Hvordan Gud bruger sin forudviden

ALTERNATIVET til læren om forudbestemmelse, nemlig at Gud gør brug af sin forudviden i enkelte særlige tilfælde, må være i harmoni med Guds egen retfærdige norm og i overensstemmelse med det han i sit ord åbenbarer om sig selv. I modsætning til læren om forudbestemmelse er der adskillige skriftsteder der viser at Gud har undersøgt en bestemt situation og på grundlag heraf truffet en beslutning.

Efter at ondskaben havde udviklet sig i byerne Sodoma og Gomorra underrettede Gud således Abraham om at det var hans beslutning (ved hjælp af sine engle) at undersøge „om de virkelig har handlet så galt, som det lyder til efter skriget over dem, der har nået mig — derom vil jeg have vished“. (1 Mos. 18:20-22; 19:1) Gud talte om at han ’var blevet bekendt med Abraham’, og efter at Abraham var gået så langt som til at forsøge at ofre Isak sagde Jehova: „Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!“ — 1 Mos. 18:19, NW; 22:11, 12.

At Gud gør brug af sin forudviden i visse tilfælde betyder at Gud kan vælge ikke på forhånd at kende alt hvad hans skabninger vil gøre i fremtiden. Dette betyder at Gud, fremfor at lade alt det der er sket siden skabelsen være en ren og skær gentagelse af det han allerede havde forudset og forudbestemt, i al oprigtighed kunne fremholde muligheden for evigt liv på en jord uden ondskab for det første menneskepar. Hans påbud til sin første jordiske søn og datter om at handle som hans fuldkomne og syndfri skabninger der skulle opfylde jorden med deres afkom, gøre den til et paradis og herske over dyrene, var således et kærligt udtryk for en virkelig forret og for hans oprigtige ønske med dem — og ikke blot et hverv der blev overdraget dem og som for deres vedkommende på forhånd var dømt til at mislykkes. At Gud stillede dem på en prøve ved hjælp af „træet til kundskab om godt og ondt“ og at han ligeledes skabte „livets træ“ i Edens have, ville også have været meningsløst og kynisk hvis han forud havde vidst at menneskene ville synde og aldrig blive i stand til at spise af „livets træ“. — 1 Mos. 1:28; 2:7-9, 15-17; 3:22-24.

At tilbyde en anden noget meget attråværdigt på betingelser som man på forhånd ved at vedkommende ikke kan leve op til, er både hyklerisk og grusomt. Det evige liv fremholdes i Guds ord som et mål det er muligt for alle at nå. Efter at Jesus havde formanet sine tilhørere til at blive ved med at ’bede og søge’ for at få noget godt fra Gud, viste han at en fader ikke vil give sit barn en sten eller en slange når det beder om brød eller om en fisk. Derpå sagde Jesus, idet han viste hvordan Faderen ser på det at skuffe et menneskes berettigede forhåbninger: „Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i Himlene, give gode gaver til dem, som beder ham!“ — Matt. 7:7-11.

Opfordringerne til og mulighederne for at modtage de goder og evige velsignelser som Gud fremholder for alle mennesker, er således virkelige nok. (Matt. 21:22; Jak. 1:5, 6) Han kan i fuld oprigtighed tilskynde menneskene til at ’omvende sig fra deres vej så de må leve’, sådan som han gjorde med Israels folk. (Ez. 18:23, 30-32) Det kunne han naturligvis ikke gøre hvis han på forhånd vidste at de hver især var dømt til at dø i ondskab. Som Jehova sagde til Israel: „Jeg . . . sagde ikke til Jakobs æt: ’Søg mig forgæves!’ Jeg, [Jehova], taler, hvad ret er, . . . Vend dig til mig og bliv frelst, du vide jord.“ — Es. 45:19-22.

I lighed hermed skriver apostelen Peter: „Herren [Jehova] nøler ikke med at opfylde forjættelsen [om Jehovas dags nærværelse] (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ (2 Pet. 3:9, 12) Hvis Gud, allerede tusinder af år før, nøjagtigt havde vidst og forudbestemt hvem der ville opnå evig frelse og hvem der ville blive tilintetgjort for evigt, kunne man med rette spørge om hvor betydningsfuld en sådan „langmodighed“ fra Guds side ville være og hvor oprigtigt et ønske han nærede om at „alle skal nå til omvendelse“. Den inspirerede apostel Johannes skrev at „Gud er kærlighed“, og apostelen Paulus siger at kærligheden „håber alt“. (1 Joh. 4:8; 1 Kor. 13:4, 7) Det er i overensstemmelse med denne fremtrædende guddommelige egenskab at Gud viser en virkelig åben og venlig indstilling over for alle mennesker, idet han inderligt ønsker at de skal opnå frelsen, og denne indstilling viser han indtil de selv viser sig uværdige dertil og er uden for alt håb. (Se også Andet Petersbrev 3:9; Hebræerbrevet 6:4-12.) Apostelen Paulus taler således om „Guds venlige egenskab [som] søger at lede dig til en sindsændring“. — Rom. 2:4-6, NW.

Endelig kunne det heller ikke med sandhed siges at Kristi Jesu genløsningsoffer var blevet gjort tilgængeligt for alle mennesker, hvis nogle — måske millioner af mennesker — på grund af Guds forudviden om dem, endog før de blev født, allerede uigenkaldeligt var afskåret fra muligheden for at få gavn af det, så de aldrig kunne vise sig værdige til det. (2 Kor. 5:14, 15; 1 Tim. 2:5, 6; Hebr. 2:9) Det er ikke blot en talemåde når det siges at Gud er upartisk. „I hvert folk er den, som frygter ham [Gud] og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ (Ap. G. 10:34, 35; 5 Mos. 10:17; Rom. 2:11) Det er virkelig sandt at alle mennesker kan vælge ’at søge Gud, om de dog kan famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os’. (Ap. G. 17:26, 27) Det er derfor ikke et falsk håb eller et tomt løfte der fremholdes i den guddommelige opfordring i slutningen af Åbenbaringens bog: „Den, som hører, skal sige: ’Kom!’ Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.“ — Åb. 22:17.