Værdsæt bogen med livgivende visdom

„For enhver, som hører de profetiske ord i denne bog, vidner jeg: ’Hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud lægge på ham de plager, som der er skrevet om i denne bog. Og hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bogs ord, skal Gud fratage ham hans del i livets træ.’“ — Åb. 22:18, 19.

 1. Hvilken værdi har livet, og hvad har menneskers forsøg på at forlænge livet ført til?

LIV! Hvad kan, af alt hvad vi har, være mere dyrebart end selve livet? Uden det kunne vi ikke glæde os over nogen af de andre ting vi ejer. Meget rigtigt sagde da også det største menneske der har levet på jorden: „Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?“ (Matt. 16:26) Ønsket om at leve, selvopholdelsesdriften, er en af de stærkeste kræfter i mennesket. Siden de ældste tider har ufuldkomne, døende mennesker søgt at løse livets gåde for at undslippe den uundgåelige død. Men hverken fortidens vismænd eller nutidens læger og videnskabsmænd med deres tekniske og medicinske viden har haft held i deres søgen. Trods alt hvad den menneskelige visdom nu kan præstere, dør mennesket stadig, og målet, et fuldkomment liv, er stadig sluppet mennesket af hænde.

 2. Hvad erkender den der ejer sand visdom med hensyn til livet, og hvad må man gøre ud fra denne erkendelse?

² Den der ejer sand visdom erkender den vigtige sandhed at livet er frembragt af den store Skaber, han som har skabt alt, både det levende og livløse. Den bog der kaldes Bibelen siger at hans navn er Jehova, at han er „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den . . . han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. . . . thi i ham lever og røres og er vi“. (Ap. G. 17:24, 25, 28; 1 Mos. 2:4, 7) Som Skaber er han den eneste der har nøglen til del evige liv, og han har lovet dette liv som en gave til dem der trofast tilbeder ham. (Rom. 6:23) Hvis du bekender dig til kristendommen vil du uden tvivl helt og fuldt tilslutte dig dette. Men tænk et øjeblik over hvad det betyder. Det betyder at det ligger fuldstændig i Skaberens hånd at skænke os fremtidigt liv. Han skænker os ikke livet på vore betingelser, men som det behager ham og ud fra om vi retter os efter hans vilje. At få nøjagtig kundskab om Guds vilje er derfor en lige så stor nødvendighed for os som mad og drikke, ja endnu større.

 3. Hvordan blev israelitterne på en meget virkningsfuld måde gjort opmærksomme på at mennesket ikke lever af brød alene?

³ Dette princip blev et helt folk, Israels folk, engang på magtfuld måde gjort opmærksom på, og det af livets Skaber selv. Overdrevent bekymret som dette folk var for sit øjeblikkelige fysiske behov for mad i ørkenen forklarede Moses det: „Han [Jehova] ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så manna at spise, . . . for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene; men ved alt, hvad der udgår af [Jehovas] mund, lever mennesket.“ Den første der fik liv af Skaberen var „Guds skaberværks begyndelse“, og han blev Kristus Jesus. Da han blev fristet af Djævelen i ørkenen, citerede han disse ord af Moses, hvorved han ikke alene bekræftede at begivenheden virkelig havde fundet sted, men også understregede det vigtige princip: at mennesket må have føde fra Guds ord for at leve. — 5 Mos. 8:3; Åb. 3:14 (NW); Matt. 4:4.

 4. Hvilken foranstaltning ville Gud naturligvis træffe for mennesket i betragtning af at det måtte have føde fra hans ord for at leve?

⁴ Det følger heraf at når Gud har gjort det til en livsbetingelse for mennesket at få føde fra hans ord, ville han også sørge for at menneskene ned gennem tiden fik underretning om ’alt hvad der udgår af hans mund’. Det har han gjort ved at lade sine ord nedskrive og bevare i en bog, den bog som vi i dag kalder Bibelen. Denne bog kan derfor med rette kaldes Guds ord. — Jfr. Markus 7:13.

 5. (a) Hvorfor er nøjagtig kundskab fra Bibelen nødvendig for ens gudsdyrkelse? (b) Hvad bad Paulus om at hans medkristne måtte få?

⁵ Det er i Bibelen Jehova Gud åbenbarer sig selv og sine hensigter for mennesket. Skal man tilbede Gud må man derfor vide nøjagtigt hvad Bibelen har at sige om ham. Det er i Bibelen man lærer Jehovas storhed at kende, så ’slægt efter slægt kan lovprise hans værker’. Den åbenbarer Guds „rige miskundhed“ og viser at Jehova er „nådig og barmhjertig“, „langmodig og rig på miskundhed“. Kun ved at erkende disse egenskaber, som Gud lægger for dagen i sine handlinger med menneskene, vil menneskenes hjerter røres til at give Jehova den ære der tilkommer ham og leve på en måde der behager ham. I erkendelse af behovet for en sådan kundskab skrev apostelen Paulus: „Det er også grunden til at vi . . . ikke er ophørt med at bede for jer og anmode om at I må blive fyldt med nøjagtig kundskab om hans vilje med al visdom og åndelig skelneevne, så I kan vandre Jehova værdigt og på alle måder behage ham mens I fortsat bærer frugt i al god gerning og vokser i nøjagtig kundskab om Gud, idet I styrkes med al styrke efter hans herlige kraft, så I kan holde ud i alt og være langmodige med glæde.“ — Sl. 145:4, 7, 8; Kol. 1:9-11 (NW).

 6. Hvad var det der formede Jesu sindsindstilling, og hvordan kan vi komme til at ligne ham i den henseende?

⁶ Ja, vi må være godt kendt med Bibelen, „retfærdsordet“, hvis vi vil tælles blandt Guds sande tilbedere. Jesus Kristus var godt kendt med sin himmelske Fader og med de ord der udgik fra ham. Dette personlige, fortrolige kendskab til Gud formede hele hans sindsindstilling. Det ledte ham til i taknemmelighed at tjene som den ypperste af Skaberens tilbedere, at tjene med det ene ønske at herliggøre ham. (Joh. 17:1) Hvis vi nærer det inderlige ønske at følge i Jesu fodspor på den sande tilbedelses vej, kan vi, når vi læser Bibelen, der indeholder „alt hvad der tidligere er skrevet . . . til vor belæring“, vokse i en lignende kundskab og værdsættelse, og på den måde kan Jehova Gud nådigt skænke os det privilegium at få „samme sindelag som Kristus Jesus, så [vi] enigt og med én mund kan herliggøre vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader“. — Rom. 15:4-6, NW.

 7. Hvordan har Jehova sørget for at vor opfattelsesevne kan opøves til at skelne mellem ret og uret?

⁷ Jesus havde et nøje kendskab til hvordan Jehova så på tingene, hvad der var ret og hvad der var uret i hans øjne. Han var aldrig i tvivl om hvad han skulle gøre for at behage sin himmelske Fader. Til gavn for os har Jehova Gud i sit ord Bibelen bevaret sine udtalelser om hvad der er godt og hvad der ikke er godt for mennesket. Gennem de nedskrevne beretninger om menneskers og nationers handlinger i forbindelse med Guds hensigter, belærer Jehova os også ved eksemplets magt om hvilke handlinger han godkender og hvilke ikke, samt om hvad følgen af sådanne handlinger er. Sådan opøver han os til klart at skelne mellem ret og uret. Paulus udtrykte det på denne måde under inspiration: „For enhver der får mælk er ukendt med retfærdsordet, for han er spæd. Men fast føde er for modne mennesker, sådanne som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne så de kan skelne mellem ret og uret.“ — Hebr. 5:13, 14, NW.

 8. Hvad må man derfor skærpe, og hvilken formaning vil den der oprigtigt ønsker at gøre Guds vilje, lægge sig på sinde?

⁸ Derfor må vi, hvis det er vort ønske at blive regnet blandt dem der tilbeder Gud „i ånd og sandhed“, skærpe vores appetit efter at høre Guds skrevne ord og være fyldt med en inderlig længsel efter at lære den livgivende visdom at kende som denne bog indeholder. Vi vil af hele vort hjerte følge den inspirerede formaning: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud.“ — Ordsp. 2:1-5.

 9. Hvilke spørgsmål vil nogle måske stille angående Bibelen?

⁹ Men, vil nogle måske spørge, kan vi være sikre på at vi, når vi åbner Bibelen og læser i den, så læser en bog der virkelig er inspireret af Gud? Har vi et solidt grundlag for at tro at Bibelen som vi har den, virkelig er Guds egen åbenbaring om sig selv og sine hensigter med menneskene? Er det ikke muligt at Bibelen blot er en samling skrifter der udelukkende er af menneskelig oprindelse, men som traditionen i tidens løb har tillagt guddommelig oprindelse uden at der er noget egentligt bevis på at de stammer fra Gud?

10. (a) Hvad måtte vi forvente at finde hvis Bibelen var af menneskelig oprindelse? (b) Hvad vidner Bibelens indhold imidlertid om?

¹⁰ Det er sandt at Bibelen er en samling forskelligartede dokumenter der er skrevet og samlet over en periode på omkring seksten hundrede år. En skriftsamling der som denne består af skrifter der er affattet af mindst niogtredive mænd af alle mulige professioner, ville, hvis den blot var af menneskelig oprindelse, uden tvivl mangle sammenhæng, og ville på grund af den menneskelige ufuldkommenhed være fuld af modsigelser og fejl. Her stilles vi lige fra begyndelsen over for en af de mest bemærkelsesværdige egenskaber ved Bibelen. Til trods for at den er skrevet over et så langt tidsrum og så mange skribenter har bidraget med skrifter til den, fremviser den en enhed i komposition og indhold som man kun kan forvente af en bog der har én forfatter. Og det er nøjagtigt hvad Bibelen selv hævder at være: Et værk af én forfatter, Jehova Gud, hvis usynlige kraft eller ånd bevægede de forskellige mænd til at skrive. Derfor siges der også i Bibelen: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at rette op, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive virkelig dygtiggjort, fuldt udrustet til al god gerning.“ — 2 Tim. 3:16, 17, NW.

Bibelens kanon fastslås

11. I hvilke henseender passer betegnelsen kanon godt på Bibelen?

¹¹ De inspirerede skrifter der udgør Bibelen kaldes undertiden for Bibelens kanon. Oprindelig brugte man ordet kanon om et rør der blev brugt som en målestok. De inspirerede skrifters bøger er altså en målestok eller norm for hvad der er den rette tro og lære og for hvilken adfærd Gud godkender. Desuden har Bibelens indre enhed og harmoni tjent som en målestok for om alle Bibelens seksogtres bøger med rette kan gøre krav på en plads i Det guddommelige Bibliotek.

12. Hvad begynder Bibelens kanon med, og hvad sætter troværdighedens stempel på disse første skrifter?

¹² Men hvordan begyndte denne skriftsamling? Hvad afgjorde hvilke skrifter der i årenes løb skulle indlemmes i De hellige Skrifters voksende kanon? Bibelens kanon begynder logisk med de skrifter der beretter om menneskehedens oprindelse og Skaberens tidligste handlinger med den menneskelige familie. I modsætning til de overtroiske og ulogiske beretninger om menneskets oprindelse som man finder i den hedenske mytologi, indeholder de første skrifter der kom til at høre med til den bibelske kanon en logisk og letfattelig forklaring på jordens og menneskets skabelse. Dens fremstilling af rækkefølgen hvori alt det levende blev skabt, stemmer overens med hvad en af den nyere tids videnskabsgrene har godtgjort, nemlig palæontologien, studiet af fortidens geologiske perioder og forsteningerne i jordlagene. De samme skrifter fortæller enkelt og uden omsvøb hvordan mennesket mistede sin fuldkommenhed og lægger således grunden for forståelsen af hvorfor mennesket har arvet synd, ufuldkommenhed og død. Den største lærer der har levet på jorden henviste til denne beretning og gav dermed udtryk for at den er troværdig og pålidelig, og han og hans efterfølgere baserede deres lære på den. — Matt. 19:4, 5; 23:35; 24:37-39; Rom. 5:12-14; 1 Kor. 15:45; og så videre.

13. (a) Hvad er Pentateuken? (b) Hvordan betragtede Israels folk disse skrifter?

¹³ Disse første skrifter i Bibelen blev kaldt Pentateuken (græsk, betyder „fem ruller“) og er affattet af Moses alene. Oprindelig udgjorde de én bog, men senere blev de delt i fem ruller så de var lettere at håndtere, og de kaldes nu de fem Mosebøger. Disse skrifter blev fra begyndelsen antaget af Israels folk som en kanon eller norm for ret adfærd og gudsdyrkelse. Moses’ efterfølger Josua sagde: „Vær nu stærke og faste, så I giver agt på og handler efter alt, hvad der står skrevet i Moses’ lovbog, og ikke viger derfra til højre eller venstre . . . Våg da for eders livs skyld omhyggeligt over, at I elsker [Jehova] eders Gud!“ (Jos. 23:6, 11) De blev også af jøderne anerkendt som inspirerede og fuldt ud pålidelige dokumenter. Således omtaler salmisten senere, i de første fireoghalvtreds vers af Salme 78, mange af Pentateukens begivenheder som ubestrideligt historiske kendsgerninger.

14, 15. Hvilke andre vidnesbyrd kan man pege på til støtte for Pentateukens troværdighed?

¹⁴ „Moses’ lovbog“, som Pentateuken kaldes af Josua, bærer alle inspirationens kendetegn. Foruden det der allerede er påpeget i paragraf 12, kan der nævnes mange andre ting der vidner om inspiration. Moses siger at han skrev på Guds befaling og at det han skrev kom fra Jehova. Kravet om inspiration er altså ikke noget der er vokset frem med traditionen, men var til stede fra begyndelsen. (2 Mos. 17:14; 24:4) Hvor det er muligt at efterprøve Moses’ skrifter med hensyn til deres historiske og geografiske nøjagtighed har de holdt stand over for en grundig undersøgelse. For eksempel peger beretningen i Første Mosebog på Sinears sletter (der nu ligger i vor tids Iraq) som det sted hvor den menneskelige familie slog sig ned efter Vandfloden og hvor menneskenes sprog blev forvirret efter det skæbnesvangre forsøg på at bygge Babelstårnet. Herom siger arkæologen Sir Henry Rawlinson: „Hvis vi udelukkende skulle gå efter det punkt hvor sprogvejene skærer hinanden, uden at rådføre os med den bibelske beretning, måtte vi dog stadig sætte fingeren på Sinears sletter som det sted hvorfra alle linjerne udgår.“a

¹⁵ Den nyere tids geologiske undersøgelser har ligeledes på overbevisende måde støttet den bibelske beretning om tilintetgørelsen af Sodoma og Gomorra, hvis eksistens længe har været draget i tvivl af bibelkritikere. (Se bogen „AlI Scripture Is Inspired of God and Beneficial“ („Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“), siderne 331, 332.) Følgende udtalelse gælder derfor såvel Pentateuken som den øvrige del af de inspirerede skrifter: „Når som helst der er tilstrækkeligt dokumentarisk materiale til at man kan foretage en undersøgelse, har Bibelens udtalelser som de forekommer i originalteksten, stået deres prøve. . . . De kronologiske og geografiske udsagn er mere nøjagtige og pålidelige end dem man finder i andre gamle dokumenter; og de biografiske og andre historiske beretninger harmonerer på forbavsende måde med det bevismateriale der findes i andre dokumenter end Bibelens.“ Sådan skriver professor R. D. Wilson i bogen A Scientific Investigation of the Old Testament (En videnskabelig undersøgelse af Det gamle Testamente), side 213.

16. (a) Hvad viser at Pentateuken er mere end blot en nøjagtig historisk beretning? (b) Hvad hører den derfor ubestrideligt til, og hvem bekræfter det?

¹⁶ Men Pentateuken er mere end en nøjagtig historisk beretning om forgangne begivenheder. Mens skrifternes historiske, geografiske og geologiske nøjagtighed kraftigt støtter påstanden om at Moses skrev under guddommelig inspiration, skal der dog flere vidnesbyrd til at hæve spørgsmålet over enhver tvivl. Og disse vidnesbyrd er der — til overflod. For eksempel kunne menneskelige skabninger alene ikke have udtænkt de vise og retfærdige love som Moses har nedskrevet. De instruktioner man finder i Tredje Mosebog angående levevis, sygdomme, behandling af lig, karantæne, og så videre, var af den største praktiske værdi og foregreb bogstavelig talt flere tusind år i forvejen vor tids medicinske viden. Selv om de fem Mosebøger normalt ikke regnes som profetiske bøger, indeholder de dog ikke desto mindre profetier der har fået deres nøjagtige opfyldelse, hvilket historien kan bekræfte.b Men den højeste autoritet med hensyn til pålideligheden af Moses’ skrifter er dog Bibelen selv. De hører tydeligt med til den ene bog hvis ene forfatter er Jehova, fordi de er i fuldstændig harmoni med den. Jesus anerkendte dem da han var her på jorden, for beretningen siger om ham: „Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.“ (Luk. 24:27) Igen og igen citerer Jesus og de inspirerede kristne bibelskribenter fra Moses’ skrifter og anerkender at de er inspirerede.c

17. (a) Hvilket grundlag var således tilvejebragt med Pentateuken? (b) Hvordan vidner hver af de efterfølgende bøger om at de hører med til Bibelens kanon?

¹⁷ Med Moses’ skrifter, der tydeligt var affattet under Guds inspiration, var der lagt en god grund for de efterfølgende inspirerede skrifter. De måtte følge logisk efter Mosebøgerne, både med hensyn til deres historiske og læremæssige indhold og måtte stemme overens med de fundamentale principper for sand gudsdyrkelse der var nedfældet i Mosebøgerne. En nærmere undersøgelse af Bibelens bøger viser at dette virkelig er tilfældet. Ikke alene indeholder hver enkelt bog i sig selv vidnesbyrd om at være inspireret (ligesom Mosebøgerne), men hver bog vidner også om at være et produkt af den samme guddommelige forfatter. De enkelte bøgers overensstemmelse med det der er gået forud viser at de hører sammen og at de hører med til samlingen af guddommeligt inspirerede skrifter.

18. Hvad andet måtte den hellige ånd medvirke til foruden at den virkede på de mænd der nedskrev Bibelens bøger?

¹⁸ Selv om andre skrifter blev affattet samtidig med dem der er indlemmet i den bibelske kanon, bar de dog ikke alle tegn på at være inspireret og gjorde for størstedelens vedkommende heller ikke krav på at være det, selv om de indeholdt beretninger der var historisk nøjagtige. Uden tvivl overvågede Jehova Gud med sin ånd samlingen af de inspirerede skrifter. Ligesom hver enkelt bog må vidne om at være inspireret af ham og derfor forfattet af ham, må samlingen som et hele vidne om hans inspirerede ledelse. Og det gør den. Der må intet være i nogen af de enkelte skrifter der er i modstrid med hele værkets indre harmoni. I denne henseende er Bibelen som en samling skrifter der er skrevet af forskellige mænd noget ganske enestående; der findes ingen bog magen til den. Ingen anden bog kan med held fastholde kravet om at være en fremadskridende åbenbaring af Guds vilje og hensigter og af hans handlinger med menneskene.

19. (a) Hvilke betragtninger vejledte Ezra og Den store Synagoge til at fastslå De hebraiske Skrifters kanon? (b) På hvilket tidspunkt var denne kanon sandsynligvis fastlagt, og hvad bestod den af?

¹⁹ Det var uden tvivl ud fra disse betragtninger og under ledelse af Guds usynlige virkekraft at den skriftlærde Ezra og efter ham Den store Synagoge udfærdigede kataloget over De hebraiske Skrifters kanoniske bøger. Det er sandsynligt, sådan som den traditionelle jødiske opfattelse er, at De hebraiske Skrifters kanon var fastlagt ved slutningen af det femte århundrede før vor tidsregning. Denne kanon indeholdt ikke de apokryfe skrifter som er medtaget i nogle bibeludgaver, men indeholdt kun de niogtredive bøger der er almindeligt anerkendt og som er medtaget i de fleste af vor tids bibler. Det er den kanon Jesus Kristus og den første kristne kirke anerkendte, og som Jesus og hans disciple henviste til som deres autoritet, som Guds ord.d — Joh. 17:17.

20. Hvordan gav Bibelens indre harmoni sig tydeligt til kende efterhånden som Bibelens kanon voksede, og hvad vidner det om?

²⁰ Efterhånden som Bibelens kanon voksede blev de oprindelige åbenbaringer i Første Mosebog om Gud og hans hensigt med menneskene stående uimodsagt. Ja, de blev endda bekræftet, forklaret og udvidet af senere skribenter. Som med én mund blev de ved med at vidne om at der kun er én Gud, Skaberen og at hans navn er Jehova. Da han er den Gud der ikke kan lyve er det hans norm for sand retfærdighed der bruges, og den kom først til udtryk i hans dom over Adam og Eva. Men den fremadskridende beretning åbenbarer ham også som en Gud der nærer ufortjent godhed over for andre skabninger der ulykkeligvis er født af ufuldkomne jordiske forældre. Desuden viser de profetiske udtalelser i Bibelens første bog sig at være det urokkelige grundlag hvorpå senere åbenbaringer af Guds vilje hviler. Løftet om Sæden i Første Mosebog 3:15 danner således begyndelsen til en række profetiske åbenbaringer der strækker sig gennem hele Bibelen som perler på en snor. Sammen med andre betagende bibelske temaer er det med til at knytte Bibelens bøger sammen til et hele — endnu et vidnesbyrd om deres fælles forfatter.

21. (a) Hvordan bør vi betragte Bibelen i stedet for at se på den som en række løsrevne begivenheder og usammenhængende billeder? (b) Hvad leder den mennesket til?

²¹ Efterhånden som hver bog skrives, oprulles Guds vidunderlige hensigt mere og mere. Ikke som en række løsrevne episoder eller usammenhængende profetiske billeder, men som en mesterligt udført gobelin åbenbarer Bibelen Guds hensigter som et sammensat billede hvis enkelte dele griber ind i hinanden, idet hver hændelse eller begivenhed i den bibelske historie har betydning for forståelsen af helheden. Hver tanke, lære, begivenhed, åbenbaring og profeti passer ind i billedet på rette sted, uden at kollidere eller være i modstrid med det øvrige. Hver yder de deres bidrag til forståelsen af Jehova Guds ene storslåede hensigt. Fremfor alt hjælper denne vidunderlige bog, Bibelen, os til at lære Gud at kende, og denne kundskab betyder livet for os. — Joh. 17:3, NW.

[Fodnoter]

[Kort på side 296]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

På Sinears sletter blev menneskenes sprog forvirret

Sinears sletter

Babel

Eufrat

Tigris

(Persiske Bugt)