Der bygges for at Guds gerning kan fuldføres
RUNDT omkring på jorden er der over 1.600.000 Jehovas vidner. De er velkendte. Hvorfor? Fordi de regelmæssigt besøger andre for at tale med dem om Guds hensigter med menneskeheden. De tilskynder folk overalt til at sætte sig ind i hvad Gud kræver af dem for at de kan overleve den kommende ’store trængsel’ og vinde livet i hans retfærdige nye orden. (Matt. 24:14, 21) For at nå ud til det størst mulige antal mennesker i den korte tid der er tilbage, uddeler Jehovas vidner store mængder bibelsk læsestof. Det kræver trykkerier — og alt hvad der er forbundet med driften af sådanne trykkerier.
Den 3. april 1973 blev endnu en bygning der skal tjene til fremme af dette kristne arbejde, indviet på Watchtower Farm i nærheden af Pine Bush i staten New York. Det der fandt sted ved den lejlighed giver én et lille indtryk af selve organisationen.
Rundvisning på Watchtower Farm
En række medlemmer af hovedkontorets stab i Brooklyn, New York, som havde tjent dér i mange år, var indbudt til at overvære indvielsesprogrammet. Over firs, som alle havde tjent i mere end femogtyve år, forlod Brooklyn tidligt om morgenen den 3. april for at køre de godt halvanden hundrede kilometer til Watchtower Farm.
Da de nærmede sig farmen så de en hel lille by dukke op i landskabet. Kun elleve år tidligere havde Selskabet erhvervet sig dette landbrug. Og siden da har man forøget farmens ydeevne og opført nye bygninger for at kunne forsyne den store stab på hovedkontoret i Brooklyn med de nødvendige fødemidler.
De besøgende blev først ført til mejeriet, hvorfra man sidste år sendte over 300.000 liter mælk til betelfamilien i Brooklyn. Derfra til osteriet, hvor der sidste år blev fremstillet cirka 23.000 kilo ost. Derfra til hønseriet, hvorfra man i 1972 leverede 720.000 æg. Derfra til slagteriet, hvorfra der i samme periode blev leveret 113.500 kilo okse- og grisekød og 27.240 kilo hønsekød til betelfamilien. De besøgende fik også fortalt om det nye vandværk; og de så hvordan man var i færd med at opbygge et stort, moderne anlæg til rensning og bortledning af spildevand. Alle disse faciliteter er tegnet og opført af frivillige blandt Jehovas vidner, som også varetager den daglige drift. Formålet med alt dette er ikke at tjene penge, men at muliggøre fremstillingen af bibelske bøger og blade til minimumspriser, til gavn for retsindige mennesker overalt på jorden.
Da gæsterne havde set landbruget blev de ført til trykkeribygning nummer 1, hvor de så to rotationspresser der er i regelmæssig brug. Men er det alt? Kan disse to maskiner dække behovet? På ingen måde. Dér på trykkeriets gulv, i kasser, lå dele til fire nye rotationspresser som snart skulle stilles op, og flere var på vej, blev der fortalt. Bag den første trykkeribygning så gæsterne endnu en bygning. Den var meget større, idet den målte godt 100 meter på hver led. For at en del af denne nye trykkeribygning kunne tages i brug havde man afgrænset et område på cirka 100 gange 20 meter og gjort det færdigt, så man allerede havde en kæmpestor trykkerihal. Til september håber man at dette nye trykkeri vil have seks rotationspresser kørende. De besøgende var meget begejstrede over det de så.
Turen gik videre, gennem en lang gang som forbinder trykkeriet med den nye beboelsesejendom, der skal huse den voksende stab af arbejdere ved trykkeriet. Det er en smuk bygning, seks etager høj, nydeligt udsmykket, og med et stort halvcirkelformet indgangsparti, en såkaldt rotunde, foran; udenfor skulle der anlægges et lille bassin med et springvand. Andre bygninger på farmen bebos allerede af over to hundrede mennesker. Den nye bygning giver imidlertid plads til fire hundrede og fireoghalvfjerds flere.
Blandt dem der var med på rundvisningen denne dag, var fireogfyrre medlemmer af den salvede rest fra hovedkontoret i Brooklyn, nogle som ser frem til at blive medarvinger med Kristus i hans himmelske rige. De har givet mange år af deres liv i tjenesten for deres Herre. Mange af dem bevæger sig stadig omkring med en fart der forbløffer deres yngre medarbejdere. Nogle var bøjede af alderdom. Et par stykker mistede pusten og måtte have en hjælpende hånd af og til på rundturen. Én kørte i rullestol. Men alles øjne strålede af glæde over det de så! Her var nye bygninger og nyt udstyr som kunne tjene til at udbrede det vigtige budskab om Guds rige — til ære for Jehovas navn.
Indvielsesprogrammet
Efter rundturen blev der serveret en fin middag i den smukke spisestue i beboelsesejendommen. Hvilke skønne omgivelser! På væggene var der malet nogle dejlige naturbilleder, motiver hentet fra hele verden; og gennem de store, nordvestvendte vinduer fra gulv til loft kunne kan se ud på Catskill-bjergene. Cirka fire hundrede og halvtreds mennesker var samlet; det var arbejderne på farmen, bygningshåndværkerne og dem fra betelfamilien i Brooklyn.
Efter middagen talte præsidenten for Vagttårnets selskab, N. H. Knorr, til forsamlingen i cirka en time. Han efterfulgtes af vicepræsidenten, F. W. Franz, dernæst af George Couch, Max Larson og Harlan Mathes, som alle har haft en del at gøre med arbejdet på Watchtower Farm.
N. H. Knorr fremhævede i sit indlæg hvor meget der kan udrettes når et menneske giver sig selv helt og fuldt i tjenesten for Gud i sine unge år og holder ud i dette arbejde. Han henviste til grundlæggeren af den kristne menighed, Jesus Kristus, som satte eksemplet for alle sine efterfølgere ved at give sig selv helt og fuldt. Han omtalte også C. T. Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, som i en alder af godt tyve år samlede grupper af mennesker for at foretage et alvorligt studium af Bibelen sammen med dem; da han var syvogtyve, i 1879, var han begyndt at udgive det blad der nu er kendt som Vagttårnet; og han havde fuldt op at gøre i Herrens arbejde indtil sin død i 1916. Med megen varme og inderlighed henledte N. H. Knorr også opmærksomheden på nogle i forsamlingen som havde mange års trofast tjeneste bag sig, nogle endda helt fra Russells tid. Tilhørerne gav udtryk for deres påskønnelse med et hjerteligt bifald.
Under programmet i forbindelse med indvielsen af den nye beboelsesejendom var det meget interessant at lytte til de enkeltheder der blev fortalt om det byggeri som Vagttårnets selskab har udført i årenes løb. Denne aktivitet går fireogfirs år tilbage, til 1889, da ’Bibelhuset’ blev bygget i Pittsburgh i Pennsylvanien. Knorr kunne huske at da Selskabet senere, nemlig i 1927, byggede et trykkeri i Brooklyn, forekom det meget stort i forhold til det øjeblikkelige behov, men der blev snart brug for hele dets kapacitet fordi efterspørgselen efter bibelsk læsestof steg. På samme måde gik det i 1967. Da blev der bygget endnu et stort trykkeri, så man nu havde fire store trykkeribygninger i Brooklyn. Nu mente man at der var plads nok i mange år. Men hvem kunne forudse at det årlige antal døbte pludselig ville stige til det dobbelte! Det viste sig at være en tid med vækst uden sidestykke.
Og der blev brug for endnu flere bygninger for at bibler og bibelhåndbøger kunne udgives. Da det viste sig at det ikke længere var muligt at udvide i Brooklyn, begyndte man byggeriet på Watchtower Farm, fortalte N. H. Knorr tilhørerne. Det første trykkeri var knap nok færdigt dér, før det viste sig at man ville få brug for et mere. Der ville også blive brug for mere plads til beboelse for medarbejderne. Og så gik man i gang med denne dejlige nye bygning, hvis indvielse netop fandt sted. Man udarbejdede desuden tegninger til endnu et trykkeri (det store trykkeri, hvis ene sektion allerede nu er klar til at modtage nye trykkerimaskiner), og en byggetilladelse blev skaffet. Byggeriet kom ganske vist ikke i gang før året efter, fortalte Max Larson, men kort efter at tilladelsen var opnået, var det slet ikke muligt længere at have fået en sådan tilladelse, fordi myndighederne ændrede byggevedtægterne. Det ses tydeligt at Jehova gennem årene har velsignet sine tjeneres arbejde, idet han har indgivet dem i deres hjerter at foretage forskellige ting som har gjort det muligt for dem at tage sig af det stadig større antal mennesker som tager den sande tilbedelse op. — Es. 2:2, 3; Sl. 127:1.
Under programmet blev de der havde meldt sig frivilligt for at tage del i byggeriet, særligt omtalt. Nogle af dem havde muligheder for at flytte, og da de hørte om det arbejde der skulle udføres her, forlod de deres verdslige arbejde andre steder i De forenede Stater og stillede deres tid, evner og kræfter til rådighed for dette arbejde, som de forstod var direkte knyttet til udbredelsen af Guds ord. Nogle er pensionerede, måske oven i købet bedsteforældre og oldeforældre, men de har med glæde tilbudt at bruge deres erfaring og evner til at få dette arbejde udført. De er alle ordinerede forkyndere som tager del i tjenesten for Gud og underviser andre ved hjælp af Bibelen.
Det er ikke kun på Watchtower Farm ved Pine Bush at der sker en stor udvidelse af Selskabets trykkerivirksomhed. Som afslutning på indvielsesprogrammet fortalte broder Knorr at et stort nyt trykkeri og betelhjem stod næsten færdigt i Japan. Et andet trykkeri er ved at være fuldført på Filippinerne, og et tredje i Nigeria. I marts blev et lignende trykkeri indviet i Brasilien. Overalt på jorden sker der udvidelser. Alt dette er et tegn på at det ikke kan vare ret længe før ’den store trængsel’ bryder løs; og det er Jehovas vidners oprigtige ønske at bruge alle til rådighed stående midler for at aflægge det størst mulige vidnesbyrd overalt på jorden inden det sker.
[Illustration på side 380]
På Watchtower Farm — den nye beboelsesejendom (i midten) forbundet med trykkeriet (til venstre)