Hvordan tager du imod vejledning?

HVAD er formålet med vejledning? Det er at give oplysninger der kan være en hjælp til at vide og forstå hvordan noget skal eller kan gøres. Kun Skaberen Jehova Gud behøver ingen til at vejlede sig, sådan som profeten siger: „Hos hvem får han råd og indsigt, hvem lærer ham rettens vej, hvem kan give ham kundskab, hvem kundgør ham indsigts vej?“ — Es. 40:13, 14.

Selv det fuldkomne menneske Jesus Kristus, med al den erfaring han må have haft fra sit lange liv i himmelen, modtog vejledning fra Gud og fulgte den. Han sagde: „[Jeg gør intet] på eget initiativ; men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ — Joh. 8:28; 5:19, 30.

Behovet for at tage imod vejledning

Ufuldkomne mennesker har afgjort endnu større behov for vejledning, så de kan vide hvilken vej der er den rette og følge Guds ord i deres liv. Apostelen Johannes understregede det forhold der gør vejledning så påkrævet, idet han sagde: „Hvis vi siger: ’Vi har ingen synd,’ vildleder vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ — 1 Joh. 1:8.

Netop på grund af den nedarvede synd har vi alle en medfødt tilbøjelighed til at reagere negativt på vejledning, især hvis denne vejledning påpeger et fejltrin eller en svaghed. Jehova advarer: „Vær ikke uden forstand som hest eller muldyr, der tvinges med tømme og bidsel, når de ikke vil komme til dig.“ (Sl. 32:9) Den der altid reagerer negativt over for vejledning, gang på gang ’gør nakken stiv’ og bliver stejl og utilnærmelig, kan ikke undgå at blive mødt med strengere forholdsregler; han gør det svært for sig selv og rammes til sidst af ulykke. — Ordsp. 29:1.

Derimod vil mennesker der er ydmyge og ønsker at vokse i indsigt, selv søge råd og vejledning. De lægger ikke vægt på altid at få ret, men snarere på at gøre det der behager Gud og er til gavn for andre. De indser derfor at „vel står det til, hvor mange giver råd“. (Ordsp. 11:14) Hvis de har begået en fejl er de glade for at få det at vide, også selv om det til tider kan være lidt pinligt for dem. De vil gerne undgå at gentage handlinger som er urette eller ikke er passende, da dette ville sætte dem i et dårligt lys. De følger Guds råd: „Køb sandhed og sælg den ikke, visdom, tugt og forstand.“ — Ordsp. 23:23.

Vejledning bør gives i den rette ånd og med det rette motiv

At give råd og vejledning kan somme tider indebære at skulle retlede. Det hebraiske rodord som kan gengives med „retlede“, har betydningen ’at afgøre noget, sætte noget på plads’. I bibelsk forstand er retledning i sig selv blot en venlig og klar påvisning af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert i en sag. Det afhænger af omstændighederne og holdningen hos den der retledes, om retledningen ledsages af irettesættelse eller revselse.

I hvilken ånd en vejledning bør gives, viser apostelen dér hvor han taler om det ansvar de ældste i den kristne menighed har: „Brødre, selv om et menneske begår et eller andet fejltrin før han er klar over det, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet.“ — Gal. 6:1.

Hvis en ældste ser en kristen broder slå ind på en vej der nemt kan føre til noget dårligt, enten på grund af manglende erfaring eller svag dømmekraft, vil han altså ikke blot lukke øjnene for det og lade broderen tage følgerne. På den anden side vil han heller ikke skælde ham ud. Men tilskyndet af kærlighed vil han gøre sin broder opmærksom på det farlige, uvise eller urette ved hans handlemåde eller tankegang, og gøre dette i mildhedens ånd.

I overensstemmelse hermed må motivet til at retlede være at hjælpe den der retledes. Det vil også ligge den der giver retledningen på sinde at bevare freden og den sunde ånd i menigheden. Den der tager imod en retledning i samme ånd som den er givet, undgår at komme i vanskeligheder og at skade sit forhold til Gud. Han ændrer kurs, kommer på fode igen.

Hvis vejledningen gør ondt

Men hvad nu hvis du føler at en bestemt vejledning som du har fået er uberettiget, måske blot et udtryk for en personlig opfattelse hos den der har givet vejledningen? Før du kaster vrag på vejledningen bør du overveje din egen indstilling. Er det dig selv du søger at behage, eller er det Gud? Måske er det rigtigt at din handlemåde ikke i sig selv er forkert. Men kunne det tænkes at du har overset hvilken virkning den kan have på andre? Apostelen formaner os: „Vi som er stærke er skyldige at bære deres svagheder som ikke er stærke, og ikke være os selv til behag. Lad enhver af os være sin næste til behag i det der er godt til hans opbyggelse.“ — Rom. 15:1, 2.

For at vejlede os til at handle på en måde som behager Gud siger Paulus også: „Alt er tilladt; men ikke alt er gavnligt. Alt er tilladt; men ikke alt opbygger.“ (1 Kor. 10:23) Inden for rammerne af det der er tilladt for kristne er der stor frihed til at vælge, og den kristne må i mange tilfælde træffe sine egne afgørelser på grundlag af sin kristne samvittighed. Imidlertid må han også tage hensyn til andres samvittighed. Ikke alt opbygger, hverken ham selv eller andre. Det der ikke opbygger, gør man klogest i at give afkald på, især når det ellers kunne skade kærligheden og freden.

Vejledning gives ikke altid fordi der er gjort noget forkert, men også for at tilskynde til at gøre fremskridt og vise hvordan noget kan gøres bedre. Lad os for eksempel sige at du bliver vejledt om at forbedre kvaliteten af din oplæsning ved møderne. Måske kommer en sådan vejledning helt bag på dig, hvis du har ment at du læser ganske godt op. Hvad vil du nu gøre? Hvorfor ikke finde ud af på hvilke punkter du kan gøre fremskridt? Ingen af os er fuldkomne oplæsere — vi kan alle gøre fremskridt. Man kan øve sig i højtlæsning. Har man fået til opgave at læse en eller anden tekst op, kan man forberede sig ved at undersøge vanskelige ords udtale og betydning, analysere sætningerne for at finde den rigtige betoning, og så videre. Ved at gøre en sådan indsats vil man uden tvivl kunne forbedre sin oplæsning og man vil også finde større glæde ved at læse op.

Måske får du vejledning om at være mere venlig over for andre. I dit hjerte føler du muligvis at du har en venlig personlighed. Men det er åbenbart ikke klart for alle, så hvorfor ikke tage imod vejledningen? Den kan ikke være helt ubegrundet. Stræb efter at vise større interesse for andre; vær mere udadvendt; vis større værdsættelse. Du vil ikke alene få et mere venskabeligt forhold til andre, men også få det bedre med dig selv, blive mere glad og tilfreds.

I tilfælde hvor det gør meget ondt at blive vejledt kan du huske på Davids eksempel. Han blev tugtet strengt, men Gud forberedte ham til større opgaver. Af egen erfaring sagde David: „Slår en retfærdig mig, så er det kærlighed; revser han mig, er det olie for hovedet, ej skal mit hoved vise det fra sig.“ (Sl. 141:5) Selv om en vejledning du får af en broder kan være svær at tage imod, tager du ikke skade af den, hverken fysisk eller åndeligt, men derimod kan den vise sig at være som lindrende, forfriskende olie. Hvis du tager vejledningen til hjerte, vil du erfare sandheden i ordsproget: „Agtes på revselse, bliver man æret.“ — Ordsp. 13:18; Hebr. 12:11