Hvem kan forudsige fremtiden?
Kan mennesker gøre det? Er det muligt at vide hvad der ligger forude?
DET er naturligt at tænke på hvad fremtiden vil bringe, og da især på hvad der vil ske i morgen, i næste uge, eller senere på året. Vil der snart blive indført varig fred? Vil det kommende år blive godt i økonomisk henseende? Vil forholdet mellem racerne blive bedre? Vil der blive mulighed for bedre levevilkår?
Hvem ved? Er der nogen som virkelig kan forudsige sådanne ting? I valgtaler under en valgkampagne aflægger politikere ofte store løfter om en strålende morgendag. Men hvor ofte er det ikke blot tomme ord! Den fremtid de beskriver, bliver sjældent til virkelighed. Mange som gerne vil vide noget om fremtiden, henvender sig derfor andre steder for at få oplysninger.
Kan man trygt henvende sig til spiritistiske kilder?
Millioner har opsøgt spåmænd eller -kvinder, astrologer og andre i samme kategori. Bladet Time for 30. december 1966 fortæller: „Salget af krystalkugler, især den store 25 dollars-størrelse, er steget betydeligt i Los Angeles . . . Ud over hele nationen er salget af Ouija-brætter tredoblet i det forløbne år; selv en forretning der er tilknyttet Harvard-universitetet sælger dem når som helst den har dem på lager. Stjernetydning er blevet et samtaleemne ved selskabelige sammenkomster.“
Millioner af dollars bliver årligt betalt til mennesker som påstår at de har særlige evner med hensyn til at forudsige fremtiden. En kendt astrolog har bemærket at det er fordi „mennesker i disse usikre tider famler efter et svar“. Men kan man virkelig lære om fremtiden ved at henvende sig sådanne steder? Kan man regne med det de siger?
Der er ingen tvivl om at spiritistiske kilder undertiden kan forudsige fremtiden med hensyn til personlige anliggender. Dette var også tilfældet i det første århundrede efter vor tidsregning. For eksempel fortæller den bibelske beretning om en pige „som var besat af en spådomsånd“ og som „skaffede sine herrer stor fortjeneste ved at spå“. (Ap. G. 16:16) Eftersom hendes herrer kunne have fortjeneste på grund af hende, måtte pigen have haft ry for med nogen nøjagtighed at kunne forudsige fremtiden. Ofte viser det sig imidlertid også at spiritistiske kilder er fejlagtige i deres forudsigelser.
I denne forbindelse bemærker en ledende artikel med titlen „En betragtning af i morgen i dag“ som stod at læse i The Saturday Evening Post for 26. marts 1966: „Mangfoldige gange har de enkelte astrologer taget så forkert at det grænser til det latterlige, som da Washingtons Jeane Dixon forudsagde at Walter Reuther ville stille op som præsidentkandidat i 1964 . . . Den 5. februar 1962 blev en stor skare hellige hinduer oppe hele natten fordi de ventede på verdens ende som indiske astrologer havde forudsagt . . . I 1939 var britiske astrologer enige om at forudsige at der ikke ville blive krig, og da krigen kom, forudsagde de at den ville standse det følgende år samtidig med Hitlers fald.“
Nej, man kan ikke stole på at astrologer, spåmænd eller spåkvinder og andre af samme art kan forudsige fremtiden sandfærdigt. De har ofte taget fejl.
Ikke nok med at det de siger er usandfærdigt, men at se hen til dem for at få oplysning vil vække Guds mishag. Deres forsøg på at profetere er forbundet med dæmonisme, nøjagtig som tilfældet var med pigen i det første århundrede. I virkeligheden modtager de oplysninger fra onde, usynlige åndeskabninger. Forståeligt nok forbyder Guds ord, Bibelen, derfor enhver sand tilbeder at søge hjælp hos ’genfærd og sandsigerånder og dem der henvender sig til de døde’. Det er ikke rigtigt at se hen til sådanne kilder for at få oplysninger om hvad der ligger forude. — 5 Mos. 18:10-12.
Gavner det at kende fremtiden?
Visse steder er det meget almindeligt at mene at det er nytteløst at beskæftige sig med det der angår fremtiden, fordi man ikke på nogen måde kan øve indflydelse på det der skal ske. For eksempel forklarer en dansk præst, Jakob Rod, i sin bog Folkereligion og Kirke: „Den folkereligiøse skæbnetro har sin egen specielle trosbekendelse: ’Sådan skulle det vel være’ eller ’sådan skulle det vel gå’. Uden tvivl er denne trosbekendelse den, man oftest hører aflagt i Danmark i dag.“
Imidlertid er en sådan indstilling ikke kun begrænset til Danmark. Man kan høre den udtrykt mange steder. Men siger sund fornuft os ikke at det virkelig er værdifuldt at vide hvad der ligger forude? Hvis man på forhånd ved hvad der skal ske, kan man tage forholdsregler som vil beskytte en selv og ens kære. For eksempel udtaler vulkaneksperten Haroun Tazieff at ’videnskabsmænd kan forudsige vulkanudbrud’ når de med veludstyrede observatorier befinder sig ved vulkaner. Hvis man boede i nærheden af en sådan vulkan, ville det så ikke være værdifuldt at vide hvornår det næste udbrud kom? Ganske afgjort! For så kunne man træffe forholdsregler til at undgå katastrofen.
I mange tilfælde har det vist sig at være gavnligt med nøjagtig kundskab om fremtiden. Selv om begivenhederne ikke kunne afværges, kunne de enkelte træffe forholdsregler til at beskytte sig. I september 1965 advarede vejrprofeter om at en mægtig orkan ville ramme Louisiana og Mississippi fra Den mexicanske Golf. På grund af denne forudviden kunne hundredtusinder af mennesker redde sig til højere beliggende steder og undgå ødelæggelsen.
I det første århundrede efter vor tidsregning advarede Guds søn, Jesus Kristus, på samme måde Jerusalems indbyggere om byens ødelæggelse og sagde at når de så byen omringet af krigshære, skulle de, ved første lejlighed, flygte ud af byen. (Luk. 21:20-22) Hans ord begyndte at gå i opfyldelse i år 66 e.v.t. da de romerske legioner omringede Jerusalem for at belejre den. Men så trak de sig tilbage. De som nu adlød den profetiske advarsel om at flygte fra Jerusalem, undgik den frygtelige ulykke da de romerske styrker vendte tilbage i år 70 og ødelagde byen. Kundskab om fremtiden kan således være gavnlig.
Hvad der muliggør forudviden
Hvad er det som gør det muligt nøjagtigt at forudsige fremtidige begivenheder? Det har stor betydning at have kundskab om alle de faktorer som berører sagen. Mennesker som sidder inde med viden om tilstrækkelig mange kendsgerninger har tit kunnet forudsige fremtiden bemærkelsesværdig nøjagtigt. Dog tager mennesker fejl gentagne gange; et typisk eksempel er vejrforudsigelserne. Grunden til at mennesker ikke kan forudsige fremtiden nøjagtigt er at de ofte fordrejer de vidnesbyrd der er til rådighed, at de overser faktorer som berører sagen, eller at de simpelt hen er uvidende om alle sagens kendsgerninger.
Alligevel indrømmer lærde mænd at det er muligt at besidde nøjagtig kundskab om fremtiden. De siger at med tilstrækkelig kundskab og visdom er det muligt at forudsige alle begivenheder som endnu skal indtræffe. Som en kommentar til dette skriver professorerne Robert B. Lindsay og Henry Margenau i deres bog Foundations of Physics: „En intelligens der er mægtig nok til at kende alle disse differentialligninger samt værdierne af koordinater og differentialkvotienter på et givet tidspunkt, og som er i stand til at løse dem, vil have et fuldstændigt overblik over alle begivenheder, både fremtidige og fortidige.“
Kilden til sand profeti
Mens det i almindelighed ikke er muligt for mennesker at kende alle de nødvendige faktorer eller at analysere dem på rette måde, findes der en der er alvidende og som således er i stand til med nøjagtighed at forudsige fremtiden. (Job 37:16) Det er den store Skaber af dette vidunderlige univers og dets levende skabninger. Ja, det er den højeste Gud, Jehova, den Alvise, som „forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“. — Es. 46:10; Sl. 83:19.
Jehova Gud er uovertruffen i sin evne til at forudsige fremtiden, for ikke alene kender han alle faktorer men han behersker dem også. Han har altid fået ret i sine forudsigelser. Selv begivenheder som, bedømt ud fra alt hvad mennesker kunne vide om dem, ikke ville finde sted, har Jehova kunnet forudsige til fuldkommenhed.
Ville det for eksempel være logisk at forvente at en by som var ramt af hungersnød og omringet af fjendtlige hære, ville have føde i overflod den næste dag? Ikke desto mindre inspirerede Jehova sin profet Elisa til at forudsige det i det tiende århundrede før vor tidsregning, da de syriske eller aramaiske hære belejrede Samaria. Den bibelske beretning siger:
„Men Elisa sagde: ’Hør [Jehovas] ord! Så siger [Jehova]: I morgen ved denne tid skal en sea fint hvedemel koste en sekel og to sea byg ligeledes en sekel, [meget billigt] i Samarias port!’ Men høvedsmanden, til hvis arm kongen støttede sig, svarede den Guds mand og sagde: ’Om så [Jehova] satte vinduer på himmelen, mon da sligt kunne ske?’ Han sagde: ’Med egne øjne skal du få det at se, men ikke komme til at spise deraf!’“ — 2 Kong. 7:1, 2.
Kongens høvedsmand, en fornem officer, kunne ikke tro det. Befolkningen sultede, mødre spiste deres egne børn. (2 Kong. 6:24-29) Hvordan var det muligt at en sådan profeti kunne blive opfyldt? Gud, som ved alt, vidste det.
Om natten forårsagede Gud at de belejrende aramæere hørte lyden af en mægtig militærmagt. De formodede at israelitterne havde lejet hjælp hos hetitterne og ægypterne. Derfor flygtede de i stor frygt mod deres egne grænser, idet de lod deres ejendele bag sig. Bibelen forklarer hvad der skete:
„Så drog folket ud og plyndrede aramæernes lejr; og således kom en sea fint hvedemel til at koste en sekel og to sea byg ligeledes en sekel, som [Jehova] havde sagt. Kongen havde overdraget høvedsmanden, til hvis arm han støttede sig, tilsynet med porten, men folket trådte ham ned i porten, så han døde, således som den Guds mand havde sagt.“ — 2 Kong. 7:16, 17.
I sandhed en bemærkelsesværdig opfyldelse af profetien! Men for Jehova er det ikke noget usædvanligt. I Bibelen er der berettet om snesevis af lignende profetier som har fået en forbavsende opfyldelse. Mens Babylon var et mægtigt, tilsyneladende uovervindeligt rige, forudsagde Jehova dets fald. (Jer. 51:53-58; Dan. 5:22-30) Han nævnte endog den persiske erobrer, Kyros — og det godt og vel hundrede år før Kyros blev født! (Es. 44:26–45:1) Jehova forudsagde også at Medo-Persien ville blive besejret af Grækenland, og hvordan den erobrende herskers, Alexander den Stores, kongerige ville blive delt i fire riger, hvad det da også blev. — Dan. 8:3-8, 20-22.
Efter at have betragtet opfyldelsen af sådanne forbavsende bibelprofetier skrev Thomas Newton i sin bog Dissertations on the Prophecies: „Kan noget være tydeligere? Med egne øjne ser man eller kan man se at Skriftens profetier opfyldes: og hvis Skriftens profetier opfyldes, må Skriften være Guds ord.“ Ja, vi kan have absolut tillid til at det Bibelen siger om fremtiden vil blive opfyldt!
Hvad der nu ligger forude
Hvad siger Bibelen så om den nærmeste fremtid? Vil der blive indført varig fred? Vil levevilkårene og forholdet mellem racerne blive bedre? Eller går vi en tid i møde hvor verdensforholdene til stadighed forværres?
Den største af de Guds profeter som har vandret på jorden, Jesus Kristus, viste frem til „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ og forudsagde at ’folk ville rejse sig mod folk, at der ville komme hungersnød, pest, jordskælv, og overhåndtagende lovløshed’, en forværring uden sidestykke i historien, ja, netop de tilstande som har hersket på jorden siden 1914! I henhold til Guds ord vil nationerne derfor ikke blot opleve en tid med uhørte lidelser som til stadighed vil blive værre, men hele den tingenes ordning som de er en del af, vil i meget nær fremtid gå til grunde. — Matt. 24:3-21; Luk. 21:7-19.
Betyder det at der slet intet håb er? at der ikke er nogen fremtid at leve for? Slet ikke! For i sit ord lover Jehova at alle som elsker og tjener ham vil blive bevaret i live gennem afslutningen på denne tingenes ordning og vil komme til at leve under hans retfærdige, nye tingenes ordning. (1 Joh. 2:17; 2 Pet. 3:13) Ja, Gud forsikrer os om at han til den tid vil „bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet“. — Åb. 21:3, 4.
Hvilken skøn fremtid Bibelen beskriver for menneskene! Hvilket kosteligt, nært forhold de vil få til Jehova! Vil det virkelig blive opfyldt? Kan vi have tillid til det Gud forudsiger? Prøv at gennemgå den bibelske beretning. Undersøg selv Bibelen og se hvor nøjagtigt Gud i fortiden har beskrevet begivenheder før de indtraf. Man vil opdage at der er al mulig grund til at have tillid til den almægtige Gud, den eneste der med nøjagtighed kan forudsige fremtiden!
„Hvo kundgjorde dette tilforn, forkyndte det forud? Mon ikke jeg, som er [Jehova]? Uden mig er der ingen Gud, uden mig er der ingen retfærdig, frelsende Gud. Vend dig til mig og bliv frelst, du vide jord, thi Gud er jeg, ellers ingen; jeg svor ved mig selv, fra min mund kom sandhed, mit ord vender ikke tilbage.“ — Es. 45:21-23.