Guds forudviden

VOR forståelse af Guds forudviden og den måde hvorpå han gør brug af denne forunderlige evne, påvirker i høj grad vort forhold til Gud. For at få det rette syn på dette spørgsmål er der imidlertid visse ting man må være klar over.

For det første viser Bibelen tydeligt at Gud er i stand til at forudvide og forudbestemme visse ting. Jehova anfører selv denne evne til at forudvide og forudbestemme begivenheder i forbindelse med menneskers frelse og udfrielse og afsigelse og fuldbyrdelse af domme, samt evnen til at lade sådanne begivenheder indtræffe, som et bevis på at han er den eneste sande Gud. (Es. 44:6-9; 48:3-8) Denne guddommelige forudviden og forudbestemmelse danner grundlaget for al sand profeti. (Es. 42:9; Jer. 50:45; Amos 3:7, 8) Gud udfordrer de guder som de nationer der modstår hans folk, dyrker, til at føre bevis for at de virkelig er guder, idet han opfordrer dem til at forudsige lignende frelses- og domsbudskaber og derpå lade deres ord gå i opfyldelse. Disse afguders manglende evne til at gøre dette viser at de blot er „vind og tomhed“. — Es. 41:1-10, 21-29; 43:9-15; 45:20, 21.

En anden ting man må forstå er at de skabninger Gud har udstyret med tænkeevne, er frit stillet i moralsk henseende. Bibelen viser at Gud giver disse skabninger den forret og det ansvar frit at vælge hvordan de vil bruge deres moralske frihed (5 Mos. 30:19, 20; Jos. 24:15), og at han derfor kan kræve dem til regnskab for deres handlinger. (Rom. 14:10-12; Hebr. 4:13) De er således ikke blot automater eller robotter. Mennesket kunne ikke virkelig være skabt i „Guds billede“ hvis det ikke var frit stillet i moralsk henseende. (1 Mos. 1:26, 27) Der kan følgelig ikke være nogen uoverensstemmelse mellem Guds forudviden (så lidt som hans forudbestemmelse) og hans fornuftbegavede skabningers moralske frihed til at handle.

Endnu en faktor man må tage i betragtning men som til tider overses, er Guds moralske normer og hans egenskaber, deriblandt hans retfærdighed, ærlighed og upartiskhed, hans kærlighed, barmhjertighed og venlighed, som kommer til udtryk i Bibelen. Den rette forståelse af hvordan Gud gør brug af sin evne til at forudvide og forudbestemme må derfor ikke blot være i harmoni med nogle af disse egenskaber, men med dem alle.

Det er indlysende at det Gud forud ved vil finde sted, nødvendigvis også må ske, for han „nævner det, der ikke er, som om det var“. (Rom. 4:17) Spørgsmålet er da: Gør Gud ubegrænset brug af sin forudviden? Forudser og forudved han alle sine skabningers fremtidige handlinger? Og forudbestemmer han sådanne handlinger, ja bestemmer han på forhånd alle sine skabningers endelige skæbne, endog før de er født?

Eller gør Gud kun brug af sin forudviden i bestemte, særlige tilfælde, sådan at han forudser og forudved det han ønsker, mens der er andre ting han vælger ikke at forudse eller forudvide? Er det sådan at Gud ikke dømmer sine skabninger før deres fødsel men venter med at afgøre deres evige, skæbne indtil han kan bedømme deres adfærd her i livet og de under prøve har vist hvordan deres indstilling er? Svarene på disse spørgsmål må nødvendigvis være grundlagt på hvad Bibelen selv siger.

Prædestinationslæren

Den opfattelse at Gud gør ubegrænset brug af sin forudviden og at han forudbestemmer alle sine skabningers adfærd og skæbne kaldes prædestinationslæren. Dens tilhængere hævder at Guds guddommelighed og fuldkommenhed kræver at han er alvidende, ikke blot med hensyn til fortiden og nutiden, men også med hensyn til fremtiden. Ifølge denne opfattelse ville det være et tegn på ufuldkommenhed hvis Gud ikke på forhånd kendte hver eneste detalje i alle ting.

Men tænk på hvad denne lære om forudbestemmelse ville indebære. Den ville betyde at Gud, både før han skabte englene og menneskene, gjorde brug af sin forudviden og at han forudså og forudvidste alt hvad en sådan skabelse ville føre med sig, deriblandt det oprør som en af hans åndelige sønner ville iværksætte, det første menneskepars oprør i Edens have som følge heraf (1 Mos. 3:1-6; Joh. 8:44), og alle de frygtelige konsekvenser dette oprør har haft lige til vor tid. Dette måtte nødvendigvis betyde at al den ondskab og elendighed som historien kan berette om (forbrydelser, umoralitet, undertrykkelse, lidelser, løgn, hykleri, falsk tilbedelse og afgudsdyrkelse) allerede eksisterede før skabelsens begyndelse, nemlig i Guds sind, i kraft af hans forudviden om fremtiden.

Hvis menneskets Skaber virkelig havde gjort brug af sin evne til på forhånd at vide alt hvad der er sket siden menneskets skabelse, betyder det at al den ondskab der derefter har udviklet sig, bevidst blev sat i gang af Gud dengang han udtalte ordene: „Lad os gøre mennesker.“ (1 Mos. 1:26) Dette skaber tvivl om hvorvidt læren om forudbestemmelse er fornuftig og konsekvent, ikke mindst på baggrund af disciplen Jakobs ord om at forvirring og alt hvad der er ondt ikke kommer ovenfra, fra Gud, men er „jordisk, sjælelig, og stammer fra de onde ånder“. — Jak. 3:14-18.

Det argument at Gud ikke ville være fuldkommen hvis han ikke i alle enkeltheder kendte alle fremtidige begivenheder og omstændigheder på forhånd, er et vilkårligt syn på fuldkommenhed. I sidste instans må det være Guds vilje og ønske, og ikke menneskers opfattelser eller meninger, der afgør om noget er fuldkomment. — 2 Sam. 22:31; Es. 46:10.

Til eksempel kan anføres Guds almagt. Ingen vil benægte at Guds almagt er fuldkommen og ubegrænset. (1 Krøn. 29:11, 12; Job 36:22; 37:23) Alligevel kræver denne fuldkommenhed i styrke ikke at Gud i hvert eneste tilfælde gør brug af sin magt i hele dens udstrækning. Det er tydeligt at Gud ikke har gjort dette, for ellers ville det ikke blot have været visse byer og nationer der var blevet ødelagt i fortiden, men jorden og alt hvad der er på den ville for længst være blevet udslettet når Gud eksekverede sine domme, som for eksempel ved Vandfloden. (1 Mos. 6:5-8; 19:23-25, 29) Når Gud bruger sin magt er der derfor ikke tale om at han uden videre udløser hele sin ubegrænsede magt, men at den til stadighed er underlagt hans hensigt og er afpasset efter hans barmhjertighed i de tilfælde hvor nogle kan høste gavn af denne. — Neh. 9:31; Sl. 78:38, 39.

Det forholder sig på samme måde med Guds forudviden. Hvis Gud på visse områder vælger at gøre brug af sin ubegrænsede evne til at forudvide det der behager ham, er der heller intet menneske eller nogen engel der med rette kan sige til ham: „Hvad gør du?“ (Job 9:12; Es. 45:9; Dan. 4:35) Det er derfor ikke et spørgsmål om evne, om hvad Gud kan forudse, forudvide og forudbestemme, for „for Gud er alle ting mulige“. (Matt. 19:26) Spørgsmålet er hvad Gud finder passende at forudse, forudvide og forudbestemme, for „alt, hvad han vil, det gør han“. — Sl. 115:3.