Hvorfor den almægtige Gud ler ad nationerne
„Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.“ — Sl. 2:4.
1. Hvilken glædelig ting er tiden nu inde til for Gud, og hvilke spørgsmål rejser sig for os i denne forbindelse?
HVEM kan ikke lide at få en god latter? Evnen til at le er en af de utallige ting der adskiller mennesket fra dyrene. Mennesket er skabt så det kan le, og det har således fået en af de evner Skaberen selv har. Nu ler Gud. Ler han ad os? Eller ler vi sammen med ham? Hvordan kan vi vide hvordan det forholder sig? Hvad er det der morer vor Gud og Skaber så meget at det får ham til at le? Hvad ville det betyde hvis Gud lo ad os? Og hvordan kan vi — i stedet for at Skaberen ler ad os — få en sund latter sammen med ham og glemme de bekymringer som verdensforholdene giver anledning til?
2, 3. Hvorfor mener nationerne at verdensforholdene som de er nu og som de tegner sig, ikke er noget at le ad?
2 Ingen af jordens nationer synes at verdensforholdene som de er nu, og fremtiden som den tegner sig, er noget at le ad. Ler De — kan De le — når forretningsverdenens velstand (eller det der er tilbage af den) bestandig trues og står usikkert på en vaklende grundvold? Når de omkostninger der er forbundet med at regere et land stadig øges, og statsgældens byrde bliver tungere at bære? Når et stadig større antal nationer ikke kan enes, ikke kan være som en stor, fast sammentømret, familie, men de enkelte nationer alle mistænker hinanden, alle konkurrerer med hinanden, ruster sig militært mod hinanden, undertrykker hinanden, generer hinanden, udspionerer hinanden, og søger at opnå fordele fremfor de andre? Når utilfredsheden blandt befolkningerne stadig stiger og breder sig, så regeringerne har vanskeligt ved at holde styr på masserne? Når man ikke kan fæste lid til de styrendes retskaffenhed, og de offentlige tjeneres og deres underordnedes loyalitet ikke er til at stole på? Når respekten for de retmæssige autoriteter er dalende, når der hyppigt gribes til vold, og forbrydelsernes antal stadig tager til?
3 Ja, er det noget at le ad når statens kamp mod fattigdommen bliver hårdere? Når krigsvåbnene bliver grusommere? Når en atomkrig kun undgås fordi man frygter gengældelse, frygter for at udslette civilisationen og tilintetgøre alle jordens beboere? Når de religiøse hæmninger ikke længere formår at afholde mennesker fra urette handlinger? — Nej, ved en rent ydre betragtning er det ikke noget at le ad.
4. Hvem har bragt nationerne i den situation som de nu befinder sig i, og hvorfor har det været ganske unødvendigt?
4 Alle mennesker — ikke kun de der har et rent materialistisk livssyn — må indrømme at nationerne selv har bragt sig i denne situation. Det vidner verdenshistorien om indtil i dag. Det er så meget mere beklageligt som det alt sammen har været ganske unødvendigt! Hvordan kan vi sige det? Fordi der allerede er skaffet et middel til veje som kan afhjælpe situationen, et middel som nationerne har fået tilbud om men som de har afslået at tage imod. Det ville faktisk være til at le ad, hvis ikke det var så alvorligt.
5. Hvorfor har nationerne ikke handlet klogt i betragtning af de forhåndenværende omstændigheder?
5 Nationerne har ikke handlet klogt med det valg de har truffet. De ser hen til sig selv efter en løsning på vanskelighederne. I hvert fald ser de ikke hen til himmelen. De stoler på deres egne vismænd — deres statsmænd og diplomater. Men hvor langt har dette ført dem her i året 1969? Til randen af selvudslettelse, ikke blot ved en krig men også ved mange andre stærke midler. De er ikke til sinds at vende om. De er for stolte, for selvkloge, for optaget af deres egen suverænitet, deres egen beståen som nation, for verdenserfarne og „realistiske“ til at søge efter hjælp bag det der er synligt og håndgribeligt. De ser hen til det skabte i stedet for til Skaberen. For er der noget i dag der vidner om at nationerne tror på en Skaber? Nej, Skaberen ignoreres, til trods for at han opretholder ordenen i hele universet, blandt andet til gavn for os der lever på jorden. I sammenligning med hele universet er jorden kun et fnug! Følgelig skulle det ikke være for svært for ham at bringe orden i sagerne på jorden.
6. Kan man forvente at nationerne pludselig vil komme til at tro på Skaberen, og hvad er det trods nationernes indstilling rimeligt at tro om ham?
6 Eftersom den materialistiske videnskab er nationernes gud i denne hjernealder, nærer de ingen tro på en usynlig og almægtig Gud. Og hvis de ikke tror på ham nu, hvordan skulle man da forvente at de pludselig ville tro på ham når det værste der kan ske, nu snart kommer over dem og de bliver tvunget til at erkende deres egen og den moderne videnskabs hjælpeløshed? Det er kun rimeligt at forvente at jordens og menneskets Skaber har et lægemiddel for alle menneskets sygdomme, et tilstrækkelig effektivt lægemiddel, det eneste der findes. I mindst nitten hundrede år har nationerne haft mulighed for at vide at Skaberen, den sande Gud, har dette ene tiltrængte lægemiddel.
7. Hvorfor kan der i dette tilfælde ikke være nogen sameksistens mellem Gud og mennesker, så de to parter hver for sig gør deres egen vilje, side om side med hinanden?
7 Men når nationerne hårdnakket fortsætter med at afvise Guds foranstaltning, hvad kan man da forvente vil blive resultatet? Intet mindre end at nationerne kommer til at stå som Guds, Skaberens, modstandere, at de kæmper mod ham og mod hans middel til at frelse menneskeslægten. Dette er i overensstemmelse med en regel som blev fremsat for over nitten hundrede år siden af en vismand som kristenheden selv kalder „Guds søn“: „Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.“ (Matt. 12:30) Hvis et menneske foretrækker sine egne planer og forkaster Guds ordning, hvordan kan det da gøre Guds vilje og arbejde fredeligt sammen med Gud? Det er ikke muligt. Der er ikke plads for sameksistens i dette tilfælde — Gud og mennesker kan ikke hver for sig gøre hvad de vil, side om side med hinanden. Guds vilje berører hvert eneste menneske uden undtagelse. Den der selvisk foretrækker sine egne planer arbejder derfor uden om Gud, afviger fra Gud, og kæmper i realiteten imod Gud. Han sætter sig selv over Gud, gør sig selv klogere og dygtigere end Gud, og mener om sig selv at han ved bedst hvad der gavner ham. Menneskehedens historie og dens erfaringer viser at det forholder sig sådan.
8. Hvilken forskel er der mellem menneskehedens verdslige historie og Guds inspirerede historiske beretning i Bibelen?
8 Menneskehedens verdslige historie er blevet skrevet af uinspirerede mænd af denne verden. Man kan ikke forvente at de ville påpege at Gud har ladet en nøjagtig historisk beretning skrive af mænd som han har inspireret for at give menneskene et advarende ord til efterfølgelse. Dog eksisterer en sådan beretning. Denne historiske beretning, inspireret af Gud og skrevet af trofaste mænd i hans tjeneste, findes i Bibelen. Bibelen er en historisk beretning om mennesket, en beretning der viser hvordan Gud har handlet med menneskene indtil for nitten hundrede år siden. Den profeterer også om hvordan Gud ville handle med menneskene efter den tid, helt op til den tid vi nu oplever og tusind år videre frem. Det er af den allerstørste betydning for mennesket at vide hvad Gud, Skaberen, har været i færd med at gøre i de tusinder af år mennesket har eksisteret. Det er netop hvad hans skrevne bog, Bibelen, specielt beskæftiger sig med. Det gør den verdslige historie ikke. Den ophøjer mennesker, ikke Gud.
9. Hvori ligger Bibelens store betydning, og hvordan undgår vi at gøre os selv til latter for Gud?
9 Bibelen åbenbarer at Gud, Skaberen, har handlet med enkeltpersoner, med enkelte familier og med hele nationer. Det er ikke blot en bog om forgangne tiders historie, død historie, beretninger om mennesker som nu har ligget i deres grave i nitten hundrede år. Tværtimod har Bibelen lige fra begyndelsen været en fremsynet bog, og grunden er at den til forskel fra alle andre bøger indeholder guddommelige profetier. Foruden dens direkte profetier om fremtiden er mange af de begivenheder som Bibelen beretter om, blevet nedskrevet fordi de profetisk skildrer fremtidige begivenheder, deriblandt også begivenheder i vor tid. Det er heri Bibelens overordentlig store betydning ligger. Det er den eneste bog som vi ikke tør overse eller skubbe til side i dag. Vi har ikke til hensigt at gøre det, heller ikke i denne drøftelse, selv om nationerne har gjort det, med forvirring til følge. Hvis vi giver agt på den inspirerede, profetiske Bibel og ikke ignorerer den, gør vi os ikke til genstand for Guds latter. Gud vil ikke le ad os, sådan som han nu ler ad verdens nationer.
Den almægtige Gud har leet i forgangne tider
10. Hvilken by indtog en fremtrædende plads i verdensbegivenhederne for nitten hundrede år siden, da Gud fik sig en god latter over nationerne, og i hvilken del af verden mente nogle at tiden var inde til en forandring?
10 For nitten hundrede år siden lo den almægtige Gud ad den tids nationer. Det var i forbindelse med en begivenhed hvorunder menneskets modstand mod Gud blev tydeligere end nogen sinde før. Lad os nu på grund af denne begivenheds profetiske betydning for vor tid vende os til den bibelske beretning om den og sammenholde den med begivenhedernes forløb i dette tyvende århundrede. Ligesom i dag indtog byen Rom dengang i det første århundrede en fremtrædende plads i verdensnyhederne. Dengang var der ikke nogen Vatikanstad som beherskede en romersk-katolsk verden. Den hedenske kejser over det romerske imperium var stadig pontifex maximus på det religiøse område, og på dette særlige tidspunkt var det kejser Tiberius som tjente i dette embede. Han havde efterfulgt kejser Augustus, der var død den 19. august i år 14. Tiden var inde til en forandring. Det mente i hvert fald en gruppe mennesker som befandt sig i et lille land i den østlige del af romerriget, som dengang strakte sig rundt om hele Middelhavet. Og der kom en forandring — en forandring som skulle berøre os i dag.
11. Hvor og af hvem blev en ny regering da forkyndt?
11 Fra ørkenen her i det mellemste østen lød en røst som forkyndte en ny regering. Det var røsten af en mand som opholdt sig i ørkenen. Hans navn havde en venlig klang, for det betød „Jah er nådig“. (Luk. 1:59-80) Det var i det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid, det vil sige i foråret 29, at denne mand ved navn Johannes begyndte at forkynde den nye regering. (Luk. 3:1, 2) Johannes var søn af en præst, men der berettes intet om at han nogen sinde tjente som præst ligesom sin fader ved templet i Jerusalem, den religiøse hovedstad i den romerske provins Judæa. Johannes’ Gud, den nådige Jah eller Jehova, havde et mere betydningsfuldt arbejde for ham end at tjene ved et jordisk tempel af træ og sten. Jehova Gud havde med hensigt oprejst denne Johannes til at træde frem som herold og forløber for den nye regerings hersker. Til Guds egen fastsatte tid trådte Johannes derfor frem på den offentlige skueplads og begyndte at forkynde „Himmeriget er kommet nær“. (Matt. 3:1, 2) Eftersom det blev kaldt „Himmeriget“, altså et rige fra himmelen, gav det løfte om at det ville blive en retfærdig regering, noget som man dengang trængte lige så hårdt til som i dag.
12. Hvilke spørgsmål stiller folk om en regering fra himmelen, men hvad mente Johannes Døber med udtrykket „Himmeriget“?
12 „Men hvordan kan ’himmelen’ regere?“ vil stivnakkede materialister i dag sikkert spørge. Hvis de ville læse Bibelen ville de snart finde ud af hvordan „himmelen“ har været årsag til store verdensomvæltninger i fortiden og snart vil blive det igen. Selv om mennesker kan sende femtentons raketter ud i det ydre rum giver det dem ingen magt eller overhøjhed over den „himmel“ som Johannes talte om. Mennesker i dag tænker på himmelen uden at tænke på Gud, men da Johannes brugte det inspirerede udtryk „Himmelen“, mente han den almægtige Gud. Det „Himmerige“ som han forkyndte var „Guds rige“. Det er grunden til at der må være tale om en god, retfærdig og fuldkommen regering. Det er grunden til at menneskene måtte forberedes på denne regerings komme. Derfor sendte Gud Johannes for at døbe eller nedsænke angrende mennesker i vand som symbol på at de angrede deres synder mod den almægtige Gud. — Matt. 3:4-6; Mark. 1:4-15.
13. Hvordan kom Babylons konge Nebukadnezar til at erkende at himmelens styre var et virkeligt og personligt ledet styre?
13 Det „Himmerige“ som Johannes forkyndte var ikke en imaginær regering. Nej, denne regering var lige så virkelig og virksom og lige så personligt ledet som enhver anden regering i dag, i London, Paris, Moskva, Peking, Washington, Rom eller noget andet sted på jorden. Hårdkogte politiske ledere vil måske ikke anerkende dette, men det vil de komme til inden længe. De er ikke overmennesker, lige så lidt som Babylons konge Nebukadnezar i det syvende og sjette århundrede før vor tidsregning var et overmenneske. Trods sin store magt blev denne hersker over det babyloniske rige fornedret til at leve blandt markens dyr i syv år indtil, som profeten Daniel sagde til ham, „du skønner, at Himmelen har magten“. Her betød „Himmelen“ den Højeste, for umiddelbart før Nebukadnezar blev slået med vanvid, lød der en røst til ham fra himmelen som sagde at syv år ville gå hen over ham mens han befandt sig i denne tilstand, „til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil“. Efter sin mirakuløse helbredelse anerkendte Nebukadnezar at dette er sandt. — Dan. 4:25-37.
14, 15. Blev Johannes sat i fængsel fordi han forkyndte „Himmeriget“, og hvem tog forkyndelsen op bagefter?
14 Johannes var ikke mindre realistisk end de politiske ledere i dag. Han forførte ikke folket med en urealiserbar ønskedrøm. Omkring et år efter at han var begyndt at forkynde og døbe blev han sat i fængsel af Herodes Antipas, landsfyrsten over Galilæa, men ikke fordi han forkyndte „Himmeriget“. Han blev sat i fængsel fordi han fastholdt at denne fyrste, som påstod at han var under Johannes’ Guds, Jehovas, lov, måtte føre et rent moralsk liv. (Matt. 14:1-5) Selvrådige politiske herskere dengang mente ikke at et rige, hvis det var et „Himmerige“ eller et „Guds rige“, ville gribe ind i deres synlige jordiske riger. Imidlertid forhindrede denne fængsling Johannes i offentligt at forkynde Guds rige. Men efter at han var blevet fængslet blev hans forkyndelse af Riget taget op af en mand som han havde døbt i Jordanflodens vand omkring et halvt år forinden. Det var en tømrer fra Nazaret i Galilæa, og hans navn var Jesus, en fostersøn af Josef. Om denne Jesus læser vi:
15 „Men da Jesus hørte, at Johannes var sat i fængsel, drog han bort til Galilæa. Og han flyttede fra Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum . . . Fra da af begyndte Jesus at prædike og sige: ’Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.’“ — Matt. 4:12-17; Mark. 1:14, 15.
De gør sig selv til latter
16, 17. (a) Hvem var det der egentlig blev til latter da landsfyrsten Herodes Antipas fik fat i Jesus, og hvad var grunden? (b) Hvordan vidnede Johannes Døber om at Jesus var Guds søn?
16 Kun omkring tre år efter var det at landsfyrsten Herodes Antipas og hans soldater spottede Jesus, som stod anklaget for at ville gøre sig selv til konge i stedet for kejser Tiberius. (Luk. 23:8-12) Dette var kun en del af vidnesbyrdet om at nationerne var ved at gøre sig selv til latter. Når nationerne begynder at gøre sig lystige over Guds søn og gøre nar af ham, er det i realiteten sig selv de gør til latter. Det var det de gjorde dengang de spottede Jesus. Da Johannes Døber nedsænkede Jesus fra Nazaret i vand og døbte ham, fik han det vidnesbyrd fra himmelen at denne Jesus var Guds søn. Senere vidnede Johannes for folket:
17 „Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: ’Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.’ Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.“ — Joh. 1:32-34.
18. (a) Hvorfor behøvede Jesus ikke at føre en politisk valgkampagne? (b) Hvordan prøvede hans fjender at inddrage ham i det politiske spørgsmål om at give kejseren skat?
18 Johannes Døber vidnede herom da han pegede på Jesus og sagde til sine tilhørere: „Se Guds lam, som borttager verdens synd!“ (Joh. 1:29, fodnoten) Jesus, Guds søn, blev salvet med Guds heldige ånd til at være „Himmerigets“ kommende konge. Han blev salvet med Guds ånd til at forkynde dette „Himmerige“ for folk til trøst og vejledning for dem. Det var det han gjorde. (Luk. 4:16-21; 8:1; Ap. G. 10:38) Han rejste ikke på kryds og tværs gennem landet i en politisk valgkampagne for at prøve at hverve stemmer. Det behøvede han ikke at gøre, for han var allerede valgt, han var allerede salvet af sin himmelske Fader, Jehova Gud, til at være konge i det messianske Gudsrige som skulle regere fra himmelen. De mange religiøse fjender han skaffede sig, prøvede at inddrage ham i verdens politiske spørgsmål. Der berettes om i hvert fald ét tilfælde da de spurgte ham om det var rigtigt af jøderne, som var under Guds lov, at betale skat til kejseren, hvis herredømme de ikke brød sig om. Jesus standsede behændigt enhver oprørsk tale med svaret: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Matt. 22:15-22) Det Jesus sagde at andre skulle gøre, gjorde han selv: Han betalte hovedskat til kejseren fordi den tilkom kejseren. Han var ingen oprører.
19. (a) Hvordan viste jøderne deres indstilling til „Himmeriget“ efter at Jesus havde undervist og forkyndt i tre år? (b) Hvordan tilkendegav Jesus ved den måde hvorpå han udsendte sine disciple at han ikke var nogen oprører?
19 Var Jesu landsmænd for dette „Himmerige“ som han forkyndte? Nej, kun et forholdsvis lille antal troede på ham. Tusinder af jøder og jødiske proselytter hørte ham, men kun forholdsvis få troede på ham som den lovede Messias, Kristus, den Salvede. Efter at han havde undervist og forkyndt i tre år kom folket til ham og sagde: „Hvor længe vil du holde vor sjæl hen i uvished? Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud!“ Men Jesus overlod til dem selv at drage deres egne slutninger. Det kom helt an på deres tro. På dette tidspunkt var de parate til at stene ham. (Joh. 10:22-31) Men af dem der troede på ham og fulgte ham som Messias eller Kristus udvalgte han tolv apostle. Efter at have oplært dem sendte han dem ud for at de også skulle forkynde „Himmeriget er kommet nær!“ (Matt. 10:1-7) Senere udsendte han halvfjerds andre som skulle forkynde det samme budskab. (Luk. 9:1-6; 10:1-11) Alt i alt, toogfirs forkyndere af Guds rige — men ingen guerillahær bevæbnet med sværd, lanser, buer og pile. Hvor mærkeligt! Kunne en uafhængig regering introdoceres og indsættes over Israels folk ved at man forkyndte om den? Det kan nok få nogen til at le.
20. Lo de religiøse ledere efter Lazarus’ opstandelse og efter Jesu kroningstog ind i Jerusalem?
20 Én gang forekom det dog ikke så lattervækkende. Det var efter at denne forkyndelse havde stået på i tre år. Det var i det tidlige forår 33. Indtil da havde den kejserlige romerske regering over jøderne intet gjort ved denne Jesus Kristus og hans lille gruppe rigsforkyndere. Men de religiøse ledere i Jerusalem var blevet bange for ham. Nogen tid før påsken i dette år havde Jesus Kristus gjort et af sine mest opsigtsvækkende mirakler — han havde vakt en mand til live som havde været død og begravet i fire dage. På grund af dette var der stort røre blandt folket, og de religiøse ledere sagde til hinanden: „Hvad skal vi gøre? Den mand gør jo mange tegn. Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os.“ (Joh. 11:1-48) Men nu, den 9. nisan, fem dage før påsken, red Jesus som i et kroningstog ind i Jerusalem mens den jublende skare råbte: „’Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!’ og: ’Israels konge!’“ På grund af denne overraskende støtte til Jesus som Israels messianske konge, blev farisæerne endnu mere foruroligede og sagde til hverandre: „Der kan I se, at I slet ikke udretter noget; alverden løber jo efter ham.“ — Joh. 12:10-19.
21, 22. (a) Hvordan implicerede de religiøse ledere den romerske regering i retssagen mod Jesus? (b) Hvordan behandlede Herodes Antipas sagen da Jesus blev ført for ham?
21 De religiøse ledere prøvede derfor at udrette noget ved at få Jesus, Messias, henrettet den følgende påskedag, den 14. nisan. Den religiøse anklage mod ham ændrede de til en politisk anklage. De implicerede dermed politiske repræsentanter for den kejserlige romerske regering over Palæstina i sagen. Efter først at have dømt ham til døden på et religiøst grundlag, førte de ham til den romerske landshøvding over provinsen Judæa. Hvad anklagede de ham for? For politisk oprør. Da den romerske landshøvding Pontius Pilatus forhørte den anklagede Jesus sagde han: „Er jeg måske en jøde? dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?“ (Joh. 18:12-35) Under retssagen fik Pontius Pilatus at vide at Jesus var fra provinsen Galilæa, som hørte under Herodes Antipas’ retsområde, han som havde ladet Johannes Døber henrette. Da Pontius Pilatus søgte at blive fri for denne sag, sendte han Jesus til Herodes, som da var i Jerusalem.
22 Herodes Antipas, der troede at Jesus var Johannes Døber som var opstået fra de døde, var interesseret i at se Jesus. Han håbede på at Jesus ville underholde ham med et mirakel eller to. Imidlertid ville Jesus ikke som han og nægtede pure at sige eller gøre noget som helst til sit forsvar. Præsterne og de skriftkloge kunne anklage ham så meget de ville. Herodes tog det derfor som en spøg. Beretningen herom lyder: „Herodes og hans krigsfolk hånede og spottede ham, og de kastede en prægtig kappe om ham og sendte ham så tilbage til Pilatus. På den dag blev Herodes og Pilatus venner; før havde der nemlig været fjendskab imellem dem.“ — Luk. 23:1-12.
23. Hvordan blev Jesus derefter spottet af romerske soldater?
23 Bagefter, da Pontius Pilatus havde givet efter for de religiøse lederes pres og overgivet Jesus til sine romerske soldater til henrettelse på en pæl, blev Jehova Guds Messias, Kristus, udsat for yderligere hån og spot. I Mattæus 27:27-31 siges der: „Så tog landshøvdingens soldater Jesus med sig ind i paladset og samlede hele vagtmandskabet omkring ham. Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød kappe om ham. Og de flettede en krone af torne og satte den på hans hoved og gav ham et rør i højre hånd; og de faldt på knæ for ham, drev spot med ham og sagde: ’Hil dig, jødekonge!’ Så spyttede de på ham og tog røret og slog ham i hovedet med det. Og da de havde drevet spot med ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på og førte ham af sted for at korsfæste ham.“
24. Hvordan spottede de religiøse ledere den pælfæstede Jesus?
24 Mens Jesus hang på pælen, spottede de forbipasserende ham, rystede på hovedet ad ham og hånede ham. „Sådan spottede også ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de ældste og sagde: ’Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: „Jeg er Guds søn.“’“ — Matt. 27:39-43.
25. Efter hvilke forsigtighedsregler i forbindelse med Jesu døde legeme kunne de religiøse ledere nu fryde sig?
25 Således døde Jesus, Messias, Guds søn, som én man lo ad. Den næste dag, efter at han var død og var blevet lagt i en nærliggende grav, viste de ledende præster og farisæerne deres foragt og også at det var deres hensigt at forhindre at Jesu legeme muligvis skulle forsvinde fra graven, da de sagde til Pontius Pilatus: „Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede: ’Efter tre dages forløb opstår jeg.’ Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: ’Han er opstået fra de døde’; og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første.“ Atter fik de deres vilje med den romerske landshøvding, som befalede dem at forsegle graven og sætte en vagt udenfor. (Matt. 27:62-66) Nu kunne de religiøse ledere sandelig fryde sig!