Hvilken by er kristendommens center?

 1. Hvad kan der siges om kristendommen som en aktiv religion?

LIGE siden sin begyndelse har kristendommen været kendt som den mest aktive og stærkest missionerende religion. Jesus Kristus var selv en utrættelig arbejder, og han indgav sine efterfølgere den samme brændende nidkærhed der lige fra begyndelsen var en vældig drivkraft i kristendommen. I det første århundrede bredte den sig som en steppebrand. Ganske kort efter dens begyndelse viser beretningen at der var fem tusind aktive kristne i Jerusalem, og ved apostlenes og deres medarbejderes energiske arbejde spredtes sandhedens ord til praktisk talt hele den daværende civiliserede verden.

 2. (a) Hvad er nødvendigt for at opnå enhed og fremgang? (b) Hvilke byer ser religionerne hen til, og er nogen af disse kristendommens åndelige center? Forklar.

² En sådan virksomhed og dens tilsvarende fremgang kræver enhed, og enhed kræver organisation. Der måtte være et center der kunne inspirere og lede denne virksomhed, og et center hvortil de kristne kunne lede dem de forkyndte for. Hvad var dette center? Hvad er kristendommens center i dag? Er det Jerusalem? Eller kan det være Rom? Alexandria? Athen? Istanbul? eller Moskva? Mange af kristenhedens trossamfund ser hen til disse byer som deres center, og dog kan disse religiøse retninger inden for kristenheden der alle kalder sig kristne, ikke blive enige om at betragte en af disse byer som centeret for alle kristenhedens trossamfund. De religiøse retninger inden for kristenheden som ser hen til disse byer, er en del af det religiøse verdensimperium Bibelen omtaler som Babylon den Store. Eftersom Bibelen viser at Babylon den Store er Guds ældgamle fjende kan kristne ikke se hen til nogen af disse byer efter åndelig vejledning.

 3. (a) Hvem er kilden til de kristnes åndelige liv? (b) Hvor lå det centrale tilbedelsessted på det gamle Israels tid?

³ Hvad har sande kristne da at se hen til? Sand kristendom erkender først og fremmest at Jehova Gud, himmelens og jordens skaber, er kilden til hele dens åndelige liv. Al tilbedelse bør gå til Jehova, og sande kristne leder andres tilbedelse til ham. Alt dette sker gennem Jesus Kristus, Guds søn, der er den eneste hvorigennem man kan nærme sig Gud, og det er ham der nu sidder som medregent hos sin Fader på tronen. Men har Gud ikke udvalgt en by som alle menneskers opmærksomhed skulle rettes imod og hvorigennem folks tilbedelse skulle bringes til ham? Jo han har. Her har han også et tempel hvortil tilbederne kan komme og bringe deres lovprisningsofre og takofre, akkurat som der var et centralt sted og et tempel på Israels folks tid, nemlig Jerusalem. Men lad os undersøge Bibelen for at finde ud af hvor denne by og dens tempel er.

Kristendommens tempel

 4. (a) Hvornår begyndte Jesus at bygge sit tempel, og på hvilken grundvold byggede han? (b) Hvad var det synlige bevis for at han var begyndt at bygge templet?

⁴ På pinsedagen i år 33 begyndte den opstandne, herliggjorte Jesus Kristus at bygge sit tempel. Det var ikke et bogstaveligt tempel i Jerusalem han byggede, for det tempel der var blevet bygget af Herodes fandtes stadig på den tid. Dette pragtfulde tempel af træ og sten blev senere ødelagt af romerne i år 70. Det arbejde Jesus påbegyndte dengang, havde han beskrevet for sine disciple da han var sammen med dem på jorden. Han havde sagt: „På den klippe vil jeg bygge min kirke.“ Jesus var nu blevet nedlagt i himmelen som den store klippe eller hovedhjørnesten. På Pinsedagen, der var „højtiden for høsten, førstegrøden af dit [Israels] arbejde, af hvad du sår i din mark“, „ugefesten“, begyndte Jesus, som sad ved Guds højre hånd i himmelen, at udgyde den hellige ånd over et hundrede og tyve trofaste disciple. Disse var forsamlet i Jerusalem, ikke i et tempel men i en sal i et hus, hvor de afventede hvad der ville ske. Ånden kom over dem som en susen, og disciplene talte i fremmede tungemål, der kunne forstås af de folk fra mange lande som var i Jerusalem i anledning af højtiden. Peter blev af den hellige ånd tilskyndet til at stå frem og give de jøder og proselytter der samledes for at betragte dette bemærkelsesværdige fænomen, følgende forklaring:

„Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører.“ — Ap. G. 1:13, 14; 2:1-33.

 5. Hvad var, ifølge Peters forklaring, de mirakuløse begivenheder på Pinsedagen en opfyldelse af?

⁵ Peter forklarede jøderne at udgydelsen af den hellige ånd i de sidste dage for det jordiske Jerusalem og dets tempel var en opfyldelse af Joel 3:1-5 som han citerede: Profetien lyder:

„Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød; eders sønner og eders døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de dage. Og jeg lader ske tegn på himmelen og på jorden, blod, ild og røgstøtter. Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før [Jehovas] store og frygtelige dag kommer. Men enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som [Jehova] har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som [Jehova] kalder.“ — Se Apostlenes Gerninger 2:14-21.

Byens beliggenhed

 6. (a) Hvordan var det tempel Jesus byggede, og hvordan kunne andre blive opbygget på Jesus som hovedhjørnestenen? (b) Hvorfor kunne dette tempel ikke ligge i en jordisk by?

⁶ Jesus havde befalet disciplene at forblive i Jerusalem indtil ånden var blevet udgydt. (Ap. G. 1:4-8, 12-15) Til afløsning af det bogstavelige tempel der var bygget af kong Herodes og som lå i Jerusalem, begyndte Jesus nu på sig selv at bygge den kristne menighed, som udgør et åndeligt hus, „et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“. (1 Pet. 2:5) Efter at disciplene nu var blevet døbt med hellig ånd og var blevet Guds åndelige børn, var de i sandhed kommet til et åndeligt Zion, et himmelsk Jerusalem. Det var derfor en himmelsk by med et åndeligt tempel som de der ville tilbede Gud måtte komme til, se hen til og lede andre til. Det himmelske Jerusalem var nu det sted hvor Jehova ville tilbedes, og han anerkendte ingen jordisk by. Menighedens grundvold, den udødelige åndeskabning Jesus Kristus, er en himmelsk, ikke en jordisk grundvold, ikke et menneske på jorden. Templet er åndeligt, himmelsk; det er ikke et bogstaveligt tempel eller en kirkebygning på jorden. Ingen jordisk by er derfor i stand til at rumme den.

 7. Hvordan viser Hebræerbrevets forfatter at kristendommens center er himmelsk?

⁷ I Hebræerbrevet 12:22-24 henledes vor opmærksomhed på at menigheden er kommet til et himmelsk Zion. Apostelen Paulus henvendte først disse ord til de kristne der var hebræere efter kødet. Han sagde: „Men I er [ulig jeres jordiske forfædre] kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels.“

 8. Hvordan understreger Paulus i Hebræerbrevet, det trettende kapitel, at de kristne ikke ser hen til en jordisk by?

⁸ I det følgende kapitel, hvor Paulus taler om de kristnes leder, understreger han dette: „Derfor led også Jesus uden for byporten [det jordiske Jerusalems], for at han kunne hellige folket ved sit blod. Så lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forsmædelse. Thi her har vi ikke en blivende stad, men søger den kommende.“ — Hebr. 13:12-14.

 9. (a) Så de første kristne hen til Jerusalem som deres tilbedelsescenter? (b) Hvad mente Paulus da han skrev: „Lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’“?

⁹ Jesus havde omtalt Jerusalem som byen der ihjelslår profeterne, og Jesus selv blev dræbt — og tilvejebragte derved genløsningsbetalingen for sine efterfølgere — lige uden for Jerusalem. De kristne på Jesu tid kunne ikke se hen til Jerusalem selv om det med dets tempel tidligere havde repræsenteret Gud; kristne i vor tid kan heller ikke se hen til nogen af kristenhedens byer der hævder at repræsentere Gud, for i virkeligheden forfølger de på samme måde kristendommens forkyndere som nogle der er „uden for“ deres organisation, som uønskede eller uegnede til at være en del af det de kalder kristenheden.

„Børn“ — af hvilken by?

10. Hvordan viste Paulus at der var en tydelig forskel mellem den by israelitterne tidligere så hen til og den som kristne ser hen til?

¹⁰ Paulus fremhævede tydeligt forskellen mellem den himmelske og den jordiske by da han skrev til galaterne: „Hagar [patriarken Abrahams trælkvinde] er bjerget Sinaj i Arabien [hvor de ti bud blev givet] og svarer til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn. Men det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder. Så er vi da, brødre! ikke trælkvindens, men den frie kvindes børn. Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ — Gal. 4:25, 26, 31; 5:1.

11. (a) Hvordan berørte det de kristne da Jerusalem blev ødelagt, og hvad gjorde de? (b) Udvalgte de kristne en anden by som de kunne se hen til? Forklar.

¹¹ Selv om de første kristne ikke på nogen måde ville vise respektløshed over for det Gud havde brugt, nemlig templet i byen Jerusalem, var det dog uden betydning for de hebraiske kristne da templet i år 70 blev ødelagt af de romerske hære. De adlød Jesu befaling og flygtede fra den dømte by før den blev ødelagt. Hvorfor efterlod denne ødelæggelse dem ikke forvirrede og adspredte? Fordi de var børn af deres himmelske moder, Jerusalem heroventil, og var kommet til den levende Guds virkelige by, det himmelske Jerusalem. De blev heller ikke senere børn af en anden by, for eksempel Rom, så de fortjente at blive kaldt „romerske kristne“. Jerusalem heroventil var den moder de anerkendte. (Luk. 21:20-24) De der var født jøder var ikke længere blot kødelige israelitter; de var nu åndelige israelitter.

Jerusalem nedtrampes

12. Hvad skete der med Babylon og Jerusalem som religiøse centre?

¹² Det gamle Babylon der længe havde været anerkendt som verdensreligionernes center blev til sidst en ubeboet ruin, hvad den er den dag i dag. Men før Babylon blev en fuldstændig ruin oplevede Jerusalem sin anden ødelæggelse. Den kommende vrede, som Johannes Døber havde advaret om, kom, og Jerusalem blev døbt med den ødelæggelsens ild der opbrændte de jødiske avner; men de kristne undgik denne dåb. — Matt. 3:7-12.

13. Hvordan undgik de kristne i Jerusalem dens ilddåb?

¹³ Det gik til på denne måde: Efter at jøderne havde gjort oprør mod det romerske herredømme og de romerske hære havde angrebet Jerusalem og derpå midlertidigt trak sig tilbage i år 66, flygtede de kristne i Jerusalem, hovedsagelig over Jordanfloden til Gileads bjerge, hvor en del af dem slog sig ned i Pella. Dette gjorde de i lydighed mod Jesu profeti: „Når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. . . . thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger [nedtrampes af nationerne, NW], indtil hedningernes tider er til ende.“ — Luk. 21:20-24.

14. Mente Jesus at romernes nedtrampning af Jerusalem under hærføreren Titus ville være begyndelsen til dens nedtrampning? Forklar.

¹⁴ Jerusalem oplevede en frygtelig nedtrampning under Titus og hans romerske legioner i år 70. Men når vi sammenligner Jesu ord med profetien i Daniels bog, kapitel 4, forstår vi at Jesus ikke mente at de syv hedningetider eller nationernes fastsatte tider skulle begynde det år. De var allerede begyndt i år 607 f.v.t. da babylonierne nedtrampede Jerusalem ved dets første ødelæggelse. Siden da havde Jerusalem ikke haft en konge af Davids slægt til at sidde på „[Jehovas] trone“, og hedningernes tider skulle vare 2520 år, det vil sige indtil det tidlige efterår 1914 e.v.t. Jesus mente blot at nedtrampningen skulle vedvare indtil afslutningen på de fastsatte tider, der udløb i 1914. — Ez. 21:27.

15. (a) I hvilken by holdt den kristne menigheds styrende råd til? (b) Gjorde dette byen til kristendommens center? Forklar.

¹⁵ Selv om Jerusalem var det sted hvorfra den kristne menigheds synlige styrende råd ledede arbejdet i den første del af det første århundrede, idet det var det sted hvor apostlene og deres medarbejdere holdt til, så de kristne ikke hen til byen som centeret for deres religion. Jerusalem var sandt nok det sted hvortil Paulus og Barnabas rejste da de skulle mødes med rådet for at drøfte spørgsmålet om omskærelsen, hvorefter det styrende råd, som havde sæde her, udsendte et instruktionsbrev. Men senere gjorde apostelen Paulus under sine rejser byen Antiokia i Syrien til sit udgangspunkt. Han skrev breve fra mange forskellige byer, og selv om brevene ikke kom fra Jerusalem blev de af de kristne menigheder betragtet som værende fra den undervisningskanal Gud havde oprettet, som værende fra det styrende råd og bindende for menigheden. Det samme gjaldt Peter, der skrev fra Babylon, og Johannes, der i år 96 af Jesus Kristus gennem en engel fik et syn og nedskrev det i den bog der kaldes Åbenbaringen eller Apokalypsen. Den blev skrevet på øen Patmos. Johannes’ senere skrifter blev skrevet nær Efesus.

16. Hvordan gik det Jerusalem efter år 70?

¹⁶ Med hensyn til den vedvarende nedtrampning af det bogstavelige Jerusalem besøgte den romerske kejser Hadrian, der var pontifex maximus, i år 130 Jerusalems ruiner og beordrede byen genopbygget. Men jøderne gjorde oprør under anførsel af Bar-Kokba af frygt for at romerne ville indføre hedensk gudsdyrkelse. I år 134 var oprøret knust med store tab for både romere og jøder. Derefter blev jøderne slagtet en masse. Den romerske koloni der blev dannet på Jerusalems tomter kaldtes Ælia Capitolina. Hvor templet havde ligget blev der opstillet statuer af den hedenske gud Jupiter og af kejser Hadrian, og der blev ligeledes bygget en helligdom for Jupiter. Det var under dødsstraf forbudt jøderne at komme ind i byen. Dette vedvarede indtil 312. Da Konstantin blev kejser og pontifex maximus og derpå bekendte sig til kristendommen, kom byen til at spille en ny rolle. Den blev skattet som et helligt sted for den kristne historie, og kejser Konstantin byggede her Den hellige Gravs Kirke.

Nedtrampningen afsluttes

17. Gjorde den gunst Konstantin viste Jerusalem, den til det kristne Zion? Forklar.

¹⁷ Betød det at Jesu Kristi sande efterfølgere på Konstantins tid betragtede Jerusalem som Zion? Nej, det var blot Babylon den Store, Guds fjende, der betegnede den som en hellig by. Det jordiske Zion havde forkastet Jesus Kristus da han i år 33 holdt sit indtog i Jerusalem som konge. Det og dets tempel blev ødelagt af romerne i år 70, men det virkelige Zion, som apostelen Johannes, der stadig var i live, og hans medkristne tilhørte, vedblev at eksistere, for det er åndeligt, himmelsk og har et helligt tempel der er centeret for sand tilbedelse.

18. (a) Hvilken betydningsfuld rolle havde Jerusalem spillet med hensyn til kongemagten? (b) Hvad skete der i 607 f.v.t., og hvordan ved vi at Jehova ikke dengang svigtede sin rigspagt med David? (c) (Til fodnoten) Hvad er de græske ord for „præst“ og „ypperstepræst“? (d) Hvordan indførte Hieronymus uretmæssigt ordet „pontifex“ i den latinske oversættelse af Bibelen?

¹⁸ Hvad kongemagten angår var Jerusalem, før det i 607 f.v.t. blev nedtrampet af babylonierne, hovedstaden i Guds forbilledlige jordiske rige. Kongerne af Davids kongelige slægtslinje sad på „[Jehovas] trone“. Selv om Jehova ikke i 607 f.v.t. svigtede sin pagt med David om Riget, blev tronen, Guds rige, omstyrtet og skulle forblive omstyrtet indtil det tidspunkt da han kom som havde retten til den. (Ez. 21:27) Dette pegede frem til kong Davids arving og herre, Jesus Kristus, ypperstepræsten efter Melkisedeks vis. Han skulle være både ypperstepræst og konge. — Sl. 110:4; Hebr. 5:10; 6:20.a

19. Hvad ville afslutningen på Jerusalems nedtrampning betyde, og hvornår ville den finde sted?

¹⁹ Hvornår ville nedtrampningen af Jerusalem være afsluttet og hvad ville denne afslutning betyde? Den ville betyde at Guds rige i Davids slægtslinje nu skulle genoprettes. Denne genoprettelse ville ikke finde sted i det jordiske Zion, for Guds søn ville blive indsat på tronen i det himmelske Zion efter at have siddet ved Guds højre hånd siden år 33 e.v.t. Tidspunktet herfor ville blive ved udløbet af de syv „hedningernes tider“, i 1914. — Hebr. 10:12, 13; Sl. 110:2.

Hvem vi kan se hen til

20. Hvorfor behøver kristne ikke synlige afbilleder af Gud eller noget håndgribeligt for at kunne tilbede ham?

²⁰ Jesus Kristus sagde selv: „Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Joh. 4:24) Kristne behøver ikke noget jordisk billede af Gud eller af hans åndelige tempel for at tilbede ham. De ved nu at Jesus Kristus er indsat som konge og som den store ypperstepræst på Melkisedeks vis i Guds åndelige tempel, på det himmelske Zions bjerg. Ved hjælp af Guds ord, der som Jesus sagde er ånd og liv, og ved hjælp af Guds hellige ånd som en trøster og hjælper, ledes de på en teokratisk måde. Det vil sige at de styres af Gud fra himmelen gennem hans udnævnte konge, Jesus Kristus. De samarbejder med Guds organisation overalt på jorden i det arbejde den udfører, og anerkender dens udnævnelse af tilsynsmænd i organisationen. Deres organisation kan derfor ikke med rette kaldes ved nationale navne, såsom romersk eller amerikansk.

21. (a) Hvilken befaling giver Gud sit folk om hvem det må se hen til efter åndelig vejledning? (b) Hvilke beviser er der for at Jehovas folk ser hen til en himmelsk by og ikke til en jordisk by som center for dets tilbedelse?

²¹ I Esajas 51:1, 2 befaler Gud: „Hør mig, I, som jager efter retfærd, som søger [Jehova]! Se til klippen, I huggedes af, til gruben, af hvilken I brødes, se til eders fader, Abraham, til Sara, der fødte eder.“ De ser hen til den store klippe, Jehova Gud, den større Abraham, og til den frie kvinde, deres åndelige moder heroventil, som er det åndelige Zion, og til hans teokratiske organisation efter vejledning. Beviserne for at de gør det kommer klart til udtryk i deres virksomhed, som de udfører i fuldkommen enhed overalt i verden, idet de har taget den samme forkyndergerning op som fandt sted på Kristi og hans apostles tid. Deres stævner er eksempler på en sådan enhed, for blandt dem er alle nationale og sociale skranker blevet fjernet. Som apostelen Paulus skrev: „Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. Thi alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus. Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus. Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.“ (Gal. 3:26-29) Ja, for at få den sandhed der frigør menneskene er de kommet til det åndelige, himmelske Zion, den by der er centeret for deres tilbedelse.

[Fodnote]