Er Gabon virkelig „venskabets land“?
„VENSKABETS LAND“ — sådan beskriver nogle turistplakater Gabon, et vestafrikansk land der ligger ved ækvator. Men siden april 1970 er der opstået tvivl om hvorvidt Gabon virkelig er „venskabets land“. Hvorfor? Fordi Gabons regering i slutningen af april tog skridt til at forbyde tilbedelsesfrihed for landets fredeligste borgere.
Onsdag aften den 29. april 1970 bekendtgjorde Radio Libreville at man ved et kabinetsmøde under forsæde af præsident Bongo havde truffet beslutning om at forbyde Jehovas vidners arbejde i hele Gabon. Derefter udviste regeringen alle missionærerne af landet.
Forbudet har betydet at alle Jehovas vidners kristne møder og al forkyndelse af Bibelen fra dør til dør er blevet forbudt. De bibelske blade der blev sendt til dem med posten er desuden blevet holdt tilbage når de ankom til posthuset. Det blev dem endog nægtet at modtage bibler pr. skib.
Som følge af forbudet blev to af Jehovas vidners indfødte heltidsforkyndere arresteret. Hvorfor? En af dem havde en bibel på sig! Tilmed den samme bibel som kan købes mange steder i Gabon. Hvad mener De om en regering der arresterer fredelige folk fordi de har en bibel på sig?
Folks reaktion
Bekendtgørelsen af at disse kristne vidner var blevet nægtet tilbedelsesfrilled kom som et chok for mange, især for dem der ved at disse kristne går ind for at man skal leve efter Bibelens bud om at „søge fred og jage efter den“. (1 Pet. 3:11) En mand sagde: „Min kone græd højt da hun hørte bekendtgørelsen.“ En gaboner som ikke var et vidne gav udtryk for manges følelser da han sagde til en missionær: „Efter bekendtgørelsen om at missionærerne skulle udvises kunne jeg hverken spise eller sove i flere dage; jeg græd bare!“
Mange spurgte: „Hvorfor respekterer vores regering ikke sin egen forfatning? Der skulle være religionsfrihed i Gabon.“
En anden mand sagde: „Vi jager den gode religion der passer sig selv, ud, og vi beholder dem der hele tiden blander sig i politik og skaber uro.“
Der var således mange gabonere der var meget skuffede over deres regerings uvenlige handling. En af dem som takkede missionærerne fordi de havde hjulpet ham, havde tidligere været alkoholiker, men han er nu optaget af den kristne tjeneste. En anden gav i et brev udtryk for sin værdsættelse af den hjælp missionærerne havde ydet ham. Han havde tidligere været polygamist og haft fire hustruer, men han er nu lykkeligt gift med blot én af dem på grund af den påvirkning sandheden fra Bibelen har haft på hans liv. — 1 Tim. 3:2, 12.
Folk i Gabon er i det store og hele venlige. Mange værdsætter at vidnerne forkynder Guds ord og følger det; og de viser den samme venlige indstilling som de altid har gjort. Men det er deres regering der har taget disse uvenlige skridt over for tilbedelsesfriheden.
Grunden til forbudet og de uvenlige handlinger
Var det kun de politiske ledere der stod bag den gabonske regerings beslutning? Der er ting der tyder på at der var religiøse ledere med i spillet. Så snart forbudet var blevet udstedt, aflagde katolske præster for eksempel besøg hos ejeren af det hus hvor Jehovas vidners missionærer boede. Var præsterne kommet for at vise ejeren deres deltagelse og for at udtale sig til fordel for religionsfrihed? Nej, præsterne søgte at overtale ejeren til at sætte missionærerne ud! Men ejeren nægtede at gribe til en så uvenlig handling til trods for at de katolske præster blev ved med at bearbejde ham.
Det er også værd at bemærke at nogle hvis stilling gjorde det muligt for dem at vide besked, fortalte vidnerne at der havde været holdt et møde hos en regeringsembedsmand, hvor mange gejstlige, både katolske og protestantiske, havde været til stede, og at de havde glædet sig over en plan der skulle forbyde Jehovas vidner. En af regeringens ministre som talte imod vidnerne er protestantisk præst. En anden fremtrædende politisk leder er katolsk præst.
Vidnerne i Gabon vidste at man var i færd med at finde på anklager imod dem, og de var indstillet på at sandheden måtte frem, uanset hvem der stod bag anklagerne. Morgenen efter at forbudet var blevet udstedt tog to af missionærerne og et indfødt vidne fra Gabon af sted for at tale med indenrigsministeren. De drøftede sagen med ham i cirka femogfyrre minutter. De spurgte ham om hvad grunden var til at deres kristne virksomhed var blevet forbudt. Han fortalte dem at deres religion var blevet forbudt på grund af nogle af deres tilhængere i det indre af landet. Og hvordan begrundede han denne anklage? Med fire håndskrevne breve fra byer i det indre af Gabon — hvor der ingen vidner findes! Han sagde at man havde undersøgt vidnernes arbejde og at resultatet var disse breve fra regeringens udsendinge.
Senere anklagede myndighederne vidnerne for at de ikke respekterede flaget, ikke betalte skat, lærte folk at de ikke skulle stemme og skabte uro blandt befolkningen.
Anklagerne ubegrundede
Vidnerne besvarede disse anklager fra regeringen ved at forklare at de som kristne respekterer regeringen og viser den lydighed, sådan som Bibelen lærer. (Rom. 13:1) De henviste til at ingen af vidnerne i Gabon nogen sinde havde været arresteret eller fængslet fordi de havde stjålet noget, dræbt nogen eller gjort oprør imod loven eller regeringen. Hele verden over er Jehovas vidner kendt som fredelige, lovlydige borgere. De viser respekt for flaget, idet de ved at det repræsenterer regeringen, og et hvilket som helst vidne i Gabon der var til stede ved en ceremoni hvor man hilste flaget, blev stående roligt og respektfuldt.
Med hensyn til anklagen imod dem for ikke at betale skat, ved enhver der kender noget til dem, at det ikke er sandt. Vidnerne har altid betalt deres skat, for det lærer Guds ord dem at de skal gøre, og de lever efter Bibelen. Deres instruktionsbog for døbte vidner, „Dit ord er en lygte for min fod“, siger på side 36: „Skal en kristen betale alle de skatter loven foreskriver?“ Der svares med et citat fra Bibelen: „Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, I er skat skyldige, skat; den, I er told skyldige, told.“ — Rom. 13:7.
Med hensyn til politik indtager Jehovas vidner et neutralt standpunkt. Den gabonske regering kunne ikke pege på et eneste tilfælde hvor vidnerne havde lært nogen ikke at stemme. Desuden er afstemningen i Gabon hemmelig, så det ville ikke være muligt at sige hvem der havde stemt og hvem der ikke havde. I de sidste tre år forud for dette forbud har der ikke været valg, og det skal der heller ikke være før om fire år. Kan man sige at dette spørgsmål om at stemme er et problem som Gabon pludselig er blevet stillet over for? Næppe.
Hvordan med den anklage der gik ud på at vidnerne skabte uro blandt befolkningen? Vidnerne forkynder den gode nyhed om Guds rige. De tvinger aldrig andre til at tage imod deres budskab og blive vidner. De følger Jesu vejledning: „Når I træder ind i huset, så bring jeres hilsen; og hvis huset er det værd, skal jeres fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, skal jeres fred vende tilbage til jer selv. Og hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder.“ — Matt. 10:12-14.
Siden 1958 har Jehovas vidner forkyndt offentligt og frit i Gabon. Hvorfor anklager regeringen, efter tolv år, dem pludselig for at skabe uorden?
For at vise at anklagerne var ubegrundede sendte vidnerne et fire-siders brev, hvori de forsvarede de omtalte punkter, til regeringen. Med hvilket resultat? Et kort svar meddelte at deres lovformeligt dannede selskab var blevet „opløst“. Det hed også at når regeringen én gang havde truffet en beslutning var denne „suveræn“ og kunne „aldrig ændres“.
Men bør man ikke ændre den når anklagerne er falske og det drejer sig om religionsfrihed? Naturligvis!
Vidnerne søgte gennem forskellige kanaler at få foretræde hos Gabons præsident for at forklare deres stilling og besvare de falske anklager der var blevet rejst imod dem. Men deres anmodning blev ignoreret. Regeringen gav ikke vidnerne lejlighed til at forklare deres stilling over for de høje embedsmænd der var ansvarlige for forbudet.
De kan hjælpe
Selv om regeringen har nægtet at tage imod en forklaring fra vidnerne, kan De hjælpe. Hvis De ikke kan godkende en sådan krænkelse af religionsfriheden, konfiskering af bibler og andre uvenlige handlinger over for fredelige kristne, hvorfor så ikke skrive til en eller flere af de her anførte regeringsembedsmænd og give udtryk for Deres syn på sagen? Tilskynd dem til at vise respekt for deres egen forfatning og for de mennesker der ønsker at gøre Guds vilje.
Hvis De gør det, kan det måske få regeringen i Gabon til at tage sagen op igen og ved en ændret handlemåde prøve at vise at Gabon er det „venskabets land“ som det påstår at være.
[Ramme på side 354]
Regeringsembedsmænd i Gabon
His Excellency
President Albert B. Bongo,
BP 546
Libreville, Gabon
The Honorable Leon Mebiame,
Vice-president
BP 547
Libreville, Gabon
Mr. Jain-Stanislas Migolet,
Minister of State
BP 549
Libreville, Gabon
Mr. Jean Remy Ayoune,
Minister in Charge of Foreign Affairs
BP 389
Libreville, Gabon
Mr. Raphael Mamiaka,
Minister of the Interior
BP 1110
Libreville, Gabon
His Excellency
Jean Davin, Ambassador E. and P.
Mission of the Republic of Gabon to the United Nations
866 United Nations Plaza
New York, N.Y. 10017