Den gode nyhed om en verden uden falsk religion
„Man skal bringe folkeslagenes pragt og kostbarheder til den. Og intet urent skal nogen sinde komme ind i den, ej heller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn.“ — Åb. 21:26, 27.
1. Hvem er den største modstander af falsk religion, og hvordan viste han sit mishag på et tidligt tidspunkt i menneskets historie?
MENNESKET begyndte sin tilværelse uden falsk religion. Og menneskets Skaber er den største modstander af falsk religion. Mennesket har aldrig fået falsk religion fra ham. Så langt tilbage de historiske kilder rækker, vidner menneskets historie dog om religion. Historien viser at mennesket på et tidligt tidspunkt begyndte at dyrke falsk religion, det vil sige at tilbede falske guder. Den største modstander af falsk religion sørgede for at denne falske tilbedelse på jorden blev udslettet af en verdensomspændende vandflod, således at de eneste mennesker der overlevede var dem der tilbad menneskets Skaber. Det skete 1656 år efter at mennesket var blevet skabt.
2. Hvad skete der efter vandfloden på Noas tid, og hvad er det et vidnesbyrd om?
2 Efter at Vandfloden havde tilintetgjort dem der dyrkede falsk religion, fik menneskeheden en ny start uden falsk religion. Historien har igen, siden da, vidnet om at religionen har spillet en stor rolle. Den verdslige historie og arkæologien har overalt på jorden fundet beviser herfor, og antireligiøse mennesker kan ikke med rette sige at mennesket af naturen ikke er religiøst. Derimod vidner både historien og arkæologien om at menneskets form for tilbedelse hovedsagelig har været falsk religion. Historiske kendsgerninger vidner om at mennesket har måttet have en religion, om ikke den sande, så en falsk religion, for at få tilfredsstillet et naturligt behov.
3. Hvad viser at mennesket kan klare sig uden falsk religion, og hvad vil den falske religions største modstander gøre om kort tid?
3 Mennesket kan godt klare sig uden falsk religion. Det gjorde det lige da det havde begyndt sin tilværelse for omkring seks tusind år siden. Det klarede sig også uden falsk religion umiddelbart efter Vandfloden i året 2370-2369 f.v.t. Det skal igen komme i den situation, og det om kort tid, nemlig i en ny tingenes ordning som indføres af den falske religions største modstander, menneskets Skaber. Resultatet bliver en menneskeverden uden falsk religion, en verden som menneskets Skaber, den eneste levende og sande Gud, vil finde stort behag i og glæde sig over. De evige velsignelser som en sådan ny ordning vil indebære, vil stå som en stærk kontrast til de forhold der råder i menneskehedens verden nu da falsk religion står over for sit endeligt. Er dette ikke en god nyhed?
4. (a) Hvad indebærer udtrykket „falsk“ religion? (b) Hvorfor vil den falske religions magt snart være brudt?
4 Udtrykket „falsk“ religion indebærer at der også findes „sand“ religion, en sand form for tilbedelse af menneskets Skaber, den falske religions største modstander. Kort tid efter Vandfloden for mere end fire tusind tre hundrede år siden blev den sande religion angrebet, og det er den blevet lige siden, og dens modstandere har søgt at udrydde den. Den angribes stadig kraftigt, men i dag bliver dens angriber, den falske religion, selv angrebet som aldrig før, og det vil ikke vare længe før dens magt over menneskeheden er brudt. En verden uden falsk religion er således på vej, og den kommer nærmere for hver dag der går.
5. (a) Hvordan er det kommunistiske syn på religion? (b) Hvordan er situationen imidlertid for sand og falsk religion i de kommunistiske sovjetrepublikker?
5 I dag angribes falsk religion kraftigt fra mange sider, og den kan ikke modstå angrebene. Men hvilket angreb vil føre til et godt resultat? Hvilket angreb vil ikke blot ødelægge falsk religion men også medføre varige goder for den menneskehed der overlever? Vil det være det angreb som de såkaldte gudløse kommunister retter mod falsk religion? Kommunisterne er ikke tilfredse med den gode nyhed om en verden uden falsk religion; de ønsker en verden der er helt uden religion. Lederen af deres revolution der tog magten i zarens Rusland i 1917 sagde: „Religion er opium for folket.“ Ud fra det som han og de øvrige bolschevikker kendte til falsk religion, kunne de ikke forestille sig en sand religion, en ren religion der kunne være til gavn for menneskeheden. For dem var religion religion, og al religion var af det onde, uanset om der fandtes en sand religion. Men hvordan er situationen nu i de kommunistiske sovjetrepublikker, nu efter halvtreds års statsstøttet bitter antireligiøs kampagne? Jo, falsk religion trives stadig åbenlyst i flere forskellige kirkesamfund, mens Jehovas kristne vidner er drevet under jorden.
6. (a) Hvilke spørgsmål stilles angående det kommunistiske forsøg på at udrydde al religion, og hvad er svaret på alle spørgsmålene? (b) Hvad har befolkningen i de kommunistiske lande nu vendt sig til?
6 Har Sovjetunionens kommunistiske partis forsøg på med vold at udrydde al religion givet dem det „paradis“ som de for ikke så længe siden fik løfte om af en af deres nu afsatte ledere? Har det givet dem virkelig tryghed med hensyn til den stadig mørkere fremtid? Har det givet folket et trøstende håb om en fremtid ud over det nuværende liv i denne fordærvede, undertrykkende tingenes ordning? De nyheder man får fra dette kommunistiske land svarer nej! De fleste af dem for hvem kommunismen har ødelagt al religiøs forståelse, er blevet afgudsdyrkere, tilbedere af et bestemt politisk system, og de er blevet gudløse ofre for en selvisk materialisme og sekularisme.
7, 8. Fortæl hvad „sekularisme“ er og hvilken livsform denne indstilling medfører.
7 Sekularisme? Ja. Det er et ord som det romersk-katolske hierarki gør meget ud af; mere end af ordet materialisme. En udtømmende ordbog (Websters) forklarer sekularisme som „et syn på livet eller på et hvilket som helst andet forhold baseret på den forudsætning at religion og religiøse hensyn bør ignoreres eller med vilje udelukkes“; mere specielt, „en samfundsetik baseret på læren om at normer for moral og adfærd bør fastsættes udelukkende med henblik på det nuværende liv og samfundets velfærd uden hensyn til religion“.
8 Med andre ord: man skal kun leve for nuet, kun nyde de goder som dette liv byder på og tilpasse sig bekvemt efter nuet og de nugældende normer uden hensyn til religion af nogen art. Vær optaget af dette saeculum, dette liv, denne tidsalder, og vær ikke bekymret for fremtiden som religionen beskæftiger sig med. Dette fører til en indstilling som blev beskrevet af en forfatter i det første århundrede: „Hvis døde ikke opvækkes, så ’lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.’“ (1 Kor. 15:32) Hvilket liv er sekularisten ikke tvunget til at leve, uden håb for fremtiden!
9. Hvilke metoder har kristenheden brugt i århundreder når den har sendt missionærer til hedenske lande?
9 Kristenheden er endnu ikke blevet besejret af den internationale kommunisme, der betragter kristenheden som et system der beherskes af falsk religion. Kristenheden selv mener at den har ført krig mod falsk religion. I århundreder har den sendt missionærer til lande som den har kaldt hedenske. Kirkerne har ikke undset sig for at bruge ild og sværd for at tvinge hedningerne til at lade sig døbe. Vi kan som eksempel nævne det blodbad de spanske erobrere anrettede på indianerne i Mellem- og Sydamerika, mayaerne, aztekerne og inkaerne, da de nægtede at overgive sig frivilligt og lade sig døbe som katolikker. Der var også korstogene mod muhamedanerne i mellemøsten og korstogene imod de såkaldte kættere hjemme i Europa. Men hvad har det i sidste ende ført til at man med sådanne voldelige midler har angrebet det man har kaldt falsk religion?
Kristenhedens angreb er ikke lykkedes
10. Hvilke anstrengelser har protestantiske kirker gjort sig for at vinde hedningerne, og hvilken virkning har det haft?
10 I nyere tid har protestantiske kirker sendt missionærer ud som mere fredeligt har søgt at vinde hedningerne for sig, idet de har tilbudt dem uddannelse og materielle goder. Dette angreb på falsk religion har kun haft en ringe virkning på hedningerne, der er helt indfanget i dæmondyrkelse og ren og skær afgudsdyrkelse. Det eneste der er sket er at én form for falsk religion har prøvet at fortrænge en anden form for falsk religion. Ja, sådan forholder det sig, for den religion man dyrker i kristenheden er egentlig blot en forklædt form for hedenskab; klæderne er kristne, men under klæderne holder man fast ved hedenske lærdomme og skikke. Således er der faktisk ikke vundet nogen sejr over falsk religion overhovedet.
11. Hvilke falske dogmer har ikke længere folks interesse, og hvad ser folk nu hen til i stedet for til falsk religion?
11 Kristenheden har svigtet Bibelen som den har ejet i så lang tid. Derfor bliver den nu selv angrebet af dem der kæmper mod falsk religion. Flere og flere mennesker rundt om på jorden bliver for oplyste til at kunne sluge dens dogmer, som for eksempel læren om udødelige menneskesjæles evige pine i et helvede med bogstavelig svovl og ild der holdes ved lige af djævle, den uforklarlige lære om en treenighed bestående af tre ligestillede personer i én Gud, pavens ufejlbarlighed og verdens undergang i ild der tilintetgør jordkloden og alle himmelens stjerner, samt mange andre dermed forbundne dogmer der ikke er andet end uinspirerede menneskers traditioner. Mennesket i dag lever i det man kalder hjernealderen, rumalderen, atomalderen. Videnskabsmændene gør mange opdagelser og bemærkelsesværdige opfindelser, og folk tror mere på dem end på kristenhedens præster. Deres teori om at mennesket har udviklet sig efter at livet spontant opstod i dødt stof, en teori der benægter en skabende Guds eksistens, doceres overalt som om den var bevist og sand.
12. Hvad udsættes kristenheden for, og hvordan prøver den at styrke sin position?
12 Resultatet er at selv kristenheden får slag og skrammer som følge af den magt og indflydelse den moderne verden har, med dens udbredte teorier og filosofiske anskuelser, dens nye synspunkter med hensyn til moral og adfærd. Kristenheden, som sætter de traditionelle dogmer og menneskers ceremonier højere end Bibelen, har ikke noget forsvar over for disse stadige angreb fra den moderne verden, og de religiøse positioner bryder sammen. Den fortsætter som den altid har gjort, med at indgå kompromis med denne verden. Den er delt i hundreder af religiøse sekter men søger nu desperat at styrke sin position og redde sig ved at prøve at forene alle de forskellige kirkesamfund ud fra den teori at enhed gør stærk.
13. Hvorfor vil kristenheden ikke kunne bekæmpe falsk religion, og hvorfor vil den ikke nå det mål at omvende verden?
13 Da kristenheden selv er hedensk, har den ikke noget virkeligt våben hvormed den kan bekæmpe og ødelægge falsk religion. Dens lære og dens adfærd har gjort det klart at der er forskel på kristenheden og den sande kristendom. Kristenhedens millioner og atter millioner af navnkristne viser sig blot at have „en vis form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft“; hvordan skulle kristenheden derfor med held kunne modstå de angreb der rettes mod al falsk religion — og sejre? Den har jo ikke gudhengivenhedens „kraft“. Det mål den hævder at arbejde henimod, og som består i at udrydde al falsk religion ved at omvende mennesker i hele verden og gøre dem til kirkemedlemmer, når den ikke. Som årene går får den omvendt færre og færre, og samtidig vokser verdens befolkning hurtigere og hurtigere; målet, verdens omvendelse, fjerner sig mere og mere. I den kommende verden hvor der ikke skal være nogen falsk religion, vil det ikke være kristenheden der får æren for at have indført en verden der har den sande religion. Kristenheden vil end ikke eksistere til den tid. Frelsen kommer ikke fra kristenheden.
14. Da kristenheden og kommunismen ikke har haft held med deres angreb på falsk religion, findes der da et samfund der vil kunne bekæmpe al falsk religion, og, i bekræftende fald, hvilken modtagelse har det fået af kristenheden og kommunismen?
14 Jo mere man betragter de resultater som kristenheden og den internationale gudløse kommunisme har nået, desto tydeligere bliver det at ingen af dem har haft held med deres angreb på falsk religion, og det ser ikke ud til at nogen af dem vil kunne udrydde den fra jordens overflade. Det er rigtigt nok, som de måske siger, at falsk lære ikke har nogen ret til at eksistere. Falsk religion har ingen ret til at eksistere. Men som følge af at den falske religions største modstander, Gud, har tilladt den at eksistere, eksisterer den og udgør et stort problem for alle der elsker sandheden og den rene tilbedelse. Er der da ikke et samfund som fører en mere sejrrig krig mod falsk religion og som har held til at befri folk for den? Det må der være, og det er der! De der kæmper mod al religion og som ønsker at gøre dette til en verden uden religion i det hele taget, har ikke været i stand til at ødelægge eller blot svække dette specielle religiøse samfund. Den almægtige Gud, som er al falsk religions største modstander, har beskyttet og bevaret det, og således bevist at der er en sand religion og at der er et enigt samfund på jorden som ejer denne sande religion. Hvad er det for et samfund?
Den sande religion
15. (a) Hvad er sand religion eller gudsdyrkelse? (b) Hvornår blev det samfund som har den sande religion, til?
15 Det blev til i det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse, flere hundrede år før kristenheden blev til. Det var til dette samfund at en mand som før havde boet i Nazaret i Galilæa skrev følgende ord: „Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, sender hilsen til de tolv stammer i adspredelsen. Hvis nogen mener at dyrke Gud og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjerte, hans gudsdyrkelse [religion] er intet værd. En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ — Jak. 1:1, 26, 27.
16, 17. (a) Hvordan ved vi at Jakob ikke skrev til de omskårne jøder og mente at de havde den rene gudsdyrkelse? (b) Hvordan så Jesus Kristus på de jødiske ledere da han befandt sig her på jorden?
16 Henvendte Jakob sig med denne indledende hilsen til de omskårne jøder der var adspredt og boede rundt om i den dakendte verden, og mente han dermed at de havde den rene og ubesmittede gudsdyrkelse ’for Gud, vor himmelske Fader’, og at de udgjorde det ene samfund der havde den sande religion? Nej! Jakob, „Guds og Herren Jesu Kristi tjener“, skrev dette brev på et eller andet tidspunkt før han døde i år 63, og derfor flere år før Jerusalem og templet blev ødelagt i år 70, og altså før jøderne blev ført bort som fanger og spredt blandt alle dakendte folk som en opfyldelse af Jesu Kristi profeti i Lukas 21:20-24. Det er rigtigt nok at jødefolket, de omskårne jøder, engang havde været begunstiget med det der dengang var den sande religion, men da Jesus Kristus kom og trådte frem på den jødiske scene, havde den religiøse situation ændret sig. Jøderne havde rettet nogle angreb på falsk religion og afgudsdyrkelse i fremmede lande, men i det tidlige forår, år 33, sagde Jesus Kristus i Jerusalem til jødernes religiøse ledere:
17 „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I drager om til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et Helvedes barn, dobbelt så slemt, som I selv er.“ — Matt. 23:15.
18, 19. (a) Hvorfor kunne jøderne ifølge Jesu ord ikke have omvendt folk fra hedensk til sand religion? (b) Hvordan viste Jesus at Israel som nation ville blive forkastet som Guds kanal for sandhed?
18 Ifølge disse ord, som blev udtalt af Jesus Kristus, havde jøderne ikke omvendt folk fra hedensk religion til sand religion, nej, de havde omvendt dem til at være dobbelt så slemme som de selv var, rede til at blive tilintetgjort i helvede, det vil sige Gehenna. Hvordan kunne Jesus sige dette? Det oplyser han selv, dér hvor han siger til de skriftkloge og farisæerne: „Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? . . . I hyklere! med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: ’Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.’“ (Matt. 15:1-9; Es. 29:13) Da Jesus Kristus blot tre dage før han blev henrettet i Jerusalem, fordømte jødernes religiøse ledere, viste han at det jødiske folk ville blive forkastet som Guds kanal for sandhed og ren tilbedelse. Han sagde:
19 „I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede? . . .. Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Matt. 23:33-38.
20. (a) Hvilket afgørende bevis har vi for at Israels nation er blevet forladt af Gud som hans kanal for sandhed? (b) Hvem henvendte disciplen Jakob sig altså til da han skrev til „de tolv stammer i adspredelsen“?
20 Som bevis for at dette hus, deres tempel, virkelig var blevet forladt og overladt til dem selv, blev det ødelagt af de romerske legioner under general Titus i året 70. (Matt. 24:1, 2) Da nu dette „hus“, dette religiøse tempel i Jerusalem, blev forladt af Gud sådan som hans søn Jesus Kristus havde forkyndt det, måtte nødvendigvis også Israels folk som tilbad i dette religiøse hus, være blevet forladt af Gud og tjente ikke længere som hans kanal for sandhed og sand religion. Man må derfor komme til den logiske slutning at når disciplen Jakob stilede sit brev til „de tolv stammer i adspredelsen“, kunne han ikke mene det kødelige Israels tolv stammer bestående af omskårne jøder. Nej, han skrev til det åndelige Israel; da Israel var den eneste nation der bestod af tolv stammer, måtte udtrykket „de tolv stammer“ betyde Israel. Da Gud forkastede det gamle Israel bestående af omskårne jøder, blev det åndelige Israel Guds, kanal for religiøs sandhed og det der nu var ren og ubesmittet gudsdyrkelse. Ved at nægte at antage den nyligt åbenbarede sandhed og den rene ubesmittede gudsdyrkelse, tog det kødelige Israel standpunkt på de hedenske nationers side. I århundreder er Israel blevet frygteligt forfulgt af kristenheden, men ikke af det åndelige Israel.
21. (a) Hvad er det svært for folk i dag at tro? (b) Af hvilken grund kan vi være sikre på at den sande åbenbarede religion eksisterede i det første århundrede?
21 På grund af den megen religiøse forvirring der har været i årtusinder og som især råder i dag, er det svært for folk at tro at der overhovedet findes en sand religion eller sand form for gudsdyrkelse eller at der overhovedet findes et samfund der nogen sinde har haft den sande gudsdyrkelse. Men ikke desto mindre eksisterede den sande åbenbarede religion i det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse, og der var et samfund som havde denne religion. Hvis ikke, kunne disciplen Jakob ikke have skrevet et brev til dette samfund.
22. Hvordan fremgår det af apostelen Paulus’ første brev til Timoteus at der var et samfund der havde den åbenbarede sandhed?
22 Hans meddiscipel, apostelen Paulus, skrev om dette samfund at det havde sandheden og den sande gudhengivenhed og at det derfor praktiserede den sande religion. I sit første brev til Timoteus, en ung tilsynsmand i dette samfund, viser apostelen Paulus hvilket samfund det er som ejer den åbenbarede sandhed og den sande gudhengivenhed. Paulus skriver: „Skønt jeg håber snart selv at komme, skriver jeg dette til dig, for at du . . . skal vide, hvordan man bør færdes i Guds hus, som jo er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold. Og uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor: han [Jesus Kristus], som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden, optaget til herlighed. Men Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider [i senere tidsperioder, NW] skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme.“ — 1 Tim. 3:14 til 4:1.
23. Hvorfor var der ingen tvivl om hvem der ejede den sande åbenbarede religion på apostlenes tid, og hvad kan vi være sikre på i dag?
23 Der var ingen tvivl om det: Dengang, for nitten hundrede år siden, havde „den levende Guds kirke“ sandheden, den religiøse sandhed, og den kendte ganske nøje „gudsfrygtens hemmelighed“ — ikke blot en vis form for gudhengivenhed, men også dens kraft. Den kunne derfor tjene som „sandhedens søjle og grundvold“ midt i en verden fyldt med falsk lære og falsk religion. At der senere var nogen som hævdede at de hørte til „den levende Guds kirke“, men som faldt fra den sande tro, modbeviser ikke det faktum at der på Jesu Kristi tolv apostles tid eksisterede et samfund, og kun ét samfund, som ejede den sande gudsdyrkelse. Hvis det kunne eksistere dengang, midt i en verden med falsk religion, kan det også eksistere i dag. Og det eksisterer i dag! Denne „sandhedens søjle og grundvold“ står der stadig og vidner om den „levende Guds“ sandhed og retfærdighed, den Gud der er falsk religions største modstander.
En religion der skulle udbredes
24. Hvilken befaling fik det åndelige Israels menighed til forskel fra det kødelige Israel?
24 Det er kun dette ene samfund, der ejer den religiøse sandhed og den rene, ubesmittede gudsdyrkelse, som med held kan bekrige falsk religion, og gøre det til gavn for folk, således at det giver dem håb om evig frelse. Denne „den levende Guds kirke“, dette åndelige Israel, skulle ikke som det gamle omskærelsens Israel holde sig isoleret i et gudgivent forjættet land, om man så må sige. Nej, det havde tværtimod udtrykkeligt fået befaling om at gå ud blandt jordens folk, der ligger under for falsk gudsdyrkelse. Vi husker at da apostelen Paulus beskrev det som han sandt nok kaldte „denne gudsfrygtens hemmelighed stor“, sagde han om Jesus at han blev „prædiket blandt folkene“, og altså ikke blot i det gamle Israel. Jesus Kristus selv var den hemmelighed hvis gudsfrygt var forudsagt og forud beskrevet i Bibelens inspirerede hebraiske skrifter. Hvordan gik det til at han blev „prædiket blandt folkene“, og hvorfor skete det?
25-27. Hvad viser at Jesus ikke mente at hans disciple skulle afsondre sig fra andre mennesker?
25 Han lærte ikke sine apostle og første disciple at de skulle skille sig ud fra verdens mennesker og trække sig tilbage til huler i ørkenen, eller at de skulle gøre sig til munke og nonner, bygge klostre og trække sig tilbage og leve som lukkede samfund i sådanne bygninger og på den måde holde den åbenbarede sandheds lys for sig selv og hindre det i at skinne i en mørk verden. Tværtimod! Nogle dage efter at Jesus Kristus var opstået fra de døde, og før han vendte tilbage til himmelen for at blive „set af engle“ og „optaget til herlighed“, sagde han til sine disciple:
26 „Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple [gør disciple af folk af alle nationer, NW], idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ — Matt. 28:18-20.
27 I de sidste ord Jesus Kristus udtalte lige før disciplene så ham fare til himmelen, understregede han igen at hans efterfølgere skulle drage ud blandt alle de hedenske folk og dér gøre disciple af Kristus: „Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ — Ap. G. 1:8.
28. (a) Hvad betød Jesu befaling som vi har i Apostlenes Gerninger 1:8? (b) Kunne der være nogen tvivl om at de åndsfyldte kristne havde den sande religion? Begrund svaret.
28 Dette betød intet mindre end at de også uden for jødedommens område skulle vidne om Jesus som den lovede Guds Messias og gøre disciple af ham. De skulle forkynde uden for det område hvortil den sande religion hidtil havde været begrænset; de skulle gå ud blandt de ikke-jødiske nationer, der var opslugt af falsk religion. Det kunne ikke betyde andet end at de åndsfyldte kristne der havde den sande religion, skulle gå til angreb på al falsk religion. Der gives ikke rum for tvivl, og man kan ikke sige: ’Nå, måske havde de sandheden og den sande gudsdyrkelse, og måske havde de den ikke,’ for det løfte Jesus havde givet dem udelukkede en sådan tvivl og usikkerhed. Jesus havde lovet dem at de skulle få den hellige ånd og at den skulle give dem kraft, og han havde sagt til dem at de skulle blive i Jerusalem indtil dette skete. Aftenen før han døde som et offer sagde han om den hellige ånd: „Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer.“ (Joh. 16:13) De fik denne „sandhedens Ånd“ på pinsedagen, den 6. sivan år 33, ti dage efter Jesu himmelfart. — Ap. G. 2:1-36.
29. Hvornår og hvordan begyndte angrebet på falsk, hedensk religion?
29 Omtrent tre år og fire måneder senere, først på efteråret, omkring den 1. tisjri år 36, begyndte de åndsfyldte medlemmer af „den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold,“ angrebet på hedningernes falske religion. Det var da apostelen Peter under direkte befaling fra himmelen drog fra Joppe til Kæsarea i Judæa og for første gang gik ind i et hjem der tilhørte en uomskåren hedning, en ikke-jøde, en italiensk høvedsmand eller centurion ved navn Kornelius. Endnu mens Peter prædikede sandhedens budskab for hedningen Kornelius og dem han havde samlet i sit hus for at høre Peter, faldt den hellige ånd på disse troende hedninger. Som bevis herpå begyndte de at tale på fremmede sprog som de ikke før havde lært at tale. (Ap. G. 10:1 til 11:18) Fra da af var døren vidt åben for den kristne sandhed, og den kunne bekrige den falske religion blandt alle de hedenske folk.