Gør Jehova til din glæde

 1. Hvordan kan vi få den rette vejledning med hensyn til at stræbe efter et virkeligt mål?

DER findes meget i Guds ord, Bibelen, der kan tilskynde og vejlede os til at gøre vor stræben og vort mål i livet til ét med Jehova og hans hensigt, så vi kan være sikre på et lykkeligt resultat. Dette giver os ikke alene et sikkert håb for fremtiden, men bidrager også til at vi nu kan være lykkelige og have fred i sindet, trods de lidelser og prøvelser vi måske kommer ud for. Livet bliver værd at leve når vi gør Jehova til vor glæde.

 2. (a) På hvilke to måder kan vi gøre os til ét med Gud og hans hensigt? (b) Hvilket eksempel kan hjælpe os, og hvordan?

² Der er hovedsagelig to måder hvorpå vi kan gøre os til ét med Jehova og hans hensigt. Det er 1) ved at bringe vor egen personlighed og opførsel i fuldstændig harmoni med Jehova og hans krav, og 2) ved at sætte os de mål og gøre de ting der behager ham. Vi må følge Jesu eksempel og altid gøre ’hvad der er Jehova velbehageligt’, og vi må gøre ’Jehovas gerninger’ mens der er lejlighed til det. (Joh. 8:29; 9:4) Lad os, for at belyse det med et eksempel, tage en læge. Han må først og fremmest være en mand der ejer integritet og følger gode principper. Hans opførsel, derunder hans væremåde og hele ydre, må svare til den standard man forventer af en mand af hans profession. Dertil kommer at selve hans gerning som læge, hvad enten han har en privat praksis eller arbejder på et hospital eller for en offentlig institution, må virke til fremme af den sag han er gået ind for, og på bedste måde tjene dens interesser. Når nogen har påtaget sig en ansvarsfuld stilling i forbindelse med en bestemt sag og er ivrig efter at fremme den, kommer den ofte først i hans eller hendes liv. Eftersom vi på samme måde bør lade den hellige sag som Jehova selv støtter, være det første i vort liv, vil vi først betragte denne side af spørgsmålet.

 3. (a) Hvordan vil Guds rige vise sig at være den værdigste sag vi kan tjene? (b) Fra hvilket center virker Riget i dag, og hvordan forholdt det sig på Davids tid?

³ Bibelen viser tydeligt at den retfærdige sag som Gud fremmer og støtter, er hans rige. Det er langt den værdigste af alle sager, og den vil føre til at hans navn, Jehova, bliver ophøjet og helliget. Kristus Jesus er af Gud blevet udvalgt til at være konge i dette rige. Han blev indsat på tronen i himmelen i 1914. Da udløb den forudsagte ventetid og da opfyldtes profetien i Salme 110:2: „Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Hvilket vidunderligt øjeblik må det ikke have været for kongen og alle de hellige engle sammen med ham! (Matt. 25:31) Som det fremgår af udtrykket i Salme 2:6 er Zion det sted hvor kongen er indsat på sin trone, og det center hvorfra regeringsfunktionen udøves. For David var det naturligvis den bogstavelige by Zion eller Jerusalem, hvor han herskede i 33 år. (1 Kong. 2:11) Det var ham der skrev disse salmer, og de fik en bogstavelig opfyldelse under hans kongedømme dengang hele det land der var lovet hans forfader Abraham, blev underlagt hans herredømme. I den større opfyldelse er den større David Kristus Jesus, Davids evige arving. Han hersker på det himmelske „Zions bjerg“, og sammen med ham de 144.000 der udgør den kristne menighed. Som allerede nævnt findes der stadig på jorden en rest af denne menighed som udgør Zionskaren og i hvem vi kan se de mange storslåede løfter og profetier om Zion få deres opfyldelse i vor tid. Vi har betragtet nogle få af disse og vil nu undersøge nogle andre som kaster meget lys over hvordan Jehovas hensigt vil blive virkeliggjort i den nærmeste fremtid, og som viser hvordan vi kan gøre os til ét med den. — Åb. 14:1.

Jehova har velbehag i sit folk

 4. Hvad er Guds salvede konges første og vigtigste opgave, og hvilken advarsel gives der?

⁴ Salme 110 fortæller ligesom Salme 2 på en træffende måde hvad der er Guds salvede konges første og vigtigste opgave. Nu har fjenderne længe nok smædet Jehovas navn på det groveste. I trods har de samlet sig „mod [Jehova] og mod hans salvede“. Tiden er kommet da disse fjender skal undertvinges. „Herren [Jehova, NW] ved din [Kristi Jesu] højre knuser konger på sin vredes dag, blandt folkene holder han dom, fylder op med døde.“ Før denne endelige eksekvering af dommen får alle modstandere imidlertid en sidste opfordring og advarsel om at underlægge sig Jehova, idet der siges: „Kysser Sønnen [i troskab], at ikke han [Jehova] vredes og I forgår! Snart [når tidsfristen er udløbet] blusser hans vrede op.“ — Sl. 2:2, 12; 110:5, 6.

 5. Hvordan betragter Jehovas vidner deres opgave, og hvorfor?

⁵ Jehovas vidner anser det for en stor forret og glæde at være med i dette arbejde. Det viser tydeligt at de står på Jehovas side og er imod hans fjender. Det er et vidnesbyrd om at de, ligesom Guds søn, elsker ret og hader uret. (Hebr. 1:9) Desuden tiltrækker det sig på en gunstig måde de menneskers opmærksomhed som „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves“ i kristenheden og hele Satans tingenes ordning. (Ez. 9:4) Det er ikke noget let arbejde, men vi skal se hvordan Jehova har opbygget, styrket og dygtiggjort sine tjenere til det. Jehovas fjender har længe nok undertrykt Zion og dets børn, men „nu er dets strid til ende, dets skyld betalt“. — Es. 40:1, 2.

 6. Hvilket opmuntrende syn fik Esajas, og hvad tilskynder det os til at gøre?

⁶ Læg nu mærke til hvordan vi tidligt i Esajas’ profeti finder et højst opmuntrende syn af Zion, „det himmelske Jerusalem“, der nyder Guds gunst. Det omtales som „[Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top“. Og hvad er resultatet? „Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’“ Hvilket glædeligt syn! Ville du ikke gerne slutte dig til den lykkelige skare der drager op til Jehovas hus (hans åndelige tempel), og indbyde andre til at gå med dig? — Es. 2:1-3.

 7. (a) Hvilket indbydende billede findes i Esajas 51:3? (b) Hvilket opflammende råb hører Zion, og hvordan reagerer det? (c) På hvilken måde og i hvilken udstrækning kan vi deltage i dette?

⁷ Vender vi os til den sidste del af Esajas’ bog, finder vi mange profetier der gentagne gange omtaler Zions rolle i de mest begejstrede vendinger. „Thi [Jehova] trøster Zion, trøster alle dets tomter, han gør dets ørk som Eden, dets ødemark som [Jehovas] have; der skal findes fryd og glæde, lovsang og strengespil.“ (Es. 51:3) Et indbydende billede af Zion der igen er præget af velstand og fremgang, og dette gælder i sandhed Guds indviede folk i dag. Du indbydes til at få del i dette og i den fryd og glæde som Jehovas vidner oplever. I det næste kapitel omtaler profetien opstemt det betagende budskab: „Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion! Ifør dig dine smukke klæder, Jerusalem, hellige by!“ Den hører „godt nyt om noget bedre, den der forkynder frelse, den der siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“ Og hvordan er reaktionen? „Hør! dine egne vægtere har hævet røsten. I forening råber de fortsat med glæde, for med øje imod øje vil de se når Jehova samler Zion igen.“ Vor tids „vægtere“, de ældste i den salvede kristne menighed, der står på deres udkigsposter, er ligeledes forenede i at forkynde „hele Guds frelsesplan“ idet de forklarer de dyrebare sandheder i Guds ord og viser hvordan de finder anvendelse i vor tid. Du tilskyndes til at underlægge dig disse ældstes dygtige ledelse og sammen med dem ’med glæde råbe’ den gode nyhed om at Guds rige nu er oprettet. Arbejdet med at forkynde Rigets budskab skal ikke blot udføres inden for bymurene, for dem der allerede befinder sig i Guds organisation. Profetien siger videre: „Jehova har blottet sin hellige arm for øjnene af alle nationerne, og alle jordens ender skal se vor Guds frelse.“ — Es. 52:1, 7-10, NW; Ap. G. 20:27; Matt. 24:14.

 8. (a) Hvordan taler Jehova til Zion i Esajas 54:1-8, og hvilket løfte giver han det? (b) Hvilke andre løfter fører dette til?

⁸ Esajas, kapitel 54, indeholder en yderligere opmuntring til Zion, skønt set under en anden synsvinkel. Jehova henvender sig til Zion som dets „ægtemand“ og fortæller hvad det vil betyde for dets rest på jorden at det igen får del i hans gunst. „Jubl, du golde, der ej fødte, . . . Thi den forladtes børn er flere end hustruens børn, . . . Thi du skal brede dig til højre og venstre, dit afkom tage folk i eje og bo i de øde byer.“ Derpå gives grunden til denne store forandring: „Thi din ægtemand er din skaber, hans navn er Hærskarers [Jehova], din genløser er Israels Hellige, . . . Jeg forlod dig et lidet øjeblik, men favner dig i stor barmhjertighed; jeg skjulte i skummende vrede et øjeblik mit åsyn for dig, men forbarmer mig med evig kærlighed.“ I dag oplever den salvede rest denne storslåede forandring, idet den ser det stadig voksende antal af „andre får“ der samles ind i den teokratiske organisation. De får del i løftet: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ Denne oplæring fra Jehovas ord og gennem hans organisation fører til et andet storslået løfte: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt.“ — Es. 54:1-8, 13, 17; se også Esajas 49:14-21.

 9. Hvilken forret kan man have som ’fremmed’ hvis man ikke er åndelig israelit?

⁹ Høster du gavn af disse gode ting? Det er muligt at gøre det, for de er ikke blot forbeholdt de åndelige israelitter hvis ’borgersamfund er i Himlene’, i det himmelske Zion. Hvorfor ikke blive en af „de fremmede“ der omtales i Esajas 56:6, 7, ved at opfylde de betingelser der nævnes i forbindelse med dem: „Og de fremmede, som slutter sig til [Jehova] for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, . . . vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus; . . . thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk.“ — Fil. 3:20.

10. (a) Hvad er Zions retmæssige plads, og hvordan beskrives det? (b) Hvordan skildres de mange velsignelser der følger med?

¹⁰ Når vi læser videre tegner det sig lysere og lysere for Zion. Efter at Jehova har forsikret: „Min Ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din eller dit afkoms eller dit afkoms afkoms mund, . . . fra nu og til evig tid,“ råber han højt til Zion. Det er et råb som det har længtes efter at høre, det er virkeliggørelsen af noget der langt overgår dets forventninger. Lad os lytte til de ord der lyder i dets ører: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, [Jehovas] herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal [Jehova] oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær.“ Endelig indtager Zion sin retmæssige plads som den behørigt indsatte ’forvaltning der skal samle alt igen i Kristus’. (Ef. 1:10, NW) Ja, her kommer de! „Løft øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig.“ Foruden mandskab er der også en overflod af andre ting: „Da stråler dit øje af glæde . . . thi havets skatte bliver dine, til dig kommer folkenes rigdom.“ Igen nævnes fremmede eller „udlændinge“, der skal „bygge dine mure“ og „slide på mark og i vingård“. I den synlige jordiske organisation der repræsenterer Zion, sker der store forbedringer som gør den mere teokratisk: „Guld sætter jeg i stedet for kobber og sølv i stedet for jern, . . . Til din øvrighed sætter jeg fred, til hersker over dig retfærd.“ Væksten er sikker: „Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er [Jehova]; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ — Es. 59:21; 60:1-5, 10, 17, 22; 61:5.

11. (a) Hvilket storslået højdepunkt fortæller Esajas derpå om? (b) På hvilken måde erfarer Jehovas vidner alt dette?

¹¹ Og nu kommer højdepunktet! „Din ret skal folkene skue og alle konger din ære. Et nyt navn giver man dig, som [Jehovas] mund skal nævne. . . . Du kaldes ej mer ’den forladte’, dit land ’den ensomme’; nej, ’velbehag’ [Hefziba] kaldes du selv, og dit land kaldes ’hustru’. Thi [Jehova] har velbehag i dig, dit land skal ægtes.“ (Es. 62:2-4) Dette nye navn er et udtryk for et nærmere og inderligere forhold til Jehova. Det er i sandhed vidunderligt at Jehova på denne måde har velbehag i sit folk. Her er ikke blot tale om ønsketænkning. Selv om det næsten er for godt til at være sandt, erfarer Jehovas vidner virkelig alt dette. De siger som det blev forudsagt: „Da [Jehova] hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med frydesang; da hed det blandt folkene: ’[Jehova] har gjort store ting imod dem!’ [Jehova] har gjort store ting imod os, og vi blev glade.“ De giver Jehova al æren og, som det er forudsagt, beder de ham om at de stadig må have fremgang: „Fra [Jehova] er dette kommet, det er underfuldt for vore øjne. Denne er dagen, som [Jehova] har gjort, lad os juble og glæde os på den! Ak, [Jehova], frels dog, ak, [Jehova], lad det dog lykkes!“ — Sl. 126:1-3; 118:23-25.

12. Hvilket ønske skulle de skriftsteder vi her har drøftet vække i os, og hvordan bør vi reagere?

¹² Kunne vi, efter at have betragtet disse skriftsteder, få nogen stærkere tilskyndelse til at stille os på det himmelske Zions side og hjælpe med at fremme Rigets hellige sag? Tiden er kort, arbejdet haster, men der er ingen tvang. Læg mærke til hvad der siges umiddelbart efter at Zions konge får befaling til at ’herske midt iblandt sine fjender: „Dit folk møder villigt frem på din vældes dag; i hellig prydelse kommer dit unge mandskab til dig som dug af morgenrødens moderskød.“ (Sl. 110:2, 3) Det er i sandhed en glæde at kunne tælles med blandt dette folk som en der villigt har stillet sig til rådighed. Er det dit ønske?

Dit største ønske opfyldt

13. Hvordan gav David udtryk for det han længtes efter, og hvor stærkt var hans ønske?

¹³ Kong David havde et stort ønske. Det var noget han længtes efter og glædede sig til. Han udtrykker det selv med disse ord: „Én ting har jeg bedt Jehova om — det er hvad jeg vil se hen til, at jeg må bo i Jehovas hus alle mit livs dage, for at skue Jehovas liflighed og med værdsættelse betragte hans tempel.“ (Sl. 27:4, NW) Andre oversættelser gengiver det sidste udtryk: „At forespørge i hans tempel.“ Men David ønskede mere end dette. Det hebraiske udsagnsord baqar betyder egentlig at sprætte op, at dele. Det fik betydningen at undersøge nøje.a Salmisten bruger det i betydningen at betragte med glæde eller velbehag. Lad os for eksempel tænke på hvordan måger opfører sig når en mark pløjes. Hvis marken ligger nær ved havet er der ofte en ophidset skare af disse fugle der nøje følger ploven, uden at bryde sig om en støjende traktor. Luften er fyldt med deres vingeslag og skarpe skrig. Disse fugle betragter i sandhed enhver orm og larve der viser sig, „med værdsættelse“.

14. Bør alle sande kristne nære et lignende ønske, og kan de være sikre på at få det opfyldt?

¹⁴ David lagde den samme iver for dagen. Da han var af Judas stamme kunne han aldrig tjene som præst eller levit ved templet. Ja, det var ikke engang bygget da han regerede, selv om det ser ud til at det telt der rummede pagtens ark til tider blev kaldt Jehovas tempel. (1 Sam. 1:9, NW) Men han frydede sig altid over at slutte sig til andre når de sagde: „Vi drager til [Jehovas] hus!“ (Sl. 122:1) Du kan lægge den samme iver og hengivenhed for dagen. Jehova vil opfylde dit ønske. Han har gjort det muligt for dig at blive tilsluttet ’den store skare’ hvis medlemmer har „tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel“. — Åb. 7:9, 14, 15.

15. Hvorfor indbyder Jehovas vidner dig til at slutte dig til dem?

¹⁵ Jehovas teokratiske organisation er centeret for den rene tilbedelse; det fremgår af den hengivne tjeneste der udføres inden for den. Du indbydes til at slutte dig til denne organisation, som den ytrer sig i Jehovas vidner. Så vil du på en praktisk måde blive hjulpet til at se og værdsætte „Jehovas liflighed“. Du vil blive tilskyndet til at lære hvordan du kan gøre ham til din glæde. Når du bor i hans åndelige hus alle dit livs dage og gør det til dit åndelige hjem, vil du få del i og kunne glæde dig over den stærke tillid som alle Jehovas teokratiske tjenere lægger for dagen. Du vil sige ligesom David: „Derfor løfter mit hoved sig over mine fjender omkring mig. I hans telt vil jeg ofre jubelofre, med sang og med spil vil jeg prise [Jehova].“ — Sl. 27:6; Hebr. 13:15.

16. (a) Hvilken vejledning og advarsel giver Esajas i forbindelse med vor glæde på sabbaten? (b) Hvordan kommer kristenheden til kort i dette spørgsmål?

¹⁶ Læg i samme forbindelse mærke til den glimrende vejledning der gives i Esajas’ profeti angående vor glæde, dersom den skal føre til et lykkeligt resultat. Esajas siger: „Hvis du under hensyn til sabbaten vil holde din fod tilbage fra at gøre det der behager dig selv på min hellige dag, og virkelig vil kalde sabbaten en udsøgt glæde, en hellig dag for Jehova, en der æres, og du virkelig vil ære den fremfor at følge dine egne veje, fremfor at finde hvad der behager dig og tale et ord, så vil du finde din udsøgte glæde i Jehova, og jeg vil lade dig færdes på jordens højder, og jeg vil lade dig spise af din forfader Jakobs arvelod, for Jehovas mund har selv talt.“ (Es. 58:13, 14, NW) Kristenheden formodes ligesom fortidens utro Israel at holde sabbaten, skønt den kun viser den ringe opmærksomhed i vor tid. I denne og alle andre henseender glæder kristenhedens tilhængere sig over at gå deres egne veje. De nærer ingen virkelig kærlighed til og hengivenhed for Jehova. I mange tilfælde tror de ikke engang på en personlig Gud. Der findes heller ikke nogen virkelig næstekærlighed hos dem. Det store flertal finder blot behag i at gå deres egne veje; de har måske „gudsfrygts skin, men [de] fornægter dens kraft“. Paulus tilføjer: „Dem skal du holde dig fra.“ (2 Tim. 3:5) Kristenheden udgør den førende del af „Babylon den Store“, og befalingen lyder klart og tydeligt: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Åb. 18:4.

17. Hvor bør de der forlader „Babylon“ flygte hen, og hvorfor hurtigt?

¹⁷ Ja, vend dig bort fra Babylon den Store, den fjendtlige by, den falske religions verdensimperium, og flygt til Zion for at opnå sikkerhed. Spild ingen tid, for snart vil Jehova ’fuldbyrde sin vilje på Babel’. (Es. 48:14) Det er allerede faldet og vil om kort tid blive tilintetgjort. (Åb. 18:2, 21) Nu er det tid at handle, for „enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som [Jehova] har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som [Jehova] kalder“. — Joel 3:5.

18. Hvordan bør vi vise at vi glæder os over at holde den virkelige sabbat, og hvilken velsignelse fører det til?

¹⁸ Hold Jehovas virkelige sabbat. Tjen ham ikke blot én af syv dage, men indvi dig selv, hele dit liv, til med glæde at gøre Guds vilje ligesom Jesus gjorde. Gå ind til Guds hvile, ikke ved at stole på dine egne gerninger, men ved at sætte din lid til den fuldt tilstrækkelige genløsning der er udvirket ved Kristus Jesus. Fyld ligesom Jesus dit indre med Guds ord, idet du læser i det dag og nat. Da vil du være „som et træ, der, plantet ved bække“, altid bærer frugt og altid er grønt; og ’alt, hvad du gør, får du lykke til’. — Hebr. 4:10; Gal. 3:10-14; Sl. 1:1-3; 40:9.

19. Hvilken bøn bør vi rette til Jehova, og hvad kan vi være forvisset om?

¹⁹ Undlad ikke at give udtryk for dit hjertes ønsker. Kom frem med dem i bøn ligesom David gjorde: „Vis mig, [Jehova], din vej og led mig ad jævne stier for fjendernes skyld.“ Bring, i harmoni med din bøn, hele dit liv i fuldstændig overensstemmelse med Skaberens storslåede hensigt. Da vil du ikke blive skuffet eller grebet af håbløshed. Det vil ikke ende i hjertesorg. „Find udsøgt glæde i Jehova, og han vil give dig hvad dit hjerte begærer.“ — Sl. 27:11; 37:4, NW; se også Filipperbrevet 4:6, 7.

[Fodnote]