’Et skuespil for hele verden, både for engle og mennesker’

FORTALT AF MAXWELL G. FRIEND

„KOM og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min sjæl!“ (Sl. 66:16) Det er dét jeg nu vil gøre.

Min stamfader var Abraham. Ligesom han, nærede jeg et brændende ønske om at have Jehova som min evige Vena og at holde mig nær til ham.

Jeg blev født i Østrig i 1890 af fromme jødiske forældre, som havde ni børn. Jeg blev opdraget i den ortodokse jødedom og kunne læse hebraisk endnu før jeg begyndte at gå i skole. Jeg blev i en tidlig alder draget til Gud af mine gudfrygtige forældre, ikke af mine strenge religionslærere. Alt hvad disse lærere lærte mig var formalistiske og mekanisk fremsagte hebraiske bønner og tåbelige ritualer.

I 1897 flyttede min familie til Zürich i Schweiz. Dér hørte jeg i mit første skoleår for første gang beretningen om Jesu fødsel. Jeg var betaget af den. Jeg havde knap nok lært at læse tysk, da en laset religiøs bog, skrevet og illustreret for børn, fandt vej til vort hjem. Den var trykt med store bogstaver og fortalte spændende historier fra De hebraiske og De græske Skrifter. Med iver stavede jeg mig igennem dem, igen og igen. Både de kendte beretninger fra De hebraiske Skrifter og de nye beretninger om Messias og hans første disciple blev levende for mig; de optog mig. Jeg troede dem af hele mit lille hjerte. Senere blev jeg tiltrukket af populærvidenskabelige bøger, hovedsagelig om biologi og kosmologi. Dette udvidede min horisont, og i en alder af fjorten år vendte jeg den formalistiske religion ryggen.

Jeg bliver voksen

Den såkaldte højere uddannelse jeg fik i mine unge år, samt det større kendskab jeg fik til det frastødende formvæsen, de tåbelige trosbekendelser og det afskyelige hykleri i de religioner jeg så omkring mig, berøvede mig min barndoms dybtfølte tro. Jeg blev en ulykkelig skeptiker, agnostiker og evolutionist. Men ikke længe. Fra min barndom havde jeg næret en dyb kærlighed til Guds skønne skaberværk. Beundringen for dette skaberværk førte mig tilbage til ham. Efter mere end tre års intensiv oplæring som skuespiller ved den kendte skuespilscene i Zürich sad jeg en dag i 1912 og mediterede ved bredden af den skønne sø i nærheden af teateret. Det var her mine øjne igen åbnedes for den klare kendsgerning at alle skaberværkets vidundere er frembragt af en endnu mere vidunderlig Skaber.

Kort efter gav en moder til en af mine nære venner, som havde lagt mærke til min tro på Gud, mig en moderne oversættelse af De kristne græske Skrifter. Mens jeg læste disse skrifter med stigende fryd, genoplivedes min barndoms tro på Kristus. Det var i 1912. Nu troede jeg med en mere moden forståelse at Jesus fra Nazaret var min frelser og at han var den lovede Messias og Kongen i sin Faders rige.

Min indvielse

Efter at have beregnet alle tænkelige og utænkelige omkostninger besluttede jeg fra da af at følge trofast i min store Mesters fodspor, han som havde købt mig med sit dyrebare, jordiske liv. Jeg besluttede at indvi mit liv til Gud og til hans riges tjeneste, koste hvad det ville.

Der var stadig mange ting i Bibelen som jeg gerne ville forstå. Jeg havde det som den ætiopiske hofmand der sagde til Filip: „Hvordan skulle jeg kunne [forstå], når ingen vejleder mig?“ (Ap. G. 8:31) Hvem skulle jeg gå til? Jeg havde ingen tillid til de navnkristne, og langt mindre til deres religionslærere. Mesteren havde sagt: „Af deres frugter skal I kende dem.“ De var et dårligt træ som bar „slette frugter“. (Matt. 7:15-20) Deres skændige, blodige historie og deres hjerteløse massakrer på jøder ned gennem tiden vidnede imod dem og fordømte dem.

Hvor skulle jeg gå hen? Hvem kunne jeg bede om yderligere oplysning? Ud fra Bibelen forstod jeg allerede at der midt iblandt det åndelige ukrudt i verden også måtte være nogen ægte åndelig hvede. (Matt. 13:24-30) Men hvordan kunne jeg finde den? Jeg råbte til Gud om hjælp, og han hørte mig.

I 1912 var der i Zürich omkring en halv snes alvorlige kristne der forkyndte Guds rige, men jeg kendte intet til deres eksistens. De blev dengang kaldt „bibelstudenterne“. I dag er den gruppe som de er tilsluttet, kendt som Jehovas vidner. Engang da jeg besøgte nogle venner, så jeg i deres musikværelse en traktat med titlen „De tre Verdener“. Stuepigen havde lige bragt den ind fra brevkassen. Den var udgivet på tysk af International Forening for Bibelstudium. Den tiltrak sig min interesse, og jeg spurgte om jeg måtte tage den med hjem. Da jeg sent samme aften afsluttede en omhyggelig gennemlæsning af den, vidste jeg at det var sandheden. Jeg vidste at den var udgivet af Jesu Kristi sande efterfølgere. Jeg ville læse den igen den følgende dag og så skrive til de tyske udgivere og bede om mere litteratur. Men da jeg kom hjem den følgende eftermiddag lå den dyrebare traktat ikke længere på mit skrivebord. Stuepigen havde antaget den for at høre med til gårsdagens avis og havde brændt den. Jeg følte det som om jeg havde mistet en uvurderlig skat. Hvor meget jeg end anstrengte mig, kunne jeg ikke huske hverken navnet eller adressen på traktatens udgivere. Atter vendte jeg mig til min Ven i himmelen, og atter besvarede han min bøn.

Charles T. Russell kommer til Zürich

Kort efter annoncerede store plakater i hele Zürich et offentligt foredrag af en amerikansk bibellærer og verdensrejsende, Charles T. Russell. Han skulle tale over emnet „Hinsides graven“. Meget træffende var der på plakaten et stort billede af en lænket bibel, hvorfra Kristi ånd udgik og løftede en anklagende finger mod en lang og højtidelig procession af alle slags præster. Den anklagede dem med ordene: „Ve jer, . . . thi I har taget kundskabens nøgle.“ (Luk. 11:52) „Hvor er det sandt!“ tænkte jeg. Jeg kunne næppe vente til om aftenen da det offentlige foredrag skulle holdes i Tonhalle, den fineste koncertsal i Zürich.

Da jeg ankom til koncertsalen fandt jeg en stor menneskemængde ventende udenfor. Til min store skuffelse opdagede jeg at salen allerede var fyldt og at dørene var blevet lukket. Så blev det meddelt at foredraget ville blive gentaget en uge senere af Russells tolk. Derefter spredtes den ventende skare.

Næste gang ankom jeg til koncertsalen før alle andre. Jeg ventede indtil dørene blev åbnet, og så gik jeg ind i forhallen, hvor jeg straks sikrede mig bogen Tidsaldrenes Plan. Det var den første af Russells bøger. Jeg fordybede mig straks i den og fandt den meget betagende. Jeg lukkede ikke bogen før ordstyreren introducerede taleren. Jeg var overbevist om at jeg endelig havde fundet hvad jeg havde søgt af hele mit hjerte.

Jeg inddrak hvert ord jeg hørte. Den time foredraget varede syntes kun kort. Da jeg kom hjem fortsatte jeg i flere timer med at læse i den bog jeg havde købt. Jeg skammer mig ikke ved at tilstå at det jeg læste i bogen undertiden overvældede mig i en sådan grad at tårerne vældede op i mine øjne. Men det var glædestårer. Det lykkedes mig ikke at lægge bogen til side før dagen begyndte at gry, for den lukkede Bibelen op for mig. Så måtte jeg have lidt søvn for at kunne klare dagens arbejde.

Den formiddag var der prøve på Shakespeares berømte tragedie „Hamlet“. Men det var mig ikke muligt at lægge mit hjerte i den denne gang. Jeg spurgte mig selv hvordan jeg, i modstrid med Guds ord, offentligt kunne udtrykke tro på at min myrdede fader og konge levede videre som en hvileløs ånd? Hvordan kunne jeg sværge blodig hævn? Hvordan kunne jeg tale med den døde konges „udødelige sjæl“, tale om skærsild og helvede som realiteter? Hvordan kunne jeg gentage linjerne: „Tanken om, hvad drømme der i dødens søvn kan komme“? Hvordan kunne jeg sige: „Frygt for noget efter døden — det ubekendte rige, fra hvis grænser ej nogen vender hjem“, når jeg vidste at alle disse udtalelser var ubibelske? Jeg forstod pludselig at jeg ville komme ud for lignende kampe med min samvittighed i næsten hvert eneste skuespil jeg var med i. Jeg vidste at jeg aldrig igen på scenen kunne udtale en ugudelig løgn. Jeg følte mig som et barn der henrykt havde jaget efter en skøn, glitrende sæbeboble der brast så snart barnets fingre greb om den.

Min første kontakt med en menighed

Jeg fandt til sidst ud af hvor bibelstudenterne holdt deres møder, og også hvornår de holdt møder. Det var på et hotel i Zürich. Den halve snes der var forsamlet dér, modtog mig med en ægte og afvæbnende hjertelighed. Deres bibelstudium optog mig helt og gjorde mig for første gang i mit liv bekendt med indretningen af mine forfædres tabernakel i ørkenen og dets profetiske betydning. Jeg så porten åbne sig til et nyt og virkeligt liv for mig, og jeg følte mig uimodståeligt draget mod disse hjertensgode og elskelige mennesker inden for Guds folk. Jeg følte mig hjemme iblandt dem. Jeg mærker stadig denne varme når jeg kommer til Jehovas vidners møder, og det uanset hvor jeg befinder mig i verden.

Med hensyn til den gode nyhed om Guds rige følte jeg som Jeremias at den blev „som brændende ild i mit indre“. (Jer. 20:9) Jeg kunne simpelt hen ikke holde den tilbage. Jeg måtte fortælle den videre. Min kære fader var ganske godt kendt med De hebraiske Skrifter og lyttede til mit budskab med et åbent sind men uden at sige meget. Min moder var ligeledes en gudfrygtig sjæl og syntes godt om det jeg fortalte hende. Med hensyn til Jesus måtte de begge indrømme at han måske var Messias. År senere, da min elskede moder lå på sit dødsleje, læste hun interesseret Bibelen og vores bog Guds Harpe. Jeg længes nu efter opstandelsen af de døde, så mine forældre kan få den fulde forståelse og jeg vil kunne se dem belønnet med evigt liv!

Med hensyn til mine fire brødre og fire søstre var der ingen af dem der sluttede sig til nogen religion. Frisindede som de var, tolererede de min nye tro og kom sjældent med indvendinger imod den. Med hensyn til mine nærmeste venner var ingen af dem religiøse, men de prøvede desperat at tale mig fra det de kaldte „idealistiske fantasier“. Til min store sorg mistede jeg deres venskab, men Gud har siden erstattet dem „hundredfold“, som lovet i Markus-evangeliet 10:29, 30.

Fra menigheden i Zürich fik jeg litteratur til gratis uddeling. Først var det en stor traktat på jiddisch jeg lod dumpe ned i brevkasserne til talrige jødiske hjem. Derefter fik jeg tyske traktater til ikke-jøder. På denne måde og ved det talte ord var jeg med til at sprede den gode nyhed om Guds rige samt forkynde den kraftige advarsel om at året 1914 ville være begyndelsen til „endens tid“ for den nuværende onde tingenes uorden. — Dan. 12:4.

Heltidstjenesten

Da jeg nu fik øjnene op for det Bibelen kalder en dyrebar „skat, der var skjult i en mark“, nemlig Jehovas rige, blev jeg klar over at skulle jeg ’købe denne mark’, måtte jeg opgive alle mine materialistiske ønsker samt mine verdslige aspirationer til at blive skuespiller. (Matt. 13:44) Jeg var ivrig efter i stedet at spille med i det skuespil som apostelen Paulus kalder ’et skuespil for hele verden, både for engle og mennesker’. (1 Kor. 4:9) Dette ville være til Jehovas ære og berømmelse, ikke min egen. Da jeg gjorde min ateistiske direktør bekendt med mine hensigter og grundene derfor, var han synligt chokeret. Han prøvede at tale mig fra det, men forgæves. Indtil sin død flere år senere nærede han stadig håb om at, som han udtrykte det, „tiden og realiteterne“ ville vække mig af mine „idealistiske drømme“.

Tidligt om foråret det følgende år, 1913, blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Jehova og til at tjene ham for evigt. Dåben fandt sted tæt ved teateret i den skønne Zürich søs kølige vand. Derefter skrev jeg til Vagttårnets afdelingskontor i Tyskland og anmodede om en hvilken som helst tjeneste at udføre, og jeg blev indbudt til at komme til afdelingskontoret, kaldet Betel, og arbejde der. Mine forældre sørgede dybt. Ikke desto mindre ønskede de uselvisk at jeg skulle gøre det der ville gøre mig lykkelig.

På det dejlige tyske betelhjem i Barmen fandt jeg en varm og behagelig atmosfære. Jeg gjorde mig selv nyttig ved at udføre forskellige små arbejder. På det tidspunkt var betelfamilien endnu ret lille. Den bestod af omkring femten voksne og afdelingstjenerens to søde små piger. Den yngste af dem, Phoebe Koetitz, lever stadig og har i mange år tjent trofast i De forenede Stater som pioner, det vil sige heltidsforkynder af den gode nyhed. Blandt dem der var på Betel dengang var også Heinrich Dwenger, der stadig lever og tjener trofast på vort schweiziske afdelingskontor i Bern. Det første år af mit nye liv var fyldt med aktivitet og ny viden og gik derfor hurtigt.

Da J. F. Rutherford, som senere blev Vagttårnsselskabets præsident, besøgte os, spurgte han om jeg ville bryde mig om at blive sendt til Østrig-Ungarn for at sprede den gode nyhed om det messianske rige blandt de mange jøder der levede der. (De fleste af disse jøder, samt tre af mine kødelige brødre og en svigerinde der boede i Frankrig, var senere blandt nazisternes ofre.) Jeg tog med glæde imod opfordringen, og tidligt i 1914 rejste jeg til Prag i Tjekkoslovakiet. Der uddelte jeg traktater på jiddisch fra hus til hus i de store jødiske kvarterer i denne gamle by. Derefter rejste jeg til Wien i Østrig, hvor jeg udførte det samme arbejde. Jeg arbejdede på det tidspunkt stadig alene. Der var kun fire abonnenter på Vagttårnet i Wien, og jeg besøgte dem med regelmæssige mellemrum og øgede deres interesse for Guds ord. Jeg påbegyndte et ugentligt hjemmebibelstudium med to af dem. Så sendte Selskabet mig en medhjælper. To var sandelig bedre end én til dette arbejde. (Præd. 4:9-12) Vi to kunne udrette meget mere end jeg kunne gøre alene.

Der var næsten ingen jøder der viste interesse for sandheden, for de forvekslede os med kristenhedens missionærer. Som følge af de mange år hvori de af såkaldte kristne var blevet drevet fra land til land og nådeløst dræbt med ild og sværd, nærede de ingen kærlighed til kristenheden. Selv dengang fandt der umenneskelige jødeforfølgelser sted i det zaristiske Rusland, og de var anstiftet af præster. Da vi havde dækket de jødiske kvarterer i Wien rejste vi til Pozsony (Bratislava) i Slovakiet. Mens vi uddelte traktater på gaden i de jødiske kvarterer, samlede der sig en hob af forbitrede, fanatiske jøder omkring os. De antog os for at være nogle af kristenhedens missionærer og drev os ud af byen, men med Guds hjælp kom vi levende fra det. Det gjorde disse stakkels, forblindede mennesker imidlertid ikke. Godt tyve år senere blev praktisk talt hele den jødiske befolkning i Pozsony udslettet af de dæmonbesatte nazister. Efter Pozsony arbejdede vi i det jødiske kvarter i Budapest i Ungarn.

Vi nærmede os efteråret 1914 med stigende forventning, for vi så frem til at de i Bibelen forudsagte hedningernes tider da ville udløbe. Når vi nu kaster blikket tilbage kan vi se at dette år virkelig var et vendepunkt i menneskenes historie. Vi vendte tilbage til Wien, og mens vi var dér, udbrød den første verdenskrig. Det gjorde os ondt at se de lidelser som krigen bragte over menneskene. Men alligevel var vi ubeskriveligt glade over at den længe imødesete opfyldelse af Bibelens profetier om udløbet af nationernes fastsatte tider nu var indtruffet.

Derefter fulgte de sørgelige tre og et halvt år hvori resten af Kristi salvede lemmer på jorden befandt sig i en ydmyget tilstand. Det var en tid hvori de symbolsk var klædt i sæk. (Åb. 11:2, 3, 7-11) Da Jehova i 1919 begyndte at udfri sit fangne folk fra dets „babyloniske“ fangenskab, „kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder“. Sammen med dem blev jeg også vakt til fornyet teokratisk virksomhed som heltidstjener i „Guds børns herlige frihed“. (Rom. 8:21, NW) Jeg var vendt tilbage til Schweiz og kom der ud for oprivende og ransagende prøver som følge af at jeg ikke ville give slip på min integritet og gå på kompromis.

Det var i Zürich-menigheden af Jehovas folk jeg fandt Irma, som blev min trofaste og villige livsledsagerske. Vi tjente først sammen på Selskabets kontor for Mellemeuropa i Zürich og senere på det schweiziske betelhjem i Bern. Det var travle år, hvis virksomhed og resultater langt overskyggede de vanskeligheder som forårsagedes af troløse mænd som sad på ansvarsfulde poster i Selskabet. Som en prøve på min ydmyghed lod Jehova dem skride hen over mit hoved, han lod mig gå „gennem ild og vand“, men bagefter førte han mig ud og bragte mig lindring. — Sl. 66:12.

Tjeneste på hovedkontoret

I foråret 1926 indbød broder Rutherford os til at flytte til Selskabets hovedkontor i Brooklyn. Dér fortsatte jeg som oversætter, og mit arbejde udvidedes oven i købet. Min gode hustru hjalp til med rengøringen i huset, og hendes typisk schweiziske sans for orden, renlighed og hygge kom her til god nytte. Ind imellem oversættelsen af bøgerne havde jeg den forret at besøge tysktalende menigheder som pilgrim, det vil sige rejsende repræsentant og foredragsholder for Selskabet, i forskellige egne af De forenede Stater. Jeg besøgte også Canada. Nu og da fik jeg lejlighed til at holde foredrag i radioen på tysk og jiddisch om den gode nyhed om det messianske rige.

Så skænkede Jehova mig et uventet tjenesteprivilegium. Opgaven gik ud på at lede iscenesættelsen af gribende bibelske dramaer og realistiske gengivelser af retssager hvorunder Jehovas vidner havde fået en skændig behandling af amerikanske dommere og anklagere som var forud indtaget og påvirket af gejstlige. Dramaerne stillede dem frem til offentlig skam og skændsel og rensede Jehovas tjenere. De skuespillere og musikere der medvirkede i disse hørespil blev kendt som „The King’s Theater“. Disse hørespil blev i flere år udsendt over Selskabets egen radiostation, WBBR, og over andre stationer i New York, New Jersey og Pennsylvanien.

Gilead

I 1943 oprettede Selskabet bibelskolen Gilead, hvis formål var at videreuddanne forkyndere til missionærer og andre særlige tjenesteopgaver i fremmede lande. Denne skole har haft en betydningsfuld andel i den store vækst i antallet af Rigets forkyndere som vi har set siden 1943. Jehova viste mig den ufortjente godhed at give mig en plads i lærerstaben. Jeg skulle undervise i bibelforskning og talerkunst. Det har jeg gjort helhjertet og med himmelens støtte og vejledning i mere end sytten år, og i den tid har jeg undervist 34 missionærhold og 10 menighedstjenerhold.

Da jeg blev halvfjerds måtte min arbejdsbyrde nødvendigvis lettes. Hensynsfuldt løste Selskabets præsident, N. H. Knorr, mig for min opgave på skolen og lod Irma og mig komme tilbage til Betel i Brooklyn. Dér gav han os lettere arbejde at udføre. Det gjorde os ondt at forlade vor skønne Kingdom Farm hvor Gileadskolen lå. Vi var kommet til at holde meget af stedet og dets beboere. Men mere end nogen sinde før har vi fundet Betel [i Brooklyn] et sted som „simpelt hen hører en anden verden til“, som nogle har sagt. Man må leve og arbejde her for rigtigt at forstå hvor forbavsende gnidningsløst alting går og hvordan der samarbejdes her i kristen ånd. Ingen tvinges til at arbejde, de tilsynsførende lægger man ikke mærke til, og alligevel summer stedet af stor aktivitet, og produktionen er forbavsende.

I alle de mange og forskelligartede tjenesteopgaver jeg har haft siden 1913, har jeg med taknemmelighed erkendt — før eller siden — at hver eneste forandring har været til det bedre. Aldrig før har vi haft det så godt som nu på vort kære betelhjem. En ny forandring til det bedre kunne kun være himmelen selv.

Jeg befinder mig nu i mit syvoghalvfjerdsindstyvende år og bliver, forståeligt nok, let træt. Men jeg føler ikke trang til at trække mig tilbage, hverken nu eller senere. Mit sind har bevaret sin friskhed og sin begejstring for alt hvad der er sandt, godt, elskeligt og skønt. Som der siges: „De retfærdige grønnes som palmen, . . . selv grånende bærer de frugt, . . . for at vidne, at [Jehova] er retvis.“ (Sl. 92:13-16) Jeg kan ikke gøre store ting, men jeg kan stadig gøre små ting af et helt hjerte. Jeg er fuldt ud klar over at jeg kun har været en „unyttig“ tjener og at alt hvad jeg har gjort i Mesterens tjeneste ikke er andet end hvad jeg har været skyldig at gøre. — Luk. 17:10.

Når jeg kaster blikket tilbage på min tjeneste for Riget i årenes løb, ser jeg at der har været gode og dårlige tider, der har været glæder og sorger, og alt sammen har det tjent til at prøve og lutre mig. Til tider har den spændende færd mod toppen af Guds bjerg været stejl og farefuld. Jeg er snublet nu og da, og det har gjort ondt, men med vor nådige bjergførers stærke hjælp har jeg altid rejst mig igen, og med fornyet mod og omhu har jeg genoptaget turen opad. Jeg kan med sikkerhed sige at ingen af Guds nådige løfter til mig er slået fejl. De er alle blevet opfyldt. (Jos. 23:14) Jeg anser det for et uvurderligt og uudsigeligt privilegium at have fået lov til at spille en lille birolle i det store universelle drama til Jehovas navns ophøjelse. Jeg erkender at jeg, før jeg begyndte at se Guds sandhedslys, famlede i mørke i dødens dal. Jeg eksisterede kun. Siden det øjeblik jeg indviede mit liv til var himmelske Fader, ved min frelser og konges fortjeneste, har jeg levet et rigt og glædesfyldt liv, et liv der har været værd at leve. Mit højeste ønske og mit største håb er ikke at være stor i Himmeriget, men at se Gud og for altid at være i hans og min frelsers nærhed. Derfor har jeg opgivet alt hvad jeg havde — som var, åh, så lidt — for at opnå livets krone og, fremfor alt, Jehova som min evige Ven.

[Fodnote]