Nyheder på nært hold

Rumfantasier

● I bøger, avisartikler og film er der gjort forsøg på at forbinde Bibelen med et „besøg fra rummet“ som skulle have fundet sted for nogle tusind år siden. For at bevise at der fandtes rumfartøjer for tusinder af år siden henviser man til Ezekiels første kapitel, der skildrer et syn af en himmelvogn. Der er offentliggjort „videnskabelige“ tegninger af et sådant rumfartøj som hævdes at bygge på Ezekiels skildring.

Ved at sammenligne påstande med kendsgerninger ser man hvor absurd det hele er. Ezekiel omtaler for eksempel „fire levende væsener“ — i „videnskabsmandens“ fantasi bliver de til fire motorer på rumskibet! Ezekiels tiende kapitel viser imidlertid at der var tale om „keruber“, levende engle udsendt af Gud. Det profetiske syn symboliserer tydeligvis, ikke et besøg fra rummet, men Guds dom som nærmede sig det frafaldne Jerusalem.

Man peger også på mange fortidsgåder — de forbløffende bygningsværker der er opført af gamle civilisationer; deres forbavsende fine metalarbejde; deres astronomiske beregninger — i et forsøg på at underbygge teorien om et besøg af superintelligente væsener fra det ydre rum. Men vore dages uvidenhed om det man formåede i fortiden er ikke noget bevis for de teorier der fremsættes i disse indbringende bøger og film. Problemet ligger hovedsagelig i den falske forestilling at mennesket har „udviklet sig“, en teori som ikke indrømmer fortidens mennesker den forstand og intelligens som Bibelen viser de havde. — 1 Mos. 4:21, 22.

At der er penge i noget, beviser ikke at der er fornuft i det.

Falder skrankerne?

● I marts udsendte en fælleskommission af katolske og lutherske teologer i De forenede Stater en erklæring om at ’pavens overhøjhed’ ikke længere behøver at være nogen „hindring for genforening“ af deres respektive kirker.

Mange i dag gør sig ikke klart at det protestantiske oprør i det sekstende århundrede snarere var en protest mod kirkens styre end mod dens lære. I det femte århundrede havde biskoppen af Rom, Leo „den Store“, gjort krav på overhøjhed over alle andre biskopper. Ved kirkemødet i Firenze i det femtende århundrede blev biskoppen af Rom officielt anerkendt som „Kristi sande stedfortræder“ med „fuld myndighed til at nære og styre hele kirken“. Da protestanterne skilte sig ud i det følgende århundrede, afviste de pavens myndighed som ubibelsk. Ethvert håb om genforening svandt tilsyneladende i juli 1870, da det første vatikankoncil tog det yderligere skridt at erklære paven „ufejlbarlig“ når han udtalte sig om tro og moral.

Hvordan foreslår den katolsk-lutherske kommission nu, et hundrede år senere, at problemet løses? Jo, lutheranerne skal opfordres til at anerkende pavens overhøjhed i den betydning at han er en ’særlig tjener’ med et ’særligt ansvar’ og et symbol på den globale kristne enhed. Den katolske kirke skal opfordres til at anerkende lutheranerne som en selvstyrende „søsterkirke“ i et „større nadverfællesskab“. Og spørgsmålet om pavens ufejlbarlighed? Det vil teologerne lade ligge ’til senere’.

Enhed blandt sande kristne er både ønskeligt og bibelsk påkrævet. Man opnår imidlertid ikke en sådan enhed ved at gøre indrømmelser, men ved at alle holder sig nøje til Guds ords lære. Bibelen omtaler ikke noget menneske, men kun Kristus Jesus, som hoved for den kristne menighed eller kirke. — 1 Kor. 3:11; Ef. 5:23.

Nyt forbillede?

● Kvindesagsbevægelsen har fået et nyt forbillede, ifølge et nyt paveligt dokument med titlen „Marialis Cultus“. Hvem? Maria, Jesu moder. Den „apostolske formaning“ skildrer Maria som en stærk og handlekraftig kvinde hvis eksempel støtter de „frigørelseskræfter“ der nu virker i det moderne samfund.

Det er rigtigt at Jesu moder Maria ikke var sky, genert og tilbageholdende. (Jævnfør Lukas 1:46-55; 2:41-49; Johannes 2:1-5.) På den anden side var hun uden tvivl i overensstemmelse med apostelen Peters formaning til hustruer om at ’underordne sig under deres mænd’ og pryde sig med ’en sagtmodig og stille ånd, som er meget værd i Guds øjne’. (1 Pet. 3:1-4) Kan man sige det om de fleste kvindesagsforkæmpere?

Kostbar nysgerrighed

● For godt og vel et års tid siden sluttede Apollo-projektet, der omfattede seks bemandede måneflyvninger. Det kostede 24 milliarder dollars. Hvad har man lært af det?

Videnskabsmændene har lært at mange af deres teorier var fejlagtige — for eksempel er månens kemiske sammensætning helt anderledes end jordens. Men det store spørgsmål man håbede projektet ville løse, står stadig ubesvaret, nemlig hvordan månen er blevet til. Fordi opdagelserne i mange tilfælde ikke kunne bekræfte teorierne, konkluderede en artikel i Wall Street Journal med et anstrøg af humor: „Månen er ikke hvor den skal være — eller også er den lavet af det forkerte materiale.“ — 25. marts 1974.

Samme uge som dette blev skrevet, pegede Verdensbankens præsident, Robert McNamara, på et andet spørgsmål der fortjener opmærksomhed. Ifølge et avisreferat sagde han at af to milliarder indbyggere i hundrede udviklingslande „lever de 800.000.000 for et beløb svarende til 30 cent om dagen, og det er kun lige med nød og næppe de holder sig i live“. — New York Post, 27. marts 1974.

Videnskabelig nysgerrighed har ført til visse nyttige opdagelser. Men i betragtning af tilstandene i verden, har menneskeheden da råd til en luksus som dette rumprojekt? Med god grund siges der i Første Korinterbrev 3:19: „Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne.“

Det hellige år forberedes

● Pave Paul VI har bebudet 1975 som et helligt år, og Rom forbereder sig allerede nu til at modtage de seks og en halv million pilgrimme man venter til byen.

Under overskriften „Milliardregn i det hellige år“ forudsiger den italienske avis Corriere della Sera en strøm på 600 til 700 milliarder lire (5,5 til 6,5 milliarder kroner) fra de pilgrimme og andre der vil komme på besøg i Rom. Nu diskuterer man hvem der vil få en andel i fortjenesten. Avisen meddeler at der udbrød en hel lille „krig mellem helligdommene“ — fordi der var så mange helligdomme der gerne ville være med til at give pilgrimmene den særlige aflad. Det endte med at den italienske bispekonference kun tillod fire steder uden for Rom (Loreto, Pompeji, Assisi og Padova) at give denne aflad.

Hotelejere, butiksindehavere og restauratører vil få deres bid af kagen, men også blandt dem råder utilfredshed. Hvorfor? Corriere della Sera anslår at religiøse institutioner som driver hotelvirksomhed vil huse halvdelen af de besøgende og vil indkassere omkring en tiendedel af alle de milliarder af lire pilgrimmene vil bruge. Småbutikker som handler med religiøse genstande — rosenkranse, medaljoner, madonnaer, Kristusfigurer og helgenbilleder — møder også konkurrence fra kirkens side. En fremtrædende forretningsmand siger beklagende: „De tager brødet ud af munden på os . . . Der findes ikke et sakristi, et kirkeligt hjem eller en kirke uden at der er værelser til udlejning og boder fyldt med religiøse artikler og souvenirs. De kan sælge alt billigere . . . de har ikke vore udgifter: leje, skat, arbejdslønninger og forsikringer.“

Det er åbenbart ikke kun åndelig opbyggelse der venter i det „hellige år“ paven har bebudet. Vi mindes uvilkårligt noget som skete i en anden „hellig by“ for nitten hundrede år siden. Jesus så at der var mænd som solgte duer og vekslede penge (med fortjeneste) i templet i Jerusalem. Hvad han sagde herom, kan man læse i Mattæus 21:12, 13. Varerne er anderledes i dag, men situationen er den samme.

Nye værdinormer

● Den måde folk bruger deres fritid på, er et godt udtryk for deres værdinormer. Der var engang da man benyttede aftentimerne til at slappe af i familiens skød, til at læse højt, også fra Bibelen. Hvordan ser det ud i dag?

Ved en nylig gallupundersøgelse i De forenede Stater spurgte man: „Hvordan kan De bedst lide at tilbringe en aften?“ Næsten halvdelen af de adspurgte svarede „foran fjernsynet“. Mindre end hver syvende foretrak at læse, og kun hver tiende nævnte også „familieaktiviteter i hjemmet“. Og hvilken slags læsestof læser de der foretrækker at læse? Sandsynligvis ikke Guds ord, for der var mindre end én ud at tredive der angav ’overværelse af religiøse møder’ som den foretrukne måde at tilbringe en aften på. Også i spørgsmålet om anvendelse af fritiden gælder regelen om at ’hvad man sår skal man høste’. — Gal. 6:7.