Bruger du Guds navn i din tilbedelse?

AT GUD har et personligt navn véd alle som er godt kendt med Bibelen. Ganske vist betegnes han også med sådanne beskrivende titler som „Gud“, „Herre“, „Fader“, „den Almægtige“ og „den Allerhøjeste“, men hans personlighed og egenskaber sammenfattes og udtrykkes kun fuldt ud i hans personlige navn, et navn som han alene bærer. Gud siger: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ — Es. 42:8; Sl. 83:19, Kalkar.

„Jehova“ er den mest almindelige måde at udtale Guds navn på, skønt „Jahve“ er den form der foretrækkes af de fleste hebraisk-kyndige. De ældste hebraiske manuskripter gengiver navnet med fire konsonanter, almindeligt kendt som tetragrammatonet (fra græsk tetra, som betyder „fire“, og gramma, „bogstav“). Disse fire hebraiske bogstaver svarer til bogstaverne JHVH.

Men hvis Jehova er Guds navn, vil nogen måske spørge, hvorfor bliver dette navn da næsten ikke brugt i kirkerne, hverken af præsterne eller deres sognebørn? Bruger du selv Guds navn i din tilbedelse? Er det vigtigt at gøre det?

Overtro skjuler navnet

En væsentlig grund til at så mange ikke kender Guds navn er en overtroisk forestilling som opstod blandt jøderne for mange hundrede år siden. Man havde den idé at det var forkert at udtale Guds personlige navn. Hvad det var der fik jøderne til at antage denne idé, vides ikke med sikkerhed. Nogle mener at den lære opstod at navnet var for helligt til at blive udtalt af ufuldkomne læber. Et andet synspunkt er at hensigten var at forhindre ikke-jødiske folkeslag i at kende navnet og eventuelt misbruge det. Og en tredje påstand er at formålet var at beskytte navnet mod at blive brugt i magiske ritualer.

Hvornår blev denne overtro med hensyn til at udtale Guds navn, almindeligt udbredt? Det hersker der usikkerhed om. Mange opslagsværker nævner at navnet ophørte med at blive brugt omkring år 300 f.v.t. De baserer denne konklusion på at Guds navn tilsyneladende ikke forekommer i den græske Septuaginta, den første oversættelse af De hebraiske Skrifter til græsk, som blev påbegyndt omkring år 280 f.v.t. Var dette tilfældet?

Det er sandt at de mest komplette manuskripter af Septuaginta som man nu kender, konsekvent følger den praksis at sætte de græske ord Kyʹrios (Herre) eller ho Theosʹ (Gud) i stedet for navnet Jehova (Jahve). Men disse hovedmanuskripter kan kun dateres så langt tilbage som til det fjerde og femte århundrede efter vor tidsregning. For nogle år siden fandt man imidlertid nogle meget ældre eksemplarer, ganske vist kun fragmenter, som viser at de tidligste eksemplarer af Septuaginta indeholdt det guddommelige navn.

For eksempel er der fragmenterne af en papyrusrulle der står opført blandt Fouad-papyruserne som nummer 266. De indeholder anden halvdel af Femte Mosebog, og tetragrammatonet forekommer regelmæssigt i dem, skrevet med hebraiske skrifttegn. Dette papyrusmanuskript dateres af lærde til det andet eller første århundrede før vor tidsregning, fire eller fem hundrede år tidligere end de førnævnte Septuaginta-manuskripter som ikke indeholder det guddommelige navn.

Som kommentar til et andet gammelt papyrusfund siger dr. Paul E. Kahle: „Den papyrus som indeholder dele af Tredje Mosebog ii-v er skrevet med en håndskrift som er nært beslægtet med den i Fouad-papyrus 266, der, som allerede nævnt, karakteriseres ved at Guds navn gengives med tetragrammatonets hebraiske skrifttegn (יהוה), og ikke med κύριος [Kyʹrios] som senere i kristne manuskripter af Bibelen.“ — The Cairo Geniza, 1959-udgaven, siderne 222, 224.

Der er altså solide beviser imod den tanke at det guddommelige navn, i det mindste i skriftlig form, ophørte med at blive brugt i perioden før vor tidsregnings begyndelse.

Hvornår overtroen opstod

Der findes ingen tegn på at en overtroisk holdning til Guds navn er ved at udvikle sig før i det første århundrede efter vor tidsregning. Josefus, en jødisk historieskriver af præstelig familie fra det første århundrede sagde for eksempel, efter at have omtalt Guds bekendtgørelse af sit navn for Moses: „Det er mig ikke tilladt at sige mere.“ (Jødernes oldtidshistorie, Anden bog, kapitel XII, 4. afsnit) Josefus’ udtalelse er imidlertid svævende. Den oplyser ikke klart hvordan den almindelige holdning var i det første århundrede med hensyn til at bruge eller udtale det guddommelige navn.

Den jødiske Mishna, en samling rabbinske læresætninger og traditioner, er noget tydeligere. Samlingen tilskrives rabbi Juda ha-nasi, som levede i det andet og tredje århundrede. Noget af Mishna henviser klart til tilstande før ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel i år 70. Man må imidlertid indrømme at den historiske værdi af Mishnas traditioner er tvivlsom. Ikke desto mindre giver visse af Mishnas traditioner os indblik i hvordan den jødiske holdning tilsyneladende var til at udtale det guddommelige navn.

I forbindelse med den årlige forsoningsdag siger Joma, 6, 2: „Og når præsterne og folket som stod i tempelgården hørte ypperstepræsten udtale Navnet, plejede de at knæle ned og bøje sig og falde på deres ansigt og sige: ’Velsignet være hans riges herligheds navn for evigt og altid!’“

Om den daglige præstelige velsignelse siger Sotah, 7, 6: „I templet udtalte de Navnet som det stod skrevet, men i provinserne brugte de et synonym.“

Hvor Sanhedrin, 10, 1 omtaler dem der „ikke har del i den kommende verden“, siges der: „Fader Saul siger: Også den som udtaler Navnet med dets egne bogstaver.“

Trods disse to negative synspunkter finder man dog også i første del af Mishna den positive befaling at „en mand bør hilse sin næste ved [at bruge] Navnet [Guds]“, hvorefter eksemplet med Boaz (Rut 2:4) anføres. — Berakhoth 9, 5.

Når man tager disse traditionelle synspunkter for hvad de er værd, kan de afsløre at der nogen tid før Jerusalems tempel blev ødelagt i år 70 muligvis var en overtroisk tendens til at undgå at bruge det guddommelige navn. Der findes ingen vidnesbyrd om at en sådan overtro var almindeligt udbredt før vor tidsregnings begyndelse. De foreliggende vidnesbyrd viser at denne overtro tidligst begyndte at udvikle sig i det første eller det andet århundrede. På Jesu tid kan det derfor udmærket have været almindeligt at mange jøder brugte, det guddommelige navn.

Den tid kom imidlertid da den jødiske læser, når han læste De hebraiske Skrifter på originalsproget, indsatte enten ’Adhonajʹ (Herre) eller ’Elohimʹ (Gud) i stedet for at udtale det guddommelige navn hvor tetragrammatonet forekom. Dette ses af at de jødiske afskrivere, da man i det sjette eller syvende århundrede begyndte at bruge vokalpunkter, indsatte vokalpunkterne for enten ’Adhonajʹ eller ’Elohimʹ når de skrev tetragrammatonet, øjensynlig for at minde læseren om at sige disse ord i stedet for at udtale det guddommelige navn. Hvis læseren brugte en senere udgave af den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter, ville han naturligvis finde tetragrammatonet helt erstattet af de græske titler Kyʹrios og ho Theosʹ.

Oversættelser til andre sprog, såsom den latinske Vulgata, fulgte samme eksempel som disse senere eksemplarer af Septuaginta. Den katolske Douay-oversættelse fra 1609 til engelsk, som er baseret på Vulgata, indeholder derfor ikke det guddommelige navn. Og King James-oversættelsen fra 1611 bruger almindeligvis HERRE eller GUD, skrevet udelukkende med store bogstaver, i stedet for tetragrammatonet i De hebraiske Skrifter. Imidlertid bruger den fire steder navnet „Jehova“, nemlig i Anden Mosebog 6:3, Esajas 12:2 og 26:4, og Salme 83:18 (i den danske oversættelse vers 19).a

Oversætterne af American Standard Version (fra 1901) afslører magtfuldt at grundlaget for at skjule Guds hellige navn Jehova er forkert, idet de i forordet til oversættelsen siger: „Den amerikanske revisionskomité er efter nøje overvejelse nået til den enige overbevisning at en jødisk overtro som gik ud på at det guddommelige Navn var for helligt til at blive udtalt, ikke længere bør sætte sit præg på den engelske eller nogen anden udgave af Det gamle Testamente, hvilket den heldigvis heller ikke gør i de utallige udgaver som er udarbejdet af nutidens missionærer. Dette mindenavn, der forklares i Anden Mosebog iii. 14, 15 og gang på gang fremhæves som sådant i Det gamle Testamentes originaltekst, betegner Gud som den personlige Gud, som Pagtsguden, åbenbaringens Gud, Udfrieren, sit folks Ven; — ikke blot som det abstrakte ’Den Evige’ som mange franske oversættere bruger, men som den altid levende Hjælper for dem der er i nød. Dette personnavn [Jehova] med den rigdom af hellige tanker og forestillinger der knytter sig til det, er nu genindsat på den plads det ubestrideligt har krav på i den hellige tekst.“

Ja, når vi læser Guds egen udtalte hensigt — at hans navn skal ’forkyndes på hele jorden’ og skal være „stort iblandt folkene“ — hvordan kan vi da undlade, at bruge det i vor tilbedelse på grund af en eller anden overtroisk idé? (2 Mos. 9:16; Mal. 1:11) Malakias’ bog (3:16) siger at „en bog blev skrevet for [Jehovas] åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter [Jehova] og slår lid til [tænker på, NW] hans navn“. Står du optegnet i den bog? ’Tænker du på hans navn’, og bruger du det i din tilbedelse? Kun hvis man gør det, kan man regnes med blandt det ’folk for Guds navn’ som den kristne discipel Jakob talte om i Apostlenes Gerninger 15:14-18. Det betyder evigt liv for dig at kende Gud ved hans navn, at behandle dette navn med respekt og leve i harmoni med det han har ladet nedskrive i sit ord i dette det helligste Navn.

[Fodnote]