Har der været en verdensomspændende vandflod?

BIBELEN fortæller i Første Mosebog at Gud brugte en verdensomspændende vandflod til at ødelægge de onde på Noas tid. Nogle mener imidlertid at den bibelske beretning er overdrevet. De mener at den muligvis refererer til en lokal oversvømmelse af hidtil ukendt størrelse i den mesopotamiske dal, og at Bibelen overdriver når den fortæller at alle mennesker på jorden undtagen Noa og hans familie gik til grunde.

Dog siger Bibelen meget tydeligt at Vandfloden var verdensomspændende. Der er intet i beretningen der tyder på at Vandfloden var begrænset til et specielt område. Der er heller ikke noget der tyder på at andre end Noa og hans familie overlevede.

Om Vandflodens verdensomspændende omfang siger Bibelen: „Vandet steg og steg over jorden, så de højeste bjerge under himmelen stod under vand; femten alen stod vandet over dem, så bjergene stod helt under vand.“ (1 Mos. 7:19, 20) Og beretningen siger videre om den virkning Vandfloden, havde på alt liv: „Således udslettedes alle væsener, der var på jordens flade, mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle; de udslettedes af jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i arken.“ — 1 Mos. 7:23.

Findes der pålidelige vidnesbyrd om at der engang har været en vandflod af et så vældigt omfang? Hvorfra kunne disse store vandmængder være kommet? Og hvor er de blevet af? Er der noget ved selve jorden der viser at den har været fuldstændig oversvømmet af vand?

Hvor vandet kom fra

De store vandmængder kan ikke stamme fra den fugtighed der almindeligvis findes i atmosfæren, for det anslås at hvis al den atmosfæriske vanddamp pludselig faldt ned som regn, ville jorden kun blive dækket med et vandlag på mindre end fem centimeter. Der må være en anden forklaring på hvor alt dette vand kom fra, og den giver Bibelen også.

I sin korte beretning om skabelsen fortæller Bibelen om hvordan jordens atmosfære blev dannet: „Derpå sagde Gud: ’Der blive en hvælving midt i vandene til at skille vandene ad!’ Og således skete det: Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra — vandet over hvælvingen.“ — 1 Mos. 1:6, 7.

Vandet „under“ hvælvingen eller atmosfæren var vandet på jordens overflade, hvorimod „vandet over hvælvingen“ var uhyre mængder af vand højt oppe over jorden, sandsynligvis i form af et vældigt skylag. Dette vandlag omgav vor jord i dens tidligste tid.

Om muligheden af at der har været et sådant vandlag omkring jorden siger bogen The Genesis FLood [Vandfloden i Første Mosebog] fra 1961, skrevet af John C. Whitcomb, jun., og Henry M. Morris:

„Luftlaget der ligger i mere end 120 kilometers højde er meget varmt, over 100° fahrenheit [38° C], og går muligvis helt op til 3000° fahrenheit [1650° C], og kaldes netop derfor termosfæren. En høj temperatur er naturligvis den vigtigste forudsætning for at luften kan holde på store mængder vanddamp. Endvidere er vanddamp jo betydelig lettere end luft og de fleste andre luftarter der udgør atmosfæren. Der er således, fysisk set, intet i vejen for at der engang kan have været et uhyre tæppe af varm vanddamp i den øverste del af atmosfæren.“

Imidlertid ved vi intet sikkert om i hvilken højde eller på hvilken måde vandene holdt sig svævende højt oppe over jorden. Dog ved vi at det var dette vandlag den kristne apostel Peter refererede til da han under Guds inspiration skrev om vandfloden på Noas tid. Han forklarer at der var „en jord der fremstod kompakt af vand og midt i vand“, og at det var „ved disse midler . . . den daværende verden [led] undergang da den blev oversvømmet af vand“. — 2 Pet. 3:5, 6, NW.

I tiden før Vandfloden ’fremstod jorden kompakt af vand’ på den måde at den jord som menneskene boede og gik på, hævede sig op over vandet i havene og floderne. Dog befandt jorden sig også „midt i vand“ eftersom uhyre vandmængder omgav den, højt over jordens overflade.

„Jamen et sådant tæppe af vand højt oppe over jorden ville i høj grad indvirke på jordens klima,“ vil nogen måske indvende her.

Ja, det er sandt. Vandbaldakinen ville sprede solens stråler og ville forhindre varmen i at forsvinde fra jorden. En sådan „drivhuslignende virkning“ ville forårsage at der blev et mildere og mere ensartet klima på hele jorden. Biologen Harold K. Blum har forklaret hvilken virkning vanddampen ville have på klimaet, og han siger:

„Ligesom drivhusets varme glas får temperaturen til at stige inde i drivhuset, således vil vanddampen få temperaturen til at stige på jordens overflade neden under den. Denne overflade, eller en hvilken som helst genstand på den, afgiver til stadighed stråling fra vanddampen i atmosfæren, og temperaturen ved overfladen afhænger derfor stærkt af vanddampens mængde og temperatur.“

At det engang har været et ensartet varmt klima på hele jorden er almindeligt anerkendt. I en artikel om dinosaurerne i Scientific Monthly for august 1949 stod der:

„Dengang havde størstedelen af jordens landoverflade et tropisk eller subtropisk klima, og i de udstrakte tropiske områder var der en rig og frodig vegetation. Der var lavland; ingen høje bjerge dannede nogen fysiske eller klimatiske skranker.“

Om det nu kolde antarktiske kontinent stod er i det franske tidsskrift Science et Vie, i juli-udgaven 1966.

„Dette umenneskelige land, denne isørken, har engang været et grønt land hvor floder strømmede af sted blandt blomster, hvor fugle sang i træerne.“

Ifølge dette blads opgivelser skal der have vokset mindst enogtres forskellige plantearter i Antarktis.

Bibelens forklaring om at store vandmasser i menneskets tidligste tider svævede højt oppe over jorden, stemmer derfor udmærket hermed. Disse vanddampe ville have skabt det ensartet varme klima som man véd engang har eksisteret på hele jorden, og det var en nedstyrtning af dette kolossale vandreservoir, og ikke blot et stærkt skybrud, der forårsagede den verdensomspændende vandflod. Læg mærke til hvordan Bibelen viser dette i sin beskrivelse af Vandfloden:

„Den dag brast det store verdensdybs kilder, og himmelens sluser åbnedes, og regnen faldt over jorden i fyrretyve dage og fyrretyve nætter.“ — 1 Mos. 7:11, 12.

Virkning på jorden

Da denne vældige vandhimmel styrtede ned forårsagede det kolossale forandringer på jordens overflade. Vandenes umådelige vægt forårsagede uden tvivl forskydninger og foldninger i jordens forholdsvis tynde skorpe. Nye bjerge skød op og gamle bjerge steg til nye højder, lave havbækkener uddybedes og nye kystlinjer dannedes.

Vandhimmelens pludselige nedstyrtning og de kolossale landhævninger ville samtidig skabe voldsomme flodbølger, der på få dage udrettede hvad mange videnskabsmænd mener tog årtusinder ved en langsom erosionsproces. Vældige strømme af vand skar dybe dale og stejle kløfter. Store kampesten slyngedes mod hinanden som var de småsten og blev ført af sted over store afstande og lagt til hvile langt fra deres hjemsted.

Tænk på de store ødelæggelser dette ville forårsage i dyreriget. Byron C. Nelson siger i sin bog The Deluge Story in Stone [Vandflodsberetningen i sten]:

„Den måde hvorpå fisk i millionvis er begravet i bjerglagene i England, Skotland, Wales, Tyskland, Schweiz; Rocky Mountains i Amerika; den måde hvorpå elefanter og næsehorn i millionvis er begravet i Alaska, Sibirien, England, Italien, Grækenland; den måde hvorpå flodheste i tusindvis er begravet på Sicilien; den måde hvorpå krybdyr i millionvis er blevet begravet i det vestlige Canada; De forenede Stater, Sydamerika, Afrika, Australien, for blot at nævne nogle af disse forekomster, kan absolut ikke forklares på nogen anden måde end at det må være sket ved store katastrofer.“

I denne forbindelse kan anføres hvad William J. Miller, der er forhenværende professor i geologi ved Californiens universitet i Los Angeles, gør opmærksom på i sin bog An Introduction to Historical Geology fra 1952: „Det er forholdsvis få rester af organismer der nu lever på jorden der aflejres under så gunstige betingelser at de vil blive bevaret som fossiler. . . . Det er ikke desto mindre bemærkelsesværdigt at der findes et så uhyre antal fossiler indlejret i klippelagene.“ En katastrofe som vandfloden på Noas tid kunne forklare dette.

Rundt om Ishavet findes et bredt område hvor jorden er permanent frossen. Størstedelen af området er dækket med en frossen masse der består af sand, dynd og jord. I artiklen „Riddle of the Frozen Giants“ [De frosne giganters gåde] i The Saturday Evening Post for 16. januar 1960 stod der:

„Listen over dyr man har hentet frem af dette virvar ved at tø isen op, ville fylde adskillige sider. . . . De ligger alle sammen i den frosne mudrede masse. Det viser at det er vand der har omsluttet og opslugt disse skabninger. . . . Mange af disse dyr [var] fuldkommen velbevarede, hele og uskadte, og enten stod de op eller fandtes i knælende stilling. . . .

Her er et virkelig chokerende billede — i forhold til hvad vi er vant til at forestille os. Vældige hjorde af store, velnærede dyr som ikke specielt var egnet til at leve i meget koldt vejr, gik fredeligt og græssede på solbeskinnede græsgange, nippede til blomstrende smørblomster ved en temperatur der var sådan at vi sandsynligvis ikke havde behøvet at have frakke på. Pludselig blev de alle dræbt, uden noget synligt tegn på vold og før de nåede så meget som at synke den sidste mundfuld græs, og derpå blev de lynfrosset så hurtigt at hver eneste celle i deres legemer er fuldstændig bevaret, trods deres store størrelse og høje temperatur. Med rette kan vi spørge: Hvordan er det sket?“

Det logiske svar er at det skete som følge af den hurtige forandring der indtraf da Vandfloden kom. Da den beskyttende vandhimmel blev fjernet, blev områderne omkring polerne pludselig udsat for streng frost, og dyr som dengang levede længere mod nord end de gør i dag blev fanget i en fælde. At det skete pludseligt og ikke over en lang tidsperiode, derom vidner det grønne græs som man har fundet dem med i munden og maven. Det blev dybfrosset sammen med dem på et øjeblik. Det stemmer alt sammen med hvad Bibelen siger om vandfloden på Noas tid.

Hvor blev vandet af?

Der er dog stadig nogle der tvivler på nøjagtigheden af Bibelens beretning om en verdensomspændende vandflod. De kan ikke forstå hvor de store vandmængder er blevet af. Når de læser at „de højeste bjerge under himmelen stod under vand“, tænker de på de mere end otte kilometer høje tinder i Himalayas bjerge.

Der er dog ingen grund til at tro at bjergene før Vandfloden havde nær den højde. Som der stod i den føromtalte artikel i Scientific Monthly: „Ingen høje bjerge dannede nogen fysiske eller klimatiske skranker“ i jordens tidligste tid. Øjensynlig har vandenes kolossale vægt skubbet bjergtinderne op til deres nuværende højder og gravet indtil ti kilometer dybe dale i havbunden.

Det er også muligt at jorden i tiden før Vandfloden har været dækket af betydeligt mindre vand end den er nu. Herom siger bogen The Genesis Flood:

„I de sidste ti år har man opdaget et stort antal af undersøiske bjerge, som ikke er andet end overskyllede øer midt i havet. De er fladtoppede og er derfor ikke af vulkansk oprindelse. I mange tilfælde befinder de sig sig nu mere end 1000 favne under havoverfladen. Dog er der en overflod af vidnesbyrd om at de engang har ligget over havets overflade.“

Der er således en righoldighed af vidnesbyrd om at Bibelens beretning om Vandfloden er sand. Der findes en logisk og bibelsk forklaring på hvor vandmængderne kom fra, samt hvor vandene bagefter er blevet af. Samtidig giver en sådan verdensomspændende katastrofe en tilfredsstillende forklaring på et så interessant fænomen som det at man har fundet millioner af fisk begravet på toppen af høje bjerge.

Hvad det betyder for os personligt

Den kristnes tro på at Vandfloden har fundet sted afhænger dog ikke af geologiske eller andre videnskabelige vidnesbyrd. Han anerkender beretningen fordi den er en del af Guds inspirerede ord, og fordi Jesus Kristus og hans disciple henviste til den og brugte den som et advarende eksempel for os. — 2 Tim. 3:16; Luk. 17:26.

Apostelen Peter skrev at mange med vilje, „ifølge eget ønske“, er blinde for at der har været en vandflod. Derfor forstår de ikke at „de nuværende himle og jorden“ er gemt til en lignende „dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“. — 2 Pet. 3:5-7; se også New World Translation.

Under guddommelig inspiration tilføjede Peter: „Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte.“ Peter viste at de der ønsker at tjene Gud kan nære det samme håb som Noa — håbet om at overleve afslutningen på en ond tingenes ordning. Derudover kan vi have tillid til at komme til at leve i en retfærdig, ny tingenes ordning som Gud skaber. — 2 Pet. 3:11-13.

Lyt derfor til den advarsel som Jesus udtalte om vor tid og i hvilken han henviste til Vandfloden. Opfyld de krav Gud stiller. Tænk altid på at vi lever i en tid da en ond tingenes ordning — ifølge Guds ord — vil gå til grunde. Ved at tage imod Guds beskyttelse kan vi overleve afslutningen på denne tingenes ordning ligesom Noa overlevede afslutningen på den onde tingenes ordning på hans tid.