Bevar ligevægten i forholdet til andre
„Den, som elsker Gud, skal også elske sin broder.“ — 1 Joh. 4:21.
1. Hvad er, foruden kærligheden til Gud, nødvendigt for at bevare den kristne ligevægt, og hvordan viser apostelen Johannes dette?
SELV om det er af allerstørste betydning for vor kristne ligevægt at vi kun tilbeder vor himmelske Fader, Jehova Gud, er kærligheden til vore medmennesker, og især dem der er forbundet med os i den kristne tro, dog uløseligt forbundet med denne gudhengivenhed. (Gal. 6:10) Det vil sige at vi også må have det rette forhold til vore kristne brødre hvis vi skal bevare den kristne ligevægt. Apostelen Johannes gjorde tydeligt opmærksom herpå da han skrev: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud’ og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også elske sin broder.“ — 1 Joh. 4:20, 21.
2. Hvordan er indstillingen ofte i verden med hensyn til forholdet til andre mennesker, og hvordan bør den kristnes indstilling være til hans trosfæller?
2 Hvad indbefatter det nu at elske sine kristne brødre? Hvordan bør ens forhold være til dem? Hvordan bør vi se på vort forhold til hinanden i den kristne menighed? I verden søger man ofte venner eller bekendte med det motiv at de kan gøre noget til at øge ens prestige, ens anseelse. Det er almindeligt at mennesker i verden betragter sig selv som hævet over andre, som mere betydningsfulde end andre, og ofte har de den indstilling at det gælder om at benytte sig af andre, at snyde dem og træde på dem, før andre kan nå at gøre det samme ved dem. Men den ligevægtige kristne handler anderledes. Læg mærke til den inspirerede formaning i Guds ord: „Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, . . . gav [han] afkald og tog tjenerskikkelse på.“ — Fil. 2:2-7.
3. Hvordan ville det være at leve hvis alle havde den samme indstilling som Kristus?
3 Tænk hvor skønt det ville være hvis alle levede i overensstemmelse med denne bibelske formaning og fulgte Jesu Kristi eksempel! Der ville ikke være nogen der i selviskhed misundte andre deres ejendom eller evner; der ville ikke være nogen der prøvede at overgå andre, at vise at de var bedre end andre. Der ville heller ikke være nogen der prøvede at afsløre andres fejl og stille dem i forlegenhed. Det er en selvisk verdslig indstilling at tænke for meget om sig selv, at ville være mere end andre og at ville udmærke sig fremfor andre. Denne indstilling skaber et ubehageligt, skævt forhold mellem mennesker. Det er derfor vigtigt for de kristne at lægge sig den apostolske formaning på sinde:
4, 5. Hvilken bibelsk formaning er det vigtigt at følge, og er det altid let at følge den?
4 „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, . . . jeg [siger] til hver eneste iblandt jer, at han ikke må have højere tanker om sig selv, end han bør have, . . . vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed! . . . Vær indbyrdes enige; tragt ikke efter de høje ting, men hold jer til de ringe; vær ikke kloge i egne tanker!“ — Rom. 12:2, 3, 10, 16.
5 Nu er det imidlertid meget lettere at tale om at elske sine brødre, om at være ydmyge, om ikke at gøre noget af egennytte eller lyst til tom ære, om i ydmyghed at agte andre højere end sig selv, end det er at handle i overensstemmelse med disse inspirerede formaninger. Selv Jesu Kristi apostle mistede for en tid deres ligevægt på grund af en urigtig indstilling. Denne indstilling kom igen til syne ved det sidste påskemåltid, som de indtog sammen med Jesus i en sal ovenpå i et hus i Jerusalem om aftenen den 14. nisan år 33.
Strid om hvem der var den største
6. (a) Hvilken foruroligende ordstrid opstod blandt Jesu apostle påskeaften i år 33, og hvad havde givet anledning til en lignende strid nogle dage forinden? (b) Hvad sagde Jesus om hvordan hans disciple burde være over for hinanden?
6 Da de havde afsluttet Herrens aftensmåltid opstod der en foruroligende ordstrid mellem apostlene om et rangspørgsmål, nemlig om „hvem af dem der skulle regnes for den største“. (Luk. 22:24) Blot nogle få dage før, mens de var på vej til Jerusalem, hvor de skulle tilbringe den sidste begivenhedsrige uge i Jesu jordiske tjeneste, var dette samme spørgsmål kommet på bane. Ved den lejlighed var apostlene Jakobs og Johannes’ moder kommet hen til Jesus og havde bedt om at hendes sønner måtte få en fremtrædende stilling i hans rige. „Da de ti andre hørte det,“ fortæller beretningen, „harmedes de på de to brødre.“ Imidlertid skred Jesus ind og lagde en dæmper på gemytterne ved at pege på at ordningen inden for Guds menighed var en helt anden end den de var bekendt med i verden. Jesus sagde at blandt dem skulle de der indtog ansvarsfulde stillinger være de andres tjenere. Ja, „den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ — Matt. 20:17, 20-28.
7. Hvad gjorde det vanskeligt for apostlene at forstå Jesu vejledning?
7 Men apostlene havde åbenbart ikke forstået hvad Jesus mente med dette. Det han havde sagt var øjensynlig så nyt og så forskelligt fra det de var vant til at se praktiseret, at det ikke fjernede den verdslige tankegang fra deres sind. De blev ved med at have et uligevægtigt syn på deres forhold til hinanden. De tænkte måske tilbage på den tid da israelitiske konger af Davids slægt sad på tronen, og de antog at den messianske konge Jesus Kristus også ville have en jordisk regering med mænd omkring sig af høj stilling og rang. De har måske næret personlige ambitioner om at komme til at tjene på sådanne høje officielle poster. Efter indstiftelsen af Herrens aftensmåltid, fortæller disciplen Lukas, opstod der nu „også en ordstrid iblandt dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største“. — Luk. 22:24.
8. (a) Hvordan må denne ordstrid have berørt Jesus? (b) Hvad viser den?
8 Dette var ikke blot en mindre kontrovers; nej, det var ligefrem en „heftig ordstrid“. (NW) Det var åbenbart et spørgsmål apostlene havde tænkt på, og nu udviklede det sig til et regulært skænderi. Hvor må det have bedrøvet Jesus efter alle de måneder hvori han havde færdedes sammen med dem og sat dem et eksempel i beskedenhed og ydmyghed. Og så netop på dette tidspunkt at strides om et sådant spørgsmål! Det var den sidste aften i hans jordiske liv, en aften da han skulle give apostlene de sidste formaninger og opmuntringer. Det der havde givet anledning til ordstriden blandt apostlene, var uden tvivl det Jesus den samme aften havde sagt om Guds rige. Den viser hvor dybt rodfæstet ønsket om en fremtrædende stilling, om ære og anseelse, kan være i ufuldkomne menneskers sind.
Jesu kærlige formaning og eksempel
9. Hvordan tog Jesus sig af sagen?
9 Hvordan greb Jesus nu sagen an? Satte han sine disciple strengt i rette? Ydmygede han dem med en hård kritik? Nej, med kærlighed og uden tvivl i en appellerende tone påpegede han igen tålmodigt over for dem at den kristne ordning er helt anderledes end verdens. Han sagde: „Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magten over dem, lader sig kalde ’velgørere’. Sådan skal I ikke være; men den ældste [største, NW] iblandt jer skal være som den yngste, og føreren som den, der tjener.“ Derefter spurgte han: „Thi hvem er størst: den, som sidder til bords, eller den, som tjener?“ Tydeligvis er det den der sidder til bords og som bliver betjent, der anses for at være den største. Imidlertid påpegede Jesus: „Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.“ — Luk. 22:25-27.
10. Hvilke spørgsmål kan stilles med hensyn til om apostlene forstod Jesu ord?
10 Ville de nu forstå hvad Jesus lærte dem denne gang? Ville de være i stand til helt at forstå at alle kristne er brødre, og at den der får et større ansvar i den kristne menighed skal være som den „yngste“, det vil sige have en ydmyg indstilling og betragte de andre som stående over sig? (Matt. 23:8-12) Ville de forstå at ordningen i den kristne menighed ville være den stik modsatte af den man almindeligvis fulgte i verden? Disciplene anerkendte at Jesus var deres lærer og fører, ja var den største iblandt dem; det var der ingen uenighed om. Men tidligere samme aften havde Jesus vasket sine disciples fødder. (Joh. 13:1-12) Jesus havde her virkelig været deres tjener!
11. På hvilken måde betjente Jesus sine disciple?
11 Da Jesus sagde: „Jeg er iblandt jer som den, der tjener,“ hentydede han øjensynlig ikke blot til at han betjente dem rent åndeligt, som deres lærer. Nej, han opvartede og betjente dem også helt bogstaveligt, idet han udførte et arbejde der almindeligvis påhvilede laverestående personer. Dog, den sidste dag han tilbragte hos dem i kødet sendte han Peter og Johannes i forvejen til Jerusalem, og de „tilberedte påskemåltidet“. — Matt. 26:17-19; Luk. 22:7-16; Mark. 14:12-18.
12. På hvilken betydningsfuld måde havde Jesus betjent de tolv apostle før denne ordstrid opstod og før han gav sine formaningsord?
12 Apostelen Johannes, der var øjenvidne til aftenens begivenheder, beskriver hvad der skete: Jesus „rejser . . . sig fra måltidet og lægger sin kappe fra sig, og han tog et linnedklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han vand i vaskefadet, og han begyndte at tvætte disciplenes fødder og at tørre dem med linnedklædet, han havde bundet om sig“. (Joh. 13:2-5) Tænk engang! Jesus gik selv rundt til alle apostlene, knælede foran hver enkelt og vaskede hans fødder og tørrede dem! Han vaskede også Judas Iskariots fødder!
Hvad det betød
13. Nævn nogle bibelske eksempler på at det var en gammel skik at vaske hinandens fødder, og hvem påhvilede dette arbejde som regel?
13 Dengang var det at vaske en andens fødder ikke i sig selv noget usædvanligt. I østen var vejene i almindelighed støvede, og da folk som regel gik med sandaler eller helt uden fodtøj blev deres fødder snavsede. Når man gik ind i et hus viste værten sin gæstfrihed ved at sørge for at gæstens fødder blev vasket. Både Abraham og Lot viste denne form for gæstfrihed over for nogle fremmede som senere viste sig at være materialiserede engle. (1 Mos. 18:4; 19:2; Hebr. 13:2) Men en farisæer i hvis hus Jesus var gæst, forsømte at gøre det. (Luk. 7:44) Det hørte til tyendearbejdet at tvætte andres fødder, og det var som regel et hverv der påhvilede den laveste tjener i huset. Den unge kvinde Abigajil viste således sand ydmyghed da hun sagde til Davids sendebud: „Din tjenerinde er rede til at blive min herres trælkvinde og tvætte hans trælles fødder!“ — 1 Sam. 25:41; 1 Tim. 5:10.
14. Hvad var grunden til at Jesus nu vaskede sine apostles fødder, og hvordan reagerede Peter til at begynde med?
14 For at understrege hovedpunktet i sin belæring valgte Jesus at udføre dette simple men i høj grad nødvendige arbejde. Han begyndte at vaske sine apostles fødder. Apostelen Peter forstod ikke hvorfor Jesus gjorde det og gjorde derfor indsigelse imod at hans herre og mester optrådte som en simpel træl over for ham. Men Jesus sagde til Peter: „Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.“ Da han var færdig og igen havde taget sin kappe på og lagt sig til bords, sagde han til dem:
15. Hvilken forklaring gav Jesus på at han vaskede sine disciples fødder?
15 „Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, om I gør det.“ — Joh. 13:6-17.
16. Hvad ville Jesus hermed lære sine disciple?
16 På en meget bemærkelsesværdig måde indprentede Jesus her apostlene at det er nødvendigt at være ydmyg. På en meget virkningsfuld måde viste han dem at de ikke skulle tragte efter ære og prestige men at de skulle være villige til at gøre det simpleste arbejde for hinanden. Jesus indstiftede ikke her en rituel fodtvæt, et ritual som har givet anledning til meget hykleri i visse religiøse samfund i kristenheden. Nej, han lærte dem at have en bestemt sindsindstilling — at være ydmyge, at have omsorg for andres interesser og at være villige til at gøre det simpleste arbejde til gavn for deres brødre. Det er den ligevægtige indstilling som kristne altid bør have over for hinanden.
17. Hvilke vidnesbyrd har vi om at apostlene forstod Jesu belæring?
17 Peter og de andre apostle fik fat i hvad Jesus mente. (1 Pet. 3:8) Det var en lektion som de trofaste lærte godt, for Bibelens beretning åbenbarer at de beholdt denne ligevægtige indstilling og samarbejdede enigt på at opbygge den kristne menighed. Ingen af dem søgte i ærgerrighed at vinde sig ære og anseelse. Da spørgsmålet om omskærelse nogle år senere opstod „samledes apostlene og de ældste“ i Jerusalem og drøftede sagen på ordnet vis. Og åbenbart var det ikke en af apostlene der førte forsædet ved mødet, men disciplen Jakob, en halvbroder til Jesus. — Ap. G. 15:6-29; 12:1, 2.
En ny befaling
18. Hvordan henledte Jesus på et senere tidspunkt igen opmærksomheden på det eksempel han havde sat for sine disciple?
18 Senere, efter at Jesus havde vasket apostlenes fødder og sendt Judas Iskariot bort, henledte han igen opmærksomheden på det eksempel han havde sat, idet han sagde til de elleve der var tilbage: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ (Joh. 13:34, 35) Som omskårne jøder under Lovpagten havde apostlene allerede fået befaling til at elske deres næste som sig selv. (Matt. 22:39; 3 Mos. 19:18) Men nu sagde Jesus at hans sande efterfølgere skulle kendes på at de viste en mere omfattende og højere form for kærlighed — til efterfølgelse af hans eksempel.
19. Hvilket enestående eksempel med hensyn til at vise kærlighed havde Jesus sat?
19 Jesus satte et enestående eksempel med hensyn til at vise kærlighed. Utrætteligt gav han af sig selv for at betjene andre; han tænkte på hvad der gavnede dem, før han tænkte på sig selv. Som følge af at han var så fuldstændig optaget af at hjælpe andre ind på livets vej, gav han ofte afkald på bekvemmeligheder som mennesker normalt har. (Luk. 9:58) Den kærlighed han hermed viste, strakte sig længere end den næstekærlighed Lovpagten krævede. Vi husker sikkert at da de to apostle overtalte deres moder til på deres vegne at bede Jesus om fremtrædende stillinger i Riget, sagde Jesus: „Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene [for at blive betjent], men for selv at tjene [for at være en tjener for andre] og give sit liv som løsesum for mange.“ (Mark. 10:35-45; Matt. 20:20-28) Jesus søgte aldrig at forherlige sig selv, men ydmygt betjente han sine disciple indtil han til sidst ydmygede sig i en sådan grad at han gav sit liv til gavn for dem. Hvilken opofrende, hvilken eksemplarisk kærlighed! — Fil. 2:8; Joh. 15:12, 13.
20. Hvilken indvirkning vil det få på vort forhold til vore kristne brødre hvis vi følger Jesu eksempel og viser kærlighed?
20 Som kristne er vi forpligtede til at følge det eksempel Jesus satte. Vi skal ikke alene elske Jehova Gud sådan som han gjorde, men vi skal også efterligne den uselviske kærlighed han viste sine disciple. (1 Joh. 4:20, 21) Har du den samme kærlighed? Ville du give dit liv for dine kristne brødre? Muligvis kommer vi ikke til bogstaveligt at ofre vort liv for deres skyld, men vor kærlighed må være af en sådan art at vi ville være villige til det om nødvendigt. „Også vi [er] skyldige at sætte livet til for brødrene,“ forklarede apostelen Johannes. (1 Joh. 3:16; Rom. 16:3, 4) Hvis vi har så stor en kærlighed; skulle vi da ikke være villige til ydmygt at tjene vore brødres interesser? Skulle vi ikke være venlige, omsorgsfulde og hensyntagende over for dem som vi med glæde ville give vort liv for? Var det ikke det Jesus bestræbte sig for at indprente sine disciple?
Sindsfornyelse
21. Hvorfor må kristne lade sig forvandle ved at forny deres sind?
21 Det er ganske klart at man for at bevare det rette forhold til sine kristne brødre må holde op med at ’skikke sig lige med denne verden’ og i stedet ’lade sig forvandle gennem en fornyelse af sit sind’. (Rom. 12:2) Den kristne indstilling er helt anderledes end den verdslige. Det er meget almindeligt at mennesker der har en særlig uddannelse, som for eksempel teologer, læger, videnskabsmænd og sagførere, føler sig hævet over andre og mener at de er mere end andre. Det samme gælder mennesker der besidder særlige talenter, som for eksempel personligheder inden for sports- og filmsverdenen, eller mennesker som udmærker sig ved stor legemlig skønhed eller en usædvanlig intelligens. Den beundring som disse er genstand for indgiver dem ofte en følelse af overlegenhed. Den ligevægtige kristne indstilling er derimod ’i ydmyghed at agte andre højere end sig selv’. — Fil. 2:3.
22. Hvad vil det sige at være ydmyg af sind og at agte andre højere end sig selv?
22 Hvad vil det nu sige ’i ydmyghed at agte andre højere end sig selv’? Det betyder for eksempel ikke at en dygtig violinist skal mene at hans ven der aldrig har rørt en violin, kan spille bedre end han. Det skal tydeligvis ikke forstås sådan. Mange mennesker har fået en uddannelse eller har talenter der udmærker dem fremfor andre som ikke har fået den samme uddannelse eller ejer de samme talenter. Men dette hæver dem ikke op over andre. Det skulle heller ikke give dem højere tanker om sig selv og få dem til at mene at andre står under dem. Bibelen taler her om et menneskes indstilling, og den kristnes sindsindstilling bør være den at andre er højere end han selv. Han bør aldrig få den tanke at han står over andre og derfor skulle opvartes og betjenes af andre. Der var sikkert intet af det Jesu apostle sagde eller gjorde som Jesus ikke kunne have sagt eller gjort endnu bedre, men alligevel tjente Jesus dem i ydmyghed, ja han lagde sig endog ned og vaskede deres fødder!
23. På hvilken måde adskiller kristne som har en ligevægtig indstilling, sig fra mange mennesker i verden?
23 Det er meget velgørende og behageligt at være sammen med mennesker der er virkelig ydmyge af sind. De har en god, ligevægtig indstilling til deres kristne brødre. De er helt anderledes end denne verdens mennesker. Selv om nogle af dem har flere penge eller mere materiel ejendom, får det dem ikke til at mene at der skal vises dem et særligt hensyn fremfor andre, mindre bemidlede. De forstår at penge ikke giver dem en højere position end andre, og deres handlinger genspejler denne forståelse. (1 Tim. 6:17) På lignende måde erkender de der hører til en bestemt race eller nationalitet at dette ikke på nogen måde stiller dem højere end andre. De bevarer derfor et ydmygt sind, idet de i oprigtighed agter mennesker af en mindre populær race eller nationalitet højere end sig selv. — Rom. 10:12.
24, 25. Hvem bør gå foran med hensyn til at vise kærlighed og ydmyghed?
24 Dette ydmyge sindelag bør især ejes af de udnævnte tilsynsmænd, de assisterende tjenere og andre der nyder særlige tjenesteprivilegier i den kristne menighed. Det er rigtigt at andre i menigheden opfordres til at samarbejde med og efterligne de ledende brødres tro, men ingen af de ledende brødre bør dog nogen sinde få den opfattelse at de er mere end andre fordi de leder møder, måske har større evner som talere og er dygtige til at organisere, eller kan give mere tid i tjenesten for Jehova. (Hebr. 13:7, 17) Læg mærke til at apostelen Peter, efter at have opfordret de unge mænd til at underordne sig de ældre som har ansvaret for at vogte Guds hjord, gav følgende formaning: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi ’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.’“ (1 Pet. 5:5) Ingen er undtaget. Alle, også de ledende i menigheden, skal iføre sig ydmyghed. „Underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus,“ lyder Bibelens befaling. — Ef. 5:21.
25 Menighedstjeneren bør være den der sætter eksemplet med hensyn til at have et ydmygt sind. Det gjorde den gode Hyrde, Jesus Kristus. Han sparede ikke sig selv for ved sit eksempel at indprente sine disciple nødvendigheden af kærlighed og ydmyghed. Det samme bør menighedstjeneren gøre. Han er ikke en chef der dikterer sine brødre hvad de skal gøre, men han er deres tjener. (Matt. 20:25-27) Det er vigtigt for ham at huske dette. Ja, det er noget som alle kristne bør lære, for skal vi bevare ligevægten i vort forhold til hverandre, må vi elske vore brødre og aldrig mene at vi er mere end de. — 1 Joh. 4:21; Fil. 2:2-4.
26. Hvad bør tilskynde os til at vise kristen ligevægt nu?
26 Tænk fremad til den tid da alle som lever på jorden vil have denne velgørende sindsindstilling! Da bliver der skønt at leve på jorden! Hvert eneste menneske vil være helt iført „inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed“, og fremfor alt kærlighed. (Kol. 3:12-14) Ja, alle vil da elske Jehova Gud af hele deres hjerte, sind, sjæl og styrke, og de vil elske deres brødre med den samme kærlighed som Kristus lagde for dagen. Hvilken tilskyndelse til at bevare ligevægten nu — at komme til at leve til den tid!
[Illustration på side 37]
Jesus lærte sine apostle ydmyghed