Hvordan man lærer Gud at kende
„I har lært Gud at kende, eller snarere . . . I er blevet kendt af Gud.“ — Gal. 4:9
1. Hvad kan der siges om det at kende Gud?
MANGE mennesker ved hvem Gud er. De lever måske i et land hvor de fleste tror på Guds eksistens. Men vil det sige at de virkelig kender Gud? Ligesom der er forskel på at vide hvem et lands regent er og på personligt at kende vedkommende, er der forskel på at vide hvem Gud er og på virkelig at kende ham. De der virkelig kender Gud, står i et nært forhold til ham.
2, 3. Hvorfor tror nogle ikke på at Gud eksisterer?
2 Naturligvis findes der mennesker som ikke interesserer sig for at lære noget som helst om Gud. De tror ikke engang på at han eksisterer. Hvad er grunden? De føler sig måske frastødt af hykleriet hos nogle som påstår de tror på Gud. De peger måske på at frygtelige grusomheder og hensynsløs blodsudgydelse har fundet sted i Guds og religionens navn. Men er det rimeligt at benægte Guds eksistens på grundlag af hvad mennesker har gjort? Ville det ikke være det samme som at benægte eksistensen af et lands regent blot fordi nogle som påstod at være hans loyale undersåtter, gav et forkert billede af ham? Ville det være rimeligt at lade andres usandheder og forkerte adfærd hindre et forhold som kunne medføre varig lykke og velfærd for en?
3 Andre igen ønsker simpelt hen ikke at stå til ansvar over for Gud. De vil fastsætte deres egne leveregler. Måske finder de selv på argumenter for at Gud ikke eksisterer. Ofte er deres argumenter dog ikke andet end selvbedrag. Som den kendte forfatter Aldous Huxley engang indrømmede: „Jeg havde grunde for at ønske at verden ikke havde nogen mening, og derfor gik jeg ud fra at den ingen mening havde, og var i stand til, uden besvær, at finde tilfredsstillende grunde for denne antagelse.“ Men at nogle foretrækker at tro at Gud ikke eksisterer for dermed at kunne leve et liv i „frihed“, får naturligvis ikke Gud til at forsvinde. Han eksisterer stadig.
4. Hvilket vidnesbyrd har overbevist de fleste om at der må være en Gud til?
4 De fleste tvinges til ved nærmere eftertanke at indrømme at der må være en Gud til. Det ærefrygtindgydende univers, dets skønhed og orden, plante- og dyrelivets mangfoldighed, mennesket selv — alt sammen peger det på tilstedeværelsen af en mesterlig Planlægger, en som er livets og stoffets Skaber. Millioner af tænkende mennesker i hele verden er, ud fra det de kan se, også kommet til erkendelse af visse egenskaber hos Gud. De er enige med den inspirerede apostel Paulus når han siger: „Hans usynlige egenskaber . . . fornemmes i de ting der er frembragt.“ — Rom. 1:20; Apg. 14:16, 17.
5. (a) Hvordan er menneskets samvittighed et vidnesbyrd om at Gud er til? (b) Hvad fortæller dét at mennesket har en samvittighed os om Gud?
5 Menneskets samvittighed er blot ét eksempel på denne sandhed. Bibelen viser at samvittigheden, den indre erkendelse eller fornemmelse af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, vidner om at mennesket har ’en lov skrevet i hjertet’. (Rom. 2:14, 15) Tydeligvis har menneskene ikke fået denne „lov“ fra de fornuftløse dyr, da man ikke ser tegn på nogen samvittighed hos dem. Tilstedeværelsen af denne indre „lov“ viser at der må være en som på forhånd har udtænkt denne lov og givet den — nemlig Gud. Ydermere vidner denne evne hos mennesket om Skaberens visdom og store omsorg for og kærlighed til mennesket. Menneskets samvittighed har sat en bremse for handlinger der ville have truet hele menneskehedens eksistens, velfærd og sikkerhed. Menneskets samvittighed har i det store og hele — altid og alle vegne — fordømt de samme urette handlinger. Selv uden en skreven lov har menneskene ned igennem tiden betragtet sådanne handlinger som mord, tyveri, utroskab mod en ægtefælle og kønslig perversitet som urette. Denne medfødte kundskab har givet det menneskelige samfund, især familieordningen, en vis stabilitet. (1 Mos. 34:7; 39:9; Jobs bog, kap. 31; 2 Pet. 2:6, 7) Man må erkende at samvittigheden er en gave fra en alviis og kærlig Gud.
Hvordan man lærer Gud at kende
6. Hvorfor er det et grundlæggende krav at anerkende Gud som en person, hvis man skal lære ham at kende?
6 Men hvordan kan vi komme til at kende denne usynlige Gud som har åbenbaret sig i sit skaberværk? Det første skridt i denne henseende må være at anerkende at han er en person. Kun en person kan man opnå et fortroligt og nært forhold til. (Hebr. 11:6) Ofte anerkender de der påstår at de tror på en højeste Gud, ham ikke som en person. Biografen R. W. Clark siger om én berømt videnskabsmand: „Det er selve den fysiske verden der fremtræder som Einsteins Gud.“ Men vidner den fysiske verden ikke om orden? Og er orden ikke et tegn på intelligens? Og er intelligens ikke altid forbundet med en person? Følgelig må den der er ansvarlig for ordenen i universet, Gud, være en person.
7. Hvilke spørgsmål lades ubesvarede ved at man blot drager slutninger på grundlag af skaberværket?
7 Vor fornuft og iagttagelsesevne siger os altså ikke blot at Gud er til, men også at han er en person, og at han har beundringsværdige egenskaber. Men der skal mere til end evnen til at drage slutninger på grundlag af iagttagelse af det fysiske univers for at lære Gud at kende og opnå et nært forhold til ham. Hvorfor? Fordi vor iagttagelse af det vi kan se og de slutninger vi drager på grundlag heraf, stadig lader mange spørgsmål om Gud ubesvarede. Vor fornuft siger os for eksempel at der er en Gud til. Men kan den sige os hvorfor der er ondskab til i verden? Vor fornuft vil måske sige os at en Gud som er god, ikke for evigt vil tolerere ondskab. Men kan den sige os noget om hvornår vi kan forvente at ondskaben vil ophøre?
8. Hvad må mennesket have for personligt at lære Gud at kende?
8 Hvad andet har vi da brug for? En åbenbaring fra Gud selv. Et gammelt ordsprog siger: „Hvor der intet syn [eller: ingen åbenbaring] er, bliver folket hæmningsløst.“ (Ordsp. 29:18, NW; da. overs. af 1871) Ja, uden en guddommelig åbenbarings vejledning er mange mennesker tilbøjelige til at være hæmningsløse eller tøjlesløse i deres adfærd, især hvis de tror de kan slippe godt fra det. (Præd. 8:11) Deres ufuldkomne samvittighed er ikke nok til at holde dem tilbage. Til vejledning for os har Gud derfor tilvejebragt en åbenbaring, nemlig hans skrevne ord, Bibelen. Den åbenbarer at hans navn er Jehova, og fortæller om hans gerninger og hensigter, følelser, meninger og indstilling, så vi virkelig lærer ham at kende. (Sl. 83:19) Bibelen lader os ikke i tvivl om hvad Gud billiger og misbilliger.
9. Hvorfor må Bibelen stamme fra Gud?
9 Men på hvilket grundlag siger vi at Bibelen er fra Gud? Fordi den indeholder oplysninger som simpelt hen ikke kan stamme fra mennesker. Mennesker kan ikke med usvigelig sikkerhed sige hvad der vil ske blot få måneder frem i tiden. Men Bibelen indeholder langtrækkende profetier som er blevet opfyldt til punkt og prikke eller er i færd med at blive opfyldt. Selv om Bibelen er skrevet over en periode på mere end seksten hundrede år, er den ikke fyldt med skiftende eller modstridende filosofiske opfattelser, sådan som man kunne forvente af et værk af mennesker. Dens indre harmoni peger tydeligt mod en guddommelig oprindelse. De love og principper den indeholder, findes der ikke magen til i nogen lovsamling eller nogen leveregler fra menneskers hånd. Det Bibelen siger i sine love appellerer til et menneskes gode samvittighed, og hjælper endog denne til at træffe de rette afgørelser. Samtidig vidner Bibelen om hvilke høje normer Lovgiveren, Gud selv, følger. Lad os her se på hvordan en bestemt del af Bibelen, nemlig den lov der blev givet ved mellemmanden Moses (og som vi finder i Mosebøgerne), hjælper os til at lære Gud at kende som en retfærdig og barmhjertig lovgiver. Vi kunne da sammenligne denne lov med menneskers bestræbelser for at give og håndhæve love.
Et vidnesbyrd om Guds barmhjertighed
10, 11. (a) Hvordan har mennesker søgt at bekæmpe et socialt onde som tyveri? (b) Hvordan vidner Moselovens forskrifter vedrørende tyveri om Guds barmhjertighed?
10 Så godt som alle landes love fordømmer et socialt onde som tyveri. Men når nogen gør sig skyldig i tyveri — hvad så? Hvad skal der ske med tyven? I århundreder har man, for det meste uden held, kæmpet med problemer som dette. Menneskets ufuldkomne samvittighed har ikke været tilstrækkelig til at finde løsningen. Hammurabis lov i det gamle Babylon var barbarisk. Den krævede for eksempel at en tyv fanget ved et bål skulle kastes i bålet. En indbrudstyv skulle hænges offentligt over for den åbning han havde lavet da han brød ind i huset. Mænd og kvinder som dømmes for tyveri i dag, anbringes som regel i fængsler, hvor de som oftest bliver forhærdede forbrydere. Deres ofre — de må leve med deres tab.
11 Hvordan skulle tyveri behandles i det gamle Israel ifølge Guds åbenbarede lov? Loven var barmhjertig, men alligevel retfærdig. Vi læser i Anden Mosebog 22:1-4: „Når en mand stjæler en okse eller et får og slagter eller sælger dem, skal han give fem okser i erstatning for oksen og fire for fåret. . . . Erstatning skal han give, . . . hvis derimod det stjålne findes levende i hans besiddelse, da skal han give dobbelt erstatning, hvad enten det er en okse, et æsel eller et får.“ Tyven blev altså straffet på den måde at han måtte erstatte det han havde stjålet og betale et yderligere tillæg. Dette skulle indprente ham det absolut forkerte i hans handling. Desuden krævedes det at han bragte visse ofre i erkendelse af at han også havde syndet mod Gud. (3 Mos. 5:21-26) Med hensyn til den bestjålne fik han sit tab erstattet. Det yderligere tillæg tyven måtte betale, kom den bestjålne til gode på den måde at det rigeligt opvejede den tabte brug af hans ejendom og gav ham kompensation for de eventuelle ulemper som tyveriet havde medført.
12. Hvad skulle der ske med en tyv der ikke kunne erstatte det han havde stjålet?
12 Men hvad nu hvis tyven var fattig og ikke kunne betale? Så skulle han sælges som træl og ved sit arbejde betale sin gæld. (2 Mos. 22:3) Hvem vil benægte at denne ordning var både retfærdig og barmhjertig? Den bestjålne kom ikke til at lide et varigt tab. Tyven blev ikke henrettet; det vil sige hans liv blev ikke ligestillet med ejendom han havde stjålet. Hans ånd blev heller ikke nedbrudt eller hans kræfter og energi undergravet ved at han blev sat i fængsel. Hans arbejde midlertidigt som træl gav ham lejlighed til at gøre den uret god igen som han havde begået. En så klog og barmhjertig fremgangsmåde ved behandlingen af tyveri måtte så afgjort være fra Gud.
Loven vidner om Guds retfærdighed
13. (a) Hvilken anklage rettes undertiden mod forordningen i Femte Mosebog 21:18-21? (b) Hvordan er den i realiteten et vidnesbyrd om Guds retfærdighed?
13 Af Moseloven lærer vi også at der er grænser for Guds barmhjertighed. Vil det sige at de straffe Loven foreskrev, undertiden var ubarmhjertige, grusomme? Lad os se på følgende forordning i Femte Mosebog 21:18-21:
„Når nogen har en vanartet og genstridig søn, der ikke vil adlyde sine forældres røst og, selv når de tugter ham, ikke adlyder dem, så skal hans forældre tage ham med magt og føre ham ud til de ældste i hans by og til porten der og sige til byens ældste: ’Vor søn her er vanartet og genstridig; han vil ikke adlyde os, men er en ødeland og drukkenbolt.’ Derpå skal alle mændene i hans by stene ham til døde. Således skal du udrydde det onde af din midte, og hele Israel skal høre det og gribes af frygt.“
Er dette, som nogle siger, et eksempel på topmålet af grusomhed mod børn? Nej, på ingen måde! Beretningen er et tydeligt eksempel på Guds retfærdighed i behandlingen af dem som var uforbederligt onde og ikke reagerede på en barmhjertig behandling. Sønnen i dette tilfælde var ikke et mindreårigt barn, men gammel nok til at være „en ødeland og drukkenbolt“. Endvidere havde hans forældre advaret ham gentagne gange, men han ’ville ikke adlyde dem’. Og — som en meget vigtig ting — læg mærke til at sønnen ikke blev udryddet før sagen var blevet hørt af „byens ældste“. Denne retfærdige fremgangsmåde danner en skarp kontrast til det man har set praktiseret i nogle patriarkalske samfund. Om visse ørkenstammer i det mellemste østen siger for eksempel Raphael Patai:
„Patriarkens absolutte magt i familien over de enkelte medlemmers liv og død indbefattede retten til, ved et barns fødsel, at afgøre om barnet skulle leve eller dø. Vi ved fra historiske dokumenter . . . fra før-islamisk tid og frem til det nittende århundrede at en fader ofte besluttede at en datter skulle lide døden, enten straks ved fødselen eller senere. Den sædvanlige fremgangsmåde når en nyfødt datter skulle aflives, var at begrave hende levende i ørkensandet.“ — Family, Love and the Bible, s. 122.
Blandt mange folkeslag var det altså sådan at medlemmer af familien ikke havde nogen mulighed for at få en retfærdig behandling når det patriarkalske overhoved efter eget forgodtbefindende dømte imod dem. Moseloven, derimod, beskyttede et anklaget familiemedlem ved at kræve at sagen skulle påhøres af „byens ældste“, hvorved den anklagede fik mulighed for en retfærdig behandling af sin sag. Dette vidner ikke om en grusom Gud, men om en Gud som er i besiddelse af sand retfærdighed. I hans lov var der fuldkommen balance mellem barmhjertighed og retfærdighed.
Hvordan man lærer Gud at kende gennem hans søn
14. Hvordan er Jesu liv en hjælp for os til at lære Gud at kende?
14 Som gennem Moseloven, kan vi gennem hele den øvrige del af Bibelen lære Gud og hans beundringsværdige egenskaber at kende. Især har han åbenbaret sig gennem sin søn Jesus Kristus. I årtusinder før Sønnen kom til jorden, boede han hos sin Fader i himmelen. (Joh. 17:5; Kol. 1:13-17) Så nært var deres forhold og så fuldstændig i overensstemmelse med hinanden var de, at Sønnen kunne sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Joh. 14:9; 1:18) Under sin jordiske tjeneste understregede Jesus Kristus de principper der lå til grund for Moseloven og den øvrige del af De hebraiske Skrifter. Han levede efter disse principper og åbenbarede Lovens sande ånd. Gennem ham kan Guds beundringsværdige egenskaber bedre forstås og erkendes. — Se for eksempel Mattæus 5:21-48; 19:3-9; 23:23.
15, 16. (a) Hvad mente Jesus da han sagde at man skulle ’kende’ eller ’tilegne sig kundskab om’ Faderen og Sønnen? Giv et eksempel. (b) Hvorfor er det at anerkende Jesus Kristus som den Herre der er død for os, ikke alt hvad der er indbefattet i at ’kende’ ham?
15 At lære Gud at kende, indbefatter derfor at lære både ham og hans søn at kende. Jesus Kristus påpegede dette da han i en bøn til sin Fader sagde: „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om [eller: „at de kender“, da. aut.] dig, den eneste sande Gud, og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3) Denne „kundskab“ om Gud og hans søn er ikke blot viden, oplysninger, som man tilegner sig. Det vil også sige at anerkende den myndighed som Gud og hans søn sidder inde med og indordne sig under den. Som eksempel kunne man tage en arbejder der får en særlig opgave overdraget af sin chef. Hvis han imidlertid, af en underordnet tilsynsførende, får tildelt en anden opgave som ikke kan forenes med den første, kunne han sige til den tilsynsførende: ’Jeg kender ingen anden chef.’ Dermed mener han ikke at han ikke ved at den tilsynsførende eksisterer eller kender ham som person. Men som en chef hvis myndighed han er underlagt, „kender“ eller anerkender han ingen anden end den han arbejder for.
16 På samme måde kan man anerkende at Jesus Kristus eksisterer og at han er Guds søn der ofrede sit liv for menneskehedens verden. Men det er ikke alt hvad det at „kende“ Guds søn indbefatter. Ifølge Jesu egne ord har han fået „myndighed over alt kød“. (Joh. 17:2) Den der virkelig kender Jesus Kristus som den der sidder inde med denne myndighed, viser det ved at adlyde hans bud. (Joh. 14:15; 15:10) Som apostelen Johannes henledte sine medtroendes opmærksomhed på: „På dette kender vi at vi har lært ham at kende, om vi fortsat holder hans bud. Den der siger: ’Jeg har lært ham at kende’ og dog ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i denne.“ (1 Joh. 2:3, 4) Eftersom Jesu bud i realiteten stammer fra hans Fader, betyder dét at kende eller anerkende Sønnen som en der fortjener lydighed, også at man kender eller anerkender Faderen som en der har krav på at man indordner sig fuldstændigt under ham. — Joh. 7:16-18; 14:10.
At være kendt af Gud og Kristus
17. Hvad viser Abrahams tilfælde med hensyn til hvad det vil sige at være kendt af Gud?
17 Når vi lærer Gud at kende som en person og anerkender hans myndighed, bliver vi også kendt af ham. Sådan forholdt det sig med den trofaste Abraham. Jehova Gud sagde at han ’kendte’ Abraham; ikke i den forstand at han blot var bekendt med Abrahams eksistens, nej, han kendte ham godt. Den Almægtige havde gennem mange år lagt mærke til Abrahams lydighed og hans interesse for den sande tilbedelse, og han var som følge deraf kommet til at kende ham som en mand der havde tro og som kunne opdrage sine børn på rette måde. (1 Mos. 18:19; 22:12) Desuden kendte eller anerkendte Gud Abraham som sin godkendte tjener, sin ven. — Jak. 2:23.
18, 19. Hvad viser at ren bibelkundskab og det at anerkende Jesus Kristus som den der er død for menneskenes synder, ikke er nok for at blive anerkendt og godkendt af Gud og Kristus?
18 At opnå Guds anerkendelse, sådan som Abraham gjorde, sker ikke udelukkende på grundlag af den bibelkundskab man har erhvervet sig. Der findes dem der kan besvare spørgsmål om Bibelen og, i nogle tilfælde, oven i købet kan læse Bibelen på originalsprogene. De anerkender måske også Jesus Kristus som den Herre der er død for dem. Men hvis de ikke viser sig som Guds lydige tjenere, vil hverken Gud eller Jesus Kristus anerkende dem som nogle der hører dem til. (2 Tim. 2:19; Tit. 1:16) Jesus Kristus gav denne advarsel: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje. Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som øver lovløshed.“ — Matt. 7:21-23.
19 Åbenbart må Jesus Kristus være bekendt med disse personer som han afviser. Ellers kunne han ikke sige „I som øver lovløshed“ til dem. Men han kender eller anerkender dem ikke som nogle der står i et godkendt forhold til ham; han kender dem ikke som sine bemyndigede udsendinge. Derfor er det af største vigtighed at vi forvisser os om at vi lever og handler på en måde der er i overensstemmelse med Guds personlighed og hans måde at tænke og handle på, så vi kan blive anerkendt og godkendt af ham og hans søn. (Gal. 4:9) Kun da kan vi gøre os håb om at undslippe ødelæggelsen af alle som tilsidesætter Jehova Guds og Kristi Jesu bud og som ikke vil vide af eller anerkende deres myndighed. — 2 Tess. 1:6-9.
20. Hvis man er kendt af Gud, hvilket vidnesbyrd kan man da pege på som tegn på at der er tale om et personligt forhold?
20 Den der er kendt eller anerkendt af Gud kommer til at stå i et nært, personligt, forhold til sin Skaber. Man erfarer Guds ledelse i sit liv. Når man møder vanskeligheder, måske skal træffe en vigtig afgørelse i sit liv, vil den der virkelig kender Jehova som den alvise og almægtige Gud, ikke forlade sig på sin egen forstand. (Ordsp. 3:5, 6) Man vil nærme sig Jehova Gud i bøn og bede om hans hjælp og vejledning. Jehova vil da ved hjælp af sin ånd minde en om principper i sit ord der netop passer på denne situation, og hjælpe en til at anvende principperne på rette måde. (Jævnfør Johannes 14:26.) Uanset hvilke forhold og vanskeligheder det drejer sig om, vil man atter og atter erfare sandheden i disciplen Jakobs ord: „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham.“ — Jak. 1:5.
21. Hvad bliver resultatet af at kende Gud og fortsat leve og handle på en måde som han godkender?
21 Hvad kan vi da forvente når vi fortsat handler i overensstemmelse med den guddommelige visdom som den åbenbares for os i Guds ord og som svar på vore bønner? At Jehova Gud, ved hjælp af sin ånd, stadig vil hjælpe os til at gøre fremgang i vore bestræbelser for at opdyrke en personlighed der ligner hans. Vort sinds „drivkraft“, den kraft der virker på vort sind, vil tilskynde os til i stadig højere grad at følge Guds retfærdige normer. (Ef. 4:20-24) Guds bud ville ikke bare være ord som er trykt i en bog. De vil være en del af os selv, af vor personlighed, indprentet i vort sind og hjerte. Vi vil vide hvad de betyder og værdsætte deres overordentlig store værdi fordi vi selv har erfaret de gode resultater af at adlyde dem. (Sl. 119:1-16, 74-77, 164-168) Vi vil være i stand til, som apostelen Paulus siger, ’ved prøve at bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje’. — Rom. 12:2.
[Illustration på side 250]
En tyv som stjal en okse og solgte den måtte erstatte den med fem okser
[Illustration på side 251]
Guds lov til Israel viste at der er grænser for hans barmhjertighed. En genstridig søn som afviste sine forældres barmhjertige retledning og tugt, blev ført frem for „byens ældste“ og sagen pådømt af dem