For gammel, for ung, for svag, for stærk?
DER er et mundheld der siger at „man bliver aldrig for gammel til at lære“. Det kan de mere end 25.000 menigheder af Jehovas vidner der findes rundt om i verden bekræfte. Tusinder af Jehovas vidner i alle aldersklasser lærer hvert år både hvordan de skal tale fra podiet til store forsamlinger og hvordan de skal holde korte bibelprædikener for folk de besøger i deres hjem. Hvis man spurgte de enkelte Jehovas vidner, ville de fleste af dem sige at de aldrig havde troet det kunne lade sig gøre, og alle ville være enige om at det især skyldes den teokratiske skole.
Men nogle vil måske sige: „Skulle jeg gå i skole igen, i min alder!“ Hvad om vi aflagde et kort besøg i den lokale rigssal og så hvordan det er muligt for så mange at høste gavn af denne skole? Idet vi træder ind bliver vi præsenteret for den der leder den teokratiske skole, det første af de to møder der holdes denne hverdagsaften. Denne mand kaldes skoletjeneren, får vi at vide, idet betegnelsen „tjener“ bruges om alle dem der har ansvaret for en eller anden gren af arbejdet i menigheden, idet de betjener deres kristne brødre og søstre under varetagelsen af dette ansvar.
„Er det ikke lidt usædvanligt at et trossamfund holder denne form for menighedsmøder?“ spørger vi.
„Jo det er,“ svarer skoletjeneren. „Men vi er et samfund af forkyndere, og alle de fem møder vi holder i vores rigssal oplærer os til at forkynde for folk i deres hjem. Derfor tager alle i menigheden del i disse møder. De fleste i menigheden er for eksempel tilmeldt den teokratiske skole, og alle de der er tilmeldt, skiftes til at forberede og holde korte prædikener for menigheden.“
Ingen afsluttende eksamen
„Hvorfor kalder De det en ’skole’, og hvor længe varer hver skoletermin?“
„Vi kalder det en skole fordi der gives systematisk vejledning og fremadskridende oplæring i den kunst at holde offentlige bibelske foredrag. Men kursuset er kontinuerligt og har varet siden 1943, da skolen blev oprettet. Der er nogle få i vores menighed som har været med i skolen siden den begyndte. Den gråhårede herre derovre er en af dem. Jeg vil gerne præsentere Dem for ham, for han skal holde det første foredrag i aften.“
Den omtalte herre viser sig at være først i halvtredserne. Han står lige inden for døren til et lille værelse bag ved rigssalen og blader i en bog som vi, da vi nærmer os, kan se er en indbunden årgang af Vagttårnet for 1960. En dreng på cirka femten år og en midaldrende dame sidder ved et bord, hver fordybet i flere bøger og med Bibelen foran sig. Da vi bliver præsenteret for den ældre herre får vi at vide at dette lille værelse bruges som skolens bibliotek og rummer adskillige bibeloversættelser, bibelordbøger og andre bibelske opslagsbøger som alle i menigheden kan benytte når de forbereder deres indlæg.
Vi spørger vores nye bekendt: „Er det ikke lidt nedslående at have været tilmeldt skolen i over femogtyve år uden at få en eksamen? Skoletjeneren fortæller at De skal holde det første foredrag i aften. Mener De ikke at De snart må have været igennem stoffet nu?“
„Tja, hvis jeg aldrig bliver færdig med skolen, holder jeg jo heller aldrig op med at lære noget, vel?“ svarer han. „Naturligvis bliver vi efterhånden godt kendt med de grundlæggende principper for at holde foredrag, men vi kan altid forbedre vor evne til at bruge dem. Desuden får vi stadig nyt studiemateriale.“ Han sætter den indbundne årgang af Vagttårnet tilbage i reolen og tager en anden bog på omtrent samme størrelse men tyndere og med et mørkeblåt bind.
„Det er den lærebog vi bruger i øjeblikket sammen med Bibelen, og jeg ville ikke for alt i verden undvære at studere den i skolen. Den hedder ’Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig’, og når vi i løbet af et par år er kommet igennem den, vil vi have læst hele Bibelen igennem og have behandlet hver bog i Bibelen for sig, set under mange forskellige synsvinkler. Hver uge når jeg går fra rigssalen må jeg erkende at jeg har lært noget nyt.“
„Ja det skulle jo være grund nok til at fortsætte. Hvad skal De tale om i aften?“
„Mit foredrag handler om Josuas bog. Hele menigheden har fået til opgave at læse de første tolv kapitler i Josuas bog som en forberedelse til aftenens program. Jeg har valgt temaet ’Ubetinget tro og lydighed nødvendig for at opnå Jehovas velsignelse’. Eftersom det er den første uge vi behandler Josuas bog, vil mit foredrag komme ind på bogens baggrund, dens forfatter, hvornår den er skrevet, hvilken tidsperiode den omhandler, og så videre. Jeg har også tænkt at anvende dens indhold og nogle af dens principper på vor tid og vise hvordan bogen har betydning for os der lever i dette tyvende århundrede. Det er et femten minutters foredrag som kaldes ’Forelæsningen’ fordi det i regelen holdes af skoletjeneren eller en af de mere erfarne elever. Næste uge skal jeg lede den sædvanlige fem minutters mundtlige repetition af dette stof, så menighedens medlemmer kan kommentere det de har lært. I aften vil den mundtlige repetition imidlertid omhandle nogle af de spørgsmål vi havde i sidste uge ved den skriftlige repetition.“
Glæde og vækst
„Skriftlige repetition? Vil det sige at De også har skriftlige eksamensopgaver i skolen?“
„Ikke rigtige eksamensopgaver; vi kalder det den skriftlige repetition fordi man selv checker sine opgaver og der ikke gives karakterer. Den hjælper os blot til bedre at bedømme vores egen fremgang. For eksempel fortæller en af vore missionærer på Amerikansk Samoa at nogle af dem hun studerede Bibelen med, af nysgerrighed fik lyst til at prøve at besvare nogle skriftlige repetitioner, men de blev snart klar over at de foruden deres bibelstudium i hjemmet også måtte overvære den teokratiske skole i rigssalen. Fra da af blev den skriftlige repetition en kilde til glæde og vækst for dem. Men jeg kan se at skoletjeneren skal til at begynde mødet, så vi må hellere finde os en plads.“
Efter at menigheden har sunget en sang og en af dens medlemmer bedt en bøn, begynder skoletjeneren sin mundtlige gennemgang af den skriftlige repetition, og vi må spørge os selv: Hvor mange af disse spørgsmål kunne vi have besvaret? „Nævn mindst fire af de mange juridiske forlæg til lovene i vore dages samfund som man kan læse i Femte Mosebog. Hvorfor måtte Israel ikke ’lade en eneste sjæl i live’ i byerne i det forjættede land som de skulle indtage? Hvilket ansvar påhviler forældre, ifølge Femte Mosebog 11:19? Rigtigt eller forkert: Hele Femte Mosebog understreger at Jehova kræver absolut hengivenhed af sit folk,“ og så videre. Men svarene kommer villigt nok fra menighedens medlemmer, og de fleste af dem kigger ikke engang i deres skriftlige svarark fra ugen før.
Undervisning og vejledning
Så følger forelæsningen, og derpå holder den første elev sit indlæg. Han er en ung mand på omkring tyve år og virker først lidt nervøs, men det glemmer man snart på grund af hans interessevækkende indledning til hans beskrivelse af Josua 3:1 til 5:12. Mens han uddyber sit tema, „Josua fører Israel ind i det forjættede land“, mindes vi nogle af de punkter der blev fremhævet i forelæsningen om ubetinget tro og lydighed, og Josuas bog bliver levende for os idet vi for vort indre blik ser Guds folk tillidsfuldt og trøstigt vandre gennem Jordanflodens mirakuløst adskilte vande, og derpå hellige sig ved at lade sig omskære inden for dets nye fædrelands grænser. I sin vejledning til eleven roser skoletjeneren ham for hans oplysende stof og fordi han talte med den rette stemmestyrke. Han siger også at eleven allerede er godt på vej til at klare de næste punkter han ifølge sin talevejledning skal arbejde med, „Klart og forståeligt“ og „Brug af pauser“.
De næste to indlæg holdes af kvinder, men ikke direkte til forsamlingen. De taler begge til en anden elev som er med dem på podiet. Den første taler over emnet „’Den store skare’ udfriet gennem tro på Jehova“, og den anden behandler temaet „Uret ønske fører til død“. Den første kvinde, som er over de halvtreds, foregiver at tale med sin gifte datter og opmuntrer hende ved at fortælle om Rahab, en kvinde fra Jeriko hvis liv blev reddet fordi hun viste tro på Jehova, israelitternes Gud, og beskyttede de to israelitiske spejdere som kom til hendes hjem. Den anden kvinde er yngre, og hun holder sit indlæg som om hun taler med en kvinde der tænker på at indvi sig og lade sig døbe; hun bruger beretningen om Akab i Josua 7:1-26 til at give hende et venligt formaningsord på grund af visse forkerte ting kvinden har indrømmet hun har begået på sin arbejdsplads. Begge elever får vejledning efter deres indlæg, og de roses begge af skoletjeneren for den praktiske måde hvorpå de har løst deres opgaver, den første især fordi hun understregede temaet, og den anden på grund af sine overbevisende argumenter og fordi hun havde varme og følelse.
Så kommer den fjerde og sidste elev op på podiet. Skoletjeneren siger at han har fået tildelt emnet „Vær modig, for Jehova giver sejr“, og som sin formodede tilhørerskare har han valgt en gruppe unge jøder der gerne vil vide noget om Jehovas vidners holdning til Hitler under den anden verdenskrig. Taleren forklarer Jehovas vidners neutrale indstilling til politik og gør kort rede for deres åndelige krigsførelse til støtte for Guds retmæssige regering, mens han samtidig understreger det eksempel på tro og mod som Josua, den tænkte forsamlings uforfærdede stamfader, satte. Josuas handlemåde og den sejr den gav ham fra Jehova Gud står som et mindeværdigt eksempel for os, slutter taleren.
Skoletjeneren vejleder den sidste elev og slutter afdelingen med skolen, mens vi i tankerne repeterer den sidste time og de minutter der gik forud for den. Vi lader denne oplevelse bundfælde sig. Disse mænd og kvinder som vi lige har hørt, og hvoraf nogle var unge og nogle ældre, ser ikke anderledes ud end andre mennesker. Men der er noget ved den måde hvorpå de taler der gør dem anderledes. Deres sikre og naturlige fremtræden på podiet, den overbevisende måde de taler på og deres åbenlyse glæde over at kunne sige noget af virkelig værdi til gavn for deres tilhørere, får os til at forstå at det er mennesker som ikke er bange for at gøre en indsats for at lære noget, og som alligevel ikke går så højt op i deres egen dygtighed eller fremgang at de glemmer andres behov for at høre ’den gode nyhed om Guds rige’.
Vi takker skoletjeneren for hans hjælp under vort besøg, og hans afskedsbemærkning virker som en opsummering af hele aftenen: „Disse mennesker har lagt sig apostelen Paulus’ formaning på sinde: ’Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.’ Kan nogen sige: ’Jeg er for gammel, for ung, for svag, eller for stærk’ til at være med i et sådant skoleprogram?“