De „klassiske“ historikere — hvor pålidelige er de?

MODERNE historikere støtter sig i udstrakt grad til oldtidens græske og romerske historikere for at udfylde huller eller få bekræftelse for visse data i oldtidshistorien. Nogle lærde mener at man i disse „klassiske“ kilder finder et mere pålideligt grundlag for kronologien end i Bibelens skrifter. Af den grund er det af interesse at undersøge disse tidlige historiske kilder. Hvor nøjagtige, hvor pålidelige, er de?

Siden slutningen af det attende århundrede har den „højere lærdoms“ institutioner ofret en hel del opmærksomhed på disse „klassiske“ historikeres skrifter — mænd som Herodot, Xenofon, Thukydid, Plutark, med flere. Generationer af studerende har lært at foretrække disse oldtidsforfatteres historiske vidnesbyrd når de afviger fra De hellige Skrifters. Dette til trods for at langt de fleste af disse studerende bekender sig til kristendommen.

Dette giver os yderligere grund til at se nærmere på disse verdslige historiske kilder. Vi interesserer os ikke blot for skrifternes værdi i almindelighed men også for det motiv der drev deres forfattere til at skrive. Vi er interesseret i at finde ud af om de altid var nøjagtige når de fortalte om begivenheder og tidspunkter. Var deres mål nøjagtighed og sandhed? Eller var det hovedsagelig at opnå berømmelse eller blot at underholde?

Nøjagtighed eller popularitet?

Den græske historiker Herodot, der levede i det femte århundrede f.v.t., er den første der tiltrækker sig vor opmærksomhed. Han er blevet kaldt „historiens fader“, og uden tvivl var det også en ny vej han med sit værk betrådte inden for historieskrivningen — et værk der åbenbarede en levende forestillingsevne og en vid horisont. Han er fremragende som historiefortæller. Nogle forskere er dog noget foruroligede over visse tendenser der gør sig gældende i hans værk. „Man finder et stort antal unøjagtigheder i hans beretninger,“ siger professor A. W. Ahl i Outline of Persian History, side 15.

The Encyclopædia Britannica siger herom: „De væsentligste mangler hos Herodot er at han ikke har forståelse af den historiske kritiks principper, af de militære operationers art og kronologiens betydning. . . . den alvorligste mangel er hans skødesløshed med hensyn til tidsangivelser. Selv for det femte århundredes vedkommende [hans egen tid] er hans tidsangivelser utilstrækkelige og tvetydige.“ — 1946-udgaven, bind 10, side 772.

Retfærdigvis skal det dog siges at historikerne står i gæld til Herodot fordi han har videregivet en mængde oplysninger om begivenheder og tidspunkter, hvoraf nogle, så vidt det har kunnet kontrolleres, er temmelig nøjagtige. Men der er ingen grund til at antage alle hans oplysninger som ufejlbarlige.

Xenofon, en anden græsk historieskriver, var vokset op til manddom ved slutningen af dette samme femte århundrede f.v.t. Hans værk om Kyros den Store, Kyropædien, er blevet kaldt „en politisk og filosofisk roman“. Forskere har gjort opmærksom på at Xenofon, da han skrev den, „kun havde lidt eller slet intet at bygge på ud over de usikre sagn og legender der havde dannet sig omkring den store persiske heltekonge.“ Det siges også at „en tydelig moralsk hensigt, for hvilken den nøgne sandhed ofres, går gennem hele værket“.¹

Det hævdes at Xenofon i sin græske historie, Hellenika, umiskendeligt røbede „en smålighed og et snæversyn som lå langt under en historikers værdighed“. Det hævdes også at „der i værket er visse alvorlige udeladelser og mangler som i høj grad forringer dets værdi“. — The Encyclopædia Britannica, 9. udgave, bind 24, side 721.

Der er dog ingen tvivl om at Xenofons værker også har deres fortrin. „Hans beskrivelse af steder og afstande er meget detaljerede og omhyggelige. Undersøgelser foretaget af rejsende i vore dage kan i det store og hele bekræfte hans nøjagtighed.“² Men nøjagtighed i de geografiske oplysninger berettiger ikke til at man giver hans værker forrangen fremfor Bibelen når det drejer sig om spørgsmål der angår kronologien.

Historikeren Ktesias levede også i det femte århundrede f.v.t. Hans kendte værk Persica giver sig ud for at være en perserrigets historie skrevet på grundlag af oplysninger som er hentet fra Persiens kongelige arkiver. George Rawlinson anklager i sit værk Seven Great Monarchies (bind 2, side 85) Ktesias for med velberåd hu at udvide det mediske monarkis periode „ved bevidst at fordoble den. . . . Hver konge eller periode hos Herodot forekommer to gange hos Ktesias — et let gennemskueligt trick, klodset skjult under et dække af frit opfundne navne“. Præsten og historikeren Berossos og filosoffen Aristoteles (4. århundrede f.v.t.) går også imod Ktesias. Kileskrifttekster som nylig er blevet fremdraget, stemmer heller ikke med hans vidnesbyrd.³

Hvor pålidelige var da disse tidlige historikere? Ikke så nøjagtige og pålidelige at deres oplysninger bør antages uden at være sammenlignet med andre kilder. The Encyclopædia Britannica (11. udgave, bind 26, side 894) anfører en udtalelse af den græske historiker Thukydid fra det samme femte århundrede f.v.t., hvori han siger at „historieskrivernes svaghed efter hans mening er at de kun søgte popularitet og ikke bestræbte sig for at give en pålidelig beretning“. Vi må imidlertid også regne med den mulighed at Thukydid har været noget streng i sin vurdering.

Thukydid en undtagelse

Thukydid selv betragtes i almindelighed som noget af en undtagelse fra regelen om unøjagtighed og manglende omhu hos de „klassiske“ historikere. The Encyclopædia Britannica siger: „Thukydid står alene blandt sin samtids mænd, . . . ved sin udstrakte sans for at fornemme de enkelte begivenheders almene betydning . . . I modsætning til [sine] forgængere har Thukydid undersøgt sit materiale med den største omhu“.⁴ Og The Encyclopedia Americana (1956-udgaven, bind 26, side 596) siger: „Som historiker indtager Thukydid førstepladsen. Han var omhyggelig og utrættelig ved indsamlingen og sorteringen af sit materiale, og kort og koncis i sin fremstilling. Hans stil er værdig, indholdet fortættet.“

Thukydid fortæller for eksempel at den græske hærfører Themistokles flygtede til Persien da Artaxerxes den Langhåndede „nylig var kommet på tronen“. (Se Thukydides, bog I, kapitel 9.) De fleste andre historikere siger at det var under Artaxerxes’ faders, Xerxes I’s, regering, denne flugt fandt sted. Herom erklærer den romerske historiker Nepos (1. århundrede f.v.t.): „Jeg har mere tiltro til Thukydid end til andre, for af alle som har efterladt beretninger fra den periode var han nærmest Themistokles’ tid og var fra samme by.“ — Themistokles, kapitel 9.

Selv om de fleste opslagsværker angiver år 465 f.v.t. som det år Artaxerxes besteg Persiens trone, er der stærk grund til at tro at dette er en fejl. Diodorus Siculus, en græsk historiker fra det første århundrede f.v.t., sætter Themistokles’ død i Lilleasien til 471 f.v.t., og der er grund til at tro at hans flugt fandt sted mindst to år inden da, eller i 473 f.v.t. Ifølge Thukydid var dette da Artaxerxes „nylig var kommet på tronen“. Det er derfor ret sandsynligt at Artaxerxes’ tronbestigelse fandt sted på et eller andet tidspunkt i 474 f.v.t.

Hvilken interesse har den der studerer Bibelen af at vide hvornår Artaxerxes kom på tronen? I Nehemias 2:1-8 siges der at denne konge udstedte et dekret om Jerusalems genopbygning i sit tyvende regeringsår. Guds profet Daniel blev oplyst om at der fra Artaxerxes’ dekret til den lovede Messias trådte frem, ville være en periode på ’niogtres åruger’ eller 483 år. (Dan. 9:25, norsk overs. af 1930; Kalkar; Lindberg; NW) Har de historiske begivenheder nu bekræftet Bibelens tidsregning?

Det tyvende år regnet fra året 474 f.v.t. begyndte i år 455 f.v.t. Tæller vi 483 år frem fra dette sidste tidspunkt kommer vi til år 29 e.v.t., det år Jesus blev døbt, ved hvilken lejlighed det blev bekræftet fra himmelen at han var Messias. Som disciplen Lukas beretter: „Da nu alt folket døbtes, og også Jesus blev døbt, så skete det, at Himmelen åbnedes, mens han bad, og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en røst lød fra Himmelen: ’Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.’“ — Luk. 3:21-23.a

Vi bemærker altså at af de „klassiske“ historikere fra det femte århundrede f.v.t. er det den historiker der er kendt for at sortere sit materiale og at gengive det nøjagtigt der bekræfter Bibelens kronologi.

Senere historikere

Hvordan forholder det sig med de senere græske og romerske historikere? Er deres tidsangivelser tilstrækkelig nøjagtige til at man med dem kunne rette et alvorligt angreb på Bibelen? Blandt disse historikere har vi Diodorus Siculus (1. århundrede f.v.t.). Af de oprindelig fyrre bøger han har skrevet, er kun femten bevaret. De fem beskæftiger sig med Ægyptens, Assyriens, Ætiopiens og Grækenlands sagnhistorie, og resten skildrer den anden persiske krig og strækker sig til Alexander den Stores efterfølgere. Diodorus siges at have gjort sig „liden umage med at sortere sit materiale, og derfor findes der hyppige gentagelser og modsigelser. . . . Tidsangivelserne i den strengt historiske del af værket er af og til unøjagtige.“ — The Encyclopædia Britannica, 9. udgave, bind 7, side 245.

Plutark (ca. 46 — ca. 120 e.v.t.) må også nævnes. „Der er sagt en hel del om Plutarks unøjagtighed; det kan ikke nægtes at han er skødesløs med sine tal og nu og da modsiger sig selv.“ (Plutarch’s Lives, oversat og revideret af A. H. Clough, forordet, side xviii) Han skrev om Themistokles og dennes samtid og om andre kendte grækere og romere.

Med hensyn til den romerske historiker Livius, der døde i år 17 e.v.t., er det meste af hvad han har skrevet kun overleveret i form af brudstykker og uddrag som senere forfattere har citeret. W. Lucas Collins, som har oversat værker af Livius, siger: „Desværre er det de tabte værker som vi mest af alt ønsker at se, da de behandler det romerske folks senere og mere autentiske historie, i særdeleshed den periode hvori forfatteren selv levede.“ Som det var sædvane dengang, medtog Livius i sin historie de da eksisterende sagn og overleveringer.

Vi må huske at disse historikere fra det første århundrede støttede sig til ældre kilder med hensyn til Assyriens, Babylons og Persiens historie. Som allerede nævnt bar nogle af disse kilder præg af forfatterens manglende omhu og skæmmedes af kronologiske unøjagtigheder. Endnu et usikkerhedsmoment føjedes til ved de mange afskrivninger.

Det følger heraf at man ikke hos de senere „klassiske“ historikere finder stærkere bevismateriale mod Bibelens tidsregning end hos deres forgængere i det femte århundrede f.v.t. Ja, ingen af disse „klassiske“ forfattere, hverken de tidligere eller de senere, vidner om nogen særlig stor nøjagtighed med hensyn til deres tidsangivelser. De giver læsere i vor tid et væld af oplysninger om begivenheder, sæder og skikke og tidens filosofiske anskuelser — værdifulde baggrundsoplysninger. Men i det store og hele ser det ud til at de ofrede mindre opmærksomhed på nøjagtige tidsangivelser.

Henvisninger

1 The Encyclopædia Britannica, 11, udgave, bind 28, side 886.

2 Ibid., 9. udgave, bind 24, side 721.

3 Ibid., 9. udgave, bind 6, side 599.

4 Ibid., 11. udgave, bind 28, side 894.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 329]

Herodot

Thukydid

Xenofon