Spørgsmål fra læserne
● Opfordrede Moseloven virkelig jøderne til at hade deres fjender, som Mattæus 5:43 kunne antyde? — R. I., U.S.A.
Nej, Loven krævede ikke at jøderne skulle hade nogen som lod til at være en personlig fjende af en. Tværtimod opfordrede den jøderne til at vise sådanne mennesker kærlighed.
I sin bjergprædiken sagde Jesus: „I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’“ (Matt. 5:43) Vi lægger mærke til at Jesus ikke sagde at disse ord var en del af Guds lov som blev givet gennem Moses. Nej han sagde: „I har hørt, at der er sagt.“
Ordene om at elske sin næste er en del af Loven, og vi finder dem i Tredje Mosebog 19:18, hvor der står: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Men ordene om at hade sin fjende stammede ikke fra Gud. Det er muligt at nogle af de religiøse ledere fejlagtigt har betragtet budet om at elske sin næste som en opfordring til at hade enhver ikke-israelit som en fjende. M’Clintock og Strongs Cyclopædia siger: „Farisæerne havde begrænset betydningen af ordet næste til kun at omfatte folk af deres egen nation eller kun deres egne venner, mens de holdt på at loven ikke forbød en at hade sine fjender.“ — Bind VI, side 929a.
Loven pålagde imidlertid jøden at gøre kærlighedsgerninger, også mod et medmenneske som på grund af sine ukærlige handlinger måske forekom ham at være en personlig fjende. (2 Mos. 23:4, 5) De hebraiske Skrifter gav desuden følgende formaning: „Falder din fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit hjerte ikke.“ (Ordsp. 24:17) Men det var naturligvis en anden sag at glæde sig når Guds fjender gik til grunde. — 2 Mos. 15:1-21; Dom. 5:1, 31; Sl. 21:9-14.
Det kan være at man på Jesu tid havde en talemåde med den betydning at man skulle hade sin fjende. I The Authentic New Testament oversætter Hugh Schonfield, en jødisk lærd, Mattæus 5:43 således: „I har hørt at det er blevet sagt: ’Du skal elske din næste, men hade din fjende.’“ Derefter sammenholder han anden halvdel af budet med et påbud som findes i et af de manuskripter som man har fundet sammen med Dødehavsrullerne. I den ikke-bibelske Disciplinrulle, der almindeligvis forbindes med den jødiske sekt som kaldes essæerne, opfordres læserne til at „elske alle lysets børn, alt efter hvilken lod de har i Guds råd, og til at hade alle mørkets børn“. — The Dead Sea Scrolls, af Millar Burrows, side 371.
Trods den indstilling som måske har været fremherskende dengang, tilskyndede Jesus: „Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn.“ (Matt. 5:44, 45) Han understregede yderligere dette punkt ved at fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En jødisk præst og en levit gik forbi uden at hjælpe manden som var blevet slået af røvere, men en af jøderne foragtet samaritaner standsede op og ydede hjælp. Han viste sig at være en virkelig næste. Dette belyser på en god måde hvilken kærlig indstilling Gud anbefalede og Jesus lærte man skulle have. — Luk. 10:29-37.
Jehovas vidner i dag lægger den samme næstekærlighed for dagen, selv mod folk som forfølger sande kristne. De erkender at det ikke er deres opgave at dømme enkeltpersoner, og derfor søger de at hjælpe alle til at lære livets vej at kende. Som et resultat heraf er tidligere forfølgere, folk der før har handlet som fjender, blevet hjulpet til at blive kristne. (Ap. G. 9:17; Gal. 1:13) De kristne vil fortsat udføre dette kærlighedsarbejde lige til Gud selv skrider ind for at fjerne sine fjender. På denne måde vil han rense sit navn for forsmædelse, og det vil blive en grund til stor glæde. — Sl. 68:2, 4.
● På hvilken måde „lærer . . . selve naturen“ at det er en ære for kvinder men en vanære for mænd at have langt hår, sådan som apostelen Paulus skriver i Første Korinterbrev 11:14, 15? — G. N., Canada.
De argumenter hvormed Paulus støttede sine udtalelser om kvindens stilling i den kristne menighed sagde korinterne en del. Han skrev: „Lærer ikke også selve naturen jer, at når en mand har langt hår, er det en vanære for ham, men når en kvinde har langt hår, er det en ære for hende?“ (1 Kor. 11:14, 15) Ved visse lejligheder skulle den kristne kvinde bære en hovedbeklædning som tegn på at hun anerkendte teokratisk myndighed. (1 Kor. 11:5) At hun burde gøre dette, skulle indirekte være fremgået af det der var naturligt for dem som Paulus skrev til, og af de skikke som de var kendt med.
I Korintermenigheden var langt den overvejende del uden tvivl grækere og jøder, og blandt dem var det naturligt for kvinderne at have længere hår end mændene. Dette gælder ikke nødvendigvis for alle folk. I almindelighed anerkender videnskabsmændene at der findes tre karakteristiske hårtyper: orientalernes og indianernes lange lige hår, negrenes og melanesiernes korte krusede hår, og europæernes og semitternes bølgede hår. Hos de to første typer „er forskellen i længde mellem mandens og kvindens hår knap synlig“ hvis håret får lov til at vokse. Men sådan er det ikke med den tredje type. Som regel bliver håret hos mændene „sjældent længere end 12 til 16 tommer [30 til 40 centimeter], mens gennemsnitslængden hos kvinderne er mellem 25 og 30 tommer [63 og 76 centimeter], og i nogle tilfælde vides det at have nået en længde af 6 fod [1,8 meter] eller mere“. — The Encyclopædia Britannica, 11. udgave, bind 12, side 823.
Endvidere var de kristne i Korint klar over at det var almindeligt at mændene klippede deres hår til en moderat længde. Dette var almindeligt blandt jødiske mænd, mens nasiræernes lange uklippede hår viste at de adskilte sig fra hvad der var skik og brug. (4 Mos. 6:5) I modsætning hertil havde de jødiske kvinders hår som regel en betydelig længde. (Luk. 7:38; Joh. 11:2) Selv de grækere som læste Paulus’ brev ville forstå hans udtalelse om at kvindernes hår var længere end mændenes, for når en kvindes hår var afraget eller meget kortklippet var det i Korint et tegn på at kvinden var slavinde eller havde bragt skam over sig selv ved at have bedrevet utugt eller hor. — 1 Kor. 11:6.
Paulus kunne derfor bruge disse normale forskelle til at belyse at der var en forskel mellem kønnene. Denne forskel skulle have tjent som en påmindelse for menighedens medlemmer.
Hvordan forholder det sig nu med hårlængden i dag? Ligesom den naturlige hårlængde varierer fra race til race, sådan varierer også skik og brug og den personlige smag. Det korte mandshår i den vestlige verden er en romersk skik, og det er betydeligt kortere end de jødiske mænd bar deres hår på Jesu tid. Svarende hertil lader kvinderne også ofte deres hår klippe kortere end det var almindeligt i oldtiden. Alligevel er der stadig en tydelig forskel mellem kønnene. Så selv om den personlige smag og stedets skik og brug har en afgjort indflydelse på hvor langt den kristne mand lader sit hår vokse, ønsker han dog at det skal vise at han er en mand. På lignende måde vælger den kristne kvinde en frisure der understreger hendes kvindelighed uden dog at være pralende så den er til ære for hende. — 1 Pet. 3:3; 1 Tim. 2:9; 1 Kor. 11:15.
I alle tilfælde vil de modne kristne, såvel mænd som kvinder, tænke på hvordan deres personlige ydre virker på andre. Som Paulus siger: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry; men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende.“ — 2 Kor. 6:3, 4.