Underordner du dig under Kristi ledelse i dag?

I DET første århundrede gav Jesus Kristus apostelen Johannes en guddommelig åbenbaring hvori han åbenbarede at han ledede de kristne menigheder på den tid. Åbenbaringen viste at Kristus personligt inspicerede forholdene inden for menighederne. Han var interesseret i deres åndelige helbred og deres kristne gerninger. Men han nøjedes ikke med at inspicere. Han var parat til at skride til handling i overensstemmelse med hvordan, hans inspektion viste at hans vejledning blev modtaget. — Åbenbaringen, kapitlerne 1 til 3; se også Vagttårnet, 15. februar 1972, side 86.

Kristus Jesus har stadig den fulde ledelse af den sande kristne menighed på jorden i dag. Han er fortsat menighedens hoved. Og ligesom dengang, udøver han sin myndighed gennem jordiske redskaber. Den kristne menighed i det første århundrede havde et styrende råd sammensat af apostle og ældste i Jerusalem. Et lignende råd af salvede kristne er virksomt nu. Dette styrende råd er den udøvende del af ’den tro og kloge tjenerskare’ eller ’husholderskare’ om hvem Jesus lovede: „Hans herre . . . vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ (Matt. 24:45-47; Luk. 12:42-44) For at underordne sig under Guds søns ledelse må man altså anerkende dette styrende råd og dets stilling i Guds teokratiske ordning.

Lokale ældsteråd

Ligesom det var tilfældet i det første århundrede, har hver menighed imidlertid sit lokale ældsteråd. Apostelen Paulus skrev om sådanne ældste til kristne på sin tid: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab.“ (Hebr. 13:17) Eller de kristne skulle, ifølge en mere bogstavelig gengivelse af det græske ord apostelen her brugte, adlyde dem der ’styrede’ dem. (Se Kingdom Interlinear Translation.) Betyder det at hvert lokalt ældsteråd udgjorde et særskilt styrende råd der virkede uafhængigt af ’den tro og kloge husholderskares’ styrende råd?

Nej, det kan ikke være tilfældet. Hvorfor ikke? Fordi det ville betyde at de afskar sig fra Kristi Jesu ledelse. Forbindelsen mellem den kristne menigheds medlemmer og deres hoved, Kristus Jesus, sammenlignes med forbindelsen mellem menneskelegemets lemmer og hovedet. Apostelen skriver om Jesus: „Ham skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del.“ (Ef. 4:16) Hovedet Kristus Jesus har således forskellige ordninger hvormed han ’knytter’ menighedens enkelte medlemmer til sig, og man kan ikke se bort fra disse.

Hvad nu hvis én blev „opblæst“ på grund af en kødelig indstilling fremfor en åndelig indstilling, og ønskede at ignorere disse foranstaltninger? Om ham kunne man med apostelens ord sige at han „ikke holder fast ved hovedet, nemlig ham, ud af hvem hele legemet vokser Guds vækst, mens det hjælpes og sammenholdes ved sine bindeled og bånd“. (Kol. 2:18, 19) For at være forbundet med Kristus Jesus som vort hoved må vi derfor alle, hvad enten vi er kristne ældste eller ikke, være i harmoni med hans menighed som et hele. Vi må samarbejde med alle dens dele gennem de „bindeled og bånd“ som forbinder og knytter menigheden sammen til et forenet hele, de midler og foranstaltninger der giver os åndelig næring og samhørighed og som samordner vor virksomhed. Dette resulterer i at legemet vokser åndeligt „så det opbygges i kærlighed“. Ja, kærlighed frembringer ydmyghed og enhed, ikke uafhængighed eller opblæsthed. Viser du at du anerkender Kristus Jesus som dit hoved ved således at være knyttet sammen med de øvrige i menigheden, og ved at samarbejde i kærlighed?

Lad Bibelen, ånden og Kristi eksempel vejlede

Ældsterådene viser at de „holder fast ved hovedet“, Kristus, ved at have dyb respekt for Guds ord, som Jesus lærte, og ved at lade dette ord styre og lede deres tanker. Når de gør dette, bliver de ikke vildledt af hvad der måske rent overfladisk synes at være „praktisk“, eller af de metoder som synes at give de bedste resultater i verden som den for øjeblikket er organiseret. De søger desuden Guds ånd og dens ledelse ved anvendelsen af bibelske principper. De må være i overensstemmelse med denne ånd, bære dens frugter, og ikke ’bedrøve’ den ved stædighed. — Ef. 4:30.

De må på endnu en måde vise at de er knyttet til Kristus som deres hoved. De må følge Kristi eksempel, genspejle hans personlighed og efterligne hans handlemåde. Kristi apostles eksempel hjælper dem til at gøre dette. (Jævnfør Filipperbrevet 4:9.) Derved kan de opnå den størst mulige enhed med deres medældste og med alle deres brødre og søstre.

Når de ældste således ser hen til Kristus Jesus som hoved, kan de være sikre på at han leder dem. Deres oprigtige hengivenhed og deres ydmyghed under Kristus viser at de virkelig ’bøjer knæ’ i det ophøjede navn som Jehova Gud har givet sin søn. Selv om kun to eller tre er forsamlet i Jesu navn, har de hans løfte: „Dér er jeg midt iblandt dem.“ (Fil. 2:9-11; Matt. 18:20) Når de således er forsamlet, vil de have en stærk følelse af at Jesus Kristus leder dem i deres samtaler og drøftelser.

At samarbejde som et råd kræver ydmyghed og virkelig omsorg for at fremme Mesterens interesser. Ingen enkelt ældste vil da føle at hans måde, hans synspunkt eller det han foretrækker, skal dominere, og at ’intet ellers vil blive udrettet eller falde godt ud’. Han har måske større ’anciennitet’ end andre som kristen, eller han har måske større erfaring i hyrdearbejdet end andre. Dette er til hans fordel. Det burde give hans ord vægt i hans medældstes bedømmelse. Men derved bliver han ikke ufejlbarlig. Hans kundskab, dømmekraft og erfaring kan aldrig ligestilles med den erfaring hovedet Kristus Jesus har, eller overgå den visdom der findes i Guds ord. At han underordner sig under hovedet vil kunne ses i hans villighed til at arbejde sammen med andre ældste som et råd og til at anerkende at menighedens hoved kan bruge dem såvel som ham. — 1 Kor. 3:5-9, 21-23; jævnfør Romerbrevet 12:3-8.

Beskedenhed og det at vise andre behørig agtelse, så man giver enhver det mål af menneskelig værdighed han fortjener — disse egenskaber vil føre til berigende, frugtbærende drøftelser i ethvert ældsteråd. „Visdommen ovenfra“ er fredelskende, mild og hensynsfuld og tillader ikke tomt skænderi eller pralen med færdigheder eller evner, ting som røber mangel på Guds ånd og et kødeligt syn på tingene. — Jak. 3:13-18; 1 Kor. 3:3.

Når en drøftelse mellem ældste synes at blive famlende og usikker, eller man føler at den går i en retning der afviger fra den sande visdom, hvad kan den enkelte så gøre? Man kan altid bede en tavs bøn om at Guds ånd gennem Jesus Kristus må være til stede og virke. Ens personlige bidrag til drøftelsen bør så genspejle tillid til Kristi ledelse. Det ville vidne om manglende tro på denne ledelse hvis man følte at man skulle ’presse’ en sag igennem eller på nogen måde prøve at påtvinge andre sine synspunkter. Man må klogt følge den inspirerede apostels råd: „Kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!“ — Rom. 12:10.

Lydighed mod „Kristi lov“

Kristne opfordres til at ’lyde deres vejledere’ eller dem der styrer dem. (Hebr. 13:17) Men det betyder naturligvis ikke at ældsterådet vil vedtage egne love eller formulere bestemmelser efter egne synspunkter og så kræve at alle i den lokale menighed skal rette sig efter dem. Disse ældste vil derimod føre an eller „styre“ ved at sætte et eksempel på trofast lydighed mod det apostlene kaldte „Kristi lov“ eller „troens lov“, som findes i Guds ord. Det er denne lov de tilskynder deres brødre til lydighed mod. (Gal. 6:2; Rom. 3:27) Gennem det styrende råd og de midler dette råd anvender, modtager de også vejledning i at gøre brug af troens lov.

Ældste skal for eksempel udvise god dømmekraft når de beder medlemmer af menigheden om at være med til at fremholde oplysninger fra talerstolen ved de kristne møder, og dette kunne indebære at de må sikre sig at vedkommendes udseende ikke er således at det ville have en ugunstig virkning på menigheden som sådan. Men de bør afgjort ikke forsøge at bestemme hvordan menighedens medlemmer skal være klædt hjemme eller på deres arbejde, medmindre, naturligvis, deres påklædning er så yderliggående at den er årsag til offentlig forargelse i samfundet.

De vil anerkende at i sager hvor den personlige samvittighed må afgøre hvad man foretager sig, bør de klogt følge Kristi eksempel, ligesom apostelen Paulus gjorde. Da Paulus sagde: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus,“ havde han netop drøftet samvittighedsspørgsmål. I visse tilfælde var Paulus klar over at andre havde et forkert syn på en sag på grund af en svag samvittighed, men alligevel prøvede han ikke at påtvinge dem sin samvittighed, og han frarådede også andre at påtvinge dem deres, idet han sagde at de hellere skulle „bære de svages skrøbeligheder“. — 1 Kor. 10:25-33; 11:1, NW; Rom. 14:1-23; 15:1.

Vi har alle behov for ikke alene at forvisse os om at vi har ret i en sag, men også at vi går frem på den rette måde så vi følger Kristi Jesu eksempel. Den ånd der præger os i vor omgang med hinanden, bidrager i høj grad til den kærlige enhed der medfører åndelig vækst og forøgelse.

Kristus Jesus leder nu alle sine disciple jorden over i et mægtigt arbejde med at forkynde Riget og gøre disciple. Det er ikke blot menneskers liv der står på spil, men også Guds navns ære og hans søns. Nu, mere end nogen sinde, må vi følge formaningen om „alle at være enige ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv“. Lad os derved vise at vi har ’det samme sindelag som var i Kristus Jesus’, og at vi virkelig underordner os under hans ledelse i dag. — Fil. 2:1-8.