Har du virkelig lært Gud at kende?
„Derfor er det også, jeg må lide dette, men jeg skammer mig ikke derved; thi jeg kender ham, som jeg har sat min lid til, og jer er vis på, at han har magt til at bevare den skat, som blev mig betroet, indtil hin dag.“ — 2 Tim. 1:12.
1. Hvilken situation i det gamle Israel får os til at spørge os selv om vi virkelig kender Gud?
KENDER du Gud? ’Ja,’ svarer du måske, ’alle kender vel Gud.’ Rent overfladisk kunne det godt se sådan ud, men for 2700 år siden udtalte en profet ved navn Hoseas noget som uvilkårligt får os til at standse op og spørge os selv om vi nu også virkelig kender Gud. Hoseas levede i Israel på en tid da Israels folk befandt sig i et særligt pagtsforhold til Jehova Gud. De fleste israelitter vidste uden tvivl at Guds navn, Jehova, bogstaveligt betød „han lader blive til“. De vidste sikkert hvad Gud havde gjort for at de kunne blive et folk, og i det store og hele kendte de vel også hans love. Men til trods for alt det de vidste om deres Skaber, måtte profeten Hoseas alligevel sige til dem: „Hør, israelitter, [Jehovas] ord, thi [Jehova] går i rette med landets folk. Thi ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet.“ — Hos. 4:1; jævnfør Johannes 7:28.
2, 3. (a) Hvad indbefatter det at kende en? (b) Hvorfor er det vigtigt virkelig at kende Gud?
2 Disse israelitter kendte altså ikke virkelig Gud. For at kende én er det nemlig ikke nok kun at være klar over hvad han hedder og vide hvor han stammer fra og hvad han synes om og ikke synes om.
3 Hvor meget ved du egentlig om Gud? Tør du sætte livet ind på det du ved? Det kommer du til. Israelitterne blev forkastet fordi de manglede kundskab, og Gud vil handle på samme måde over for dem der i dag afviser den sande kundskab om ham. Tiden er nær da han vil bringe straf over „dem, der ikke vil vide af Gud at sige“. — 2 Tess. 1:8; Joh. 17:3.
4. Hvordan kommer det til udtryk hvis man ikke kender Gud godt nok?
4 Det er ganske tydeligt at de fleste i dag afviser kundskaben om Gud, ligesom israelitterne gjorde på Hoseas’ tid. Efter at Hoseas havde fordømt den sørgelige mangel på kundskab blandt sine landsmænd, gik han over til at vise hvor tydeligt det var at de manglede kundskab. Han sagde: „Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld.“ (Hos. 4:2) Ja, ens handlinger røber hvor godt man kender Gud. En af de kristne bibelskribenter kom ind på denne tanke, idet han skrev: „Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham [det vil sige Gud, i henhold til Første Johannesbrev 1:5], om vi holder hans bud. Den, der siger: ’Jeg kender ham,’ og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke.“ (1 Joh. 2:3, 4) At kende Gud indbefatter altså mere end at være religiøs og at gå i kirke. Man må også adlyde Gud, gøre hans vilje. Hvor står du hvad dette angår?
5. Hvordan vil kundskab om Skaberen give os tillid til ham?
5 Har man nøjagtig kundskab om Gud, stoler man fuldt ud på ham, nærer fuld tillid til ham. Salmisten David siger: „De stoler på dig, de, som kender dit navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, [Jehova].“ (Sl. 9:11) De der kender Guds „navn“, det vil sige hans egenskaber og omdømme, vil ikke tro noget urigtigt om deres himmelske Fader. Hvis han siger eller gør noget de ikke umiddelbart forstår, vil de ikke tillægge ham dårlige motiver. De ved at han altid har gode grunde til at handle som han gør, også selv om de ikke lige i øjeblikket forstår det. Og hvis det ser ud til at han tøver lidt for meget, er der også en forklaring på dette. I det første århundrede efter vor tidsregning var der nogle som syntes at Gud tøvede, og det fik apostelen Peter til at skrive: „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ (2 Pet. 3:9) Gud er lige så tålmodig nu som dengang, og folk er lige så utålmodige nu som dengang.
I ældste, kender I virkelig Gud?
6. Hvordan kan de ældste afspejle Jehovas syn på ufuldkommenhed?
6 Ældste eller tilsynsmænd i den kristne menighed kan vise hvor godt de kender Gud ved at behandle andre på samme måde som Gud ville gøre. Hvordan betragter de for eksempel deres brødre? Genspejler de Jehovas indstilling? Læg mærke til hvad der siges i Salmerne: „Tog du vare, [Jehova], på misgerninger, Herre, hvo kunne da bestå?“ (Sl. 130:3) Skaberen er altså ikke ude på at finde fejl; han er ikke overkritisk. Hvordan Jehova betragter menneskene udtrykkes yderligere med disse ord fra Salmerne: „Barmhjertig og nådig er [Jehova], langmodig og rig på miskundhed; han går ikke bestandig i rette, gemmer ej evigt på vrede; han handled ej med os efter vore synder, gengældte os ikke efter vor brøde. Men så højt som himlen er over jorden, er hans miskundhed stor over dem, der frygter ham. Så langt som østen er fra vesten, har han fjernet vore synder fra os. Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Sl. 103:8-14) Erkender vi virkelig at Gud er sådan? Viser vi det i den måde vi behandler vore brødre på?
7, 8. Hvordan kan de ældstes kendskab til hjorden være til gavn for menigheden?
7 Hvis de ældste gør dette, kan de ikke lade hjorden skøtte sig selv. Som åndelige hyrder vil de følge opfordringen: „Mærk dig, hvorledes dit småkvæg ser ud.“ (Ordsp. 27:23) De vil lære „fårene“ godt at kende. Med hvilket formål? Jo, ligesom Gud lægger de mærke til det gode i mennesker. De anerkender det gode som andre gør, og derfor søger de at være til opbyggelse for menighedens medlemmer. Følger de ikke derved Jehovas eksempel og den vejledning han giver i sit ord? „Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem. Men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“ — Ef. 4:29, 32; Gal. 5:22, 23; Hebr. 10:24, 25; 1 Tess. 5:14, 15.
8 De er også opmærksomme på dem der behøver hjælp i menigheden. Der er måske nogle af de ældre der har vanskeligheder som berører deres tjeneste for Gud. De kan være nedtrykte og have brug for opmuntring. Er der andre som svigter møderne lidt eller på anden måde slækker på deres tjeneste for Gud? Er der nogle som må gå alene gennem farlige kvarterer for at komme til møderne eller ud på arbejdsmarken? Kan nogle af de unge hjælpe andre unge i forkyndelsen og med at forberede foredrag til den teokratiske skole? Er der forskellige opgaver de kan varetage i rigssalen? De ældste er vågne for alt hvad der berører brødrenes åndelige liv, og de gør hvad de kan for at hjælpe. Det er det de taler om når de mødes.
9. Fulgte israelitterne det råd Jehova gav dem da de ville have en jordisk konge, og hvordan reagerede Gud på deres holdning?
9 Hvad nu hvis et medlem af menigheden er ved at slå ind på en vej som de ældste mener kan føre til åndelige vanskeligheder? Vil det være venligt og kærligt af dem at ignorere det? Hvad de kan gøre i et sådant tilfælde, fremgår af det Jehova gjorde da israelitterne bad om at få en jordisk konge. I utvetydige vendinger advarede han israelitterne om hvordan det ville gå dem når de fik en jordisk konge; men han hindrede dem ikke. Selv om de med deres anmodning i virkeligheden forkastede Jehova, og selv om de stædigt ignorerede hans råd, vendte han dem ikke ryggen. Nej, gang på gang appellerede han til dem, helt frem til den tid da deres nation blev ødelagt. Idet de ældste kender Gud, optræder de lige så tålmodigt, selv over for dem der ignorerer vejledning. — 1 Sam. 8:4-22.
10. Forklar hvordan tilsynsmændene bør se på en der afviser vejledning.
10 Et ugift medlem af menigheden kommer måske sammen med en af det modsatte køn som ikke er i troen. De ældste vil da give behørig vejledning ud fra Bibelen, idet de forklarer hvordan Gud ser på en sådan sag, og viser at man i virkeligheden overtræder Jehovas lov ved at gifte sig med en ikke-troende. Selv om den pågældende ignorerer vejledningen, vil de ældste kærligt søge at hjælpe vedkommende så længe han eller hun forbliver i den kristne menighed. De ældste skal ikke føle sig mismodige over at deres råd ignoreres. Det er deres pligt og ansvar at „tilskynde . . . og retlede dem som siger imod“, men i sidste instans må „enhver . . . bære sin egen ansvarsbyrde“. — Tit. 1:9, NW; Gal. 6:5, NW.
11. Hvordan må en ældste vejlede for at hans vejledning kan være effektiv? Giv et eksempel.
11 Med hensyn til at give vejledning kan en ældste lære noget vigtigt af Jehovas eksempel: Han må være venlig, taktfuld, men præcis. Han må sikre sig at den han vejleder, får fat i meningen. Undertiden sker det for eksempel at et ægtepar har behov for råd og vejledning. Ægtefællerne har måske vanskeligt ved at komme ud af det med hinanden, og derfor søger de hjælp hos en ældste. Først vil den ældste sikkert høre sagen fra begge sider, mens både manden og hustruen er til stede. Jehova Gud hørte altid på israelitterne når de bad om hjælp. Ofte vil den ældste opdage at han kun får forelagt symptomerne, og at ondets rod stikker dybere. Det egentlige problem kan for eksempel være ægtefællernes indstilling til kønslivet. Hustruen er måske blevet påvirket af den opfattelse at kønslivet kun er et nødvendigt onde, med det resultat at hun ikke bryder sig om mandens seksuelle interesse for hende. Eller manden tager måske ikke tilstrækkeligt hensyn til sin hustrus følelser og er for krævende på det seksuelle område.
12. Hvordan kan præcis bibelsk vejledning hjælpe et ægtepar til at opnå større ligevægt i deres indbyrdes forhold?
12 Hvis den ældste nu blot siger til dem at de skal bede til Jehova og at tingene så nok skal gå i orden, vil de sikkert ikke føle at deres situation er blevet spor bedre. De har sikkert allerede bedt til Gud, og Jehova besvarer deres bøn ved at de får vejledning fra hans ord og modtager hjælp fra en kærlig ældste. I erkendelse af dette, og eftersom problemet nu er kommet frem og er blevet klarlagt, vil den ældste give råd og vejledning ud fra Bibelen. Han søger ikke at vige udenom, men går direkte til de skriftsteder der specielt behandler deres problem. Først forklarer han måske at man ikke skal føle sig uren fordi man har en kønsdrift, og at et kønsliv inden for ægteskabets rammer kun er godt og rigtigt. Men selvbeherskelse og hensyntagen til den anden part er naturligvis en forudsætning for et ligevægtigt kønsliv. Disse og flere punkter kan behandles grundigt, idet man læser og drøfter forskellige skriftsteder for at underbygge tankerne. — 1 Mos. 1:28; Ordsp. 5:15-19; 1 Kor. 7:3-5; 13:4, 5; Gal. 5:22, 23; 1 Pet. 3:7.
13. Skal en ældste føle sig mismodig hvis den vejledning han har givet ud fra Bibelen ikke bliver fulgt? Begrund svaret.
13 Om ægteparret så vil følge de bibelske råd angående kønslivet (eller hvilket problem det nu drejer sig om), er noget de selv må afgøre. Den ældste kan under alle omstændigheder glæde sig over at han med Jehovas hjælp har været i stand til at give behørig vejledning og dermed vise at han virkelig kender Gud. Selv om de ældste naturligvis ikke skal søge at bestemme hvad andre skal gøre, bør de tale ligeud når de giver vejledning, og uden omsvøb forklare de bibelske principper der må tages i betragtning.
14. Hvad gjorde Jehova Gud i forbindelse med kong Akab som viser værdien af at lytte til andre?
14 Der er også en anden måde hvorpå de ældste kan vise at de virkelig kender Gud, og det er ved at lytte til de tanker og synspunkter som menighedens medlemmer giver udtryk for. Jehova Gud er naturligvis altid klar over hvad han skal gøre; han er altid herre over situationen. Men i forbindelse med den troløse kong Akab af Israel tillod han alligevel englene at give udtryk for hvordan de mente at Akab skulle behandles. Universets Gud behøvede afgjort ikke sine engles råd, men han lyttede til dem. Ved andre lejligheder lyttede Gud til mennesker. Hvordan kan en ældste bedre have føling med menigheden end ved at høre hvad andre har at sige, og lægge sig det på sinde? En ældste som lytter, bliver langt bedre i stand til at undervise. — 1 Kong. 22:19-22; 1 Mos. 18:22-33; Ordsp. 21:13.
Alle i menigheden må kende Gud
15. Hvorfor må kristne undgå at tvivle, og hvordan kan man undgå det?
15 Nu mens afslutningen på denne tingenes ordning nærmer sig, må alle kende Gud for at holde ud. Hvis vi ikke er godt kendt med hvordan han handler med os, kan vi let give efter for tvivl, sådan som nogle indviede og døbte kristne har gjort. Tvivlen gælder som regel ikke de grundlæggende bibelske sandheder, som for eksempel (1) Jehovas suverænitet, (2) Riget eller (3) genløsningen. De fleste lader sig forurolige over et eller andet af mindre betydning, og på grund af stolthed sætter de deres egne meninger højere end Guds ord og Jehovas organisation. En af Jesu halvbrødre advarede os imod at tvivle: „Den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren, en tvesindet mand, som han er, ustadig på alle sine veje.“ (Jak. 1:6-8) Kundskab om hvordan Gud har handlet med sit folk før i tiden og i vor tid, vil hjælpe os til at undgå tvivl.
16, 17. Har Gud før i tiden brugt ufuldkomne mennesker til at lede sin organisation? Giv eksempler.
16 De der kender Gud ved at han har benyttet ufuldkomne mennesker til meget ansvarsfulde opgaver i forbindelse med ledelsen af sit folk. Der var for eksempel Moses. På grund af sin ufuldkommenhed forspildte Moses retten til at komme ind i det forjættede land. Alligevel fortsatte Gud med at bruge ham. Da man stod lige over for Kana’an, og Moses gentog og forklarede Guds lov for Israels folk, kunne israelitterne let have ræsonneret: ’Hvordan kan du vejlede os, Moses? Du er jo ikke engang værdig til at komme ind i det forjættede land.’ Hvor ville det have været let at kritisere manden i stedet for at drage nytte af vejledningen fra Gud! — 4 Mos. 20:2-12.
17 Gud fortsatte med at bruge ufuldkomne mennesker da den kristne menighed blev oprettet. Tænk for eksempel på apostelen Peter. Den dag Jesus døde, fornægtede Peter ham tre gange. Det var et alvorligt fejltrin. Alligevel ser vi at Peter blot tooghalvtreds dage senere blev medlem af det salvede styrende råd i den nydannede kristne menighed. Samme dag, på Pinsedagen, blev han benyttet på en ret fremtrædende måde, idet han på apostlenes vegne trådte frem og holdt en opildnende tale. Skønt ufuldkommen viste Peter denne dag at han kendte Gud godt og havde et indgående kendskab til hans ord, idet han flere gange citerede fra De hebraiske Skrifter. — Luk. 22:54-62; Ap. G. 2:1-47.
18. Kan en kristen undlade at tage imod råd fra menighedens tilsynsmænd med den begrundelse at tilsynsmændene er ufuldkomne? Begrund svaret.
18 Det samme gælder i den kristne menighed i dag. Ufuldkomne mennesker som kender Gud, bruges til at føre an. Det kan være at en ældste i din menighed giver dig råd og vejledning angående din indstilling. Vil du da afvise den gode bibelske vejledning han giver, og tænke: ’Hvordan kan du sige mig hvad jeg skal gøre? Du er jo heller ikke fuldkommen.’ Eller vil du vise at du „kender“ Gud, at du erkender at han benytter ufuldkomne mennesker til at vejlede, organisere og lede sit folk på jorden? Hvis Jehova er tilfreds med at bruge ufuldkomne mennesker, hvem er så vi at vi skulle kritisere hans ordning? Det væsentlige for os er at få gavn af den bibelske vejledning der gives.
19. Hvordan bør man reagere når man hører noget om en broder i den kristne menighed?
19 Det kan også være at du hører noget ufordelagtigt om en af dine brødre, noget som stiller ham i et dårligt lys. Kan du lide at høre sådanne ting, og tror du straks på det? Broderen er måske ældste i menigheden. Begynder du derefter ikke alene at tvivle på broderen, men også at tage alvorlige forbehold over for hele ældsterådet? Hvis man kender Jehova vil man hurtigt jage en sådan tvivl på flugt. Man vil spørge sig selv: ’Kender jeg virkelig sagen til bunds, eller er det blot et løst rygte jeg har hørt? Jeg bør ikke dømme min broder. Paulus sagde jo: „Hvem er så du, som dømmer en andens tjener? For sin egen herre står eller falder han.“’ — Rom. 14:4.
20. Hvad kan hjælpe os til altid at komme godt ud af det med vore åndelige brødre og søstre?
20 Det kan være at der er visse ting du ikke synes om i forbindelse med bygningen eller indretningen af rigssalen. Du ville måske have valgt en anden stil, en anden gulvbelægning eller en anden farve gardiner. Men kan en rigssal ikke bygges på mange måder, og findes der ikke mange slags gulvbelægning og mange farver man kan vælge gardiner i? Vil et andet interiør betyde noget for vort forhold til Jehova? Hvorfor ikke følge Paulus’ råd: „[Forvis] jer om de mere vigtige ting, for at I må være pletfri og ikke bringe andre til snublen og fald op til Kristi dag.“ (Fil. 1:10, NW) Bør vi ikke takke Jehova for at han har sat mænd til at føre an og sørge for at vi har et sted hvor vi kan mødes og tilbede på rette måde?
21. Hvorfor vil den der virkelig kender Gud ikke give efter for tvivl når forståelsen af et bibelsk spørgsmål korrigeres?
21 Der siges måske noget i en af Vagttårnets publikationer som du ikke lige forstår, eller noget som korrigerer vor tidligere forståelse af et spørgsmål. Hvordan ser du på det? Lader du tvivlen få grobund? Lader du tilliden vige for skepsis? Spørg dig selv: ’Hvor har jeg fået den bibelkundskab jeg allerede har? Er det ikke den åndelige føde som tilvejebringes gennem Vagttårnets publikationer der har hjulpet mig til at ændre min livsførelse og finde sand tilfredshed? Hvor ellers kunne jeg gå hen?’ Det er den indstilling disciplene havde til Jehovas ordning da de sagde til Jesus: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ — Joh. 6:68.
22. Hvordan vil nøjagtig kundskab om Gud være til gavn for hver enkelt at os her i „de sidste dage“?
22 I dag kan det siges om millioner af mennesker at „de hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham, afskyelige som de er, og ulydige og uduelige til enhver god gerning“. (Tit. 1:16) Usikkerhed, tvivl og ængstelse er alle symptomer som præger en slægt der ikke kender Gud. I modsætning hertil føler de kristne som apostelen Paulus: „Jeg kender ham, som jeg har sat min lid til, og jeg er vis på, at han har magt til at bevare den skat, som blev mig betroet, indtil hin dag.“ (2 Tim. 1:12) Alle som virkelig kender Gud er rolige, tillidsfulde, uforknytte i denne betydningsfulde tid.
[Illustration på side 488]
Har din kirke virkelig hjulpet dig til at lære Guds vilje at kende? Retter du dit liv ind efter de krav Gud stiller i Bibelen?