Det folk som respekterer Guds navn mere end deres eget
1, 2. (a) Hvad har mange i dag frigjort sig fra, religiøst set? (b) Hvad siges der i Esajas 12:3-5, og hvem forstår at de har pligt til at opfylde disse ord?
HVAD kan vi forvente af ’folket for hans navn’? At medlemmerne af dette folk vil betragte det som en ære at bære hans navn, at de ikke vil skamme sig over navnet, men lovprise det overalt på jorden, både i og uden for kristenheden. I disse „sidste dage“ for denne verdensordning, hvor mange har frigjort sig religiøst fra kristenheden og fra hele den øvrige del af den falske religions verdensimperium, har den rest som er tilbage af dette udfriede folk forstået at det er dens pligt at opfylde de profetiske ord i Esajas 12:3-5:
2 „I skal øse vand med glæde af frelsens kilder og sige på hin dag: Tak [Jehova], påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, kundgør, at hans navn er højt! Lovsyng [Jehova], thi stort har han øvet, lad det blive kendt på den vide jord!“
3, 4. (a) Hvad har Jehova gjort efter at den salvede rest er begyndt at være med til at opfylde denne profeti? (b) Hvad må vi sige, i lighed med noget kong David sagde da han omtalte en af grundene til at han lovpriste Jehova?
3 Efter at den salvede rest af Jehovas kristne vidner har vist sin villighed til at være med til at opfylde denne profeti, har Jehova ’øvet stort’, ja hans gerninger har overgået al forventning. Det er ved sit navn at han har ladet sine løfter, sit profetiske ord, nedskrive; han garanterer for Bibelens sandfærdighed med sit eget navn; han indestår for den med sit eget navn. Enten er Bibelen sand eller også betyder hans navn intet! Men de løfter og profetier han har udtalt har vist sig at være sande og har ophøjet hans ord. Det at han trofast har opfyldt sit ord beviser at han har levet op til sit herlige navn. Ja, ved den måde hvorpå han har opfyldt sit ord har han gjort mere end hvad hans navn, som er knyttet til hans ord, har ladet os forvente. Vi må sige som kong David af Jerusalem dengang han omtalte en af grundene til at han lovpriste Jehova:
4 „Jeg vil prise dig, [Jehova], af hele mit hjerte, lovsynge dig for guderne; jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige tempel, og mere end alt vil jeg prise dit navn for din miskundheds og trofastheds skyld; thi du har herliggjort dit ord [du har endog ophøjet dit ord over dit navn, NW].“ — Sl. 138:1, 2.
5, 6. (a) Hvordan ophøjer Jehova sit ord over sit navn? (b) Forklar hvordan dette er tilfældet i forbindelse med mange profetier og i forbindelse med frembringelsen af Messias.
5 Hvad er det David siger her? Har Guds ord større betydning end hans navn? Nej. Men i hvilken forstand ophøjer han da sit ord over sit navn? I den forstand at hans betydningsfulde navn, som er knyttet til hans ord, hans løfter og profetier, har fået os til at vente os meget af opfyldelsen. Men i virkeligheden opfylder han sit ord på en måde der er endnu mere storslået end det hans navn indestår for og lader os forvente. Han behøvede ikke at gøre så meget for at bevise at hans navn er pålideligt og står som en garanti for at hans ord vil blive opfyldt.
6 Jehova ophøjer altså sit ord på den måde at han lader opfyldelsen af det overgå vore forventninger. Han ’øver stort’! I mange tilfælde har hans profetiske ord for eksempel vist sig at have ikke blot en første, bogstavelig, opfyldelse, men også en mindre, åndelig, opfyldelse, og desuden en fuldstændig, større, åndelig opfyldelse. Tænk for eksempel på hans løfte om at han ville lade Messias fremstå af kong Davids slægt. I virkeligheden ophøjede han dette løfte, dette „ord“, og gjorde det endnu større. Hvordan? Ved ikke blot at lade en jordisk Messias fremstå af Davids kongelige slægt, men ved at frembringe en åndelig Messias, en der var avlet af Jehovas ånd og som blev oprejst fra de døde og ophøjet til udødeligt liv og kongelig herlighed i himmelen ved Guds højre hånd. Ligesom Jehova udfriede David fra hans fjender, således udfriede han også Jesus Kristus fra hans jordiske fjender, der havde slået ham ihjel, idet han oprejste ham fra døden til himmelsk herlighed. — Sl. 138:3-7.
7. Hvordan ’førte Jehova det igennem’ for David, og hvordan gør han det samme for Jesus, Davids efterkommer?
7 Jehova indfriede sine løfter på en måde der langt overgik Davids forventninger. David kunne derfor med rette sige, sådan som vi læser i den samme salme: „[Jehova] vil føre det igennem for mig.“ (Sl. 138:8) Jesus Kristus, kong Davids messianske efterkommer, kan sige det samme for sit vedkommende. Jehova vil helt og fuldt gennemføre sin hensigt i forbindelse med ham. Han vil ikke lade nogen af sine løfter og profetier forblive uopfyldte. Intet under at David følte sig tilskyndet til at sige til sin himmelske befrier, Jehova: „Jeg vil . . . lovsynge dig for guderne; . . . thi du har herliggjort dit ord [du har endog ophøjet dit ord over dit navn, NW].“ — Sl. 138:1, 2.
Hans „ord“ om ’den store skare’ ophøjes
8. Hvad føler den salvede rest sig tilskyndet til at gøre i lighed med David på grund af begivenhederne siden 1914?
8 Føler vi der lever i dag os tilskyndet til at sige det samme til den eneste levende og sande Gud? Medlemmerne af Jehovas kristne vidners salvede rest gør det som ’et folk for hans navn’. Af den måde hvorpå han har handlet med dem, og den vidunderlige måde hvorpå Bibelens profetier siden 1914 har fået deres opfyldelse på begivenhederne i verden, ser de at Jehovas ord, hans løfter og profetier, er blevet opfyldt på en måde som de aldrig havde forventet. De ser stadig flere og flere beviser på at denne miskundhedens og trofasthedens Gud ved udløbet af hedningernes tider i 1914 opfyldte sit „ord“ og oprettede Davids søns, Jesu Kristi, himmelske rige. De ser hvordan dette messianske rige uimodståeligt styrer hen imod at hævde Jehovas universelle suverænitet og hans hellige navn i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Siden 1914 har de været udsat for megen forfølgelse, og mange gange har deres eksistens som ’et folk for Jehovas navn’ været truet, men fordi Jehova har udfriet og bevaret dem indtil nu, gør de hans navn kendt overalt.
9. Hvilken sang synger den salvede rest, som skildret i Åbenbaringens 15. kapitel, og hvordan lyder denne sang?
9 Som skildret i Bibelens sidste bog synger denne salvede rest „Moses’, Guds tjeners, sang og Lammets [Jesu Kristi] sang: ’Store og underfulde er dine gerninger, Herre [Jehova, NW] vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge! Hvem skulle ikke frygte dig, Herre, [Jehova, NW]! og prise dit navn? Thi du alene er hellig; ja, alle folkene skal komme og tilbede for dit åsyn, fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret’.“ — Åb. 15:2-4.
10. Hvem blandt de talrige skarer som hører denne sang svarer bekræftende på spørgsmålet om at frygte Jehova og prise hans navn, og hvad er de fast besluttet på at gøre?
10 Talrige skarer hører i dag resten af ’folket for hans navn’ synge disse ord: „Hvem skulle ikke frygte dig, Herre [Jehova, NW]! og prise dit navn?“ Hundredtusinder som hører dette udfordrende spørgsmål viser at de ligesom den salvede rest føler at Jehova er værdig til at blive frygtet og at hans navn er værdigt til at blive priset eller æret. Derfor siger de åbent og i alle denne verdens falske guders påhør: ’I dag frygter de fleste måske ikke Jehova og priser ikke hans navn, men vi, vi vil frygte Jehova som den eneste levende og sande Gud, og vi vil respektere hans navn mere end vort eget, og vi vil prise hans navn.’ Hvordan gør de det?
11. Hvordan gør de det?
11 De gør det ved at anerkende Bibelen, ikke som ufuldkomne menneskers ord, men som det den er, Guds ord. De tror at dens profetier om det messianske rige nu er ved at nå højdepunktet af deres storslåede opfyldelse. De nærmer sig Gud gennem hans offerlam Jesus Kristus og indvier sig helt og fuldt til ham. De efterligner Jesus Kristus og lader sig døbe i vand „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“, og bliver således Jesu Kristi disciple. (Matt. 28:19, 20) Da de anerkender at Jehova i dag har „et folk for sit navn“ på jorden, slutter de sig loyalt til dette folk, selv om det blot er en lille rest. Sammen med denne rest er de med til at gøre Jehovas navn kendt for alle og prise det. Ved således at vidne om ham beviser de at de ikke skammer sig over at være Jehovas kristne vidner.
12. (a) Hvilke ord i den profetiske sang ser den salvede rest allerede en opfyldelse af? (b) Hvilken slags mennesker er det der endnu vil nå at blive en del af ’den store skare’, og hvilket håb vil de få?
12 Denne ’store skare’ af gudfrygtige mennesker er kommet fra alle nationer. (Åb. 7:9, 10) Den salvede rest af sangere ser allerede i disse en opfyldelse af ordene i deres profetiske sang: „Alle folkene skal komme og tilbede for dit åsyn, fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret.“ (Åb. 15:4) Indsamlingen af hele denne talrige ’store skare’ er endnu ikke forbi. Spørgsmålet er: hvem vil endnu nå at blive en del af denne ’store skare’, før Jehova helt og fuldt åbenbarer sine retfærdige domme ved at tilintetgøre alle de gudløse i den kommende „store trængsel“, hvis lige aldrig har været? De der gør det, vil være mennesker som respekterer Guds navn mere end deres eget. Det vil være nogle som med glæde følger opfordringen i Salme 96:8: „Giv [Jehova] hans navns ære.“ De vil sammen med ’den store skare’ have håb om at overleve „den store trængsel“ og komme ind i den retfærdige nye tingenes ordning hvor „alt hvad der ånder“ vil prise Jehova. — Åb. 7:13-15; Sl. 150:6; 29:2.