Chokerende religiøs forfølgelse i Malawi
IGEN er der pludselig udbrudt forfølgelse mod et nidkært religiøst mindretal. Den er blusset op med en voldsomhed og brutalitet man snarere forbinder med den mørke middelalder end med sidste tredjedel af vort tyvende århundrede. I det forløbne år har tusinder af indviede kristne set deres hjem, butikker og mødesteder blive brændt ned til grunden eller på anden måde ødelagt, fordi de har bestræbt sig for at leve efter Bibelen. Deres ejendele er blevet røvet fra dem, over tusind kvinder er blevet voldtaget, mænd er blevet slået bevidstløse og nogle er blevet dræbt. Hvor? I Malawi, det tidligere Nyasaland, i det sydøstlige Centralafrika.
Ja, det er i denne nye nation med cirka fire millioner indbyggere at denne chokerende religiøse forfølgelse finder sted. I Lilongwe i det centrale Malawi blev 170 af disse kristnes huse brændt ned på tre nætter. I Fort Johnston-distriktet, lidt længere mod syd, blev 34 beboelseshuse og 18 fødevaremagasiner brændt ned sidst i oktober. Den 27. oktober fik de kristne i to menigheder i Mbalame alle deres huse brændt ned, mens de selv, kvinderne indbefattet, fik tøjet revet af og brutalt blev slået. Nogle af disse steder kørte forfølgerne disse kristnes konfiskerede indbo bort på lastvogne før de ødelagde husene.
En rejsende ordets tjener i landet skriver: „Den 27. oktober blev jeg berøvet alle mine ejendele. . . . Min hustru og jeg blev gennempryglet. I hundredvis af vore kristne brødre har fået deres hjem ødelagt. Mange mødesteder er blevet revet ned.“
Et sted blev nogle af disse kristne slået bevidstløse og en af dem anbragt oven på en stabel træ, som derpå blev tændt i brand, alt sammen efter tilskyndelse af et medlem af Malawis parlament. Men så begyndte denne politiker at få betænkeligheder og fik skyndsomst den bevidstløse ned af træstabelen igen.
Et andet sted blev en gruppe af disse kristne en nat vækket af udsendinge fra kongrespartiet. Mændene blev slået med stokke og fik tilføjet flænger med lange knive, hvorefter de blev tvunget til at se på at ti af deres kvinder blev voldtaget. To af kvinderne var gravide, og en af dem aborterede senere som følge af mishandlingen.
Sidst i oktober blev et stort antal kristne kvinder fra Mlanje-området overfaldet og voldtaget, og den 25. oktober blev en femtenårig pige i landsbyen Mkuwila bundet til et træ og voldtaget seks gange, fordi hun ikke ville gå på kompromis med sin religiøse overbevisning. Hvor sadistiske disse forfølgere var, ses af at de endog tvang en træprop i en af disse kristne kvinder.
På grund af denne chokerende forfølgelse har mange af disse kristne måttet indlægges på hospital, og indtil slutningen af november 1967 er mindst fem blevet dræbt. Hundreder er flygtet ud i urskoven for at finde sikkerhed, mens tusinder andre har søgt tilflugt i nabostaten, den portugisiske provins Mozambique, hvor de har fået føde og husly.
Avisen The Times, som udgives i Blantyre, Malawis største industriby, der ligger i den sydlige del af landet, fortalte i udgaven for 9. november at 3000 af disse kristne var blevet ført for retten i Lilongwe, anklaget for at være medlemmer af et illegalt samfund. To missionærer tog til Lilongwe for at undersøge rigtigheden af denne rapport. De erfarede at 2400 af disse kristne sad i fængsel, at der var blevet født dem fem børn dér, og at 800 kristne blev tilbageholdt på politistationen. Selv om de fleste af sidstnævnte havde tilbragt natten under åben himmel og det havde regnet, var de ved godt mod og besluttet på at stå fast. En sådan tro er i sandhed rosværdig, men er en regering der behandler dem så groft, ikke en skændsel for verden?
Hvem er det der forfølges?
De der forfølges tilhører et religiøst mindretal som kaldes Jehovas vidner, og som er kendt i hele verden for deres stærke tro på Bibelen. Uden tvivl kender De nogle af Jehovas vidner og har lagt mærke til at de sætter deres religion først i livet, nøjagtig som Jesus befalede sine efterfølgere at gøre da han sagde: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:33) Det samme gælder Jehovas vidner i Malawi.
Der har været Jehovas vidner i Malawi lige siden den første verdenskrig, og deres arbejde med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ har været organiseret af Vagttårnets selskab siden 1933. (Matt. 24:14, NW) I august 1967 var der i Malawi 18.519 Jehovas vidner som forholdsvis uhindret udførte deres undervisningsarbejde. Da de i sommeren 1967 afholdt deres sektionsstævne „Gør disciple!“ blev det overværet af i alt 25.830 interesserede tilhørere, eller godt og vel 7000 flere end der var vidner i landet. Blandt de tilstedeværende var regeringens iagttagere, som ikke kunne undgå at blive imponeret af den kærlighed, enhed og fredsommelighed vidnerne lagde for dagen, da de samarbejdede som én stor familie, skønt de kom fra forskellige stammer.
Hvorfor forfølges de?
Eftersom Jehovas vidner opfører sig på denne måde, hvorfor forfølges de da så voldsomt i Malawi? En af de væsentligste årsager er at vidnerne ikke vil købe medlemskort til Malawis kongresparti og ikke vil bære emblemer med billedet af Malawis præsident, dr. H. Kamuzu Banda. Andre religiøse organisationer, katolske, protestantiske og muhamedanske, har alle givet efter for pres i disse henseender, men det har Jehovas vidner ikke. Hvorfor ikke? Fordi de nøje retter sig efter Guds ord.
Som kristne følger Jehovas vidner det eksempel Guds søn Jesus Kristus satte da han holdt sig fri af politik. Han sagde at hans efterfølgere ’ikke var af verden, ligesom han ikke var af verden’. (Joh. 17:16) Over for den politiske hersker i Judæa, den romerske landshøvding Pontius Pilatus, aflagde han følgende vidnesbyrd: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Da jøderne på et tidligere tidspunkt ønskede at gøre ham til konge, trak han sig tilbage, op i bjergene, for at være alene. — Joh. 6:15.
Ja, Jesus forkyndte Guds rige og viste troskab mod det. Som indviede kristne der føler i Jesu fodspor er Jehovas vidner nødt til at holde sig „uplettet af verden“, adskilt fra den. Da de kun kan sværge Jehova Gud og hans rige troskab, føler de sig forpligtet til ikke at foretage sig noget der bevirker at de må sværge politiske ledere troskab. Derfor holder de sig neutrale med hensyn til Malawis politiske anliggender, nøjagtig som de holder sig neutrale med hensyn til politiske anliggender i et hvilket som helst andet land i verden. Det er på grund af denne kristne neutralitet at de forfølges i Malawi. — Matt. 4:17; Mark. 1:15; Jak. 1:27.
Hvem forfølger dem?
Folk i Malawi er kendt for at være fredselskende, og de ved at de kristne Jehovas vidner også elsker fred. Hvorfor forfølges de da? På grund af den nationalismens ånd der har opflammet så mange i dette land, især medlemmerne af ungdomsforbundet. Disse unge minder om de unge nazister som var en plage for jøderne mens Hitler var ved magten i Tyskland, og om rødgardisterne som har terroriseret mange i Kommunistkina som de mente ikke var tilstrækkelig nationalistiske. For at være en god borger er det i deres øjne ikke nok at betale skat og adlyde alle landets love, hvilket Jehovas vidner trofast har gjort, men nu skal alle også være medlem af Malawis kongresparti og bevise dette medlemskab ved at købe et medlemskort og bære et emblem med præsident H. Kamuzu Bandas billede.
Allerede flere måneder før Malawi opnåede uafhængighed den 6. juli 1964, oplevede Jehovas vidner fra januar til marts 1964 en bølge af brutal og hensynsløs forfølgelse på grund af deres neutrale standpunkt. Dengang blev 1081 hjem og mere end 100 rigssale brændt ned eller på anden måde jævnet med jorden. Et betydeligt antal marker, 588 i alt, med majs, hirse, bønner, kassava og bomuld blev ligeledes ødelagt. Mange vidner blev indlagt på hospital som følge af den overlast de led, kvinder blev voldtaget, og otte vidner blev pryglet ihjel eller direkte myrdet. I ugevis måtte mange af disse forfulgte kristne sove under åben himmel i urskoven uden ret meget at spise, mens de udholdt regntidens vanskeligheder og var truet af slanger og andre vilde dyr.
Dengang gjorde Jehovas vidner deres bedste for ved deres repræsentanter at ræsonnere med de ansvarlige inden for regeringen, så disse kunne standse den voldsomme forfølgelse af uskyldige mænd, kvinder og børn. Ved en lejlighed havde de et møde med den daværende minister for indenrigsanliggender, Yatuta Chisiza (som senere gjorde oprør mod præsident Banda og for nylig blev henrettet af Malawis sikkerhedsstyrker). Ministeren gjorde det klart at han var yderst utilfreds med at vidnerne var de eneste som nægtede at købe medlemskort til Malawis kongresparti, og han fortalte Jehovas vidners talsmand at medmindre han ændrede indstilling ville han „komme ud for en meget kedelig ulykke“. Vi ser igen at vidnerne blev forfulgt på grund af deres neutrale holdning over for et lands politik.
Men trods den utilfredsstillende måde dette møde med minister Chisiza, såvel som et tidligere møde med præsident Banda, endte på, bedredes vidnernes situation i Malawi. De fleste kunne vende tilbage til deres landsbyer og genopbygge deres hjem og rigssale. Mange af dem der før havde mishandlet Jehovas vidner, kom nu og gav en undskyldning, og flere af dem er nu selv Jehovas vidner. Det kan siges at vidnerne var kommet „ind i en periode med fred, og blev opbygget“, ligesom de første kristne under lignende omstændigheder. — Ap. G. 9:31, NW.
„Et lyn fra en klar himmel“
I betragtning af de nogenlunde gunstige forhold hvorunder Jehovas vidner var i stand til at udføre deres forkyndelse i Malawi i 1965 og 1966, var det i sandhed som „et lyn fra en klar himmel“ da vidnerne den 23. april 1967 hørte præsident H. Kamuzu Banda rette et angreb imod dem i radioen. I et indlæg på en halv times tid behandlede han forskellige problemer, som nationen stod over for, og en tredjedel af tiden brugte han til at rette et omfattende angreb mod vidnerne. Han sagde blandt andet:
„Jeg foruroliges over de rapporter jeg får fra næsten hvert eneste distrikt, om hvordan Jehovas vidner bevidst provokerer mine tilhængere, medlemmer af Malawis kongresparti, og især medlemmer af ungdomsforbundet. Denne bevidste provokation af medlemmerne af mit parti . . . antager forskellige former. Én form er at Jehovas vidner nægter at betale skat. Men i stedet for at nøjes med det, forhindrer de, eller søger at forhindre, andre i at betale skat. Og når partifunktionærer siger at de ikke må forhindre folk i at betale skat, bliver de grove og retter skældsord mod partiets ledere. . . . En anden form er at Jehovas vidner afholder medlemmer af Malawis kongresparti fra at forny deres medlemskort eller fra at købe nye medlemskort til Malawis kongresparti. Og på samme måde her: Når lederne af Malawis kongresparti . . . siger at Jehovas vidner ikke må afholde folk fra at forny deres medlemskort eller fra at købe nye kort, siger de: ’Ja, jeg vil have at I skal slå mig; I kan ikke få mig til at holde op. Jeg gør dette med fuldt overlæg så I kan slå mig, og så jeg bagefter kan melde jer til politiet.’ . . . Regeringen beskytter enhver lovlydig borger mod at blive antastet . . . men den giver ikke Jehovas vidner tilladelse til at provokere hvem som helst. . . . Jeg ønsker at gøre dette fuldstændig klart. Jehovas vidner må holde op med at provokere andre, med at provokere folk. Og hvis de ikke holder op, men fortsætter, kan de ikke klage hvis og når de bliver gennempryglet.“
Kendt for at betale deres skat
At Jehovas vidner ikke betaler deres skat og at de søger at afholde andre fra at betale skat, er usandt. Gentagne gange fremhæver deres litteratur at kristne er bibelsk forpligtede til at betale den skat regeringen kræver, for Jesus påbød at man skulle betale skat da han sagde: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ Og det samme gjorde apostelen Paulus da han skrev til de kristne i Rom. „Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, I er skat skyldige, skat; den, I er told skyldige, told.“ — Matt. 22:15-22; Rom. 13:7.
At Jehovas vidner betaler deres skat er i virkeligheden så velkendt i Malawi at mange åbent var uenige med dr. Banda da han anklagede Jehovas vidner for ikke at betale skat. Ja, hvis noget kristent vidne med overlæg nægtede at betale skat eller hindrede andre i at betale skat, ville dette vidne blive udstødt eller bortvist fra sin menighed. I denne forbindelse er det interessant at en af de falske anklager der blev fremført mod Jesus Kristus, Guds søn, da han blev arresteret, var: „Denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat.“ (Luk. 23:2) Nu har Malawis regering valgt at følge samme kurs som de mænd der fik Jesus Kristus henrettet.
De der i Malawi er bekendt med Jehovas vidner fortæller at vidnerne ikke alene samvittighedsfuldt betaler deres skat, men også skuldrer deres del af byrden i forbindelse med regeringens såkaldte selvhjælps-projekter, idet de er med til at bygge skoler, hospitaler, og så videre. Jehovas vidner i Malawi har i virkeligheden støttet disse projekter på en så mønsterværdig måde at mange landsbyoverhoveder offentligt har rost Jehovas vidner for deres samvittighedsfulde indsats. Mange regeringsembedsmænd og indfødte myndighedspersoner har endog rost dem for at være de bedste skatteydere i landet. Og da en portugisisk embedsmand kontrollerede en stor skare af dem der var blevet tvunget til at flygte til Mozambique, fandt han at de alle som én kunne fremvise deres skattekvittering og således afsløre anklagen om at de „nægter at betale skat“, som en bevidst løgn.
Ingen vidnesbyrd om provokation
At vidnerne med fuldt overlæg provokerer andre til at angribe dem, er lige så grundløs en anklage. Husk at de unge nationalister og andre ikke nøjedes med at prygle Jehovas vidner, men også kørte deres ejendele bort på lastvogne. De nedbrændte vidnernes huse og rigssale, voldtog kvinder og dræbte endog mænd. Det er i højeste grad naivt at tro at Jehovas vidner med overlæg skulle have opfordret til denne plyndren og hærgen. Alene det at tusinder af vidnerne søgte tilflugt i Mozambique, stempler anklagen om provokation som falsk.
Der er desuden retslige vidnesbyrd om det modsatte, for det er ikke første gang denne anklage er rejst. Da fungerende dommer mr. L. M. E. Emejulu dømte i kriminalsag nr. 46/1964, hvor Dafter Biziweck og syv andre var tiltalt for mordet på Elton Mwachande, et af Jehovas vidner i Malawi, sagde han:
„Jeg ser ingen vidnesbyrd om provokation. Det er sandt at Jehovas vidner målbevidst udbreder deres tro og søger at omvende folk, men de er vågne for deres borgerpligter, de gør alt hvad de bliver bedt om og er med i samfundsudviklingsprojekterne. De nægter kun at være medlem af et politisk parti. . . . Der er ingen vidnesbyrd om at de nogen sinde har tvunget eller søgt at tvinge nogen til at antage deres religion. Vidneudsagnene viser det modsatte. Grundloven garanterer dem ret til at tilhøre et hvilket som helst politisk parti, og ret til at lade være. Jeg finder ingen vidnesbyrd om provokation.“
Om denne mordsag skrev The Glasgow Herald (Skotland) torsdag den 29. oktober 1964:
„Otte dømt til døden. Mord på et Jehovas vidne. Blantyre, Malawi. Onsdag. — Otte mænd, deriblandt tre funktionærer fra Malawis kongresparti, blev i denne uge af højesteretten dømt til døden for mordet på et Jehovas vidne som nægtede at lade sig optage på valglisten til parlamentsvalget. Mr. Elton Barnett Mwachande blev ifølge vidneudsagnene ’hugget ned og dræbt’ i Mlanje i februar da Jehovas vidner flygtede fra nogle mænd som nedbrændte deres huse fordi de havde nægtet at lade sig optage på listen. — Reuter.“
Forbud mod vidnerne
Selv om Jehovas vidners holdning således var blevet bekræftet af retten i 1964, kunne man den 18. september 1967 i Blantyre-avisen The Times læse følgende forsideoverskrift: „MALAWI ERKLÆRER MÅSKE JEHOVAS VIDNER FOR ULOVLIGE“. Avisen berettede at kongrespartiet ved sit årsmøde midt i september (hvor præsident Banda og alle hans kabinetsministre var til stede) havde vedtaget tolv resolutioner, hvoraf den ottende lød: „Vi anbefaler indtrængende at trosretningen Jehovas vidner erklæres ulovlig i dette land, eftersom dens tilhængeres holdning ikke alene er skadelig for landets fremskridt, men også i enhver henseende så negativ at den udgør en fare for den stabilitet, fred og ro som er af afgørende betydning for vor stats sikre drift.“
The Times gav også dr. Bandas kommentarer til denne resolution, kommentarer som blev udsendt over radioen:
„De forårsager vanskeligheder overalt . . . Regeringen vil måske gennemføre en lov der giver hvert område eller distrikt myndighed til selv at afgøre om det ønsker Jehovas vidner eller ej. Hvis folk i et område siger nej, skal der ikke være nogen Jehovas vidner dér. Ethvert område bør have ret til selv at træffe sin afgørelse, og hvis Jehovas vidner ikke forsvinder, må de sættes i fængsel.“
„Forårsager vanskeligheder overalt“ — det får én til at tænke på en lignende anklage på apostlenes tid! Den kristne missionær og hedningeapostel Paulus blev ligeledes falskeligt anklaget for at volde vanskeligheder overalt. — Ap. G. 24:2-9.
Den resolution som Malawis kongresparti havde vedtaget på sin politiske kongres og som anbefalede et forbud mod Jehovas vidner, blev hverken drøftet eller debatteret af Malawis parlament på halvtreds medlemmer, hvoraf 90 procent hævder at være kristne. I stedet for at overlade det til de enkelte distrikter besluttede regeringen desuden at forbyde Jehovas vidner i hele landet, som berettet af The Times for 23. oktober 1967 under overskriften „MALAWI FORBYDER ’FARLIG SEKT’“. Avisen sagde:
„Jehovas vidners religiøse organisation er blevet erklæret ’farlig for Malawis gode regering’ og er derfor nu et ulovligt samfund. Dette blev meddelt i et særligt tillæg til [regeringsavisen] som blev udgivet i weekenden. Bekendtgørelse nr. 235, som er undertegnet personligt af præsident Banda, erklærer at afgørelsen falder ind under paragraf 70 (2) (ii) i Malawis straffelov. Meddelelsen bevirker at Jehovas vidner ikke længere kan afholde møder, sælge eller uddele litteratur, og indsamle penge . . . Loven om illegale samfund siger at enhver som leder eller er med til at lede et illegalt samfund er skyldig i en overtrædelse og er hjemfalden til 14 års fængsel. Andre paragraffer i loven siger at intet medlem må tillade samfundet eller dets medlemmer at afholde møde i ’noget hus, i nogen bygning, eller noget sted’ som tilhører ham eller bebos af ham. Straffen er her fængsel i syv år. Straffeloven tillader også politirazziaer i en hvilken som helst bygning eller ejendom som tilhører eller bebos af samfundet eller dets medlemmer. Intet medlem må opsætte skilte eller ’råbe eller udtale noget slagord eller gøre noget tegn’ som har forbindelse med samfundet. Loven fastsætter også at der skal udnævnes en embedsmand til at bringe det illegale samfunds virke til ophør.“
To uger senere, den 7. november, blev vidnernes otte europæiske og amerikanske missionærer, hvoraf nogle havde været i landet i op til ti år, stillet følgende ultimatum: „De beordres herved til at forlade Malawi inden 24 timer fra forkyndelsen af denne ordre, medmindre De forinden appellerer til en dommer.“ Samtidig blev Jehovas vidners moderne og veludstyrede hovedkvarter i Malawi overtaget af regeringen og sat under politikontrol. Al litteratur som var udgivet af Vagttårnets selskab, blev konfiskeret.
Men missionærerne, som vidste at de ikke havde gjort noget forkert, tog ikke skridt til at forlade landet frivilligt. Den følgende dag kom politiet og arresterede dem alle otte. Fire blev straks under politieskorte ført til flyvepladsen og sendt ud af landet. De andre fire blev anbragt i Chichiri-fængselet, hvorfra de blev deporteret til Mauritius to dage senere.
Den 9. november forkyndte The Times med en stor forsideoverskrift: „3000 FOR RETTEN MENS LEDERNE REJSER“. Avisen bragte også billeder og enkeltheder fra deportationen. Den fortalte at et medlem af Malawis parlament, J. D. Gunda, „i weekenden advarede tidligere medlemmer af Jehovas vidners religiøse sekt om de strenge straffe som ville blive tildelt dem der med overlæg brød loven ved fortsat at være medlemmer af den forbudte organisation“.
Anklagerne ændres
Skønt Jehovas vidner først var blevet anklaget for at være en farlig organisation der er lovløs og provokerer andre til lovløse handlinger, anklages de nu simpelt hen for at være „tossede og dumme“ — i sandhed ikke nogen stor forbrydelse! Den 24. november havde The Malawi News, der er talerør for regeringen, viet hele øverste tredjedel af forsiden til overskrifter om Jehovas vidner som „JEHOVAS VIDNER ER TOSSEDE OG DUMME“ og „DE ER INGEN ULEJLIGHED VÆRD“.
Avisartiklen sagde blandt andet: „Præsident Ngwazi [Erobreren] udtalte at disse folk var tossede og dumme fordi de, til trods for at de ikke tror på regeringen men tilhører himmelen, alligevel sender deres børn i skole, kommer til hospitalerne når de er syge, og søger beskyttelse hos politiet efter ’en enkelt lille rift’.“ Men latterliggørelse kan hverken erstatte logik eller gøre det af med kendsgerningerne. Som skatteydere har Jehovas vidner fuld ret til at sende deres børn i de offentlige skoler, de har ret til at blive behandlet på statens hospitaler når de er syge, og til at søge beskyttelse hos politiet når de angribes og overfaldes. Man kunne med god ret spørge om det blot er „en enkelt lille rift“ når huse plyndres og nedbrændes, når kvinder voldtages og mænd slås bevidstløse og endog dræbes.
Hvorfor skulle Jehovas vidner den ene måned forbydes som en farlig sekt og derpå måneden efter betegnes som blot „tossede og dumme“? Og hvis vidnerne virkelig ikke er ’nogen ulejlighed værd’, hvorfor har regeringen da truffet så drastiske forholdsregler imod dem?
Det er tydeligt at regeringens holdning ikke er konsekvent. Hvorfor? Fordi anklagerne er usande. Sandheden er at der nu føres en offentlig bagvaskelseskampagne i et desperat forsøg på at retfærdiggøre regeringens handlinger i offentlighedens øjne.
Malawis præsident
På grund af denne chokerende forfølgelse i Malawi kunne nogle læsere mene at præsident Banda blot er en stammehøvding der ikke kender meget til demokratiske principper. Men det er ikke tilfældet. Ikke alene har dr. Banda nydt fuld gavn af en vestlig uddannelse — idet han har gået på tre højere læreanstalter i De forenede Stater og har været praktiserende læge i London i syv år — men han har også haft megen forbindelse med kristenhedens religionssamfund. Det var metodisterne der fra begyndelsen hjalp ham til Amerika og sørgede for at han fik en højere skoleuddannelse. Han har også været ’ældste’ inden for Skotlands kirke, som er en af de strengere protestantiske trosretninger. Han har udtalt: „Jeg er en Guds mand.“
Ved en privat frokost hos præsident Lyndon Johnson sagde han den 8. juni 1967 at han betragtede tingene på samme måde som den mand der engang udtalte: „Jeg ved ikke hvilken kurs andre vil følge, men hvad mig angår, giv mig frihed eller giv mig død.“ Videre fortalte han præsident Johnson: „Jeg ønsker De skal vide, hr. præsident, at uanset hvad det kommer til at koste mig, vil jeg altid gøre det jeg mener er ret ifølge min samvittighed.“ — United States Department of State Bulletin, 10. juli 1967.
Dr. Banda er blevet rost til skyerne af europæere. Da Malawi opnåede uafhængighed bemærkede en fremtrædende engelsk embedsmand: „Tak himmelen for dr. Banda; han er en mand af ubrudt integritet, måske den mest bemærkelsesværdige nulevende afrikaner.“ (The Christian Century, 17. juni 1964) Europæere der er ansat som embedsmænd i Malawi og udgør rygraden i handelens og regeringens administration, har været yderst tilfredse med dr. Banda. De har udtalt: „Man kan være hvad man vil her, bortset fra kommunist. Vi gruer ved tanken om at der skulle ske Banda noget.“ (Newsweek, 8. juli 1966) Men nu kan man heller ikke med lovens ret være et af Jehovas vidner i Malawi!
Den 4. november 1967 sendte Jehovas vidners tilsynsførende i Malawi et brev til Malawis veluddannede præsident. Brevet henledte præsidentens opmærksomhed på den chokerende forfølgelse af Jehovas vidner, og anmodede ham høfligt om at anvende sin magt til at standse disse voldshandlinger. Det mindede ham om hans ord om at „regeringen beskytter enhver lovlydig borger mod at blive antastet“. I afslutningen opfordrede brevet ham indtrængende til at anvende al sin „magt til at standse sådanne voldshandlinger mod uskyldige mennesker“. Men han vendte det døve øre til.
Offentlighedens reaktion
Hvordan har offentligheden i Malawi reageret på dette forbud? Her finder vi igen en parallel i Bibelen. De jødiske regeringsmyndigheder forbød Jesu apostles forkyndelse, hvorimod det jævne folk med glæde hørte på dem, og på samme måde er det i Malawi. Så langt fra at være populære, er de radikale nationalistiske ungdomsgrupper frygtet af folk. Da menigmand hørte om forbudet mod Jehovas vidner, udbrød nogle: „Nu ved vi at verdens ende er nær, når Guds folk forbydes i vort land!“ Og da en overbetjent hørte om deportationsordren mod Jehovas vidners udenlandske missionærer, spurgte han ophidset: „Hvad skal alt dette ende med?“ — Ap. G. 5:28; 6:7.
Efter den første advarsel om forbudet mod Jehovas vidner, kom et fremtrædende medlem af Malawis kongresparti midt om natten, ligesom Nikodemus kom til Jesus i ly af natten, og spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at blive et af Jehovas vidner? Jeg vil hellere dø i fængsel sammen med jer end udenfor, når der ingen Jehovas vidner er.“ (Joh. 3:1, 2) Den sidste dag missionærerne stadig var i Malawi kom en ung mand til Jehovas vidners kontor i Blantyre og bad om tilgivelse fordi han havde mishandlet vidnerne. Han sagde at han nu ville gøre en forandring og udtrykte et inderligt ønske om at studere Bibelen sammen med et af vidnerne.
Kæmper mod Gud
Jehovas vidner vil ikke holde op med at tjene Gud blot fordi deres kristne livsførelse ikke godkendes af præsident Banda. De har samme indstilling som de første kristne, der satte lydighed mod Gud højere end lydighed mod mennesker. Da apostlene blev ført frem for herskerne som bød dem: „Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os,“ svarede de frygtløst: „MAN BØR ADLYDE GUD MERE END MENNESKER.“ — Ap. G. 5:28, 29.
Men de vil heller aldrig gøre oprør mod regeringen og gengælde ondt med ondt. De våben disse kristne anvender, er ikke kødelige men åndelige, først og fremmest Guds ord. De føler det som en pligt at efterligne det eksempel deres fører, Jesus Kristus, satte, og om hvem der er skrevet: „Han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt.“ De søger ikke at hævne sig, men ’giver plads for Guds vrede’, for de ved at der står: „Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.“ — 1 Pet. 2:21, 23; Rom. 12:19.
Nej, det er ikke Jehovas vidner præsident Banda og hans tilhængere bør frygte, men den almægtige Gud selv. De har stillet sig i opposition til Jehova. Ja de kæmper mod Gud. (Ap. G. 5:38, 39) Men de behøver ikke at fortsætte på denne måde. De kan foretage en ændring. Vil de det? Det er et spørgsmål alle må overveje, ikke alene dr. Banda, men hvert eneste medlem af hans kabinet, hvert eneste medlem af Malawis parlament og hver eneste embedsmand i Malawi. Ja, dette spørgsmål må overvejes af enhver som støtter ham som medlem af hans politiske parti.
Andre lægger mærke til hvad der sker
Malawis præsident mener måske at det han gør som præsident i Malawi kun angår ham selv, og ikke den øvrige verden. Men bør han ikke hjælpes til at indse at verden lægger mærke til det når retfærdighed trampes under fode og uskyldige kristne grusomt mishandles? Bør han ikke på en magtfuld måde gøres forståelig at han ikke er blevet mere populær, hverken hos sit eget folk eller hos retsindige mennesker i noget andet land i verden, ved det skridt han har taget?
Hvis De sætter pris på frihed, sandhed og retfærdighed, har De den forret at kunne løfte Deres røst til gavn for dem som så grusomt mishandles på grund af deres tro på Gud. Protestbreve kan rettes til:
His Excellency
Dr. H. Kamuzu Banda
President of Malawi
P.O. Box 53
Zomba, Malawi, Central Africa
The Hon. J. D. Msonthi, M.P.
Minister of Transportation and Communication
Zomba, Malawi, Central Africa
The Hon. G. W. Kumtumanji, M.P.
Minister of Local Government and Minister of Health
Zomba, Malawi, Central Africa
The Hon. M. Q. Y. Chibambe, M.P.
Regional Minister for the Northern Region
Zomba, Malawi, Central Africa
The Hon. A. M. Nyasulu, M.P.
Minister of State in the Ministry of External Affairs
P.O. Box 943,
Blantyre, Malawi, Central Africa
The Hon. G. Chakuamba, M.P.
Minister of Education
Zomba, Malawi, Central Africa
The Hon. J. T. Kurnbeweza, M.P.
Regional Minister for Central Region
Zomba, Malawi, Central Africa
The Hon. A. A. Muwalo
Minister of State in the President’s Office
Zomba, Malawi, Central Africa