Vanddåbens forbindelse med frelsen
1. (a) Hvordan forbinder Første Petersbrev 3:20, 21 det at otte sjæle blev frelst gennem Vandfloden, med den kristne dåb? (b) Hvordan adskiller dåben sig fra vandet?
FORHOLDET mellem vanddåben og frelsen omtales af apostelen Peter i hans første brev, kapitel tre. Efter at have fortalt om Jesus der blev oprejst i ånden og som forkyndte for ånderne der var i fængsel, siger Peter videre: „Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget, den hvori nogle få, det vil sige, otte sjæle, blev bragt sikkert igennem vandet. Det som svarer hertil, nemlig dåb, (ikke fjernelse af kødets snavs, men en anmodning, til Gud om en god samvittighed,) frelser også nu jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“ (1 Pet. 3:20, 21, NW; se også RS; AT; Mo) Det er ikke vandet der frelser, men dåben. Dåben er ikke blot vand, som den danske bibel synes at sige. Dåben er dét at blive bragt igennem vandet ved at blive nedsænket i det. Dåben er en handling. Dåben er ikke vand.
2. (a) Hvordan viser Hebræerbrevet 11:7 hvad det var der frelste Noa gennem Vandfloden? (b) Selv om Noa vandrede med Gud før Vandfloden, hvilket afgørende skridt måtte han da tage for at blive frelst?
2 Noa blev ikke frelst af Vandflodens vand. Hebræerbrevet 11:7 siger hvordan han blev frelst: „I tro byggede Noa gudfrygtigt, varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en ark til frelse for sit hus; og ved den tro blev han en dom over verden og arving til trosretfærdigheden.“ Selv før Vandfloden var Noa „en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud“. (1 Mos. 6:9) Men den tid kom da Noa måtte træffe en stor beslutning. Det var da Gud advarede ham om hvad der skulle ske i hans generation, og befalede ham at bygge den vældige ark. Det krævede tro og lydighed af Noa at gøre det. Spørgsmålet var nu: Ville Noa gøre Guds vilje? Han besluttede at påtage sig denne sit livs største opgave. Han overgav sig, indviede sig, til at gøre Guds vilje. Det førte til frelse for ham og hans hus. De blev frelst i arken. — Jævnfør Hebræerbrevet 10:7-9.
3. (a) Hvad var denne ark der frelste Noa og hans familie et symbol på? (b) Hvilken indre følelse fik disse otte sjæle på grund af deres tro og lydighed?
3 Arken blev således et symbol på Noas indvielse til at gøre Guds vilje, og på at han gjorde denne vilje i tro og lydighed. Det var denne ark, som var et konkret, håndgribeligt og praktisk udtryk for indvielse til at gøre Guds vilje, der frelste Noa og syv andre menneskesjæle. Det var ikke Vandfloden der frelste dem; den bragte død over dem der befandt sig uden for arken. Inde i arken blev Noa og hans husstand ført gennem vandet og frelst. Ved at indvi sig til at gøre Guds vilje med hensyn til arken og derpå bygge den, fik Noa en god samvittighed over for Gud. Hans husstand gjorde det samme. Deres retfærdighed forud for bygningen af arken kunne ikke alene, i sig selv, have frelst dem gennem Vandfloden. Det hus de boede i før de gik ind i arken, gik til grunde.
4. Hvorfor er en god samvittighed noget vi må anmode Gud om, som vist i tilfældet med jøderne under den mosaiske lovpagt?
4 Det der sker med dem der bliver Jesu Kristi døbte disciple, er noget tilsvarende. En god samvittighed over for Gud er ikke noget vi er født med eller som vi selv kan opnå på vore egne betingelser ved selvretfærdige gerninger. Jøderne søgte at opnå en god samvittighed over for Jehova Gud ved at stræbe efter fuldkommenhed med hensyn til at gøre de gerninger der var påbudt i den mosaiske lovpagt som var indgået med deres nation, men de kom til kort. Det var grunden til at Israels ypperstepræst hvert år på forsoningsdagen (den 10. tisjri) måtte bringe sonofre for dem, så de atter kunne få en god samvittighed over for Gud. Skal vi have en god samvittighed må vi derfor anmode Jehova Gud derom.
5. (a) Hvordan kan vi anmode Gud om en god samvittighed og få den? (b) Hvis vilje har vi gjort frem til dette tidspunkt?
5 Det er grunden til at Peter i sin omtale af dåbens betydning siger: „Ikke fjernelse af kødets snavs, men en anmodning til Gud om en god samvittighed.“ (1 Pet. 3:21, NW) Hvordan kan vi da anmode Gud om en god samvittighed? På samme måde som Noa, ved at indvi os før vi føres gennem vandet. Ligesom Noa indvier vi os til Jehova Gud for at gøre hans vilje og blive ved med at gøre den. Og eftersom det har noget at gøre med at blive tilknyttet Jehovas nye pagt som Jesus Kristus er mellemmand for, må vi gøre ligesom israelitterne ved Sinaj bjerg før de blev taget med ind i den mosaiske lovpagt, idet de indviede sig til Gud med ordene: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ (2 Mos. 19:8; 24:7, 8) Hidtil har vi gjort „hedningernes vilje“ og levet efter „menneskers lyster“, men nu indvier vi os til at leve efter „Guds vilje“. (1 Pet. 4:1-3, 19) Det bevirker at vi får en god samvittighed, for når vi véd at vi gør Guds vilje har vi en god samvittighed.
6. Eftersom vi kun kan gøre Guds vilje på en ufuldkommen måde nu, hvad har vi da behov for så vi kan få en god samvittighed?
6 Vi kan naturligvis kun gøre Guds vilje på en ufuldkommen måde, og derfor har vi behov for at Guds ypperstepræst anvender Jesu Kristi forsonende blod til gavn for os, så vi kan blive renset for syndens og ufuldkommenhedens pletter. Som Hebræerbrevet 9:14 siger: „Hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.“
7. (a) Hvad repræsenterer vor indvielse til Gud gennem Kristus da i virkeligheden, ifølge ordene i Første Petersbrev 3:21? (b) Hvad må vi til stadighed drage nytte af for at bevare denne gode samvittighed?
7 Det at vi indvier os til Gud for at gøre hans vilje er således virkelig „en anmodning til Gud om en god samvittighed“. Den gode samvittighed er ikke en følge af at vi gør vore egne selvretfærdige gerninger som er „døde gerninger“, men af at vi gør Guds gerninger, Guds vilje. Det er det vi indvier os til ham for at gøre. For at bevare denne gode samvittighed efter at vi først har fået den, må vi til stadighed drage nytte af Jesu Kristi udgydte blod, idet han er den store modbilledlige forsoningsdags sonoffer. Som der siges i Hebræerbrevet 9:22: „Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ Af den grund har vi, der er blevet tilgivet gennem Kristus, ’ikke mere nogen bevidsthed om synder’. — Hebr. 10:1, 2, NW.
8. (a) Hvad lader Gud os få gavn af som følge af at vi ændrer sind og vender om og indvier os, og med hvilket resultat for os? (b) Hvad kan vi derfor sige at vor dåb i vand symboliserer? (c) Hvilke skriftsteder viser om det er vanddåben alene der frelser os?
8 Vor indvielse til Gud gennem Kristus er således „en anmodning til Gud om en god samvittighed“. Hvorfor forholder det sig således? Fordi vi i os selv, i vor ufuldkomne, syndige tilstand, ikke kan godkendes af Gud. Men når vi angrer vor synd eller ændrer sind, og vender om eller bliver omvendt og indvier os til Gud gennem Kristus, lader Jehova os få gavn af Kristi sonoffers rensende blod, og derved frier han os fra syndens fordømmelse og giver os en god samvittighed over for ham. Det kan derfor siges at vor dåb i vand, det at vi lydigt nedsænkes i dåbsvandet, symboliserer vor indvielse til Jehova Gud gennem Jesus Kristus. Noas lydighed med hensyn til at gøre Guds vilje ved at bygge arken frelste ham og hans hus, og det at vi indvier os til Gud for at gøre hans vilje og derpå trofast gør den, ’frelser også nu os’. I denne forbindelse påkalder vi Jehovas navn for at blive frelst. (Hebr. 13:15) Vi tror på Herren Jesus for at blive frelst. (Ap. G. 4:12) Vi bekender åbent eller forkynder offentligt med vor mund at „Jesus er Herre“, og vi tror i vort hjerte at „Gud opvakte ham fra de døde“, for at vi kunne blive frelst.
9. Hvad kan ingen der har taget disse afgørende skridt sige senere angående hans „anmodning til Gud om en god samvittighed“?
9 Ingen der tager et så afgjort skridt som anger eller sindsændring, og omvendelse og indvielse, har derfor grund til senere at sige at hans „anmodning til Gud om en god samvittighed“ aldrig blev hørt, at Gud aldrig har givet ham en god samvittighed og at hans indvielse derfor ikke gælder og ikke er bindende for ham.
10. (a) Hvad må vi fremstille os til hvis vi ønsker at blive frelst? (b) Hvorfor er det „gennem Jesu Kristi opstandelse“ at en sådan dåb også nu frelser os?
10 Vi forstår nu at hvis vi ønsker at blive frelst må vi fremstille os til vanddåben, ligesom Jesus Kristus, og i lydighed mod hans befaling. (Matt. 28:19, 20) Det kunne ikke siges klarere end i Første Petersbrev 3:21: „Det som svarer hertil, nemlig dåb, . . . frelser også nu jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“ (NW) Vi må med vort hjerte tro på at Gud oprejste ham fra de døde. En opstanden Jesus Kristus er en forudsætning for at vi kan blive frelst, for kun en opstanden Guds søn kunne handle som Guds ypperstepræst og i himmelen overrække Gud værdien af sit blod der var blevet udgydt for os, så vi kunne få vore synder tilgivet og opnå en god samvittighed. Hans offer var nødvendigt for at Gud kunne give os en god samvittighed som svar på vor anmodning. — 1 Pet. 3:22.
Vor messianske fører
11. Hvad medfører det for medlemmerne af ’den store skare’ at de ’tvætter deres klæder i Lammets blod, og hvilken god grund har de til at hylde dette Guds lam?
11 Selv medlemmerne af ’den store skare’ som i dag indsamles fra alle folkeslag, stammer, folk og tungemål, tvætter deres klæder og gør dem hvide i Lammets, Jesu Kristi, blod og opnår derved en god samvittighed over for Gud. Det er derfor med god grund at de står foran Guds trone og vifter med palmegrene idet de råber med høj røst: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åb. 7:9-14) På denne måde hylder de Jehovas herredømmes hovedformidler. Det er ham de følger som deres hyrde og fører.
12. Hvem på jorden må følge Guds herredømmes hovedformidler, og hvad betyder det for dem at de gør det?
12 Alle der bliver indviede, døbte disciple af Guds herredømmes hovedformidler må følge ham. For at gøre det må de ’ufravendt se hen til deres tros hovedformidler og fuldender, Jesus’. (Hebr. 12:1, 2, NW) Når vi i kærlighed gør det, vil det betyde vor evige frelse til den store Herskers, Jehova Guds, evige pris.