Hvad du end gør — forkynd!
„På jeres vandring skal I prædike.“ — Matt. 10:7.
1. Hvorfor er det så vigtigt at den gode nyhed forkyndes nu, og hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med forkyndelsen?
NÅR vi ser på de vanskelige forhold i verden omkring os — den stigende lovløshed, brydningerne blandt de unge, de ulykkelige familieforhold — er det smerteligt indlysende at størstedelen af menneskeheden har brug for at høre om de gode ting Jehova har ladet nedskrive i sit ord, Bibelen. Men som der blev spurgt for over nitten hundrede år siden, må man stadig spørge i dag: „Hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ (Rom. 10:14) Når du læser disse inspirerede ord i Bibelen, hvem tror du så det er der skal prædike eller forkynde? Mener du at det gælder præster eller andre med en særlig uddannelse eller særlige evner?
2. Hvilket godt eksempel satte de første kristne, og er det kun en særlig klasse mennesker der kan forkynde?
2 Hver enkelt af de første kristne følte at de personligt måtte være med til at besvare dette spørgsmål, og det er grunden til at de alle blev forkyndere. På trods af at nogle var „ulærde mænd og lægfolk“ vidste de alle noget om ’den gode nyhed’, og de nærede et brændende ønske om at dele den med andre, med enhver de kom i kontakt med. (Ap. G. 4:13) Dr. August Neander oplyser følgende i Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche (Gotha, 1863; bind 1, side 89): „Celsus, den første der skrev mod kristendommen, gjorde nar af at uldarbejdere, skomagere og garvere, de mest udannede og bondske mennesker, var ivrige forkyndere af evangeliet.“ I kristendommens første tid var det altså ikke kun en særlig klasse, men alle kristne, der følte sig forpligtede til at forkynde. Det vil i den forbindelse være interessant at undersøge hvordan over én million otte hundrede tusind mennesker fra alle samfundslag, med forskellig uddannelse og med vidt forskellige evner og færdigheder er blevet forkyndere af den gode nyhed i dag. — 1 Kor. 1:26-29.
Hvordan man bliver forkynder
3. Hvilke forandringer er der sket i folks liv som følge af forkyndelsesarbejdet?
3 Vi tænker her på de kristne forkyndere der i dag er kendt over hele verden som Jehovas vidner. Før de lærte ’den gode nyhed’ om Guds rige at kende, var mange af dem stofmisbrugere eller drankere, eller de levede på anden måde et nedværdigende liv. Andre havde indviklet sig i dristige forretningsforetagender og var anspændte og ængstelige på grund af den økonomiske ustabilitet og deres søgen efter økonomisk tryghed. Andre igen levede et ensformigt liv, kom ingen vegne og spurgte hele tiden sig selv: „Hvad er meningen med livet? Er dette alt hvad livet har at byde på?“ Men alt dette ændrede sig fordi der var nogle som havde så megen næstekærlighed at de forkyndte sandheden fra Guds ord for dem. En tilværelse uden mening, fyldt med bekymringer, blev en tilværelse med mening. Skuffelse og ængstelse veg for håb. Med denne nyfundne følelse af at have et mål i livet, fik de lyst til at leve. — 1 Kor. 6:9-11.
4, 5. (a) Hvilken tilstand som mennesker befinder sig i, tilskynder de kristne til at dele den gode nyhed med dem? (b) Hvordan indvirker kærlighed til Gud på vor forkyndelse?
4 Hører du til dem der er blevet hjulpet på denne måde? Hvilken følelse giver det dig? Først og fremmest har du sikkert en følelse af at du er forpligtet, forpligtet til at hjælpe andre på samme måde som du selv er blevet hjulpet. Men fremfor at føle det som en hård og kold pligt, føler du dig uden tvivl tilskyndet af hjertet. Ja, du ser så mange mennesker i samme situation som du selv var i, og du føler for dem som Jesus følte for folk på sin tid: „Da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’.“ (Matt. 9:36) Det er en sådan medfølelse der tilskynder Jehovas kristne vidner til at hjælpe mennesker i dag. — 1 Joh. 3:16; 4:11.
5 Men i endnu højere grad end kærlighed til næsten er det kærlighed til Gud der tilskynder sande kristne til at forkynde ’den gode nyhed om Guds rige. Gennem sin søn har Gud ligefrem pålagt dem at forkynde. (Matt. 24:14; Ap. G. 10:42) Alle der virkelig elsker Gud forkynder. Vi kan ikke betale en præst eller „prædikant“ for at forkynde på vore vegne, lige så lidt som vi kan betale en for at leve et godt, rent, retskaffent liv på vore vegne mens vi selv overtræder Guds morallove. Enhver må bære sin egen ansvarsbyrde. Der findes ingen erstatning for vor personlige forkyndelse. Den er et nødvendigt udtryk for vor kærlighed til Gud. — 1 Joh. 5:3; Gal. 6:5.
6. Hvordan bør vi betragte det privilegium at forkynde, og hvilke velsignelser får vi?
6 Det er ikke byrdefuldt at holde Guds bud om at forkynde, eller noget som helst andet bud fra Gud. Vi føler det ikke som en byrde at skulle spise, drikke, sove og trække vejret, selv om det er nødvendigt at gøre dette, idet vort liv afhænger deraf. For en kristen er det lige så nødvendigt at forkynde. Det er noget vi ønsker at gøre, og det giver os i sandhed mange glæder! Vi føler os virkelig glade og tilfredse når vi har været ude i forkyndelsen! At vide at man er i stand til at gøre det som Kristus gjorde og det som Gud har påbudt kristne at gøre i vore dage, giver én en indre følelse af fred og tilfredshed uden lige. Og tanken om at der — måske uden vort vidende — kan være sået en sæd som måske vil åbne vejen for at en anden lærer sandheden at kende, det er i sandhed en grund til stor glæde! At vi trofast forkynder vil også bidrage til at vi får en ren samvittighed, og det har ikke ringe betydning for at vi på nuværende tidspunkt kan være lykkelige og have fred i sindet.
7. Hvad kunne holde en tilbage fra at forkynde, men hvilket positivt synspunkt er nødvendigt?
7 Blandt dem der i dag aktivt tager del i forkyndelsesarbejdet er der nogle som kun har fået en begrænset skoleuddannelse, eller de har fysiske handicap eller andre problemer som nogle måske ville betragte som forhindringer, men de har ikke ladet disse ting afholde dem fra at adlyde Gud og vise kærlighed til næsten. Et kvindeligt Jehovas vidne som har boet på landet hele sit liv, var tidligere så frygtsom og genert at hun ikke engang selv turde hente sine købmandsvarer, fordi hun var bange for at møde andre mennesker. Hun var i halvtredserne da hun lærte sandheden fra Bibelen at kende. Nu går hun fra hus til hus og fortæller helt fremmede mennesker om den gode nyhed hun har lært at kende. Nu er det helt naturligt for hende at gøre dette. Hvis vi elsker Gud og vor næste, hvis vi ikke tænker på hvordan vore kvalifikationer er, set fra et menneskeligt synspunkt, men simpelt hen sætter vor tillid til Gud, kan vi blive forkyndere af den gode nyhed og glæde os over en resultatrig tjeneste. — 2 Kor. 3:5; Fil. 4:13.
8. Hvilken egenskab er nødvendig for at kunne forkynde, og hvorfor?
8 Naturligvis kræver det ægte tro at tale sandheden fra Guds ord med frimodighed, for selv om sandheden er en god nyhed er den upopulær hos mange. Dette budskab fordrer nemlig ofte at man foretager store forandringer i sin levevis, og mange ønsker ikke at ændre deres sædvanlige måde at leve på. De spotter måske budskabet eller viser ligegyldighed. Hvis vi ikke havde tro, ville vi måske holde op med at tale. Men sande kristne drives af den samme tro som drev apostelen Paulus, der skrev: „Da vi har den samme troens Ånd som i skriftordet: ’Jeg troede, derfor talte jeg,’ så tror vi også, og derfor taler vi også.“ (2 Kor. 4:13) Sande kristne må passe på at de aldrig forsømmer de mange muligheder for at bevare troen stærk, idet de ved at hvis troen svækkes vil det gå ud over deres indsats i forkyndelsen.
9. Hvilken forbindelse har vort hjerte med at tjene Jehova på rette måde?
9 Det er altså ikke nødvendigt med en verdslig skoleuddannelse eller særlige medfødte evner for at blive forkynder; det der betyder noget er at man elsker Gud, elsker sin næste og har en ægte tro, baseret på nøjagtig kundskab fra Guds ord. Men nu opstår spørgsmålene: Hvem skal vi forkynde for, og hvornår, hvor og hvordan skal vi gøre det? Svaret på disse spørgsmål ligger i noget som apostelen Paulus skrev i et brev til de kristne forkyndere i Rom. Han skrev til dem at de var blevet ’lydige af hjertet’. (Rom. 6:17) Ja, hjertet er nøglen i denne sag. Derfor behøvede Paulus ikke at give dem en mængde udtrykkelige anvisninger om hvornår, hvor og hvordan de skulle forkynde. Det samme er tilfældet i dag. Hvis vi blot gør hvad vort hjerte tilskynder os til, vil vi begynde at tale med andre om det vi har lært ud fra Bibelen, og så er vi blevet forkyndere af den gode nyhed.
Hvordan vi kommer i forbindelse med alle
10. Hvilken effektiv og udmærket metode brugte de første kristne til at komme i forbindelse med alle mennesker?
10 Som forkyndere af den gode nyhed skulle vi ønske at komme i forbindelse med alle som vil høre. På apostlenes tid forkyndte alle kristne den gode nyhed, både unge og gamle, rige og fattige, landboere og byboere. Alt hvad de kristne disciple vidste om Jesus, hans tjeneste, hans død og hans opstandelse, fortalte de til andre. De brugte i virkeligheden enhver mulighed der stod dem åben for at bringe dette budskab om evigt liv videre til folk omkring dem. De forkyndte på markerne, i byerne, på torvene, i hjemmene og overalt hvor de fandt et lyttende øre. De gemte sig ikke bort i et kloster, og de ventede heller ikke med at forkynde til et fastsat tidspunkt på en bestemt dag, som præster gør i vor tid. De første kristne følte sig af hjertet tilskyndet til at udbrede den gode nyhed under alle forhold. Der fortælles om apostelen Paulus: „Han talte da i synagogen med jøderne og de gudfrygtige og daglig på torvet med dem, han traf på.“ (Ap. G. 17:17) På samme måde vil kærligheden til vore medmennesker hjælpe os til at være vågne for de mange muligheder vi har for at komme i forbindelse med folk. — Mark. 1:39; 6:56; Luk. 8:1; 13:26; Joh. 18:20.
11. Hvilken forkyndelsesmetode er Jehovas vidner kendt for over hele verden?
11 Jehovas kristne vidner gør god brug af metoden med at forkynde fra hus til hus. Gruppevis eller alene, på en hvilken som helst dag i ugen, og på næsten enhver tid af dagen, tager Jehovas vidner del i denne vigtige gren af deres tjeneste. De steder hvor der ikke er nogen hjemme, sørger de omhyggeligt for at notere adressen op så de kan prøve at træffe beboerne på et andet tidspunkt. De steder hvor der vises interesse for Bibelen aflægger de genbesøg, og hvis det er muligt opretter de et hjemmebibelstudium.
12. Hvilket godt resultat kan det føre til hvis vi er vågne for vore muligheder når vi leder bibelstudier?
12 Når de leder bibelstudier i interesserede menneskers hjem, benytter de sig af de lejligheder der byder sig til at invitere andre medlemmer af familien til at være med. Hvis der er en gæst til stede er det bedre at indbyde vedkommende til at overvære studiet end at vente med at begynde til han er gået. I mange tilfælde forventer gæsterne at de må være med, eller de er interesseret i hvad der foregår og tager derfor imod invitationen.
13. (a) Hvilken fordel har vi når vi forkynder for venner og slægtninge? (b) Hvorfor er det vigtigt at vi er taktfulde når vi fremlægger den gode nyhed for sådanne?
13 Jehovas vidner ved at hvis de altid har nogle bibelske publikationer ved hånden, og hvis de er vågne og de frimodigt men taktfuldt vil tage initiativet, vil der byde sig mange andre lejligheder til at dele den gode nyhed med andre. Vi har for eksempel slægtninge og venner som vi måske er sammen med af og til, og ofte vil de være mere villige til at lytte til os end til en fremmed. I sådanne tilfælde er der dog altid en fare for at vi går for hårdt på, eller at vi bliver ved for længe. Selv om vi kender dem godt, er det ikke klogt at vi tager os friheder som måske vil lukke deres sind for sandheden. Vi må være lige så taktfulde og hensynsfulde over for dem som vi er over for de fremmede vi træffer når vi går fra hus til hus. Vi kan begynde med at fortælle lidt om den gode nyheds positive sider. Selv om den første reaktion er kølig, er der ingen grund til at vi trækker os fuldstændig tilbage fra dem. I stedet bør vi søge at holde forbindelsen ved lige, så vi måske kan aflægge et yderligere vidnesbyrd senere hen. Der er mange som har lært den gode nyhed at kende ved at venner og slægtninge har vist dem kærlig omsorg.
14. Kan vi med god samvittighed forkynde på vores arbejdsplads? Forklar.
14 På vor arbejdsplads viser der sig ofte muligheder for at fremholde Rigets budskab. For eksempel kan den kristne forkynder i middagspausen bruge nogen tid på at læse i Bibelen. Han kunne tage initiativet til at indlede en samtale med en arbejdskammerat og nævne et interessant skriftsted, for eksempel Salme 37:10, 11, der fortæller at den gudløse om kort tid vil blive fjernet og at de sagtmodige skal leve i fred på jorden. Spørgsmål som: „Tror du at vi vil komme til at opleve det?“ eller: „Hvad ville du og din familie sige til at leve til den tid?“ kan let lede samtalen hen på håbet om Riget. Selvfølgelig bør vi ikke forkynde på tidspunkter hvor vi burde udføre vort verdslige arbejde; vi må også tænke på at vort eksempel som pålidelige arbejdere har stor betydning.
15, 16. (a) Hvordan kan vi forkynde når vi er på rejse? (b) Hvilke muligheder har vi for at forkynde i vort eget hjem?
15 Vi har også lejlighed til at dele den gode nyhed med andre når vi rejser. Hotel- og motelpersonale, tankpassere, tjenere og servitricer har alle brug for det du har — den gode nyhed. Når man rejser til et kristent stævne er det let at forklare formålet med rejsen og måske efterlade eksemplarer af bladene Vagttårnet og Vågn op!, eller måske en bog, for eksempel Sandheden der fører til evigt liv. Når man kører med offentlige transportmidler kunne man læse i nogle bibelske publikationer. Måske vil den der sidder ved siden af, vise nogen interesse. Eller du kan ligefrem tilbyde din sidemand noget at læse på turen. Mange er kommet i forbindelse med sandheden på denne måde. Naturligvis kræver det en del initiativ og forberedelse at kunne udnytte disse lejligheder til at forkynde og til at sprede kristne bøger og blade. — Joh 4:6, 7, 13, 14.
16 Nu og da kommer der måske sælgere til din dør. Du kunne for eksempel spørge: „Er der somme tider nogen der tror at De er et af Jehovas vidner?“ Dette kunne give anledning til en samtale der kunne udnyttes til at forkynde den gode nyhed. Andre som kommer på besøg, kan vi på lignende måde give lejlighed til at lære sandheden at kende. Vi kunne spørge: „Tror du nogen sinde der bliver fred?“ eller: „Hvorfor tror du der er så megen lovløshed?“
17. I som går i skole, hvorfor er jeres muligheder for at forkynde i skolen så usædvanlige?
17 Unge mennesker der går i skole har en udmærket lejlighed til at forelægge den gode nyhed for tilhørere som næsten er tvunget til at høre efter. Ja, I unge har et distrikt der er så godt som urørt, og hvor I ofte vil finde et åbent, fordomsfrit sind. Hvad enten I lærer om fremtiden, fortiden eller nutiden, har Bibelen noget at sige som af og til kan indflettes i klassedrøftelser eller private samtaler. Vagttårnsselskabets bøger og blade behandler en lang række forskellige emner, og hvis du er vågen for det, kan både lærere og klassekammerater lære sandheden at kende derigennem.
18. Hvordan er det muligt for dem der er fysisk handicappede at være med i forkyndelsesarbejdet, og hvem velsigner vore bestræbelser?
18 Det er måske en større udfordring for dem der er syge eller fysisk handicappede at fremholde den gode nyhed; ikke desto mindre har også de det privilegium at være forkyndere, ligesom deres medkristne. Mange handicappede kristne skriver breve, bruger telefonen, og forsømmer aldrig en lejlighed til at tale med besøgende om Guds løfter. Når man ligger på hospitalet kan man taktfuldt fortælle medpatienter, sygeplejersker og læger om den gode nyhed. Forkyndere som er bundet på denne måde, ser måske ikke altid øjeblikkelige resultater, og dog er deres arbejde med at ’plante og vande’ i lige så høj grad et bidrag til forkyndelsen som det arbejde deres kristne brødre udfører. Begge parter må sætte deres lid til at Gud giver væksten. Og husk altid at ligegyldigt hvem der hører på os, så gør vi hvad Gud forlanger af os. Vi er trofaste. — 1 Kor. 3:6, 7.
Forkyndelse ved hjælp af eksemplet
19, 20. (a) Er det muligt at prise Jehova uden at sige et ord? Begrund svaret. (b) Hvordan kan vi prise Jehova i vort eget nabolag ved vor adfærd?
19 Folk kan lære meget om den gode nyhed af os uden at vi siger et eneste ord. Salme 19:2-4 viser hvordan dette er muligt. I vers to og tre står der: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide.“ Dette kunne lyde som om himmelen bogstaveligt taler om Gud, men der står i vers fire: „Uden ord og uden tale, uden at lyden høres.“
20 Himmelens tavse vidnesbyrd fortæller umådelig meget om vor Skabers majestæt, og på samme måde kan vort gode eksempel i det daglige forøge virkningen af vor forkyndelse. Vi må ikke ignorere denne måde at fremholde den gode nyhed på. Vore naboer er måske ikke troende, men de er vore medmennesker, og de fortjener at vi viser dem passende hensyn. Et venligt ord eller et imødekommende smil betyder meget. Når de er i en nødsituation kan vi måske endda hjælpe dem, ligesom Jesus viste medfølelse for dem der var ringe stillet på hans tid. Vor oprigtige omsorg for dem når de er i vanskeligheder kan bevirke at de lægger mærke til at der er et folk på jorden som følger Jesu råd: „Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Foruden vores venlighed over for vore medmennesker lægger de måske også mærke til at vi har det pænt og rent i vort hjem. De lægger måske mærke til at alle familiens medlemmer foretager sig noget i fællesskab, og at vi altid er glade. På vores arbejdsplads vil det at vi følger Bibelens principper fremhæve os som ærlige og flittige arbejdere. Med vort daglige liv forkynder vi tavst for dem der bor i vort nabolag. Når vi eller en af vore kristne brødre så kommer i distriktet med budskabet om det kristne håb, vil reaktionen til en vis grad afhænge af det eksempel vi har sat. Hvad har du for nylig gjort for en af dine naboer som vil få ham til at lytte til det næste Jehovas vidne der kommer til hans dør? — Gal. 6:10; Mark. 10:13-16.
Resultater af din forkyndelse
21. Hvad kan vi pege på som bevis for at Jehova velsigner den forkyndelse hans folk udfører?
21 Vi læser måske rapporten i årbogen eller Vagttårnet og lægger mærke til at titusinder af mennesker hvert år reagerer positivt på forkyndelsen, og vi spekulerer måske på hvorfor der ikke er større vækst i vores egen menighed. Men hvis du undersøger kendsgerningerne, hvilket resultat kommer du så til? Tæl fem, ti eller tyve år tilbage. Er der ikke flere menigheder på egnen nu, flere forkyndere af den gode nyhed? Besøges folk i distriktet ikke oftere nu? Vi må være tålmodige ligesom landmanden. Vi lægger måske ikke mærke til væksten fra dag til dag, men den er der. Vi velsignes som organisation betragtet, og det er gået med Jehovas folk som Esajas profeterede: „Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er [Jehova]; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ — Es. 60:22; Jak. 5:7, 8.
22. Forklar hvorfor vi ikke bør blive mismodige selv om vi ikke direkte kan pege på et ’anbefalingsbrev’ som resultat af vores forkyndelse.
22 Men hvordan med os som enkeltpersoner? Betyder, dét at vi ikke kan pege på en bestemt i menigheden og sige at vi personligt er blevet brugt til at hjælpe vedkommende ind på sandhedens vej, at Gud ikke velsigner vor tjeneste? Nej, for hvor mange af os kan i grunden pege på en og sige at vi har bragt vedkommende ind på sandhedens vej? I virkeligheden kræves det at alle brødre er med til at opdyrke marken med deres trofaste forkyndelse og ved at sætte et godt eksempel i nabolaget, og i sidste instans er det jo Jehova der giver væksten. Hvem ved hvor mange mennesker du har været med til at lære den gode nyhed at kende? Måske var det dit gode eksempel, dit besøg ved døren eller det brev du skrev, der i første omgang vakte deres interesse. Det er måske en anden der har ledet bibelstudiet, og har øget deres interesse og kundskab, men du har alligevel en andel i dette ’anbefalingsbrev’. I virkeligheden kan hele Guds folk henvise til de hundredtusinder der er blevet døbt i de senere år, som et bevis på at Jehovas vidner er tilstrækkelig egnede til at være forkyndere. — 1 Kor. 3:7; 2 Kor. 3:1-6.
23. Hvorfor lægger Jehovas vidner så stor vægt på forkyndelsen, og hvad er det der gør dem duelige til at forkynde?
23 Vi har set at det er en befaling fra Gud at alle kristne skal forkynde, uanset alder, køn eller uddannelse. Vi har også lagt mærke til at vor duelighed som forkyndere afhænger af vor kærlighed til Gud, beskaffenheden af vor tro, og vor kærlighed til næsten. Vi har endvidere set at der er mange muligheder for at forkynde, og at vi ikke skal blive mismodige selv om resultaterne ikke synes at vise sig omgående. Vor udholdenhed og vort trofaste eksempel i nabolaget vil bære frugt. De resultater Jehovas vidner har haft i forkyndelsen i de forløbne år har været en opmuntring for dem og har været til ære for Jehovas navn. Så uanset under hvilke omstændigheder du forkynder den gode nyhed, så fortsæt det gode arbejde.