Virkelig sikkerhed i en verden fyldt med vold

ALLE retskafne mennesker længes efter virkelig sikkerhed. Men er det muligt at opnå en sådan sikkerhed i betragtning af at verden i dag er fyldt med uro og vold?

Mange mener at denne sikkerhed kun kan opnås hvis deres land er stærkt rustet. Vil det sige at vi bør bygge vort håb om sikkerhed på vort lands militærmagt?

De forenede Stater, en af de to mægtigste nationer på jorden, bruger nu cirka 75.000.000.000 dollars årligt til sit forsvar eller til, som det ofte kaldes, „nationens sikkerhed“. Pressemeddelelser viser imidlertid at Sovjetunionen, for at modgå De forenede Staters militærmagt, har øget sine rustningsudgifter med 15 procent.

Ingen sikkerhed under en atomkrig

Hvilken form for sikkerhed har begge disse lande opnået med denne fantastiske årlige udgift? Et kongresmedlem i De forenede Stater har for nylig udtalt at hvis blot atten af Sovjetunionens store brintbomber ramte De forenede Stater, ville tre ud af fem personer blive dræbt! Det vil sige over 120.000.000 mennesker! Og mange, måske de fleste, af de overlevende ville blive såret. Kongresmedlemmet viste at hver bombe ville antænde en ildstorm på over 270 kilometer i diameter, et område på cirka 58.000 kvadratkilometer!

Man har hævdet at end ikke dette kunne ødelægge De forenede Staters evne til en gengældelsesaktion med dets raketvåben. Selv om Sovjetunionen altså angreb først, ville det blive lagt øde af kernevåben fra De forenede Stater. Størstedelen af Sovjetunionens befolkning ville blive tilintetgjort.

Hvilken form for sikkerhed kan man tale om når befolkningen i verdens to mægtigste nationer kun kan gøre sig håb om at en lille del af den vil undgå udslettelse i en atomkrig?

I en tilintetgørende atomkrig mellem stormagterne vil det radioaktive nedfald desuden dræbe og invalidere folk i andre lande hundreder af kilometer borte.

Hvad historien viser

De der ser hen til militærmagt efter sikkerhed, gør klogt i at lægge mærke til hvad historien viser på dette punkt. I fortiden har der været mange mægtige nationer og riger. Men hvor mange af dem har overlevet som stormagter til i dag? Ikke en eneste af dem! Alle blev de besejret og befolkningens sikkerhed gik tabt!

Et sådant eksempel har vi i den mægtige verdensmagt Babylon. Selve byen Babylon var omgivet af tykke mure og blev beskyttet af en vældig hær. Man mente at den var uindtagelig. Da Babylon havde nået sin magts tinde forudsagde Guds profet Jeremias ikke desto mindre dette: „Babel skal blive en grushob, sjakalers bolig, til rædsel og spot, så ingen bor der.“ — Jer. 51:37.

I overensstemmelse med Guds profetiske ord blev den mægtige babyloniske magt i 539 f.v.t. på én nat knust af de indtrængende medo-persiske styrker. I tidens løb forfaldt Babylon og blev en dynge murbrokker. Den dag i dag er den, som Guds ord forudsagde, en grushob, vilde dyrs bolig!

Hvordan gik det med det mægtige romerrige der opstod senere? Ved hjælp af militær magt beherskede det hele Middelhavsområdet. Men hvad skete der med det? I tidens løb blev dets styrke undergravet af indre stridigheder, korruption og umoralitet. Bogen An Outline of Ancient History siger herom:

„Den kejserlige regering blev så dyr at den ikke længere kunne inddrive skatter til at klare udgifterne med. . . . den blev ved med at bruge mere end den fik, og følgelig kom den ud i en håbløs gæld. Af den grund forringedes pengenes værdi indtil de praktisk talt var værdiløse. . . . had og misundelse rådede overalt . . . vejene var ikke længere sikre.“

Den voldsomme korruption, den afguderiske tilbedelse af hedenske guder og kejsere, tillige med forherligelsen af fornøjelser og vold, førte til indre forfald. Snart kunne selv Roms berømte militærstyrker ikke længere standse de indtrængende hære fra nord. Romerriget brød sammen. Er Babylon og Rom undtagelser? Er det gået de andre nationer som historien beretter om, bedre? Hvor megen sikkerhed er der at finde i regeringer som mennesker har opstillet? Historikeren Arnold J. Toynbee skriver i sin bog A Study of History:

„Vi står over for den kendsgerning at af de enogtyve kulturer der er kommet til verden og som er vokset op, er tretten døde og borte; de syv af de sidste otte er øjensynlig på retur; og den ottende, som er vor egen, har muligvis også kulmineret, så vidt vi i øjeblikket kan se.“

Historien bekræfter at der ikke findes nogen sand og varig sikkerhed for nogen nation i denne tingenes ordning. På et vist tidspunkt er de bukket under, enten på grund af pres indefra eller udefra, eller begge dele. I virkeligheden kan det ikke være anderledes. Hvorfor ikke? Fordi nationer der lader hånt om Guds love for den menneskelige adfærd, ikke kan bestå. Og det er netop hvad hver eneste nation i næsten seks tusind år har gjort! Arnold J. Toynbee siger:

„Rodløshedsfølelsen . . . er en af de smerteligste hjemsøgelser der kommer over de menneskers sjæle der skal leve deres liv i en samfundsopløsningstid, og denne lidelse er måske en straf for den afguderiets synd at tilbede det skabte i stedet for Skaberen, for i denne synd har vi allerede fundet en af grundene til de sammenbrud hvoraf kulturernes opløsning følger.“ — Historien i nyt Lys.

I vor tid oplever mange nationer en forfærdende stigning i antallet af voldshandlinger og umoralitet. Det er hvad man kan forvente når folk tilsidesætter Guds love og ikke vil rette sig efter dem.

Stoler regeringernes ledende mænd virkelig på Gud og hans love? Viser de det ved at opmuntre befolkningen til at følge disse love? Øger de interessen for Guds ord, så folk kan bringe sig i overensstemmelse med dens retfærdige principper?

Hvis man undersøger disse spørgsmål nærmere vil man opdage at det er der ingen jordisk hersker der gør. Man vil tværtimod finde vidnesbyrd om et moralsk forfald såvel på højere regeringsplan som blandt den almindelige befolkning. Guds ord og lov ignoreres.

I betragtning af sådanne forhold er militærmagt alene en forgæves tilflugt for mennesker der søger sikkerhed. Gud vil afgjort ikke beskytte nogen nation når både dens ledere og befolkningen ignorerer hans love og ord! Guds ord siger tværtimod: „Forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt.“ — 1 Krøn. 28:9.

Militæralliancer slår fejl

Historien viser også at militæralliancer ikke kan garantere varig sikkerhed.

I det ottende århundrede før vor tidsregning oplevede kong Akaz af Juda at Syrien og Israel drog i krig mod ham. Bibelen siger om Akaz og hans folk: „Da . . . skjalv hans og hans folks hjerte.“ — Es. 7:2.

Dette folk hævdede at tilbede Jehova Gud. Gud havde beskyttet det ved mange tidligere lejligheder når det havde sat sin lid til ham. Profeten Esajas sagde til det: „Hærskarers [Jehova], . . . han skal være eders frygt, han skal være eders rædsel.“ — Es. 8:12, 13.

Men kong Akaz vendte sig ikke til Jehova efter hjælp. I stedet sendte han budbringere til det mægtige Assyriens konge, Tiglat-Pileser, og bad: „Jeg er din træl og din søn! Kom op og frels mig fra Arams og Israels konger, som angriber mig!“ Akaz tog derpå sølv og guld og „sendte det som gave til assyrerkongen“. (2 Kong. 16:7, 8) Guds ord siger at Akaz var „troløs mod [Jehova]“. — 2 Krøn. 28:19.

Hvad blev det endelige udfald, selv om Assyrien midlertidigt hjalp Akaz? Bibelen beretter at senere drog „assyrerkongen . . . imod ham og bragte ham i nød i stedet for at hjælpe ham“. Den som Akaz så hen til efter hjælp vendte sig imod ham! — 2 Krøn. 28:20.

En konge der havde tillid til Jehova

Efter at kong Akaz var død blev han efterfulgt af Ezekias. På kong Ezekias’ tid truede den mægtige verdensmagt Assyrien atter Juda. Hvad ville Ezekias gøre? Ville han efterligne den troløse Akaz og tage sin tilflugt til en militæralliance for at standse Assyrien?

Kong Sankerib, det angribende Assyriens hersker, sendte budbringere til Juda. Han advarede folket: „Lad ikke Ezekias vildlede eder; thi han er ikke i stand til at frelse eder! Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders lid til [Jehova], . . . Hvor er der blandt alle disse landes guder nogen, der har frelst sit land af min hånd? Mon da [Jehova] skulle kunne frelse Jerusalem?“ — Es. 36:13-20.

Der kunne måske synes at være en vis logik i hans advarsel. Assyriens gigantiske militærapparat havde allerede knust al modstand. Ikke en eneste nation eller by havde kunnet holde stand imod det.

Hvad gjorde Ezekias? „Derpå bad Ezekias den bøn for [Jehovas] åsyn: ’Hærskarers [Jehova], Israels Gud, du, som troner over keruberne, du alene er Gud over alle jordens riger; . . . Men frels os nu, [Jehova] vor Gud, af hans hånd, så alle jordens riger kan kende, at du, [Jehova], alene er Gud!’“ — Es. 37:15-20.

Ezekias søgte ikke hjælp gennem en militæralliance. Han vendte sig i tro til Jehova. Med hvilket resultat? „Så gik [Jehovas] engel ud og ihjelslog i assyrernes lejr 185.000 mand; . . . Da brød assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve.“ Aldrig før havde den assyriske hær lidt et så tilintetgørende nederlag! Den hovmodige Sankerib selv blev senere dræbt af sine sønner mens han tilbad sin falske gud Nisrok. Ezekias havde sat sin lid til Jehova. Det betød virkelig sikkerhed. — Es. 37:36-38.

På Jesu tid

På Jesu tid var der mange der søgte sikkerhed det forkerte sted. Da de jødiske ypperstepræster og farisæere så de mirakler Jesus gjorde, sagde de: „Hvad skal vi gøre? Den mand gør jo mange tegn. Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os.“ — Joh. 11:47, 48.

Præsterne var bange for at få ødelagt deres forhold til verdensmagten Rom. De havde vendt sig bort fra Gud og til politikerne efter sikkerhed. Hvor tåbeligt! De forstod ikke at selv om de havde vendt sig til politisk og militær magt efter sikkerhed; ville det ikke hjælpe dem.

Inden for det selv samme slægtled, i år 70, kom den romerske hær og ødelagde Jerusalem. I løbet af nogle få år var det meste af jødernes land splittet og sønderlemmet. Mere end en million døde, præster og farisæere indbefattet! Andre tusinder blev solgt som slaver. Men de sande kristne som satte deres lid til Jehova, blev ført i sikkerhed og overlevede ødelæggelsen. Historien bekræfter at de blev skånet. — Luk. 21:20-24.

Al militærmagt vil snart blive tilintetgjort

I vor tid er nationerne væbnet til tænderne med fantastiske ødelæggelsesvåben. Hvert år stiger udgifterne til det militære beredskab. Men ligesom Jehova tilintetgjorde Assyriens militærmagt, således vil han også knuse vor tids militære og politiske styrker som modarbejder virkelig sikkerhed.

Gud selv vil snart udkæmpe den sidste krig som denne tingenes ordning vil opleve. I denne krig, i Bibelen kaldet Harmagedon (Åb. 16:14, 16), vil Gud bruge sin almagt til at tilintetgøre de militære og politiske elementer som har voldt jorden så megen fortræd. Gud indbyder alle fugle til at være med ved denne lejlighed. Hvorfor? Bibelen siger: „Kom hid, og saml jer til Guds store gæstebud for at æde kød af konger og kød af hærførere og kød af helte og kød af heste og deres ryttere, ja, kød af alle, både frie og trælle, små og store.“ — Åb. 19:17, 18.

Gud advarer altså tydeligt alle der ikke ser hen til ham efter sikkerhed. De vil blive tilintetgjort sammen med det onde system som de foretrækker at støtte.

Men hvordan forholder det sig med dem der vender sig til Jehova og som sætter deres lid til ham? Guds ord lover dem: „Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zef. 2:3.

Den eneste virkelige sikkerhed i den trængselstid der nu afgjort nærmer sig, er at finde hos Jehova Gud. Han kan og vil beskytte dem der vender sig til ham efter sikkerhed. Han vil bevare dem så de kan overleve trængselen og komme ind i den retfærdige nye tingenes ordning hvor de vil ’fryde sig ved megen fred’. I denne nye tingenes ordning vil der råde en sådan verdensomfattende fred, for Gud har lovet at „bue, sværd og stridsvåben sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt“. — Sl. 37:11; Hos. 2:18.