Undgå en generationskløft i dit hjem
„Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ — Ordsp. 22:6.
1, 2. (a) Hvem må bære deres del af ansvaret for generationskløften, og hvorfor? (b) Hvad er der blevet sagt om mange af vor tids unge?
DE VOKSNE må bære deres del af ansvaret for den generationskløft der i dag findes i hele verden. Mange forældre har været for eftergivende over for deres børn, og det har givet dårlige resultater. (Ordsp. 29:15) Ikke alene er der opstået en generationskløft, men unge mennesker som er „gået deres egne veje“ har ofte forkludret deres liv. Vor tid er endog blevet betegnet som „slaphedens og sjuskethedens tid“. For et par år siden gav Theodore M. Black, der er medlem af staten New Yorks undervisningsråd, udtryk for følgende i forbindelse med et spørgsmål om bedømmelsen af den offentlige undervisnings resultater:
2 „I det mindste delvis på grund af vor egen forsømmelighed og eftergivenhed befinder vi os nu i en tid som jeg føler mig nødsaget til at kalde slaphedens og sjuskethedens tid — en tid hvor sjuskeri med personlig hygiejne, udseende, tale og vaner, umoralitet og uanstændighed som stilles offentligt til skue, en dorsk og uinteresseret forlorenhed i udførelsen af opgaver og en enorm selvoptagethed der ikke blot giver sig udslag i uhøflighed men også i en ubehøvlet respektløshed for andres rettigheder og for omgangsformen i det civiliserede samfund — alt sammen synes at høre til dagens orden.“ — New York Times, 24. juni 1972.
3. Hvad må forældrene gøre hvis barnet skal vokse op med gode kristne egenskaber, og hvornår må de gøre det?
3 Forældre som holder af deres børn ønsker ikke at det skal gå dem sådan. Men hvis et barn skal vokse op med høje moralnormer og kristne egenskaber som flid, venlighed, godhed og kærlighed, kan kristne forældre ikke vente til barnet har nået skolealderen med at lede det ad den rette vej — Guds vej. Nej, det der gjaldt den unge Timoteus bør også gælde unge kristne i dag. Apostelen Paulus skrev om ham: „Fra den spæde barndom af har [du] kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus.“ (2 Tim. 3:15, NW) Det er med andre ord vigtigt at påbegynde børnenes opdragelse fra de er ganske små. De kender ikke de guddommelige principper fra fødselen. Nej, „dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham“. (Ordsp. 22:15) Hvis urette tilbøjeligheder skal modvirkes, må børnene fra en tidlig alder have den rette oplæring og tugt.
4, 5. (a) Hvilket godt råd gives der i Ordsprogene 22:6? (b) Hvorfor har skriftstedet ret, selv om der er undtagelser fra denne regel?
4 Det er grunden til at Bibelen siger: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ (Ordsp. 22:6) Eller som New English Bible gengiver det: „Led drengen ind på den rette vej, og selv i alderdommen vil han ikke forlade den.“ En anden oversættelse lyder: „Oplær barnet i overensstemmelse med livets krav til ham; selv når han er gammel, vil han ikke vige derfra.“ — The New Berkeley Version.
5 Nogle forældre vil måske indvende: „Jeg kender tilfælde hvor børn er blevet oplært efter Bibelen, men alligevel er skejet ud.“ Men bliver skriftstedet ugyldigt ved at nogle unge forlader Guds sandheds vej? Nej. Det Bibelen siger i Ordsprogene 22:6 er en generel regel. Der findes undtagelser fra regelen, ligesom der er undtagelser fra det der siges i Ordsprogene 15:1: „Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.“ Dette gælder ikke i alle tilfælde; nogle fortsætter deres vrede optræden uanset hvor mildt vi svarer dem. Ikke desto mindre er regelen god, og i de fleste tilfælde giver den udmærkede resultater.
6, 7. Hvorfor er det vigtigt at begynde tidligt på børneopdragelsen, og hvilket resultat vil man sandsynligvis opnå?
6 Regelen gælder altså generelt: der er store fordele ved at vænne drengen eller pigen til Jehovas vej lige fra den spæde barndom af. Det er vigtigt at begynde oplæringen tidligt, for de første fire-fem år af et barns liv er meget afgørende. I løbet af denne tid lægges grunden til dets åndsevner og tankebaner. Dr. Joseph M. Hunt fra universitetet i Illinois har udtalt: „Det er i løbet af de første fire-fem år at et barns udvikling foregår hurtigst og barnet bedst lader sig forme. I løbet af denne periode tilegner et barn sig de evner som dets senere kunnen vil være grundlagt på. Måske 20 procent af barnets grundlæggende evner udvikles før dets første fødselsdag, måske halvdelen før det bliver fire.“
7 Det er derfor vigtigt at man giver sig tid til at indprente barnet guddommelige principper endnu mens det er ganske lille. Det vil bevirke at barnet — hvis det har et godt hjerte — fortsætter på den rette vej når det vokser op. Der vil ikke så nemt opstå en generationskløft mellem barnet og dets forældre. — Ef. 6:4; 5 Mos. 6:6, 7.
Bevar den gensidige forståelse
8. Hvad kan forældrene gøre for at fremme og bevare den gensidige forståelse i hjemmet?
8 Forældrene kan gøre meget til at fremme og bevare den gensidige forståelse i hjemmet. Familien vil som regel være knyttet tættere sammen hvis forældrene selv tager sig meget af deres børn, i stedet for at overlade en stor del af opdragelsen til skoler, slægtninge, barnepiger og så videre. Det er vigtigt at begynde at tale frit med barnet så tidligt som muligt. Og det er lige så vigtigt at besvare barnets spørgsmål, især når det kan lade sig gøre — ud fra Guds ord, Bibelen. (2 Tim. 3:16, 17) Det vil sige at man med ægte interesse må høre på hvad barnet har at sige. I forældre må altså lære at lytte. Find ud af hvilke problemer jeres barn har. Tænk aldrig at dets problemer er så uvæsentlige at I ikke behøver at bekymre jer om dem.
9, 10. (a) Hvordan kan man hjælpe sine børn til at se realistisk på livet? (b) Hvad kan forældre tilskynde deres børn til, og hvordan kan de bevare en god kontakt med dem?
9 Forståelsen og kontakten bevares bedre når forældrene husker på at børnene ikke er fuldkomne, lige så lidt som de selv er fuldkomne. Barnet må være forberedt på ufuldkommenhed — hos sig selv, hos de øvrige familiemedlemmer, og hos andre. Under opdragelsen kan man derfor udmærket lade barnet forstå at det vil komme til at gøre fejl. Det kan ikke undgås så længe vi er ufuldkomne og befinder os i denne tingenes ordning. (Sl. 51:7; Rom. 3:23; Jak. 3:2) Men forældrene kan tilskynde barnet til fortsat at gøre fremskridt og arbejde på at opdyrke kristne egenskaber. (Kol. 3:12-15) Husk også at rose når der er grund til det.
10 For at forbedre kontakten mellem forældre og børn er det gavnligt at familiens medlemmer spiser måltiderne sammen, i stedet for at komme i vane med at spise hver for sig. Regelmæssig samtale ved måltiderne skaber bedre kontakt og fortrolighed i familien.
11. Hvad kan forældrene gøre for at bevare den nære fortrolighed i familien og undgå at børnene bliver selvoptagne?
11 Forældrene må vedvarende vise kærlighed og fremhæve kærlighedens betydning. Kærlighedens stærke bånd vil forene den kristne familie. (Ef. 5:25; Tit. 2:4) Så længe kærligheden råder, vil forældre og børn kunne tale frit med hinanden. Hvis forældrene altid taler kritisk om andre, nedvurderer andre eller fremhæver det der er dårligt, kan det ske at børnene bliver selvoptagne. (Ordsp. 12:18; 16:27, NW) Forældre som dækker over andres svagheder og fejl og som har en venlig og kærlig indstilling, hjælper derimod deres børn til at anlægge en kærlig og tilgivende holdning og til at vise interesse for andre. (Ef. 4:32) Når forældrene viser gæstfrihed og måske spørger børnene: „Hvad kan vi gøre for den og den?“ styrker de ikke alene børnenes glæde ved at give, men de bevarer også kontakten med dem, den kontakt der er så nødvendig hvis man vil undgå en generationskløft. Hvis forældrene først lærer Guds vej at kende når børnene er halvvoksne, vil en stadig bestræbelse medvirke til at kontakten og den gensidige forståelse genoprettes.
Bebrejdende sammenligninger virker ofte stik imod hensigten
12, 13. Hvad har nogle unge sagt angående deres problemer i forbindelse med at tale med deres forældre?
12 Det er interessant at lægge mærke til hvad de unge siger når de har lejlighed til at drøfte deres problemer i forbindelse med fortroligheden i hjemmet. En halvvoksen pige fortæller: „Min søster er den type der altid hjælper til. Ja, faktisk — hun synes godt om husgerning. Så siger min moder til mig: ’Se hvor meget din søster gør. Hvorfor kan du ikke være ligesom hende?’“ Pigen syntes at sådanne sammenligninger virkede nedslående og hæmmede fortroligheden mellem hende og forældrene.
13 En anden pige siger: „Det er ikke retfærdigt. Jeg bærer skraldespanden ned, vasker op og rydder op på mit værelse, og dagen efter siger min moder: ’Ærlig talt, hunden hjælper mere til end du gør.’ Andre bliver da i det mindste sammenlignet med deres brødre og søstre, men jeg bliver sammenlignet med hunden.“
14. (a) Hvad glemmer nogle forældre måske nu og da når de søger at tilskynde deres børn til at gøre noget? (b) Hvordan reagerer teenagere i skolen som regel på ugunstige sammenligninger?
14 De fleste forældre er naturligvis klar over at deres børn er forskellige, både hvad smag, evner og personlighed angår. Alligevel sker det at forældre, især under pres, glemmer dette og søger at tilskynde et barn til at gøre som andre børn hvis adfærd er mere ønskelig i en bestemt retning. Men dette kan virke stik imod hensigten. Som der siges i bogen Today’s Teen-Agers: „Lærere har erfaret at ugunstige sammenligninger ofte virker nedslående fremfor at virke ansporende på eleverne i klasseværelset.“
15-18. (a) Hvordan kan forældre lære af det eksempel der sættes af de ældste i den kristne menighed og af det synspunkt Jesus gav udtryk for i Mattæus 13:23? (b) Hvem bør alle i den kristne menighed se hen til som eksempler? (c) Hvordan bør kristne forældre altså behandle deres børn?
15 Forældre gør vel i at tage ved lære af de ældste i den kristne menighed, der altid stræber efter at følge Bibelens principper. Disse ældste ved hvor uklogt det vil være at sammenligne én kristen med en anden eller at spørge: „Hvorfor kan du ikke udrette mere? Broder det og det, som har flere forpligtelser end du, overkommer så og så meget.“ Ville en sådan sammenligning virke ansporende? Eller ville den virke nedslående?
16 Og hvad om man foretog sådanne ugunstige sammenligninger mens andre hørte på det? Ville dette ikke virke dobbelt nedslående, ja stik imod hensigten, som jo var at opmuntre og tilskynde?
17 De ældste i den kristne menighed drager ikke sådanne sammenligninger. De ved at Herren Jesus Kristus talte rosende om de kristne der forkynder den gode nyhed fra Guds ord, uanset om de bærer tredive fold, tres fold eller hundrede fold. (Matt. 13:23) De ældste tilskynder menighedens medlemmer til at blive „Guds efterlignere, som elskede børn“, og til at blive Kristi efterlignere, og kun til at efterligne deres medkristne i det omfang disse efterligner Kristus. (Ef. 5:1, NW; 1 Kor. 11:1, NW) Af dette forstår vi at det bør være Jehova Gud og Herren Jesus Kristus vi ser hen til og måler os selv med. Vore medkristnes trofaste eksempel kan være til opmuntring for os, men vi skal ikke sammenligne os med andre kristne så vi enten føler os ringere eller bedre end dem. (2 Kor. 10:12; Gal. 6:4) Vi ser hen til de fuldkomne eksempler.
18 Eftersom det har vist sig uklogt både i den kristne menighed og i verdslige skoler at foretage bebrejdende sammenligninger fremfor at behandle hver enkelt individuelt, gør kristne forældre som ønsker at undgå en generationskløft vel i at tænke sig om to gange før de foretager sådanne sammenligninger.
Brug tid på jeres børn
19-21 Hvorfor er det så vigtigt at forældre viser deres børn kærlighed og omsorg ved at bruge tid på dem, og hvad har nogle sagt om følgerne af forældres forsømmelighed?
19 Forældre må vise deres børn kærlighed og omsorg. De kan ikke vente at det vil gå børnene godt hvis de selv elsker fornøjelser eller rigdom mere end de elsker deres børn. (1 Tim. 6:9, 10) Om en teenager der kom på afveje oplyses der: „Leon gled længere og længere bort fra sine forældre, som begge gik på arbejde og havde alt for travlt til at ofre ham den opmærksomhed han længtes efter.“
20 Vore dages livsform, med dens pres og jag, gør det svært for forældre at bruge tid på deres børn. Men det er nødvendigt at gøre det. Professor Urie Bronfenbrenner hævder i bogen Two Worlds of Childhood: U.S. and U.S.S.R. at alt for mange forældre har trukket sig ud af deres børns liv og efterladt et moralsk tomrum som udfyldes med kammerater og fjernsyn. Dr. Bronfenbrenner skriver:
„Vi oplever et sammenbrud i den proces der gør mennesker menneskelige. Det der skal til, er en forandring af vores livsform som igen vil bringe de voksne ind i børnenes liv og børnene ind i de voksnes liv. . . . Hvis de voksne ikke igen kommer ind i børnenes liv, venter der vanskeligheder.“
21 Og McCann skriver i Delinquency — Sickness or Sin?: „Akterne fra vore ungdomsdomstole . . . viser det samme hos det ene barn efter det andet: forældrene har været ligegyldige, forsømmelige, afvisende.“
22. Hvordan gik det en TV-entertainers sønner da han undlod at bruge tilstrækkelig tid på dem, og hvordan beskrev han sin egen og mange andre fædres situation?
22 Det er også gået ud over en kendt amerikansk TV-entertainer, hvis sønner forfaldt til euforiserende stoffer. Han udtalte senere til pressen: „Den almindelige fader fører ikke den tilværelse jeg gør, men det er alligevel det samme. Han går på arbejde, kommer hjem, siger at han ikke har lyst til at høre om de små problemer fordi han har haft en hård dag på kontoret, tænder for fjernsynet og går så i seng. . . . Jeg ser succesrige mænd som leder firmaer med hundreder af ansatte; de ved hvordan de skal klare enhver situation, hvordan de skal tugte og belønne i forretningsverdenen. Men det vigtigste firma de leder er deres familie, og dér kommer de til kort. . . . Fordi jeg havde succes i en tidlig alder, troede jeg at jeg vidste alt. Men jeg vidste ingenting.“ — New York Times, 1. august 1972, s. 26.
23. Hvad har en kriminalbetjent opdaget vedrørende følgerne af forældres ligegyldighed?
23 Med andre ord: når forældre overlader børnene til sig selv og ikke viser nogen særlig interesse for dem eller for det de foretager sig, opstår der en generationskløft, med alvorlige følger. En erfaren kriminalbetjents opdagelser i forbindelse med stofmisbrug blev for et par år siden offentliggjort i San Antonio i Texas. Mens kriminalbetjenten i ni måneder hemmeligt indsamlede oplysninger, erfarede han at mange unge som tog stoffer åbenbart ikke gjorde noget forsøg på at skjule at de var stofbrugere. Betjenten konkluderede at de unges stofmisbrug i udstrakt grad skyldtes forældrenes ligegyldighed. Nogle unge, berettede han, talte om at deres forældre blot gav dem penge og lod dem passe sig selv og gøre hvad de ville i weekenderne. „Det lader til at børnene ikke kunne forstå hvorfor deres forældre ikke ville ofre tid på dem,“ udtalte kriminalbetjenten. — San Antonio-bladet News, 28. januar 1972.
24-26. (a) Hvornår kan forældre med fordel bruge tid på deres børn? (b) Hvilket princip fastlagde Gud i det gamle Israel som også gælder børnene i kristne familier i dag?
24 Ja, hvor er det vigtigt at forældre bruger tid på deres børn! Når forældre og børn er meget sammen får de lettere ved at tale naturligt med hinanden, og forældrene får mulighed for at vide hvad børnene tænker. Der udrettes meget godt når faderen bruger tid sammen med såvel sønner som døtre mens de udfører forskellige pligter i hjemmet. Når man er sammen både om arbejde og adspredelse, lærer familiens medlemmer at glæde sig over noget sammen med andre, i stedet for blot at søge deres egne interesser.
25 Det er naturligvis også vigtigt at man bruger tid sammen til bibelundervisning, både i hjemmet og i menigheden. Gud fastlagde dette princip i det gamle Israel. Han pålagde forældrene ikke alene at undervise børnene i Guds lov derhjemme, men også at tage dem med til de sammenkomster der blev holdt med det for øje at tilbede og prise Jehova. Gud befalede gennem Moses: „Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn . . . for at de kan høre og lære at frygte [Jehova] eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord.“ Børnene skulle ikke blive hjemme. På samme måde må børn i dag følges med deres forældre til møderne i den kristne menighed. — 5 Mos. 31:12, 13; Neh. 12:43; Luk. 2:41-50; Matt. 19:13, 14.
26 Forældre som følger Guds ord kan støtte sig til Guds visdom ved børneopdragelsen, og hvis de vænner børnene til den vej de bør følge, idet de bruger tid på dem og lærer dem at efterligne Gud og hans elskede søn, vil de efter al sandsynlighed opnå et lykkeligt resultat.
Vær opmærksom på børnenes omgangskreds
27-29. (a) Hvilket bibelsk princip vedrørende omgangskreds fremsatte apostelen Paulus? (b) Hvad menes der med „omgang“, og hvornår er det slet omgang?
27 Forældre som ønsker at undgå en generationskløft mellem sig og deres børn, med fare for at børnene styrter ned i stofmisbrugets eller umoralitetens afgrund, må forstå at det er vigtigt at være opmærksom på børnenes omgangskreds. Bibelen siger klart: „Lad jer ikke lede vild! ’Slet omgang fordærver gode sæder.’“ „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Kor. 15:33, dansk aut. overs. og New World Translation.
28 Det apostelen Paulus advarer imod her, er ikke slet og ret kontakt med verdslige mennesker. Hvad da? Hvad forstås der ved „omgang“? Det græske ord betyder „samkvem“ eller „ægteskabelig omgang“. Det danske ord bruges især om fortroligt, venskabeligt eller selskabeligt samkvem. Når man søger „omgang“ med nogen, bliver man med andre ord deres fortrolige ven. Man får del i deres stræben og deres glæder. Hvis det er verdslige mennesker man kommer sammen med på den måde, er det slet omgang, og det vil gå ud over ens gode sæder og vaner.
29 Undertiden lærer forældre af bitter erfaring at de kunne have undgået hjertesorg ved at være opmærksomme på deres børns omgangskreds. Men hvorfor lære det af bitter erfaring? Jehovas ord indeholder den vejledning forældre behøver for at opdrage deres børn med et godt resultat.
Velsignelser ved den rette opdragelse
30. (a) Hvilken løn opnår forældre som giver deres børn den rette opdragelse fra de er ganske små? (b) Hvordan fremgår dette af noget som har fundet sted på et amerikansk gymnasium?
30 Forældre der vænner deres børn til den vej de bør følge, bliver i sandhed belønnet! De opnår stor glæde og undgår den skam og hjertesorg der uvilkårligt følger med hvis der opstår en generationskløft og børnene går deres egne veje. (Ordsp. 17:21; 29:15) Under en klassedrøftelse af samfundsproblemer i en pigeklasse på et amerikansk gymnasium blev spørgsmålet om generationskløften bragt på bane. Drøftelsen var ensidig, og derfor blev pigerne opfordret til at tage deres forældre med til den næste drøftelse. En af eleverne var et Jehovas vidne, og hendes forældre tog med. Faderen fortæller:
„Vi var de eneste forældre der var til stede. Der var også to lærere med. Drøftelsen begyndte med at pigerne fik lejlighed til at stille os spørgsmål. Når de rakte hånden op kunne vi give dem ordet. Pigerne var interesseret i vort syn på disciplin, straf, frihed, adspredelse, årsager til generationskløften, og så videre. Vi lod svarene være baseret på Bibelen, som vi henviste til når der var lejlighed til det.
Vi påpegede at når en familie lever efter Bibelens principper findes der ingen generationskløft. Det lod til at gøre et stort indtryk på pigerne, og da klassetimen på fyrre minutter var gået spurgte de om vi kunne blive en time til, og det gjorde vi.
Det var tydeligt for pigerne at der ikke er nogen kommunikationskløft i vort hjem. Da vi var gået, sagde nogle af pigerne til vores datter at de ville ønske de kunne bytte forældre med hende. Mange gav udtryk for at de hellere ville bo i et hjem hvor der var tugt forbundet med kærlighed, end i et hjem hvor forældre og børn ikke havde kontakt med hinanden og ikke kunne tale sammen.“
31. Repetér de ting der vil hjælpe forældre til at undgå en generationskløft i deres hjem.
31 Ja, Bibelens glimrende principper slår bro over kløften så forældre og børn kan kommunikere med hinanden, idet de erkender at både voksne og teenagere er børn af den store Fader der forstår at tugte i kærlighed. Opdrag derfor børnene fra den spæde barndom af, og gør jeres bedste for at bevare deres fortrolighed, idet I tilskynder dem, ikke ved at drage sammenligninger der slår modet ned hos dem, men ved at vise hen til de største eksempler. Brug tid på jeres børn, og vær opmærksom på hvem de omgås. Så vil I blive rigt velsignet. „Den retfærdiges fader jubler; har man avlet en vismand, glædes man ved ham; din fader og moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!“ — Ordsp. 23:24, 25.
● Som kristne ordets tjenere indtager Jehovas vidner en neutral holdning i alle lande. Derfor ville Jehovas vidner i Tyskland heller ikke tage del i politisk eller militær virksomhed under den anden verdenskrig. De nazistiske myndigheder betragtede deres bibelske standpunkt som samfundsfjendtligt, og udsatte dem for hård forfølgelse.
Bogen Modern Germany — Its History and Civilization siger om dette: „Den mest forfulgte sekt af alle kristne trossamfund og den der blev behandlet næsten lige så grusomt som jøderne, var Jehovas vidner (die Bibelforscher). Der er ikke blevet skrevet ret meget om denne oppositionsgruppe, men i betragtning af de tyske bibelforskeres heltemodige troskab mod deres overbevisning og deres frygtløse modstand, der ofte endte med martyrdøden, må man sige at de indtager en hædersplads i historien om tyske borgeres mod.“ — S. 513.