De første kristnes hjem
IKKE alle huse er ens. De varierer meget, alt efter hvad ejerne har råd til at ofre. Sådan var det også for nitten hundrede år siden. De fleste menneskers huse bestod af ét rum, der som regel var temmelig mørkt, idet der, bortset fra døren, måske kun var en eller to små åbninger der tjente som vinduer. Hvis beboerne tabte en mønt på gulvet ville det være nødvendigt at tænde kunstigt lys for at finde den igen. Det var det Jesus hentydede til i en af sine lignelser: „Hvis en kvinde . . . taber én drakme, tænder hun så ikke lys og fejer huset?“ — Luk. 15:8.
Husene, som var lerklinede eller bygget af soltørrede eller brændte mursten og havde stampet lergulv, havde et fladt tag som man kunne komme op på ad en udvendig trappe. Taget var et behageligt sted at trække sig tilbage til, især hvis et nærliggende træ kastede sin skygge over det på den varmeste tid af dagen. Her kunne man meditere og bede, ligesom apostelen Peter gjorde i Joppe da han besøgte garveren Simon som havde et hus ved havet. — Ap. G. 10:9.
Fattige folk havde kun få møbler. Som seng brugte man en eller flere måtter mens en kappe ofte tjente som tæppe om natten. Mange husstande havde et bord, og nogle havde skamler og stole.
Købmænd, godsejere og embedsmænd boede i større stenhuse, som havde en midtergård og værelser der vendte ud mod denne. De velhavende havde måske et springvand i midtergården og en have. Det var i gården til ypperstepræstens hus at Peter satte sig blandt dem der havde arresteret Jesus Kristus, og det var her der blev tændt et bål. (Luk. 22:54, 55) Den slags huse havde ofte en anden eller tredje etage med store gittervinduer der var udstyret med vinduessæder, og det var fra et sådant vindue i Troas at den søvnige Eutykus styrtede ned mens apostelen Paulus talte til en gruppe kristne. — Ap. G. 20:9, 10.
I de mere velstående hjem var møblerne mere kunstfærdige. Sengen var udstyret med ben, og det var øjensynlig en sådan seng Jesus hentydede til i en lignelse da han talte om at man ’ikke sætter et lys under en seng’. — Mark. 4:21, NW.
Hjem som Jesus besøgte
Det var i disse omgivelser at den første kristendom blev født. Mange af de første kristne boede i almindelige huse, mens enkelte af dem havde mere velhavende hjem. I sin tjeneste blev Jesus ofte budt hjerteligt velkommen i disse hjem, som tilfældet var i Peters og Andreas’ hjem. Han helbredte Peters svigermoder der lå syg med feber, og hun begyndte straks at varte ham og disciplene op. (Mark. 1:29-31) Når Jesus var sammen med sine nære disciple, borte fra folkeskarerne der ofte fulgte ham, kunne disciplene stille ham spørgsmål. (Matt. 13:36) Jesus ventede til han havde trukket sig tilbage til et gæstfrit hjems fred og ro før han indledte en samtale med sine disciple ved at stille dem spørgsmålet: „Hvad var det, I talte sammen om på vejen?“ (Mark. 9:33, 34) Et hjem var også et passende sted at stille Peter det dybtgående spørgsmål om skat. — Matt. 17:24-27.
Jesus satte i sandhed pris på den ro og hvile han fik i et hjem i Kapernaum, hvor han kunne samle fornyede kræfter før han tog ud på nye undervisningsture, selv om skarerne, så snart „det rygtedes, at han var hjemme“, strømmede til og trængtes så voldsomt ved døren at andre som var besluttede på at komme i forbindelse med Jesus, ved en lejlighed måtte benytte sig af den udvendige trappe og fjerne noget af taget for at komme ind. — Mark. 2:1-5.
Brugt på en gæstfri måde
Den guddommelige beretning indeholder mange vidnesbyrd om hvordan de første kristne brugte deres hjem. Jesus var altid velkommen i Lazarus’, Marias og Martas hjem i Betania, næsten tre kilometer fra Jerusalem. Jesus må have følt sig meget hjemme her, for han „elskede Marta og hendes søster og Lazarus“. (Joh. 11:5) Vanskelige forhold understregede ofte de første kristnes gæstfrihed og fremhævede den som noget særlig værdifuldt. Dette var for eksempel tilfældet da apostelen Paulus skulle foretage den lange og besværlige rejse til Rom for at blive stillet for kejserens domstol. Den anden dag lagde skibet til i Zidon, og Lukas skriver: „Julius [den tjenstgørende romerske officer], som behandlede Paulus med velvilje, gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg.“ (Ap. G. 27:3) Hvor må Paulus have værdsat denne gestus, og hvilken velkomst hans venner har givet ham i deres hjem ved at vise ham kærlig gæstfrihed!
Da Paulus kort efter led skibbrud på øen Malta, viste øens fornemste mand gæstfrihed ved at indbyde Paulus og hans ledsagere til sit hjem, som må have haft en vis komfort. Publius havde en landejendom, og han „tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage“. (Ap. G. 28:7) Og hvor glad må Paulus ikke være blevet, da de rejsende nåede Puteoli på fastlandet og de, ifølge Lukas, fandt brødre som de „efter deres indbydelse“ blev hos i syv dage. (Ap. G. 28:14) Læg mærke til at indbydelsen, den hjertelige og kærlige velkomst, resulterede i et syv dages ophold.
Den samme indtrængende nøden var betegnende for den gæstfrihed som Lydia fra Tyatira udviste: „Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os og sagde: ’Dersom I agter mig for at være Herren tro, så kom hjem i mit hus og bliv dér!’ Sådan nødte hun os.“ (Ap. G. 16:15) Der kunne ikke være tale om at afslå en sådan indbydelse. Lydia fik uden tvivl selv megen åndelig gavn af de opmuntrende og styrkende ord hun hørte, og det skyldtes alt sammen at hun åbnede sit hjem for apostelen Paulus og hans rejseledsagere.
Blot nogle få vers senere henledes vor opmærksomhed på et andet gæstfrit hjem. Paulus og Silas var i fængsel. Ved midnatstid blev fangevogteren vækket af et stort jordskælv der fik fængselets døre til at springe op, og han skulle netop til at dræbe sig selv, da Paulus standsede ham og forsikrede ham om at ingen var flygtet. Slået af de tydelige vidnesbyrd om Guds hånds indgriben benyttede fangevogteren hurtigt lejligheden til at lære om Guds hensigter, og han og hans husstand blev døbt. „Derefter førte han dem op i sit hus og lod dække bord for dem, og han frydede sig med hele sit hus over, at han var kommen til tro på Gud.“ (Ap. G. 16:25-34) Denne familie må sandelig have fået travlt med at få dækket bordet, og tænk på den gæstfrihed den viste, selv om det var midt om natten! Fangevogteren syntes at det var det mindste han kunne gøre som tak for den gode nyhed han havde fået. — 1 Kor. 9:11.
Ja, de første kristne brugte deres hjem på en gæstfri måde. Er vore hjem i dag ligesom de første kristnes? Hersker der en hjertelig og venlig atmosfære og genlyder de af glade stemmer? Er vi „ivrige efter at vise gæstfrihed“? — Rom. 12:13.
Hvis vi bliver inviteret til en medkristens hjem kan vi altid prøve at efterlade dette hjem rigere i åndelig henseende end da vi kom. Det var den ånd der prægede de første kristne som „hjemme i husene brød . . . brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket“. — Ap. G. 2:46, 47.