Hvorfor præster går
HVER måned er der hundreder af præster som forlader deres embeder. Denne præsteudvandring er blevet som en rivende strøm, der ryster kirkerne i deres grundvolde.
Bladet National Catholic Reporter har anslået at der i De forenede Stater er mindst 2700 katolske præster som er holdt op bare i 1968. Og Time meddeler: „Så mange som tre tusind protestantiske præster i De forenede Stater opgiver hvert år prædikestolen.“
Andre lande erfarer en lignende præsteudvandring.
Hvem er det der går?
Hvad er det for præster som holder op? Er det mænd der føler at deres evner og kvalifikationer ikke slår til?
Sociologen Eugene Schallert, der er jesuit, har foretaget en undersøgelse blandt flere hundrede katolske præster som er gået fra deres embeder. Han udtaler: „De der går er nogle af kirkens bedste mænd — nogle af de mest intelligente, mest initiativrige. . . . Det er fagets topmænd, mænd som vil kunne opnå virkelig fine stillinger.“
Et eksempel herpå er Charles Davis. På det tidspunkt da han tog sin afsked var han Englands førende og mest kendte katolske teolog. Forrige år i november gik også Bernard J. Cooke. Han var en af de mest fremtrædende katolske teologer i De forenede Stater. Blandt andre som også for nylig har taget deres afsked er den kendte katolske biskop James P. Shannon i De forenede Stater og Mario Renato Cornejo Ravadero fra Peru. Også pavens husstand rystedes da et af dets elitemedlemmer, monsignore Giovanni Musante, tog sin afsked sidste år.
Er det af betydning at det er mange af de „bedste mænd“ der fører an i denne udvandring? Ja, det er det. Som den tidligere katolske præst Alex MacRae forklarer: „De fleste præsters uddannelse vil ikke hjælpe dem stort udenfor, og det er grunden til at mange af dem forbliver indenfor.“
Nu er der imidlertid blevet etableret en række bureauer hvis formål er at hjælpe tidligere præster til at omstille sig og finde en beskæftigelse. Der er således noget der tyder på at præsteudvandringen er ved at tage til. Et af de nævnte bureauer tager sig nu af cirka 165 nye præsteklienter om måneden — 2000 om året! John Wesley Downing, som er direktør for et andet bureau, forudsiger at mere end halvdelen af de 450.000 protestantiske og katolske præster i De forenede Stater vil gå inden 1975.
Hvorfor går de?
Men hvad er det der gør at så mange tager deres afsked? Cølibatkravet, der forbyder præster at gifte sig, er den hyppigst anførte grund.
Det vil imidlertid være fejlagtigt at drage den slutning at cølibatkravet er den eneste eller den dybeste grund til at præsterne holder op. Som monsignore Myles Bourke, New York, har bemærket: „De fleste af dem tager deres afsked fordi de er blevet skuffede i deres arbejde. Mange af de yngre præster behandles som var de drenge og de føler sig holdt udenfor.“
Det er som den unge Charles W. Long, der forlod sit præsteembede i 1966, skriver: „Jeg blev rastløs, ikke på grund af cølibatkravet men fordi jeg blev overbevist om at den tjeneste jeg kunne yde andre mennesker blev bremset i stedet for støttet.“ Han bemærkede det „farceagtige i at et sogn er optaget af at arrangere bingospil og ni-dagesandagter“.
Da Charles Wood forlod præstegerningen i Britisk Honduras sidste sommer udtalte han: „Det lader til at vi sidder fast i ritualernes og traditionernes skure . . . selv om jeg havde fået lov til at gifte mig i morgen og forblive inden for institutionen, ville jeg alligevel have taget min afsked.“
Når katolske præster tager deres afsked er det ikke sjældent de bemærker at der er noget grundlæggende forkert ved den katolske kirke. Tidligere præst i Brooklyn, New York, Herbert Hooven skriver: „Der er så mange grundprincipper der berøres . . . jeg kan trække en meget skarp linje mellem et sandt kristent religiøst samfund og et typisk katolsk sogn.“
Da den katolske teolog Charles Davis fortalte hvorfor han tog sin afsked, rørte han ved det grundlæggende problem. „Jo mere jeg studerer Bibelen,“ siger han, „desto mindre sandsynligt er det at den katolske kirke er hvad den hævder at være. . . . Der givet simpelt hen ikke et så fast bibelsk grundlag hvorpå der kan bygges en så tung institution som de romersk-katolske påstande fordrer. . . . Jeg synes ikke man interesserer sig for sandheden for sandhedens skyld. Hensynet til egen fordel, og, fremfor alt, til bevarelsen af autoriteten, synes altid at dominere.“
Han tilføjede: „Kirken som institution betragtet krænger sig ind i sig selv og er mere optaget af sin egen autoritet og prestige end af evangeliets budskab.“
M. R. C. Ravadero, der i 1961 blev den yngste katolske biskop i verden og som tog sin afsked sidste år, har udtalt: „Jeg følte at jeg ville blive kvalt i denne atmosfære. . . . Jeg kunne ikke fortsat være hoved for en kirke som jeg ikke kunne forstå.“
Også protestantiske præster forlader deres embeder i stort tal, selv om det ikke er dem forbudt at gifte sig. United Church of Christ foretog derfor en undersøgelse blandt 231 af sine egne tidligere præster for at konstatere baggrunden. Man fandt at hovedårsagerne til at præsterne sprang fra var at de var skuffede over kirken og følte arbejdet håbløst.
En tidligere præst har forklaret: „Da den kirke jeg var præst for afslog at alle på lige fod skulle have adgang til at opnå medlemskab (racespørgsmålet), tog jeg min afsked.“ En anden sagde uden omsvøb: „Når jeg ransager den institutionelle kirkes korridorer og gange, opdager jeg hvor tomt der er for følelser og ånd.“
Den tidligere præst ved United Church i Canada George Doney forklarede hvad der omsider fik ham til at træffe beslutningen om at gå: „Jeg blev overbevist om at jeg ved at blive kun kunne medvirke til at opretholde det falske skel mellem præst og lægmand.“ Han fortalte at af de treogtyve præster der tog eksamen på hans hold i 1961 har fem allerede forladt den organiserede kirke og fem andre er parate til at tage deres afsked.
Det er således det åndelige tomrum i kirkerne der får religiøse ledere i tusindtal til enten at tage deres afsked eller helt at forlade kirken. Kardinal Leger, der var ærkebiskop i Montreal i sytten år, sagde ved sin afsked i 1967: „Nogle kunne spørge, og det med god grund, hvorfor jeg forlader skibet i det øjeblik stormen bryder løs. Når det kommer til stykket er det netop denne religiøse krise som har bevæget mig til at give kommandoen fra mig.“
Dette får uvægerlig en til at spørge: Hvorfor komme i kristenhedens kirker når selv præsterne i stort tal forlader dem? Kan man gå nogen andre steder hen for at få den åndelige føde man trænger til?
Præster opdager Bibelens sandheder
Nogle præster er begyndt et alvorligt studium af Guds ord Bibelen. I den østlige del af De forenede Stater modtog en baptistpræst et eksemplar af bibelstudiebogen Sandheden der fører til evigt liv i oktober 1968. Han læste den på to aftener og erkendte at det han lærte lød sandt. Menigheden erklærede sig villig til at undersøge den rige åndelige føde som denne bibelstudiebog indeholdt. De var glade for alt det de lærte. Med tiden blev kirkebygningen solgt, og alle familier med undtagelse af én begyndte at læse sammen med Jehovas vidner og overværer nu møderne.
Efter at have studeret Bibelen et stykke tid holdt en 69-årig præst ved Nazareth Baptistkirke i Sydafrika en afskedsprædiken hvori han forklarede at han forlod kirken fordi han havde fundet vejen til evigt liv. Han forkynder nu den gode nyhed sammen med Jehovas vidner.
En præst inden for pinsebevægelsen i Uruguay viste stor interesse for hvad Bibelen havde at sige om afslutningen på tingenes ordning. Efter en samtale med et af Jehovas vidner begyndte han at overvære deres møder. Han var overbevist om at han havde fundet sandheden og begyndte snart at vidne for andre.
Sådanne tildragelser bliver hyppigere og hyppigere. Mange oprigtige præster og kirkegængere indser at der er et åndeligt tomrum i kirkerne og spejder andre steder hen for at finde Guds sandheder. Hvis De virkelig elsker Gud og hans ord, er det så ikke netop hvad De også bør gøre?