Forskrifter for det himmelske præsteskab
„De skal lære mit folk at skelne mellem det, som er helligt, og det, som ikke er helligt, og undervise dem i forskellen mellem rent og urent.“ — Ez. 44:23.
1. Hvilken forskel er der mellem det præsteskab der står under Kristi ledelse og alle andre præsteskaber, og hvorfor bør de forskrifter der gjaldt for det forbilledlige præsteskab have vor opmærksomhed?
ET PRÆSTESKAB som er indsat af mennesker har tendens til at blive sig selv en lov, at lave og revidere sine egne forskrifter og at søge magt og indflydelse for selvisk fordels skyld. Sådan er det ikke med de præster der vil vise lydighed mod den store ypperstepræst, Kristus Jesus. De søger først og fremmest nøje at følge i deres ypperstepræsts spor, at gøre det nu og altid, for kun på den måde kan de nære forvisning om at have den rene og hellige Guds, Jehovas, godkendelse. De forstår at de må undervise andre, både mundtligt og ved deres eksempel. Til vejledning for dem vedrørende sand tilbedelse er der givet forskrifter, og mange af disse var på forhånd tydeligt skildret med de forbilledlige forskrifter der gjaldt for det aronitiske præsteskab og dets tjeneste. Det vil være gavnligt at sammenligne de profetiske forbilleder og de senere forskrifter, som Jesus Kristus og hans inspirerede disciple gav, og det vil overbevise os om at de forskrifter der gjaldt for præstetjenesten virkelig var af guddommelig oprindelse. — 1 Pet. 2:21; 1 Tim. 4:11, 12.
2. Hvilken betydning for Kristi salvede efterfølgere har den renhed der var pålagt de aronitiske præster?
2 Den bogstavelige renhed som var pålagt det forbilledlige præsteskab, for eksempel, betyder for Kristi efterfølgere mere end en lignende renhed på legemet, i klædedragten og det ydre i det hele taget. Den viser frem til en hændernes og hjertets renhed, at hænderne er rene for urette handlinger og hjertet rent for urette tanker. Den vidner om en renselse for falsk religiøs tankegang ved hjælp af den rene lære fra Guds skrevne ord. Jesus kunne således sige til sine disciple: „I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer.“ De der nyder visse forrettigheder i forbindelse med den hellige tjeneste for Jehova må holde sig rene på sind og legeme ved hyppig selvransagelse på grundlag af de krav Gud har fremsat. — Joh. 15:3; Sl. 24:3-5.
3. Hvilket yderligere ansvar påhviler dem der tjener ved „det sande tabernakel“?
3 De præster der tjener under Kristus Jesus har pligt til at sørge for at ikke blot de selv bevarer et rent forhold til Jehova og hans ordning for ren tilbedelse. De må også være rede til at bære det ansvar at sætte det rette eksempel for andre, at føre an på rette måde, og at sikre sig at denne ledelse bliver fulgt. Ligesom de forbilledlige præster undersøgte og overvågede tilbedernes fysiske renhed, må det himmelske præsteskab i dag sørge for at de der tilbeder sammen med det, holder sig moralsk og åndeligt rene. Dets medlemmer må nære den samme dybe interesse som en af deres egne i sin tid gjorde, for han skrev: „Jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med en mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus. Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus.“ — 2 Kor. 11:2, 3.
4. Hvilket ansvar har det kristne præsteskab i forbindelse med tilbedernes ofre?
4 I Israel skulle folkets ofre overvåges og godkendes af præsterne, så man var sikker på at de opfyldte de krav som Jehova selv havde fastsat for hvert enkelt tilfælde. For eksempel var det ikke nok at ofre en due når der krævedes et gedekid. Et dyr der var halt eller på anden måde værdiløst kunne heller ikke ofres hvis den der frembar offeret havde noget bedre at give. (Mal. 1:14) Svarende hertil skal Kristi underpræster i dag eller deres udnævnte hjælpere, de ansvarshavende, sørge for at alle yder Jehova et lovprisningsoffer som står i forhold til den enkeltes evner. Og samtidig bør der ydes den enkelte hjælp, så hans evner stadig forbedres ved en venlig og kærlig vejledning og ved et godt eksempel. Apostelen Paulus forklarede den forbilledlige betydning der lå i det offer som blev bragt af de enkelte israelitter, da han skrev: „Lad os da ved ham [Kristus Jesus] altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber; som [offentligt, NW] bekender hans navn. Og glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.“ — Hebr. 13:15, 16.
5. Hvad peger det frem til at præsterne skulle holde et vågent øje med den ofrendes egen tilstand?
5 Når vi tænker på at det i fortiden kunne ske at en eller anden bragte Herren et offer uden egentlig hengivenhed i hjertet eller med et urent eller selvisk motiv, sådan som for eksempel Kain gjorde, forstår vi at det er vigtigt at vi er opmærksomme på vort motiv til at tjene og tilbede Jehova. De ansvarshavende i menighederne må altid holde sig for øje at det der skal tilskynde den enkelte til at frembære sin offergave bør være en sand og ægte taknemmelighedsfølelse over for Jehova. Er den ikke til stede kan offergaven meget vel være uden værdi. Den bør også være grundlaget når vi bringer os selv som offer ved vor indvielse til Jehova. Det er derfor meget vigtigt at hjælpe fremtidige tilbedere til at studere, så de kan lære Gud og Kristus at kende. Når denne kundskab optages i et godt og oprigtigt hjerte, avler den taknemmelighed og et overvældende ønske om at give udtryk for sin taknemmelighed. Kristne som får dette solide grundlag for deres forståelse skal ikke bestandig tilskyndes eller presses til at bringe Jehova deres ofre. Opbyggende bibelske drøftelser og venlige praktiske forslag vil være en stor hjælp. ’Tag mit nænsomme åg på jer,’ lyder ypperstepræstens, Kristi Jesu, opfordring. — Matt. 11:29, 30, NW.
Ofre
6. Hvad pegede de foranstaltninger der var truffet for at lette israelitterne tilbedelsen ved tabernaklet, frem til?
6 Det var det aronitiske præsteskabs pligt at sørge for hele tjenesten ved helligdommen. Vi kan her tænke på hvor let det egentlig blev gjort for israelitterne i almindelighed at bringe deres ofre til Jehova. Havde levitterne ikke allerede i forvejen sørget for alle de tusinder af ting der skulle til, så det hellige sted med alle dets redskaber og foranstaltninger altid stod rede? På samme måde har de ansvarshavende tjenere i menighederne i dag et stort arbejde med tilrettelægning af programmer og møder og organisering af effektive forkyndelseskampagner, alt sammen med henblik på at lette tilbedelsen for hele menigheden, som på sin side værdsætter dette arbejde. — 1 Tim. 5:17.
7. Hvilken indstilling bør kendetegne dem der udgør det kristne præsteskab, og hvilken virkning vil det have på tilbederne?
7 Tænk på hvor opmuntrende og vederkvægende det må have været for dem der kom til templet for at tilbede Jehova at overrække deres ofre til trofaste præster der glædede sig over den forret at tjene ved tabernaklet, i stedet for til sure og tvære, hovmodige eller ligefrem onde præster, som for eksempel Elis sønner! Det ville være så let for de ansvarshavende brødre i dag kun at tænke på den tunge ansvarsbyrde der hviler på dem, og at overse de storslåede resultater Jehova skænker i form af flere og flere forkyndere. Glæden må gå hånd i hånd med ansvaret. Apostelen Paulus havde ligevægt på dette punkt, for han sagde: „Foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne.“ „Ja, om end mit blod skal udgydes som drikoffer, medens jeg frembærer jeres tro og bringer den som et offer, så glæder jeg mig dog, og glæder mig med jer alle.“ — 2 Kor. 11:28; Fil. 2:17.
8. Hvordan bør styrke og fasthed være forenet med kærlighed i det kristne præsteskabs tjeneste?
8 Trofaste aronitiske præster måtte forbinde kærlig hensyntagen til folkets forhold med styrke og fasthed. Når alt kom til alt måtte Jehovas krav opfyldes, hans lov måtte håndhæves. De måtte genspejle Jehova, være faste hvor han var fast, være tilgivende hvor han var tilgivende. Pinehas måtte dræbe den israelit der lod sig friste af den kvindelige lokkemad som den falske religion holdt frem. (4 Mos. 25:7, 8) Han og hans medpræster måtte vise en anden indstilling over for dem der var blevet overrasket af synd og som viste tegn på sand anger. De måtte have den samme indstilling som Jehova selv, den indstilling der beskrives i Esajas 66:2: „Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord.“ På samme måde må den kristne menighed vise fasthed ved at udstøde dem der skamløst overtræder Guds love, men samtidig kærlighed ved at hjælpe dem på fode der i svaghed har givet efter for synd men derefter angrer.
Ægteskab
9. Hvad pegede de krav der blev stillet til det forbilledlige præsteskab med hensyn til ægteskabet, frem til i vor tid?
9 I Israel var det forbudt præsterne at indgå ægteskab med en ikke-israelit. Ja, alle israelitter blev advaret imod at gøre det. Faren bestod i at en hedensk ægtefælle kunne påvirke en til at falde fra den sande og rene tilbedelse. Denne forskrift gælder rent bogstaveligt i den kristne menighed i dag, for apostelen Paulus skrev: „Træk ikke i ulige åg med de vantro.“ (2 Kor. 6:14) Dette er samtidig en advarsel om at undgå ethvert religiøst fællesskab med anderledes troende. Selv det at deltage i en bøn som synges eller fremsiges af en der ikke er en indviet Jehovas tjener, kan betegnes som at have religiøst samfund med en anderledes troende.
10. Hvordan skal Kristi præster opfatte forbudet mod at indtage berusende drikke under deres tjeneste?
10 Kravet om at de aronitiske præster skulle afholde sig fra berusende drikke når de gjorde tjeneste i helligdommen skulle sikre at de trådte frem for Jehova med tilbørlig respekt, og at de var vågne og opmærksomme under udførelsen af deres pligter, så de kunne hjælpe folket til en ren tilbedelse. I dag må de der gør tjeneste, enten det nu er på arbejdsmarken eller ved menighedens møder, rette sig efter denne forskrift rent bogstaveligt. De må også vise respekt for Jehova og værdsætte den offentlige tjenestes hellighed. (1 Kor. 11:20, 21) Kristne i dag må samtidig være på vagt over for alle de underfundige måder hvorpå det store Babylons berusende og bedøvende lærdomme fremføres.
11. Hvad lærer vi af påbudet om at de forbilledlige præster skulle spise deres del af ofrene på helligt område?
11 Præsterne havde ikke lov til at spise deres del af ofrene uden for deres egen husstands hellige område. Med denne ordning i tanke gav apostelen Paulus følgende formaning: „Ved I ikke, at de, der tjener ved helligdommen, får deres føde fra helligdommen, at de, der har deres gang ved alteret, får deres del fra alteret? Således har også Herren bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet.“ (1 Kor. 9:13, 14) De der får kost og logi eller en mindre kontant godtgørelse som vederlag, for at de har viet sig helt til en tjeneste der fremmer deres medkristnes tilbedelse eller til forkyndelse og undervisning på arbejdsmarken, får i virkeligheden overdraget noget der er helligt, penge og andet der er blevet viet til Herrens tjeneste. „En arbejder er sin løn værd,“ lyder det bibelske princip der er blevet fulgt her. (Luk. 10:7) Men uanset i hvilken form denne løn gives, er den hellig og må ikke bruges af arbejderen på en eller anden tåbelig, verdslig måde eller til personlig luksus, men på en måde der vil sætte arbejderen i stand til at udvide og forbedre sin mulighed for at fortsætte sin livsgerning i Jehovas tjeneste.
Basuner
12, 13. Hvilken forbilledlig betydning lå der i at præsterne havde til opgave at blæse i de hellige basuner?
12 Det var kun de aronitiske præster der var bemyndiget til at blæse i de hellige basuner. Tonerne måtte være klare og tydelige så israelitterne forstod hvad de nu skulle gøre. Apostelen Paulus skrev: „Hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp? Således også med jer; hvis I ikke med jeres tunge fremfører tydelig tale, hvorledes skal man da kunne forstå, hvad I siger? I står jo så og taler hen i vejret.“ (1 Kor. 14:8, 9) Det påhviler derfor Kristi underpræster i dag at forkynde et klart og let forståeligt budskab om Guds ord til alle folk, et budskab der er udtrykt på det sprog der tales i dag og som adskiller sig fra de falske, skingrende og fordomsfulde budskaber der lyder fra menneskelige organisationer. Frygtløst og med nærværende blad som deres vigtigste redskab gennem mere end femogfirs år lader Kristi Jesu underpræster et klart budskab lyde fra Guds ord til vor tid. De har ligeledes ved Jehovas ufortjente godhed haft den forret at udarbejde og udgive New World Translation of the Holy Scriptures, en bibeloversættelse på et let forståeligt nutidssprog. At det budskab der på denne måde har lydt, ikke har været utydeligt, ses af at en stor skare mennesker af alle racer og folk har efterkommet opfordringen og oprigtigt er trådt frem for Jehova for at indvi sig til ham.
13 Her må også nævnes at det samme budskab, den samme „basun“, har kaldt til kamp mod Jehovas fjender. Det er rigtigt at de der har hørt opfordringen ikke deltager i nogen bogstavelig krig med kødelige, menneskegjorte våben. Imidlertid ifører de sig den „rustning“ og bruger de våben som Gud har tilvejebragt, og mens de rykker frem mod overmenneskelige, usynlige fjender, giver Gud dem magt til at nedbryde vildfarelsens fæstningsværker og frigøre fanger som har længtes efter mental og religiøs frihed til at tjene Gud. — Ef. 6:10-18; 2 Kor. 10:3-6.
Ingen arvelod
14. Hvilken forbilledlig betydning havde den arvelod som tilfaldt de israelitiske præster?
14 Det er også af betydning at præsterne og levitterne ikke fik nogen arvelod i landet. Der står i et skriftsted: „[Jehova] sagde fremdeles til Aron: . . . jeg selv er din arvelod og del blandt israelitterne. Men se, levisønnerne giver jeg al tiende i Israel som arvelod til løn for det arbejde, de udfører ved åbenbaringsteltet.“ (4 Mos. 18:20, 21) De der tilhører det himmelske præsteskab under Jesus Kristus ser ikke frem til nogen jordisk arv, for deres „borgersamfund . . . er jo i Himlene“. Derfor har den rest af underpræster der stadig tjener i kødet her på jorden og forvalter de hellige ting i Guds synlige organisation for ren tilbedelse, ikke nogen selvisk andel i materielle besiddelser. Alt hvad de har er viet til Jehova og hans „sande tabernakel“. — Fil. 3:20.
15. Hvilken yderligere pligt påhviler det kristne præsteskab, og er den blevet varetaget?
15 Ved sin profet sagde Jehova: „Præstens læber vogter på kundskab, og vejledning søger man af hans mund; thi han er Hærskarers [Jehovas] sendebud.“ (Mal. 2:7) Den rest af Kristi underpræster der befinder sig på jorden i dag har derfor et stort ansvar. De har pligt til at forsyne deres medtroende på hele jorden med åndelig „mad i rette tid“. (Matt. 24:45) Har de opfyldt dette hverv? Lykkeligvis kan vi svare ja. I mange år har de nu gennem Vagttårnets spalter udsendt trosstyrkende åndelig kost. Klart og utvetydigt har dette blad fremholdt de krav som den rene og hellige Gud har fremsat vedrørende menneskets mange og forskelligartede virkeområder. Der er blevet gjort rede for Guds syn på mange af vor tids store spørgsmål. Opmærksomheden er blevet samlet om Bibelen som det levende ord, en rettesnor i alle forhold for dem som søger livets Kilde.
16, 17. Hvilket ansvar påhviler „den tro og kloge tjener“ som skildret ved forvaltningen af hele Israels tiende, og hvordan er dette ansvar blevet varetaget?
16 Eftersom Jehova havde skænket israelitterne livet, alt hvad de ejede, og til sidst deres land, kunne han også med rette forlange at de skulle betale levitterne en tiendedel af alt hvad de erhvervede sig, de førstefødte af deres dyr eller en tilsvarende værdi, samt et beløb der svarede til værdien af deres førstefødte børn. På denne måde blev der sørget for tabernaklet og for hele tilbedelsesordningens opretholdelse. Præsterne havde ansvaret for at alle disse midler blev brugt klogt og med skønsomhed, idet de måtte tænke på at alle de værdier de således fik rådighed over og skulle forvalte, var et udtryk for deres landsmænds oprigtige hengivenhed for Jehova. — 4 Mos. 18:8.
17 Hvad peger dette nu frem til under den virkelige præsteordning under Kristus? Åbenbart betyder det at „den tro og kloge tjener“ og de hjælpere som den har udnævnt i menighederne i dag, har ansvaret for at de mange små bidrag der skænkes af indviede kristne i hele verden bruges helt og fuldt til det formål hvortil de er givet, nemlig forkyndelsen af den gode nyhed om det oprettede rige. Dette ansvar er blevet varetaget trofast. Derom vidner de mange nye og store afdelingskontorer, betelhjem og trykkerier, hvor flere og flere indviede mænd og kvinder er travlt beskæftiget med at fremstille og udsende bibelske skrifter på mange, mange sprog. Det ses også på de stadig større mængder af bibelstudiehåndbøger som udsendes fra trykkerier der drives af Watch Tower Bible and Tract Society, og på det store antal særligt uddannede forkyndere der sendes ud til fjerne steder, både i indland og udland, for at samle sandheds- og retfærdselskende mennesker om studiet af Guds livgivende ord og vise dem hvordan de kan være med til at frembære lovprisningsofre.
Overholdelse af sabbaten
18. Hvilken værdi havde sabbatsordningen for israelitterne?
18 Overholdelse af sabbaten, en af de pligter som Jehova havde pålagt israelitterne, ville også med rette høre ind under det område som præsterne førte specielt tilsyn med. De havde som Guds repræsentanter ansvaret for at disse hviledage nøje blev helligholdt. (Ez. 44:24) Formålet med sabbaten udtrykkes således: „Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at [Jehova] din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; det er derfor, [Jehova] din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen!“ (5 Mos. 5:15) Ikke alene ville den gudfrygtige jøde på denne dag kunne nyde en velkommen hvile fra sit arbejde, men han ville også have lejlighed til at grunde over den storslåede udfrielse som Jehova havde skænket Israels folk tillige med alle de efterfølgende velsignelser i form af sejre og velstand i det forjættede land. Derved ville han føle sig tilskyndet til at skænke Jehova det bedste af sin ejendom som offergave, som udtryk for sin dybe taknemmelighed mod al god gaves Giver.
19, 20. Hvordan gælder denne ordning de kristne tilbedere, og hvilket ansvar lægger det på Kristi præster?
19 Da det ikke er Moselovens bogstav men det princip der ligger til grund for den, der gælder for Kristi Jesu efterfølgere, rummer denne overholdelse af sabbaten en endnu større betydning for dem. Fra det øjeblik de overgiver sig til Jehova og indvier sig til ham, er de forpligtet til at leve hver dag, alle ugens syv dage, alle årets tooghalvtreds uger, som var den en sabbatshvile. Ikke en hvile fra at gøre godt og tjene Gud, men en hvile fra enhver selvisk bestræbelse for at få deres personlige ambitioner opfyldt. Tilbedelsen af Gud må nu sættes først i livet, og selv når de må have verdsligt arbejde for at de selv og deres familie kan eksistere, glemmer de aldrig at de er indviede Guds tjenere. De vil altid tænke på den storslåede udfrielse fra syndens og dødens herredømme som Jehova har udvirket ved sin elskede søns offer. Deres liv bør være et liv i lovprisning til Jehova Gud.
20 Det vil derfor være rigtigt af Kristi underpræster at overvåge overholdelsen af denne åndelige sabbat. De må hjælpe dem der træder frem for Gud, til at se nødvendigheden af at indvi sig til Jehova. De må også hjælpe dem der allerede har indviet deres liv til Jehovas tjeneste, til trofast at holde ud og at bevare et klart syn på denne sande hvile fra selviske bestræbelser. Det er grunden til at der her i bladet gang på gang gives påmindelser til alle dem der elsker Gud om at de har pligt til at samles regelmæssigt til studium og oplæring, for på den måde opflammes alle til at elske Jehova og vise det med de rette gerninger. — Hebr. 10:24, 25.
Eksempler
21. Gælder de krav der stilles til Kristi præster med hensyn til tilbedelse og livsførelse nogen andre? Forklar nærmere.
21 Det påhviler ikke blot Kristi Jesu salvede efterfølgere at følge i deres ypperstepræsts spor med hensyn til at lære andre Guds krav at kende både mundtligt og ved deres eksempel, men det påhviler også alle andre der gerne vil vinde Jehovas velbehag at bestræbe sig for at følge deres eksempel. Alle som træder frem for livets kilde og opnår hans godkendelse må ligesom de holde sig rene, legemligt, moralsk og åndeligt; de må ofre det bedste de har, i tjenesten for Jehova, og de må gøre det med et godt motiv; de må påtage sig pligter og ansvar i Guds menighed, og gøre det med glæde og taknemmelighed; de må stå fast for den sande tilbedelse; de må undgå unødigt samkvem med verdslige mennesker; når de deltager i tjenesten for Riget, må de altid gøre det med ærbødighed og årvågenhed; de må gøre brug af alle Jehovas foranstaltninger på en måde der er til ære for ham; de må være forberedt på at forkynde Guds budskab klart og forståeligt for andre; de må være rede til at vi sig selv og deres ejendom til fremme af Rigets interesser, mens de naturligvis på passende måde og i rimelig grad sørger for dem der er afhængige af dem. Jehova ønsker at alle der tilbeder ham skal leve op til den samme høje standard, den standard der er fremsat i hans skrevne ord.
22. Hvorpå kendes så de der er kaldet til det himmelske præsteskab, og hvilken indvirkning har dette på alle andre der oprigtigt tilbeder Jehova?
22 Jehova har tilvejebragt et helligt præsteskab under Kristus, den store ypperstepræst, med det formål at alle der vil, kan komme og modtage undervisning til liv. (Åb. 22:17) Ved hjælp af forbilleder har han åbenbaret de forskrifter der skulle gælde for et sådant himmelsk præsteskab. Han har også ved hjælp af forbilleder vist den fremgangsmåde han vil følge ved indsættelsen af dette præsteskab i en fyldestgørende tjeneste. Formålet hermed var at opbygge vor tro på at der findes et sådant præsteskab og at det har fået overdraget myndighed. Det er en betagende tanke at vi har en fuldt indsat og bemyndiget ypperstepræst med alle hans assisterende præster til at hjælpe os i alle vore skrøbeligheder og vanskeligheder, så vi kan nærme os den rene og hellige Gud, Jehova, og til sidst blive godkendt af ham.