„Den gode nyhed skal først forkyndes blandt alle nationerne“

„I skal blive . . . stillet for landshøvdinger og konger for min skyld til et vidnesbyrd for dem. Og den gode nyhed skal først forkyndes blandt alle nationerne.“ — Mark. 13:9, 10, NW.

 1. Hvilken tilstand ville nationerne have været overladt til uden forkyndelsen af den „gode nyhed“, og hvorfor?

INGEN nation i dette tyvende århundrede har kunnet forhindre forkyndelsen af den „gode nyhed“ inden for dens grænser. I betragtning af den truende katastrofe eller tilintetgørelse som alle jordens nationer står over for, må den gode nyhed forkyndes blandt alle nationerne før enden kommer. Den gode nyhed har været en højst tiltrængt trøst for mennesker af alle racer og nationaliteter. Hvis den gode nyhed ikke var blevet forkyndt, ville alle mennesker have været ladt uden håb i denne ulykkelige verden der nu nærmer sig sin skæbnesvangre afslutning. Den ufejlbarlige profet der forudsagde at den gode nyhed først skulle forkyndes blandt alle nationerne, må have forudset behovet for at en sådan god nyhed blev forkyndt i dette det mest voldshærgede århundrede i menneskehedens historie.

2. Hvorfor har den gode nyhed som blev forkyndt af ham der fremholdt profetien, eksisteret indtil nu?

² Det var selve den mand der udtalte denne profeti — som nu har vist sig at være sand — der gav os den gode nyhed som skulle forkyndes. Han vidste hvad der ville være den eneste gode nyhed som var værd at forkynde i den kritiske tid som han viste frem til og som lå nitten hundrede år forude. Det at hans profeti virkelig er gået i opfyldelse viser at han ikke var nogen almindelig mand. Han var ikke bladudgiver eller bladejer. Han var ikke redaktør for en eller anden avis der nød større udbredelse end de store aviser der udkommer i dag. Sandt at sige skrev han aldrig en bog, en brochure eller en traktat. Han skrev ikke engang et kapitel af den bog der er den mest udbredte og mest oversatte bog i verden, Bibelen. Alligevel har den gode nyhed han forkyndte eksisteret lige til i dag, da den forkyndes blandt alle nationer. Selv om det næsten synes utroligt, er det dog højst troværdigt, for denne usædvanlige mand var Jesus Kristus, hvis nærmeste efterfølgere beviste at han umiskendeligt var „Guds Søn“.

 3. Hvorfor havde Peter, Andreas, Jakob og Johannes et spørgsmål at stille Jesus på Oliebjerget?

³ Engang talte han om en by der siden juni 1967 ofte har figureret i verdenspressen, nemlig Jerusalem. Det bjerg, Oliebjerget, på hvilket han fremholdt sin profeti om den „gode nyhed“, ligger stadig øst for Jerusalem. Det herlige tempel som kong Herodes den Store byggede, findes ikke længere i Jerusalem, men dette er blot en yderligere bekræftelse på nøjagtigheden af Jesu profeti. Fire af hans nærmeste efterfølgere, nemlig apostlene Peter og Andreas, Jakob og Johannes, var sammen med ham på Oliebjerget, hvorfra de havde et godt udsyn over den smukke by Jerusalem og dens tempel. Hvis vi havde hørt ham sige det han tidligere på dagen havde fortalt sine apostle, ville vi også have haft et spørgsmål at stille ham.

 4, 5. (a) Hvilket imponerende bygningsværk gjorde en af apostlene Jesus opmærksom på? (b) Hvorfor vakte Jesu svar til den årvågne apostel uden tvivl forbavselse?

⁴ Turister fra hele verden opsøger stadig det sted hvor templet lå indtil år 70. Det var tidligt om foråret i år 33 at Jesus Kristus og hans apostle besøgte det prægtige tempel som kong Herodes af Jerusalem havde bygget. Da de gik ud af templet sagde en af apostlene til Jesus: „Mester, se, hvilke sten og hvilke bygninger!“

⁵ Man skulle have troet at en så prægtig og solid bygning kunne stå i flere tusind år, ligesom Athenas tempel, Parthenon, på toppen af Athens Akropolis, eller ligesom templet i Karnak ved Theben i det gamle Ægypten. Men Jesus Kristus svarede — uden tvivl til den årvågne apostels forbavselse: „Ser du disse store bygninger? — der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ Historieskriveren Johannes Markus nedskrev denne bemærkelsesværdige profeti af Jesus Kristus mens han befandt sig i Rom, nogle år før profetien blev opfyldt ved hjælp af den romerske hær i år 70. (Mark. 13:1, 2) En sådan ødelæggelse af jødernes højt skattede tempel for tilbedelse ville i sandhed betyde en forandring for jøderne.

 6. (a) Hvilket spørgsmål stillede de fire apostle Jesus, ifølge Johannes Markus? (b) Hvad ville have gjort Jesu profetiske svar til en begivenhed af ren og skær historisk værdi for os i dag?

⁶ Tænk blot hvilken forandring ødelæggelsen af kong Salomons tempel på samme sted i år 607 f.v.t. havde betydet for det jødiske folk! Med dette i tanke udspurgte apostlene Peter, Andreas, Jakob og Johannes, Jesus Kristus mens han sad på Oliebjerget med udsigt til det strålende tempel. Vi vil lade Johannes Markus fortælle hvilket spørgsmål de stillede ham. I Markus 13:3, 4 læser vi: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet til, at alt dette skal gå i opfyldelse?“ Hvis Jesus Kristus havde begrænset sin beskrivelse af „tegnet“ til blot at gælde ødelæggelsen af byen Jerusalem på hans tid, ville opfyldelsen af hans profeti blot have været en historisk begivenhed der var indtruffet for nitten hundrede år siden og ville ikke have haft særlig interesse for os der lever nu i disse vanskelige tider.

 7. (a) Hvad pegede Jesus i sit profetiske svar frem til, og hvorfor har det interesse for os i dag? (b) Hvad betyder denne ødelæggelse for den nuværende tingenes ordning?

⁷ I sit profetiske svar pegede Jesus imidlertid frem til noget langt større end Jerusalems ødelæggelse i år 70, nemlig til det som denne ødelæggelse af Jerusalem og dets tempel var et forbillede på, og det skulle vi der lever nu, være yderst interesseret i. Hvad var den da et forbillede på? Det skulle være ganske klart, for en skygge giver os altid omridset af den genstand der står i vejen for lysstrålen. Mener vi da at ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel var en skygge af en ødelæggelse der skulle komme over et religiøst system som nu gør krav på at tilhøre Jerusalems Gud? Ja, og udviklingen i verden viser at det vil ske i vor tid. De der er tilsluttet kristenheden har grund til at tro at det er deres religiøse organisation og bygning der er dømt til ødelæggelse. Men måske du forfærdet vil indvende: ’Kristenhedens tilintetgørelse vil betyde intet mindre end verdens ende!’ Ja, du har ret, hvis du med udtrykket „verdens ende“ mener „afslutningen på tingenes ordning“. — Matt. 24:3, den danske bibeloversættelse og New World Translation.

 8. Betyder Jesu ord „det er endnu ikke enden“ at vi ikke behøver at beskæftige os med denne profeti?

⁸ Dette er i sandhed noget som vi der lever nu, bør beskæftige os med, for det berører os. Vi har i høj grad brug for den gode nyhed som Jesus talte om. Lad os derfor undersøge hans profeti. I vor tid er der millioner der endog tvivler på at Jesus Kristus er en historisk person, at han virkelig levede og døde i Jerusalem, og sådanne mennesker føler derfor ikke noget behov for en advarsel fra Jesus imod falske messias’er. (Mark. 13:5, 6) Men de der har oplevet årene før 1914 vil sikkert synes at Jesu næste formaning var såre betimelig: „Men når I hører krigslarm og krigsrygter, så lad jer ikke skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden.“ (Mark. 13:7) Ordene „endnu ikke“ bør dog ikke få os til at tro at „enden“, og heller ikke ødelæggelsen af kristenheden, der blev forbilledligt skildret ved Jerusalems og dets hellige tempels ødelæggelse, aldrig vil komme.

„Tegnet“ der går forud for enden

 9, 10. (a) Med hvilket udtryk angav Jesus et skelsættende punkt i sin profeti? (b) Hvad skulle være „begyndelsen til ulykkeskvalerne“, og hvad indebærer udtrykket „begyndelsen“?

⁹ Hvad kan vi da forvente før den frygtelige ’ende’ kommer, og hvad er det ’tegn’ der går forud for den? Lad os nu lytte til hvad Jesus siger efter at han med udtrykket „enden“ har angivet et skelsættende punkt i sin profeti. Lad os se om vi på tidens strøm kan genkende og stedfæste opfyldelsen af det Jesus nu siger:

¹⁰ „Thi nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, der skal være jordskælv det ene sted efter det andet, der skal herske mangel på levnedsmidler. Dette er begyndelsen til ulykkeskvalerne.“ (Mark. 13:8, NW) En ’begyndelse’ antyder også en afslutning, og denne ’begyndelse til ulykkeskvalerne’ må derfor indtræffe kort tid før „enden“, idet den efterfølges af det der blev forbilledligt skildret ved den frygtelige ødelæggelse af det gamle Jerusalem og dets tempel. Har menneskene da været udsat for sådanne ulykkeskvaler som Jesus beskrev og som han sagde skulle være et tegn på den ’begyndelse’ der går forud for „enden“? Lad os ærligt besvare dette spørgsmål.

11. (a) Hvad må den der er ærlig sige at „begyndelsen til ulykkeskvalerne“ var? (b) Hvornår er det derfor betimeligt at forkynde den gode nyhed som Jesus Kristus fremholdt? Understreg grunden endnu en gang.

¹¹ Den der er ærlig må svare: Ja, menneskene har været udsat for sådanne ulykkeskvaler. Den første verdenskrig, der begyndte i 1914, var større end alle tidligere krige tilsammen. Under og efter den første verdenskrig herskede der også en alvorlig mangel på levnedsmidler der betød døden for millioner. Det ene sted efter det andet indtraf store jordskælv. Vi må heller ikke overse pesten, den spanske syge, der hærgede i 1918 efter at den første verdenskrig var forbi, og som alene dræbte tyve millioner mennesker. Johannes Markus’ personlige ven, lægen Lukas, nævner pest i sin historiske skildring af Jesu profeti om samme tidsperiode. Millioner af os ældre husker udmærket alt dette, for vi oplevede disse farefulde begivenheder. (Luk. 21:10, 11) Her kunne man tale om ’ulykkeskvaler’! De ulykkelige forhold der begyndte med begivenhederne under og efter den første verdenskrig eksisterer stadig og er ikke blevet mindre alvorlige. Tidspunktet kunne derfor ikke være mere belejligt for den gode nyhed som Jesus Kristus har givet os!

12. Hvordan ville det gå Jesu efterfølgere, ifølge det han dernæst sagde?

¹² Ifølge det Jesus dernæst udtalte i sin profeti ville hans trofaste efterfølgere imidlertid ikke få nogen let og behagelig tid fra apostlenes dage og fremefter. Han sagde: „Men I, agt vel på jer selv; man skal overgive jer til domstole, I skal blive pisket i synagoger og stillet for landshøvdinger og konger for min skyld til et vidnesbyrd for dem. Og den gode nyhed skal først forkyndes blandt alle nationerne. Når man fører jer hen og stiller jer for retten, skal I ikke forud bekymre jer for, hvad I skal tale; men tal sådan, som det bliver jer indgivet i den samme stund, thi det er ikke jer, som taler, men Helligånden. Og broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn; og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ — Mark. 13:9-13, vers 10 efter New World Translation.

13. (a) Til trods for hvad må den „gode nyhed“ forkyndes? (b) Uden hvem gives der ikke nogen ’god nyhed’ i vor tid?

¹³ Til trods for hele denne religiøse forfølgelse af sande, apostolske kristne under internationale krige, hungersnød, jordskælv og pest, skulle den „gode nyhed“ først forkyndes blandt alle nationerne. Ved at forkynde denne gode nyhed ville de aktive, sande kristne øjensynlig ikke vinde nationernes og folkeslagenes gunst. Men tiden må nu være inde til at spørge: Hvad er den „gode nyhed“? Folk i den hedenske del af verden, såvel som i den jødiske, muhamedanske og såkaldt kristne del af verden, har søgt at ignorere selve hovedpersonen og ladet ham ude af betragtning som menneskenes sidste håb, men der gives i vor tid ikke nogen virkelig ’god nyhed’ uden Jesus Kristus. Det er grunden til at historieskriveren Johannes Markus indleder sin skildring af hans liv med ordene: „Begyndelsen til den gode nyhed om Jesus Kristus.“ — Mark. 1:1, NW.

14. Hvad sagde Jesus for at vise at han var uadskilleligt forbundet med den „gode nyhed“?

¹⁴ Jesus selv forstod at han var uadskilleligt forbundet med den „gode nyhed“ idet han sagde: „Den der mister sin sjæl for min og den gode nyheds skyld skal frelse den.“ „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld som ikke vil få hundredfold nu i denne tidsperiode, . . . og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ „Hvor som helst i hele verden den gode nyhed forkyndes, skal det som denne kvinde gjorde [mod mig], også fortælles til minde om hende.“ — Mark. 8:35; 10:28-30; 14:9; alle fra New World Translation.

15. Hvad gjorde Jesus selv med den „gode nyhed“, ifølge Johannes Markus?

¹⁵ Det var derfor med rette at Jesus Kristus selv forkyndte den „gode nyhed“, for ingen kunne forkynde den bedre end han. (Joh. 7:46) Johannes Markus bekræfter dette og siger: „Efter at Johannes [Døberen] var sat i fængsel drog Jesus nu til Galilæa idet han forkyndte Guds gode nyhed og sagde: ’Den fastsatte tid er inde, og Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på den gode nyhed.’“ — Mark. 1:14, 15, NW.

16. Hvad var den gode nyhed dengang, og hvorfor var det en god nyhed?

¹⁶ Den gode nyhed dengang handlede altså om Guds rige og især om at det var kommet nær. Guds rige er noget godt, ja det bedste og eneste der kan gavne hele menneskeheden, og nyheden om at det var kommet nær ville være en god nyhed af største betydning. Guds rige var kommet nær for nitten hundrede år siden i den forstand at Jesus Kristus, som Gud havde salvet til at være den messianske konge i den himmelske regering, var kommet til jorden som menneske for at dø martyrdøden fordi han forkyndte og lærte om Guds rige, og for samtidig at tilvejebringe et genløsningsoffer for hele den syndige menneskehed. (Joh. 18:36, 37; Matt. 20:28) Men hvad er det for et rige, dette Gudsrige med Jesus Kristus som konge over menneskene?

„Riget“

17, 18. (a) Hvordan knyttede Jesus den gode nyhed om Riget sammen med det rige Daniel havde forudsagt? (b) Hvad ville der, ifølge Daniels og ifølge Jesu profeti, indtræffe samtidig med Guds riges oprettelse?

¹⁷ Dette rige må være det som profeten Daniel forudsagde i Babylon i det syvende og sjette århundrede før vor tidsregning, for Jesus Kristus knyttede den profeti som han gav sine fire apostle, sammen med Daniels profeti, idet han videre sagde: „Men når I ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed’ stå, hvor han ikke bør stå (den, som læser det, han give agt!), så skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; . . . Og bed om, at det ikke skal ske om vinteren; thi i de dage skal der komme ’en trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld, som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage.“ — Mark. 13:14-20.

¹⁸ „Ødelæggelsens vederstyggelighed“ omtales i Daniel 11:31 og 12:11. (Se Mattæus 24:15; Lukas 21:20, 21.) Efter at profeten Daniel havde forudsagt „ødelæggelsens vederstyggelighed“, forudsagde han også begyndelsen til en „trængsel“ eller „trængselstid“ af hidtil ukendt omfang, den trængsel som Jesus Kristus omtalte over for sine apostle. (Dan. 12:1) Det Guds rige som Jesus sagde skulle forkyndes som en god nyhed, må derfor være det samme Guds rige som Daniel selv tidligere havde profeteret om. Daniel forudsagde at dette rige skulle komme samtidig med at jordens nationer oplevede en trængselstid som aldrig før. Hvad kunne Daniel ellers have ment da han i sin omtale af de sidste af denne onde verdens politiske herskere sagde:

19, 20. (a) Hvordan forudsagde Daniel, ifølge Daniels bog, kapitel 2, den trængselstid nationerne ville opleve? (b) Hvad siger kapitel 7 herom?

¹⁹ „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

²⁰ „Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå. . . . Det fjerde dyr betyder, at et fjerde rige skal fremstå på jorden, som skal være forskelligt fra alle de andre riger; det skal opsluge hele jorden og søndertræde og knuse den. . . . Men så sættes retten, og hans herredømme fratages ham og tilintetgøres og ødelægges for evigt. Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.“ — Dan. 7:13, 14, 23-27.

21. (a) Oplevede de kristne at se Guds rige oprettet dér i mellemøsten i år 70? (b) Hvordan opstod det Jerusalem vi nu kender?

²¹ Dette er Guds rige, hvis oprettelse er den bedste nyhed der nogen sinde er blevet forkyndt for menneskene. Men dette himmelske rige blev ikke oprettet i år 70. I det år opfyldtes Jesu profeti om den ødelæggelse af Jerusalem og dets tempel der ikke lod sten på sten tilbage. De jødiske kristne blev ikke ramt af denne ødelæggelse, for de havde fulgt Jesu råd og var flygtet op i bjergene uden for Judæa og Jerusalem. Hvor som helst de kom hen, blev de ved med at forkynde Guds riges komme, for de vidste at det ikke var blevet oprettet ved Jerusalems ødelæggelse. Det var ikke Guds messianske rige der blev oprettet i Jerusalem ved den herliggjorte Messias, Jesus Kristus, men det var i stedet de sejrende romere der seksogtres år senere (år 131) byggede en hedensk by på det samme sted. De gav den status som en romersk koloni og kaldte den Ælia Capitolina. Det er denne by der, bortset fra en del forandringer, har stået lige til i dag.

22. (a) Svarede Jerusalems ødelæggelse i år 70 til Jesu profeti om trængselen? (b) Sammenlignet med hvilke trængsler i vor tid er Jerusalems ødelæggelse for intet at regne?

²² Ødelæggelsen dengang af Jerusalem og provinsen Judæa var som forudsagt af Jesus Kristus og som beskrevet af den jødiske historieskriver Flavius Josefus, en grufuld begivenhed. Men den svarede ikke til Jesu beskrivelse af den kommende store trængsel; „’En trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet menneske frelst.“ (Mark. 13:19, 20) Hvordan tager denne forfærdelige ødelæggelse i mellemøsten i år 70 sig ud i forhold til den første verdenskrig i årene 1914-1918? Eller i forhold til den anden verdenskrig i årene 1939-1945, der kulminerede med sprængningen af de to første atombomber der blev anvendt i krig? Eller i forhold til den trængsel, ødelæggelse og rædsel som endnu en verdenskrig ville medføre? — atombomber ville blive sendt mod deres mål ved hjælp af langtrækkende raketter, atmosfæren ville blive forgiftet af radiologiske våben, en hungersnød uden lige ville gribe om sig, og en pest ville blive spredt ved hjælp af kunstigt fremstillede sygdomsbakterier! Sammenlignet med disse ulykker er Jerusalems ødelæggelse i år 70 for intet at regne.

23. Hvordan viste Jesus at hedningernes herredømme over hele jorden ikke skulle udløbe i år 70 og at Guds rige da skulle oprettes?

²³ Nej, det hedenske (ikke-jødiske) herredømme over jorden skulle ikke ende i år 70 med at Guds messianske rige blev oprettet i himmelen. Det sagde Jesus Kristus selv. I den profeti han gav apostlene forudsagde han det jordiske Jerusalems ødelæggelse, som berettet af historieskriveren og lægen Lukas, der medtager nogle detaljer som ikke findes i Johannes Markus’ beretning: „Der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ — Luk. 21:23, 24.

24. Hvornår begyndte hedningernes tider, og hvornår skulle de udløbe?

²⁴ Hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ (NW), der begyndte i 607 f.v.t. da babylonierne for første gang ødelagde Jerusalem og dets tempel, skulle vedvare til efter den anden ødelæggelse af Jerusalem og dets tempel i år 70. Til hvornår? Det får vi atter forklaringen på i Daniels profeti. I Daniels bog, kapitel fire, vises der at disse fastsatte tider med hedensk herredømme over verden uden indgriben fra Guds messianske riges side i alt skulle vare 2520 år eller indtil 1914.

Hvornår den gode nyhed skulle forkyndes

25. Hvad kan vi sige om forkyndelsens udbredelse indtil år 70, i lyset af det Paulus skrev til kolossenserne mens han befandt sig i Rom?

²⁵ Læg her mærke til en betydningsfuld ting der støtter dette: Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige der „først“ skulle, lyde „blandt alle nationerne“, var ikke fuldført i år 70. Det er sandt at forkyndelsen var blevet udbredt overalt i romerriget. Apostelen Paulus forkyndte budskabet i Rom, hvor han sad fængslet i flere år. (Ap. G. 28:16-31) Fra sit fængsel i Rom skrev han følgende til den kristne menighed i Kolossæ: „Sandhedens ord, det evangelium [den gode nyhed, NW], der er kommet til jer, ligesom det også i hele verden bærer sin frugt og vokser sin vækst, som det har gjort også hos jer . . . så sandt I bliver i troen, . . . uden at lade jer rokke fra det håb, der skænkes i det evangelium [den gode nyhed, NW], I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen.“ (Kol. 1:5, 6, 23) Apostelen Peter kom så vidt som til det gamle Babylon i Mesopotamien, der dengang lå uden for romerriget. (1 Pet. 5:13) Dette skete adskillige år før Judæa og Jerusalem blev ødelagt i år 70.

26. (a) Hvordan fremgår det af Åbenbaringssynet, som apostelen Johannes fik, at forkyndelsen slet ikke var fuldført i år 70? (b) Hvad blev der forkyndt om Guds rige på kejser Konstantins tid og derefter?

²⁶ Til trods for at den „gode nyhed“ havde fået en sådan udbredelse allerede før år 70, fik apostelen Johannes, sandsynligvis seksogtyve år efter at Jerusalem og dets tempel var blevet ødelagt, et syn hvori der blev sagt til ham: „Du skal på ny profetere om mange folk og folkeslag og tungemål og konger.“ (Åb. 10:11) I sin beskrivelse af hele synet omtaler apostelen Johannes den „store trængsel“ som noget fremtidigt. Ødelæggelsen af det store Babylon og „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon omtales ligeledes som noget der lå ude i fremtiden. (Åb. 16:13 til 19:21) Jesu profeti om at den „gode nyhed“ først skulle forkyndes blandt alle nationerne blev således på ingen måde opfyldt i det første århundrede. Forkyndelsen af Guds rige måtte derfor fortsætte. Fra den romerske kejser Konstantins tid, i det fjerde århundrede, blev det forkyndt at Guds rige var blevet oprettet, idet kejseren gjorde den tids kristendom, der var et resultat af et kompromis med de hedenske religioner, til statsreligion. Man forstod det således at Kristi tusindårsrige (millennium) var begyndt og var i fremmarch.

27. (a) Ud fra hvilket synspunkt forkyndte man Guds rige fra apostlenes tid og indtil 1914? (b) Ville denne forkyndelse af Guds rige over så lang en tidsperiode være et bevis på at det var oprettet?

²⁷ Men hvordan forholder det sig egentlig med forkyndelsen af Guds rige fra apostlenes tid og indtil hedningernes tiders udløb i 1914? Var den en opfyldelse af Jesu ord: „Den gode nyhed skal først forkyndes blandt alle nationerne“? (Mark. 13:10, NW) Det mente man indtil begyndelsen af dette tyvende århundrede.a Men læg mærke til følgende: Hele denne forkyndelse af Guds rige fandt sted før afslutningen på hedningernes tider i 1914, og den gik ud på at Guds rige var noget der skulle komme, og at det skulle ske ved en verdensomvendelse, en opfattelse der deltes af mange religiøse mennesker i kristenheden. Ville en så langvarig forkyndelse, der strakte sig over næsten nitten hundrede år, i sig selv være et bevis eller tegn på at Guds rige var kommet? Nej! Det er sandt at Jesus i sin profeti om forkyndelsen af Riget udtalte: „I sandhed siger jeg jer at denne generation [geneaʹ] på ingen måde skal forgå før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå.“ Men hvad menes der med udtrykket „denne generation“? — Mark. 13:30, 31, NW.

28. (a) Ville udtrykket „denne generation“ lede tanken hen på en kritisk tid hvis det blev brugt om hele den kristne menighed? (b) Hvilken generation hentydes der til?

²⁸ Med dette udtryk hentydede Jesus ikke til hele kirken eller menigheden af sine trofaste disciple fra pinsedagen i år 33 og indtil det sidste medlem af Kristi menighed var herliggjort i himmelen. Apostelen Peter skrev ganske vist til den kristne menighed: „I er en udvalgt slægt [geʹnos].“ (1 Pet. 2:9) Men denne slægt ville nu være en slægt eller generation der var over nitten hundrede år gammel. Dens levetid ville ikke blot være en kort tid og kunne derfor ikke udelukkende gælde en begrænset og yderst kritisk tid. Imidlertid brugte Jesus udtrykket „denne generation“ til at markere en meget begrænset tidsperiode, et enkelt slægtleds levetid, nemlig det slægtled der levede når visse epokegørende begivenheder indtraf. Ifølge Salme 90:10 kunne et slægtleds levetid være halvfjerds eller måske firs år.

29. Hvilket presserende arbejde må udføres i „denne generations“ levetid?

²⁹ I denne forholdsvis korte tidsperiode skulle alle de begivenheder indtræffe som Jesus profeterede om i sit svar på sine disciples spørgsmål: „Hvad er tegnet til, at alt dette skal gå i opfyldelse?“ (Mark. 13:4) Den „gode nyhed“ som først skulle forkyndes blandt alle nationerne er en del af „tegnet“, og det må derfor betyde at en særlig forkyndelse skal fuldføres inden for „denne generations“ levetid. Det må derfor være et presserende arbejde, hvilket er en af grundene til at det skal udføres „først“.

30. (a) Hvornår skulle den forkyndelse af Riget som omtales i Markus 13:10, begynde? (b) Drejede den sig om det samme rige som Jesus og hans apostle forkyndte?

³⁰ For at være en del af det ’tegn’ som disciplene ifølge Markus 13:4 bad om, må den særlige forkyndelse af den gode nyhed der først skulle lyde blandt alle nationerne, finde sted efter hedningetidernes udløb i det tidlige efterår 1914. Den må udføres efter at „begyndelsen til ulykkeskvalerne“ var indtruffet i det år. Under disse omstændigheder ville der blandt mennesker i alle nationer sandelig være et stort behov for at høre den „gode nyhed“. Nyheden ville være den „gode nyhed“ om det samme Guds rige som Jesus og hans apostle havde forkyndt i det første århundrede. Siden 1914 har der mere end nogen sinde været behov for dette rige, for det er kun Guds rige der kan bringe menneskene varig fred, sikkerhed, lykke og frelse. I sammenligning med den „gode nyhed“ som Jesus og hans disciple forkyndte for nitten hundrede år siden, ville forkyndelsen af dette budskab imidlertid omfatte langt mere. Hvad mere ville den omfatte?

31. Hvorfor skulle den „gode nyhed“ der omtales i Markus 13:10, omfatte endnu mere?

³¹ Jo, tænk på alle de profetier der er blevet opfyldt i vor tid. I årtier før 1914 forventede bibelstudenterne, der var tilknyttet Watch Tower Bible & Tract Society og bladet The Watch Tower, at Guds messianske rige skulle tage sin fulde magt i 1914. Hvorfor? Fordi hedningernes tider, „nationernes fastsatte tider“, ifølge Bibelens tidsregning skulle udløbe i efteråret 1914. Ligesom begyndelsen til hedningernes tider i efteråret 607 f.v.t. markeredes ved at det forbilledlige Guds rige i kong Davids slægt, et jordisk rige blandt kødelige jøder eller israelitter, blev omstyrtet, således skulle afslutningen på hedningernes tider 2520 år senere, i 1914, markeres ved at Guds messianske rige ved den evige arving til Davids trone blev genrejst eller genoprettet.

32. Hvem er den evige arving i Davids kongelige slægt, og hvordan kan han være det i dag?

³² Hvem er den evige arving i Davids kongelige slægt? Alle syvogtyve bøger i de inspirerede kristne skrifter (skrevet på græsk) hylder Jesus Kristus som kong Davids evige arving. (Matt. 1:1-16; Rom. 1:1-3; Åb. 5:5; 22:16) Selv om han for nitten hundrede år siden ofrede sit fuldkomne menneskelegeme som en genløsning for den døende menneskehed, bevarede han stadig sin ret til kong Davids trone da den almægtige Gud oprejste ham fra de døde som en udødelig åndeskabning i himmelsk herlighed og atter gav ham en plads i himmelen. (Sl. 110:1, 2; Ap. G. 2:34-36) Han er nu en usynlig åndeskabning, alt for herlig til at det menneskelige øje kan se ham direkte. — 1 Tim. 6:14-16.

33. Hvorfra hersker han, og i hvilke etaper overtager han herredømmet?

³³ Han hersker derfor over menneskene fra det usynlige og ikke fra en synlig, bogstavelig trone i det gamle Jerusalem i mellemøsten, hvor fortidens konger af Davids slægt havde deres kongesæde. Den trone som disse jordiske konger dengang sad på, blev kaldt „[Jehovas] trone“. (1 Krøn. 29:23) Men Jesus Kristus sidder nu på Jehovas virkelige trone, ved Jehovas højre hånd i himmelen, hvorfra han regerer midt iblandt sine fjender, og hvorfra han efter Harmagedonkrigen og efter at Satan og hans dæmoner er bundet skal herske i tusind år. (Hebr. 1:1-4; 10:12, 13; Åb. 3:21, 7; 5:5) Han er mægtigere end alle tidligere konger i kong Davids slægt.

34. (a) Hvorfor behøvede han ikke i 1914 at drive fjenderne ud af det gamle Jerusalem i mellemøsten? (b) Hvorfor er den nedtrampning der omtales i Lukas 21:24, nu forbi?

³⁴ I betragtning heraf var det ikke nødvendigt for Jesus Kristus og hans himmelske engle at uddrive de ikke-kristne tyrkere af Jerusalem og Palæstina da hedningernes tider udløb i 1914, og rejse en trone i det jordiske Jerusalem for at kunne begynde at herske som den messianske konge midt iblandt sine fjender. Han hersker nu i „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“, på det himmelske Zions bjerg. (Hebr. 12:22, 23) Kong Davids rige ligger ikke længere i grus; det nedtrampes ikke længere af hedningerne, for det er nu overført fra det jordiske Jerusalem til „det himmelske Jerusalem“. (Ez. 21:25-27; Luk. 21:24) De hedenske verdensmagter skal aldrig igen nedtrampe dette rige, for de vil aldrig kunne nedtrampe „det himmelske Jerusalem“. Sådan har situationen været siden hedningernes tider udløb i 1914, da det himmelske rige blev født. — Åb. 12:1-5.

[Fodnote]