol i Athen havde givet udtryk for at Gud havde oprejst sin søn Jesus Kristus fra de døde for at han kunne dømme hele den beboede jord, siger beretningen videre: „Men da de hørte om opstandelsen fra de døde, spottede nogle.“ (Ap. G. 17:18, 31, 32) Disse grækere troede at menneskesjælen var udødelig og at der derfor ingen døde var. Følgelig kunne de ikke acceptere læren om at menneskesjælene er døde og har brug for en opstandelse for at kunne leve igen.

 4. I hvilken henseende lignede de gamle grækeres tro babyloniernes tro vedrørende de døde?

⁴ De gamle grækere troede at de døde førte en skyggetilværelse et sted under jorden som var usynligt for menneskene og at en gud ved navn Hades herskede over dem. Senere blev dette underjordiske opholdssted for de hedengangne sjæle betegnet med denne guds navn, Hades. Dette navn anvendtes også senere om graven.a De gamle grækere troede altså ligesom babylonierne på et underjordisk opholdssted for de døde. Hos babylonierne hed guden over dette sted Nergal, og de dødes usynlige rige blev kaldt „landet hvorfra ingen vender tilbage“. Disse gamle babyloniere troede altså ikke på nogen opstandelse fra de døde.b

 5. Hvordan viser det skridt som reformjøderne har taget at troen på menneskets udødelighed og troen på opstandelsen ikke kan forenes?

⁵ Den babyloniske tro på menneskesjælens udødelighed er i modstrid med Bibelens lære om de dødes opstandelse. Dette bekræftes af det skridt som reformjøderne i dette tyvende århundrede har taget. Under emnet „Opstandelse“ („Resurrection“) siges der i The Jewish Encyclopedia: „I nyere tid er troen på opstandelsen i høj grad blevet rystet af naturfilosofien, og det spørgsmål er blevet rejst af de reformatoriske rabbinere og på rabbinske konferencer . . . om ikke man burde ændre de gamle liturgiske formler der giver udtryk for troen på opstandelsen til i stedet tydeligt at give udtryk for håbet om sjælens udødelighed. Denne ændring indførtes i alle de amerikanske reformjøders bønnebøger. Ved rabbinerkonferencen i Philadelphia kom det tydeligt til udtryk at troen på legemets opstandelse intet grundlag har i jødedommen, og at troen på sjælens udødelighed bør indtage dens plads i liturgien [samlingen af formularer til brug under gudstjenesten].“ — Bind 10, side 385, § 2 (1905).

 6. Hvilken enkel udtalelse i Bibelen tror disse reformjøder altså ikke på?

⁶ Reformjøderne tror altså ikke på de enkle ord der udtales i Ezekiel 18:4, 20: „Den sjæl der synder, den skal alene dø.“ — Isaac Leesers oversættelse af 1853.

 7. Hvad sagde den tidligere farisæer Paulus til Feliks om opstandelsen?

⁷ Den kristne apostel Paulus, der levede mens Jesus Kristus vandrede her på jorden, fik et syn af Jesus efter at denne var blevet oprejst fra de døde. Paulus var jøde af fødsel. Han havde tilhørt de jødiske farisæere, der troede på de dødes opstandelse. Da han stod for den romerske dommer Feliks, der højst sandsynligt troede på Pluto, underverdenens gud hos romerne, sagde Paulus, idet han hentydede til de jødiske farisæere: „Jeg tror på alt det, som står skrevet i loven [Moseloven] og hos profeterne, og jeg har det samme håb til Gud, som disse også selv venter opfyldt: at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige. . . . dette ene ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: ’Det er i anledning af de dødes opstandelse, at jeg i dag står som anklaget for jer.’“ — Ap. G. 24:14-21.

 8. (a) Hvor mange vidner har der været til Kristi opstandelse? (b) Hvad betyder jesu opstandelse for den døde menneskehed?

⁸ I sine skrifter fortæller apostelen Paulus at mere end fem hundrede, deriblandt han selv, havde set den opstandne Jesus Kristus efter at denne var blevet henrettet offentligt på en marterpæl og var blevet lagt i en forseglet grav, som man lod bevogte af soldater for at hindre at nogen stjal det døde legeme. (1 Kor. 15:3-9; Matt. 27:57 til 28:4) I sin bevisførelse for at han og hans medtroende talte sandt om Jesu Kristi opstandelse og ikke var falske vidner påpegede Paulus hvad Kristi opstandelse betød for alle de mennesker som var døde, idet han sagde: „Nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Thi fordi døden er kommet ved et menneske [Adam, det første menneske], er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske.“ (1 Kor. 15:20, 21) Jesu Kristi opstandelse åbnede vejen for at andre, nemlig hele den døde menneskehed, kunne blive oprejst.

 9, 10. (a) Hvorfor kunne Jesus modigt se døden som martyr i møde? (b) Hvordan giver Jesu ord en forsikring om at der vil komme en opstandelse?

⁹ I året 33 så Jesus Kristus modigt døden som martyr i møde fordi han havde tillid til at hans himmelske Fader, den almægtige Gud, ville oprejse ham fra de døde på den tredje dag. Derved gav Gud ham lov til at vende tilbage til himmelen så han kunne overrække værdien af sit offer til ham personligt. Da Jesus Kristus var her på jorden havde han meget at sige om opstandelsen. Engang da han talte om at de døde på jorden skulle føres frem til en endelig dom ved hjælp af en opstandelse sagde han: „Ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham myndighed til at dømme, fordi han er Menneskesøn. Undres ikke over dette, for den time kommer da alle de som er i mindegravene skal høre hans røst og komme frem, de som gjorde det gode, til en livets opstandelse, de som gjorde det onde, til en dommens opstandelse. Jeg kan slet intet gøre på eget initiativ; således som jeg hører, dømmer jeg, og den dom jeg fælder er retfærdig, for jeg søger ikke min egen vilje, men hans som sendte mig.“ — Joh. 5:26-30, NW.c

¹⁰ Vi kan derfor være sikre på at der vil komme en opstandelse.

Et personligt spørgsmål

11. Hvilket personligt spørgsmål meldte sig derfor nu for hver enkelt af os?

¹¹ Et meget personligt spørgsmål melder sig derfor for os hver især, nemlig: Hvis vi dør på et eller andet tidspunkt og bliver begravet, vil vi da få skænket en opstandelse, få lov til at vende tilbage til livet fra dødens søvn, efter Guds vilje? Hvordan kan vi vide om det vil ske? Og hvis det sker, hvem vil da blive oprejst sammen med os? Er der nogen der ikke vil blive oprejst fra de døde? Det er et spørgsmål som endog mange jøder er interesseret i, selv om de kun holder sig til De hebraiske Skrifter, den første del af det vi kalder Bibelen.

12. Hvilket billede af opstandelsesdagen giver Bibelen os?

¹² Nogle præster i kristenheden har forsøgt at skildre hvordan opstandelsen vil tage sig ud for et menneske som lever på jorden på det tidspunkt. Deres forestillinger er imidlertid temmelig absurde og makabre, idet de tænker sig forskellige legemsdele komme flyvende gennem luften for at samles med de øvrige lemmer på det legeme de tilhørte da døden indtraf. Bibelen giver ikke et så skræmmende billede af opstandelsen, end ikke profeten Ezekiels syn af dalen med de tørre ben, som ved den almægtige Guds kraft blev ført sammen og overtrukket med levende kød igen. (Ez. 37:1-10) Ved hjælp af passende symboler giver den sidste bog i Bibelen os et helt andet billede af den jordiske opstandelse efter at de onde kræfter i himmelen og på jorden er fjernet. Dette trøsterige syn sætter os i stand til at skønne hvem der vil få del i den jordiske opstandelse.

13. Hvilket syn fik apostelen Johannes ifølge Åbenbaringen 20:11-15?

¹³ Dette syn, som den kristne apostel Johannes fik, beskrives i Åbenbaringen 20:11-15 med følgende ord: „Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og Døden og Dødsriget [Hades] gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger. Og Døden og [Hades] blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen.“ — Se også Åbenbaringen 21:8.

14. Hvorfor omfatter ordene i Åbenbaringen 20:13 flere end dem der omfattes af Jesu ord i Johannes 5:28, 29?

¹⁴ Ikke alle de døde er døde på det tørre land og er blevet begravet i jordens skød. (1 Mos. 1:9, 10) Utallige er døde på havet ved skibsforlis, i stormvejr og søslag, mange er blevet begravet i havet og mange er druknet og deres lig aldrig blevet fundet og begravet i jorden. (1 Kong. 22:48, 49; 2 Krøn. 20:36, 37; Sl. 48:8; Dan. 11:40) Derfor siger Åbenbaringen 20:13 i sin beskrivelse af opstandelsen at ikke blot „Døden og [Hades] gav de døde tilbage, som var i dem“ men også at „havet gav de døde tilbage, som var i det“. Vi kan forstå at beskrivelsen af opstandelsen i dette vers, Åbenbaringen 20:13, er mere omfattende end Jesu beskrivelse, da han sagde: „Alle de som er i mindegravene skal høre hans røst og komme frem.“ — Joh. 5:28, 29, NW.

15. Hvorfor kastes „havet“ ikke i „ildsøen“?

¹⁵ En anden ting man kan udlede af dette vers er følgende: Hvad end Hades er, så er de døde som befinder sig dér ikke på det samme sted som de der er døde på havet; disse sidste befinder sig på et sted der er fyldt med vand. Det bogstavelige hav vil aldrig ophøre med at eksistere. Det er grunden til at der i Åbenbaringen 20:14 siges: „Døden og [Hades] blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen.“ Hvis det bogstavelige hav blev kastet i „ildsøen“ ville det slukke ilden her, og det var snarere ildsøen end havet der ville ophøre med at eksistere. Imidlertid siger Bibelen tydeligt at „den anden død“, der symboliseres ved „ildsøen“, aldrig vil ophøre med at eksistere. „Ildsøen“ vil billedligt talt brænde til evig tid.

16. Er Bibelens Hades det samme som grækernes Hades? Begrund svaret.

¹⁶ Hvad er da dette Hades som kastes i den symbolske ildsø? Hvilken tilstand befinder de der er i Hades sig i? Et er sikkert: det Hades der beskrives i Bibelen er ikke det Hades som de gamle ikke-kristne grækere forestillede sig og som beskrives i den græske mytologi. Der var ingen almindelig opstandelse fra den græske mytologis Hades.

17. Hvilke to betydninger tillagde de gamle grækere opstandelsen?

¹⁷ I afsnittet om „Opstandelsen i den græske verden“ hedder det i værket Theological Dictionary of the New Testament, bind 1, side 369: „Bortset fra sjælevandring . . . taler grækerne om opstandelse i to betydninger. a. Opstandelse er umulig. . . . b. Opstandelse kan finde sted som et isoleret mirakel. . . . Det fortælles at Apollonios fra Tyana oprejste en tilsyneladende død pige i Rom . . ., 150.000 denarer skænkedes som en yderligere gave. . . . Tanken om en almindelig opstandelse ved tidsalderens ende er fremmed for grækerne. Ja den angribes måske endog i en frygisk inskription: [Ser da alle de elendige frem til en opstandelse?] I Apostlenes Gerninger 17:18 ser det ud til at anástasis [opstandelse] er blevet opfattet af nogle af tilhørerne som et egennavn (jfr. 17:31 ff.).“d Den „tilsyneladende døde pige“ som Apollonios oprejste døde naturligvis igen.

18. Hvilket håb havde Guds folk til forskel fra hedningerne?

¹⁸ M’Clintock og Strongs Cyclopædia gør i sin artikel om „Hades“, i bind 4, (1891-udgaven) følgende indrømmelse på side 9, sidste afsnit: „For den troende hebræer alene var opholdet i sheol af midlertidig karakter, det var en mellemtilstand. Hedningens forhåbninger strakte sig ikke ud over skyggerigets grænser; han var for evigt omsluttet af disse, og tanken om en opstandelse var ganske fremmed for såvel hans religion som hans filosofi. Men det var om udsigten til en opstandelse fra de døde at alle forhåbninger samlede sig og tog form i Guds sande folks hjerter. Da dette alene kunne ophæve virkningen af alt det onde som synden havde været årsag til og virkelig kunne ødelægge ødelæggeren, er det intet mindre end dette der forkyndes i det første løfte der indeholder forsikringen om at fristeren skal knuses.“ — Se 1 Mosebog 3:15; Romerne 16:20.

19. I hvilken henseende er Bibelens Hades så forskelligt fra grækernes Hades?

¹⁹ Bibelens Hades er altså forskelligt fra de hedenske grækeres Hades, eftersom Bibelen gentagne gange giver udtryk for at de der befinder sig i Hades skal oprejses. Det er ikke som de gamle babylonieres dødsrige et sted hvorfra ingen vender tilbage. Men hvor ligger da Bibelens Hades, og hvilken tilstand befinder menneskene sig i dér? Er det en „mellemtilstand“? Kun Bibelens eget svar er det korrekte svar, det svar som kan danne et urokkeligt grundlag for vor tro. Hvad siger da Bibelen?

Hades

20. Hvilken tilstand må de mennesker som er i Hades befinde sig i?

²⁰ I de ældste kendte manuskripter til De kristne græske Skrifter forekommer ordet Hades ti gange.e Er de der befinder sig i Bibelens Hades i live? Ærlige bibellæsere vil sige at de ikke er i live, eftersom Åbenbaringen 20:13 siger at „Døden og [Hades] gav de døde tilbage, som var i dem“. De døde som befinder sig i Døden er afgjort ikke levende. De døde der befinder sig i Hades er derfor heller ikke levende. Imidlertid vil mange i kristenheden som følge af påvirkning fra den hedenske græske mytologi sige: „Sådan forholder det sig ikke. De døde i Hades er ikke rigtig døde, Det er kun legemet der er dødt, men sjælen er i live fordi den er udødelig. For dem betyder døden blot at de er skilt fra Gud. I andre henseender er disse udødelige sjæle i Hades virkelig levende.“ Er dette nu rigtigt? Er det Bibelens lære om de dødes tilstand i Hades og om dem der skal få en opstandelse fra Hades? Lad os se hvad Bibelen siger.

21. (a) Findes Hades i himmelen? (b) Går den kristne menighed til Hades?

²¹ Det første sted vi møder ordet Hades i De kristne græske Skrifter er i Mattæus 11:23. Her siger Herren Jesus Kristus: „Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til [Hades] skal du fare ned!“ (Også i Lukas 10:15) Hades kan altså ikke være i himmelen. Det næste sted vi møder ordet Hades er i Mattæus 16:18, hvor Jesus siger til apostelen Peter: „Jeg siger også til dig: Du er Peter, og på denne klippemasse vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke betvinge den.“ (NW) Disse ord betyder at Jesu efterfølgeres menighed skulle dø og gå ind gennem Hades’ porte. De skulle således være blandt de døde i Hades.

22. Hvorfor kunne Hades’ porte ikke betvinge eller få magt over Jesu menighed?

²² Men hvorfor skulle „Hades’ porte“ ikke betvinge eller få magt over Jesu menighed? Hvorfor skulle disse „porte“ ikke for evigt forblive lukkede for Jesu efterfølgere og således gøre Hades til „landet hvorfra ingen vender tilbage“? Svaret finder vi i Jesu ord til den aldrende apostel Johannes i Bibelens sidste bog, i Åbenbaringen 1:17, 18. Den opstandne Jesus Kristus siger her: „Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets [Hades’] nøgler.“ Eftersom Jesus Kristus, der nu befinder sig i himmelen, har dødens og Hades’ nøgler kan han låse „Hades’ porte“ op og lukke sin døde menighed ud og på denne måde føre den tilbage til livet.

23. Hvornår ville Jesus overvinde Hades?

²³ Det var med dette i tanke Jesus sagde at Hades’ porte ikke kunne betvinge eller få magt over hans menighed. Tværtimod var det Jesus der skulle betvinge Hades og udfri sin menighed derfra. Jesus udtalte et direkte løfte herom, som vi læser i Johannes 6:39, 40: „Dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“

24. (a) Hvilket ord sammenstilles i Bibelen med Hades? (b) Hvor gik Jesus hen da han døde ifølge Salme 16:10, 11?

²⁴ Det er interessant at bemærke at de ti steder hvor ordet Hades forekommer i De kristne græske Skrifter sammenstilles det med „Døden“. (Åb. 1:18; 6:8; 20:13, 14) Død og ikke liv forbindes altså med Hades. I denne forbindelse vil vi også stille spørgsmålet: Hvor gik Jesus Kristus selv hen da han døde og den samme dag blev lagt i den mindegrav som hans ven Josef fra Arimatæa havde ladet udhugge til sig selv? (Matt. 27:57-61) En mand som vi kan stole på vil fortælle os sandheden herom er Jesu egen apostel Simon Peter. På Pinsedagen i Jerusalem, enoghalvtreds dage efter at Jesus var død og blevet begravet, blev Guds hellige ånd udgydt over Peter og andre af Jesu disciple. Peter talte da under inspiration af Guds ånd, og idet han citerede fra Salme 16:10, 11 sagde han: „For du vil ikke lade min sjæl tilbage i Hades, heller ikke vil du tillade at din loyale ser forrådnelse. Du har gjort livets veje kendt for mig, du vil fylde mig med glæde for dit åsyn.“ Disse ord som Peter citerede var udtalt af kong David, der nedskrev dem som en af Guds inspirerede profeter.

25, 26. Hvad sagde Peter på Pinsedagen om David og Jesus?

²⁵ Fyldt med Guds ånd fortsatte apostelen Peter derefter sin tale til de tusinder af jøder der var kommet til Jerusalem for at fejre pinsen:

²⁶ „Brødre, det må være mig tilladt at tale frit til jer om stamfaderen David, at han både er død og begravet og at hans grav er hos os den dag i dag. Derfor, fordi han var en profet og vidste at Gud havde tilsvoret ham med en ed at han ville sætte en som var en frugt af hans lænder på hans trone, forudså og talte han om Kristi opstandelse, at han ikke blev ladt tilbage i Hades og at hans kød heller ikke så forrådnelse. Denne Jesus oprejste Gud, hvilket vi alle er vidner på. Fordi han blev ophøjet til Guds højre hånd og modtog den lovede hellige ånd af Faderen, derfor har han udgydt denne, hvilket I både ser og hører. I virkeligheden steg David ikke op til himmelen, men han siger selv: ’Jehova sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’ Lad derfor hele Israels hus vide for vist at Gud gjorde ham både til Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ — Ap. G. 2:27-36, NW.

27. Hvordan blev det muligt for Jesus at oprejse sin menighed fra Hades?

²⁷ I denne tale siger apostelen Peter under inspiration udtrykkeligt at Herren Jesus Kristus ikke blev „ladt tilbage i Hades“, og at hans sjæl som en opfyldelse af Salme 16:10 ikke blev efterladt i Hades. Da den døde Jesus blev lagt i mindegraven gik hans sjæl altså til Hades. På den tredje dag oprejste den almægtige Gud ham fra Hades; og da overdrog Gud den opstandne Jesus „Dødens og [Hades’] nøgler“, således at Jesus kunne sige, som det berettes i Åbenbaringen 1:18: „Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har Dødens og [Hades’] nøgler.“ Da han nu er i besiddelse af disse nøgler kan han oprejse alle dem som ligger døde i Hades, deriblandt sin egen menighed.f

28. (a) Hvilket sprog talte Peter på Pinsedagen da han citerede Salme 16:10? (b) Hvordan vil vi derfor nu finde frem til hvad Bibelens Hades er og hvor det ligger?

²⁸ Da apostelen Peter var hebræer eller jøde, var det sprog han benyttede i sin tale på Pinsedagen uden tvivl den tids hebraisk. Da han citerede fra Salme seksten, citerede han derfor højst sandsynligt direkte fra den hebraiske tekst og ikke fra den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter. Peter har derfor ikke brugt det græske ord Hades men det oprindelige hebraiske ord Sheol. Imidlertid benytter Septuaginta-oversættelsen det græske ord Hades for det hebraiske ord Sheol.g I de inspirerede hebraiske skrifter forekommer ordet Sheol femogtres gange i treogtres forskellige vers, heriblandt Salme 16:10, som Peter citerede. Oversat fra hebraisk lyder dette vers således: „For du vil ikke lade min sjæl tilbage i Sheol. Du vil ikke tillade at din loyale får graven at se.“h Hvis vi finder ud af hvad Sheol er, hvor det ligger og hvilken tilstand menneskene befinder sig i dér, vil vi følgelig samtidig have fundet ud af hvad og hvor Bibelens Hades er og hvilken tilstand menneskene befinder sig i dér.

[Fodnoter]

[Illustration på side 199]

Den opstandne Jesus viser sig for Paulus