Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor forbandede Jesus et figentræ der ikke bar frugt, som nævnt i Markus 11:13, 14? Det var jo ikke figentid. — U.S.A.
Da Jesus så dette figentræ var det den 10. nisan (28. marts) år 33. I dette område sætter figentræerne skud omkring februar til sæsonens første afgrøde, på grene der er vokset ud året før, hvorimod der ikke kommer blade før i slutningen af april eller i maj. Når træet er fuldt udsprunget skulle det bære modne frugter. Eftersom det træ Jesus så, havde fået blade usædvanlig tidligt, kunne han forvente at det også bar spiselig frugt før tiden. Mangelen på figener viste at træet var ufrugtbart. Det indfriede ikke forventningerne.
Jesus forbandede træet så det visnede. Hvorfor? Udelukkende fordi det ikke indfriede hans forventninger? Øjensynlig havde Jesus et vigtigere mål med det han gjorde. Hans handling var i virkeligheden anskuelsesundervisning til gavn for disciplene. Det erfarer vi lidt længere fremme i beretningen, hvor Peter siger: „Rabbi! se, det figentræ, du forbandede, er visnet.“ Og Jesus svarer: „Hav tro til Gud. . . . Alt, hvad I beder og bønfalder om — tro, at I har fået det, så skal I få det.“ (Mark. 11:20-22, 24) Det var Jesu tro på Gud der fik forbandelsen til at virke.
Desuden kunne træet udmærket illustrere fortidens jødiske nation, som man kunne have forventet havde båret frugt i betragtning af dens pagtsforhold til Jehova Gud, og på grund af de religiøse lederes praleriske selvretfærdighed. (Matt. 6:5; 23:25-28) Men nationen havde ikke båret god frugt til Guds ære. Den forkastede Jesus Kristus, som var udsendt af Gud selv og som ved sine mirakler og sin lære godtgjorde at han var Guds søn. Men hvorfor forkastede nationen Jesus? Fordi den manglede tro på Guds ord. (Luk. 13:5-9) Derfor måtte denne nation, der hverken viste tro eller tegn på omvendelse, visne og dø på samme måde som det ufrugtbare figentræ. — Matt. 21:43.
Vi kan i dag drage nytte af det Jesus lærte sine disciple ved at forbande figentræet. Hvis vi mister troen på at Gud kan besvare sine tjeneres bønner og lønne dem der søger ham, vil det medføre at vi bliver forkastet, forbandet ligesom ufrugtbare figentræer. (Joh. 15:2-6; Hebr. 6:7, 8) Guds ord siger: „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ — Hebr. 11:6.
● Hvad betyder det når Galaterbrevet 3:24 siger at „loven er blevet os en tugtemester til Kristus“? — U.S.A.
Det græske ord der er gengivet med tugtemester (paidagogosʹ) betyder bogstaveligt ’en der leder et barn’. Det betegnede en mand der fulgte et barn til og fra skole. Tugtemesteren eller pædagogen overgav barnet til læreren. Det var hans pligt at beskytte barnet mod det der kunne skade det fysisk og moralsk. Pædagogen havde også myndighed til at tugte barnet og belære det i spørgsmål om opførsel. Til tider kunne han tugte temmelig hårdt.
Loven til Israel var i mange retninger som en sådan tugtemester. Den tjente til at bringe israelitternes adfærd ind i de rette baner, og hvis de fulgte den blev de beskyttet mod det der kunne skade dem fysisk og moralsk. Som Moses sagde til folket: „Hvis du lyder [Jehova] din Guds bud, som jeg i dag pålægger dig, så at du elsker [Jehova] din Gud og vandrer på hans veje og holder hans bud, anordninger og lovbud, så skal du leve og blive mangfoldig, og [Jehova] din Gud vil velsigne dig i det land, du skal ind og tage i besiddelse.“ (5 Mos. 30:16) Loven bevirkede desuden at israelitterne hele tiden blev holdt sammen som et folk, selv om landet blev erobret og kom under fremmed herredømme. Den bevarede de forhold der måtte være til stede når Messias trådte frem, den vogtede Guds sandhedsord, og den forhindrede at den sande tilbedelse blev fuldstændig tilsløret og gik helt i glemme.
På grund af israelitternes ufuldkommenhed afslørede Loven imidlertid deres overtrædelser og viste at de var under fordømmelse. De ofre de skulle frembære under Loven mindede dem hele tiden om at de var syndere. (Gal. 3:10, 11, 19; Hebr. 10:1-4) Ved således at fremhæve israelitternes fejl tugtede Loven dem i virkeligheden og viste at de havde behov for at blive udfriet fra syndens trældom. De der drog nytte af denne tugt var i stand til at se at Jesus var den lovede Messias eller Kristus. På denne måde overgav Loven i virkeligheden de behørigt tugtede israelitter til Jesus Kristus, den virkelige Lærer.
Loven ejede, som der står i Hebræerbrevet 10:1, „kun en skygge af de kommende goder“. Den måtte derfor vige for virkeligheden der „hører Kristus til“. (Kol. 2:16, 17, NW) Som en skygge gav Loven en idé om virkelighedens form eller opbygning, for Jesus virkeliggjorde de ting som Loven skildrede, han gjorde dem til realiteternes sandhed. Det er grunden til at Johannes 1:17 erklærer: „Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus.“
Af alt dette fremgår det derfor at det er helt malplaceret når nogen hævder at de kristne er underlagt Moseloven. Den tjente sit formål som tugtemester godt. „Men efter at troen [det vil sige troen på Jesus Kristus] er kommet, er vi ikke mere under tugtemester.“ (Gal. 3:25) Den af Gud indsatte Lærer, Jesus Kristus, har overtaget undervisningen.