Lad ikke vanskeligheder gøre dig modløs
FØLER du dig somme tider modløs? Hvis du gør, er der ikke noget usædvanligt ved det! Der er mange mennesker som nu og da føler sig tynget af byrder der på en eller anden måde gør dem modfaldne. En sådan følelse af modløshed er ikke noget nyt.
Måske er man gået i gang med noget man følte var anstrengelserne værd, at lære et nyt sprog, for eksempel. Eller det kan være man er begyndt på et nyt og bedre liv, et liv i den kristne tjeneste. Til at begynde med var man overbevist om at intet ville kunne få en til at give op. Men så skete der noget. Pludselig opstod der vanskeligheder som fik en til at miste modet.
Årsagen hertil kan naturligvis ofte findes hos en selv. Måske har man været syg, er udkørt, eller føler sig ude af balance. Så er det let at blive modløs. Når man er rask og udhvilet, derimod, ser man straks lysere på problemerne.
Selv om modløsheden synes at presse på indefra, viser det sig i de fleste tilfælde at den skyldes ydre omstændigheder. Dette er for eksempel tilfældet når man kommer ud for personlige prøvelser eller føler at man er kommet til kort, eller det kan være bitter skuffelse over et eller andet. Når man skuffes bliver man for en tid nedslået, man mister modet og håbet og føler sig i dårligt humør. Hvordan kan man overvinde de vanskeligheder der forårsager en sådan modløshed?
Modstand fra arbejdskammerater, slægtninge, tidligere venner
At arbejdskammerater til stadighed taler nedsættende om ens religion, er en meget almindelig årsag til prøvelser. Hvorfor gør de det? Før man kom til nøjagtig kundskab om Guds retfærdsprincipper, har man måske selv levet sit liv i „tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse“. Dengang havde de intet nedsættende at bemærke om ens religion. Men nu ’undrer de sig . . . og spotter os fordi vi ikke med dem styrter os ud i den samme strøm af udsvævelser’. (1 Pet. 4:3, 4) Hvis sådanne nedsættende bemærkninger kan give én anledning til at fortælle arbejdskammeraterne hvorfor man lægger en kristen opførsel for dagen, er det godt. Men somme tider skal man blot ignorere disse bemærkninger. I hvert fald skal der mod til at stå fast når man udsættes for den slags prøvelser.
En anden form for modstand man må overvinde er når ens nærmeste familie taler nedsættende om ens religion og de anstrengelser man gør sig for at tjene Jehova. Eller måske bliver ens tro kritiseret af andre slægtninge. Dette kan være en temmelig hård prøve på ens hengivenhed over for Gud og Kristus. Jesus advarede: „Jeg er kommen for at volde splid ’mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder, og en mand skal få sine husfolk til fjender.’“ — Matt. 10:35, 36.
Hvis dette finder sted i dit tilfælde består din prøve i at vise hvilket bånd der er det stærkeste og af størst betydning for dig. Er det familiebåndet, eller er det det kærlighedsbånd der knytter dig til Gud og Kristus? At give efter for pres fra familiemedlemmer vil hverken gavne dig selv eller dem, men vil derimod berøve familien den gode indflydelse det kan have på hjemmet at du er en tjener for Jehova. (1 Kor. 7:16) Du kan overvinde den slags prøvelser ved at lægge Guds ånds frugter for dagen i denne vanskelige situation, idet du erindrer dig Jesu ord til hans disciple: „Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“ — Luk. 21:19; Sl. 27:10; Mark. 10:29, 30.
Er du for nylig begyndt at komme sammen med Jehovas vidner i deres rigssal? Så indstil dig på at høre og at udholde nedsættende bemærkninger fra familien og tidligere venner om din nye omgangskreds. Bliv ikke modløs hvis de forekommer chokerede og udbryder: „Nej, ikke et af Jehovas vidner! Alt andet end det!“ Hvorfor blive ked af det når folk kommer med sådanne bemærkninger? På nøjagtig samme måde prøvede folk for nitten hundrede år siden at tage modet fra dem der lyttede til Jesus, idet de sagde: „Er I også ført vild? Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne [de indflydelsesrige]?“ Fat mod! Tal som Nikodemus. — Joh. 7:47-51; 1 Kor. 1:26-29.
Ligegyldighed
Den ligegyldige indstilling man møder hos nogle når man går fra dør til dør, kan også være noget af en prøvelse og tage modet fra visse kristne forkyndere. I nogle distrikter kan en forkynder gå i timevis fra hus til hus og kun finde meget lidt interesse; ved visse døre får han kun lejlighed til at sige nogle få ord, mange steder møder han kold ligegyldighed, og ind imellem bliver han udsat for hån. Men kan man sige at hans tjeneste er resultatløs af den grund? Han glæder sin Skaber ved at adlyde hans befaling om at forkynde; han aflægger et vidnesbyrd hvad enten folk vil høre eller ej; han arbejder for de menneskers frelse som vil lytte — og nogle vil. Desuden arbejder han også på sin egen frelse. På ingen måde en resultatløs tjeneste! — Matt. 24:14; Ez. 2:5; 1 Tim. 4:16.
Ikke alle lyttede til Jesus. Folk i hans hjemby tog ikke imod ham. Den kristne ordets tjener er ikke større end Jesus og bør derfor ikke blive mismodig hvis folk behandler ham som de behandlede Guds søn. (Matt. 10:24, 25) Skønt Noa forkyndte i fyrre til halvtreds år, var det dog kun ham selv og hans husstand der gik ind i arken. Moses fortsatte med at opsøge Farao, ikke fordi han mente at Farao ville følge ham i den sande tilbedelse, men han gjorde det i lydighed mod Jehova. Jehova sagde ikke til Jeremias: ’Jeg har noget godt distrikt til dig at forkynde i,’ men snarere: ’Når du forkynder, vil de kæmpe imod dig.’ Vær ikke forknyt! Sæt din lid til Jehova; så vil han være med dig på samme måde som han var med Jeremias. — Jer. 1:19.
Talefærdighed
Det sker at én mister modet fordi han sammenligner sig med en anden som måske er bedre til at udtrykke sig. En anden føler måske at han ikke slår til når han står over for bedre uddannede folk i sit distrikt. Men han bør huske at uanset hvor svært han har ved at udtrykke sig, så er han på en måde bedre stillet end dem han besøger, for de kan intet sige om hvad Guds vilje er i vor tid.
Det skete for ikke så længe siden på Taiwan (Formosa) at en ældre kristen forkynder som nylig havde lært at læse, følte sig helt slået ud fordi han i tjenesten fra dør til dør var blevet spurgt om et grundlæggende lærespørgsmål som han ikke havde kunnet gøre rede for. Hvordan overvandt han denne vanskelighed? Han fulgte et forslag han fik af en hjælpsom trosfælle. Det gik ud på at han skulle studere mere indgående og øve sig i at undervise i sit eget hjem ved hjælp af en ny bibelstudiebog på sproget amis. Nogen tid efter havde han en meget glædelig og opmuntrende oplevelse. Han mødte en mand fra sin egen stamme som var elev på en katolsk præsteskole; denne mand var uenig med ham om treenighedslæren. Denne gang var forkynderen i stand til at bruge det han havde lært ved at undervise sin familie i at imødegå indvendinger i forbindelse med dette og andre lærespørgsmål.
Det er godt at være klar over på forhånd at mange vil vise interesse i begyndelsen men senere vil falde fra. Som Jesu lignelse i Mattæus 13:3-9 forudsagde, er det ikke alle sædekornene der modnes og bærer frugt. Nogle mennesker forsvinder hurtigt når forfølgelse sætter ind, andre kommer til det punkt hvor de tager imod sandheden fra Guds ord, men bliver senere offer for menneskefrygt på grund af modstand fra slægtninge og venner. Andre opgiver fordi de har „for travlt“ med at jage efter fornøjelser og materielle ting. Dette skulle ikke tage modet fra Jehovas tjenere. De har hørt Guds ord. De vil få Jehovas velsignelse nu hvis de „bevarer det og bærer frugt i udholdenhed“. — Luk. 8:15, NW.
Gør du andre modløse?
Sande kristne som ved hvordan deres nærmeste og deres kristne brødre reagerer når de bliver modløse, vil passe på ikke at sige eller gøre noget som bevirker at andre bliver kede af det. Hvis man undlader at rose et menneske der har fortjent en anerkendelse, kan det virke meget skuffende på den det går ud over. En gæst ved en middag sagde for eksempel til sin ven: „Din kone er dygtig til at lave mad,“ hvortil værten sagde: „Det har du ret i, men sig det ikke til hende.“ Gæsten lagde mærke til at forholdene i det hjem ikke var så gode som det er tilfældet de steder hvor familiemedlemmerne i taknemmelighed giver udtryk for deres anerkendelse. — Ordsp. 31:28.
Også børn og ægtemænd har godt af en velfortjent anerkendelse. Den er som olie der får livsmaskineriet til at gå lettere. En moder som ofte måtte irettesætte sin lille pige fortæller at hun en dag havde opført sig særlig pænt. Den aften hørte moderen hende græde. Den lille pige spurgte ind imellem hulkene: „Synes du slet ikke jeg har været en stor pige i dag?“ Moderen indrømmede at spørgsmålet skar hende i hjertet. Hendes datter havde gjort sig store anstrengelser for at adlyde, og dog havde hun lagt hende i seng uden så meget som et anerkendende ord. Den lille pige var skuffet.
Endog ens egne venner eller kristne brødre der mener det godt men måske betragter sagen fra et forkert synspunkt, kan være noget af en prøvelse og blive årsag til modløshed. Da Jesus fortalte sine disciple om det han skulle lide i tjenesten for Gud, „tog Peter ham til side og begyndte at rejse kraftige indsigelser over for ham“. Men Jesus modstod denne prøvelse, idet han gav den sentimentale Peter en alvorlig irettesættelse. — Matt. 16:21-23, NW.
I et bestemt land i Afrika var der for nylig et stort behov for en moden og erfaren missionær til at rejse som sektionstjener og føre tilsyn med Jehovas vidners menigheder dér. En kvalificeret tjener overvejede alvorligt at tage opgaven op, hvilket betød visse farer og mange besværligheder og prøver. Nogle af hans venner fremhævede disse vanskeligheder, og deres bemærkninger virkede ikke særlig opmuntrende. Ville han sige ja til tjenesteforretten, eller ville han lade sig påvirke af udtalelser som „ikke [var] Guds tanker, men menneskers“? Han overvejede alvorligt sagen under bøn og tog imod opgaven. Han erfarer nu utallige glæder og velsignelser i denne tjenestegren.
Hvis du befinder dig i en lignende situation og du forstår hvad Jehovas vilje er med dig, så svar dem der prøver at gøre dig modløs, med de samme ord som Paulus: „Hvorfor græder I sådan og gør mit hjerte vegt? jeg er jo ikke blot rede til at lade mig binde, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld.“ — Ap. G. 21:12-14.
Gør det altså ikke vanskeligere for andre ved at være en kilde til modløshed for dem. „Vi lægger jer på sinde, brødre: retled de uskikkelige, trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige, og vis langmodighed imod alle.“ — 1 Tess. 5:14.
Vanskelighederne kan overvindes
De vanskeligheder der gør én modløs kan overvindes. Jesus Kristus overvandt dem. „Dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, ’han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig,’ han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.“ — 1 Pet. 2:21-23.
Ja, vanskelighederne er til at overvinde. Jeremias gjorde det. Hvordan? Han koncentrerede hele tiden sine tanker om Jehova gennem bøn og anstrengte sig for at tjene ham med endnu større iver. — Jer. 20:11, 13.
Man kan overvinde vanskelighederne på samme måde som Paulus. Selv om han var ’hårdt trængt på alle måder . . . tvivlrådig . . . forfulgt . . . slået til jorden . . . overgivet til døden’, og „på alle måder i trængsel“, så satte han sin lid til „Gud, som trøster de nedbøjede“. (2 Kor. 4:8-11; 7:5, 6) Lad disse og andre eksempler på trofasthed være dig en opmuntring til at følge denne rette vej.
Men hvad nu hvis arbejdskammerater, familiemedlemmer og tidligere venner fortsat øver modstand eller er ligegyldige? Så må vi huske Jesu ord: „Jeg siger jer: I den nat skal der ligge to mænd på samme leje; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.“ (Luk. 17:34, 35) Du ønsker ikke at være blandt dem der bliver ’ladt tilbage’ af Gud! Du ønsker at være blandt dem der „tages med“, det vil sige blandt dem der opnår Guds gunst og som er blevet ført ind på frelsens vej.
Bevar derfor det rette udsyn. Det vil hjælpe dig til at holde ud under vanskeligheder. Kom sammen med dine trosfæller. Glæd dig over den gensidige opmuntring der finder sted ved møderne i den kristne menighed. Dine trosfællers gode beretninger og interessante oplevelser vil opmuntre dig. Læs i Bibelen; i den vil du finde „ord til opmuntring“. (Hebr. 13:22, NW) Lad aldrig en dag gå uden at du tilegner dig åndelig føde. (Jos. 1:8) Vend dig til Jehova, al trøsts Gud. Støt dig til ham. Opnå større lykke ved at dele med andre. Giv ikke op. Vær besluttet på ikke at lade vanskeligheder gøre dig modløs. Med Jehovas hjælp kan og vil det lykkes.