Nyheder på nært hold
Kun én løsning
● „Hvordan kan atomkrig inden for de næste 25 år undgås? Amerikanske eksperter har kun fundet én løsning: Jehovas Vidners!“ Sådan lød en overskrift for nylig i bladet La Nouvelle Gazette, der udkommer i Charleroi i Belgien. Hvad var baggrunden?
Bladet nævnte at fem fremtrædende nedrustningseksperter fra Harvard-universitetet og fra det teknologiske institut i Massachusetts er overbevist om at den hurtige oprustning med atomvåben og risikoen for at disse våben kommer uansvarlige parter i hænde, gør en atomkrig uundgåelig. I et nummer af bladet Harvard siger de: „En begrundet vurdering af hvor vi vil stå om 25 år, tyder på at vi til den tid ikke vil have større kontrol over atomvåbnene . . . end vi i dag har over [håndvåben], heroin og pornografi.“
Ifølge La Nouvelle Gazette mener disse eksperter at „den eneste løsning ville være at hvert land i vid udstrækning frafalder sin suverænitet, at der sker en radikal ændring i menneskenes livsholdning . . . til gunst for en verdensregering“. „De amerikanske eksperter,“ fortsætter bladet, „er således fuldstændig på linje med det forslag Jehovas Vidner går ind for!“ Jehovas Vidners „forslag“ er det der fremholdes i Bibelen: At Guds regering over hele universet — og ikke en regering indsat af mennesker — er „den eneste løsning“. Denne verdensregering „skal knuse . . . alle hine riger, men selv stå i al evighed“. — Dan. 2:44.
Støtte til FRELIMO gav bagslag
● Moçambique „var sjældent ude af de delegeredes tanker ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Nairobi,“ oplyser bladet Christianity Today, „idet verdensrådet selv har hjulpet den marxistiske regering dér til magten.“ Mens FRELIMO-partiet endnu „var en frihedsbevægelse“ blev kirkelige midler ledet over i dets kasse. Er FRELIMO taknemmelig for denne støtte det har fået fra kirkelig side?
Åbenbart ikke. „FRELIMO-styret har anlagt en hård linje over for kirkerne og især over for udenlandske missionærer,“ siger bladet. For nylig har et dokument med følgende oplysninger cirkuleret blandt Moçambiques ledere: „Masserne vil blive beskyttet mod ethvert pres og enhver forpligtelse til at overvære gudstjeneste, til at udøve religion . . . Når først det ikke længere er en pligt at udøve religion, vil religionen langsomt gå i glemmebogen. . . . religionen vil blot være en episode i fortiden, noget som kan nævnes i den kommunistiske verdensbevægelses historie.“
Som følge af at Kirkernes Verdensråd skamløst har tilsidesat Jesu bud om ikke at være „en del af verden“, bliver kirkerne i Moçambique nu behandlet som en forstødt elskerinde. Bibelen forudsiger en lignende skæbne for al religion på jorden som er troløs i åndelig henseende: Nationerne, der i forening skildres som et vilddyr, „vil hade skøgen [den troløse kvinde, falsk religion] og . . . æde hendes køddele og opbrænde hende med ild“. — Åb. 17:16.
Race og intelligenskvotient
● Nye forskningsresultater underbygger det synspunkt at en persons race ikke har nogen særlig indflydelse på vedkommendes intelligens. Bladet Psychology Today bringer nogle oplysninger om en undersøgelse af adoptivbørns forhold som tyder på at „et kulturelt rigt miljø lukker det meste af kløften mellem sorte og hvide“.
Undersøgelsen omfatter sorte adoptivbørn i 101 hvide familier med en uddannelse over gennemsnittet. Det viste sig at disse børn „opnåede betydeligt bedre resultater end landsgennemsnittet for både sorte og hvide, specielt hvis de var blevet adopteret på et tidligt tidspunkt i livet“. Den lille forskel der stadig er på den gennemsnitlige intelligenskvotient hos sorte og hvide adoptivbørn, skyldes, mener man, at de sorte børn som regel har været ældre da de blev adopteret. Derfor er de gået glip af en del af den personlige omsorg der er så nødvendig i de tidlige år, hvor personligheden dannes. Sorte børn som er blevet adopteret på et tidligt tidspunkt, opnåede stort set de samme resultater som hvide børn.
Dette kommer ikke som nogen overraskelse for dem der accepterer hvad Bibelen, i harmoni med videnskaben, siger om racerne: „[Gud] skabte alle menneskeracer af én slægt, til at bo på hele jordens flade.“ Sande kristne betragter derfor mennesker af andre racer på samme måde som Gud, der „ikke kender til at gøre forskel på folk“, for „enhver, der ærer ham og handler ret, er ham velkommen, uanset hvilket folk han tilhører“. — Apg. 17:26, New English Bible; 10:34, 35, Seidelin.
Behov for en verdensregering
● Moderne kommunikations- og samfærdselsmidler har gjort verden mindre. De problemer der findes, er derfor blevet fælles for alle. Men alligevel bliver de enkelte lande ved med at trække hver sin vej. En artikel i bladet Gazette, der udkommer i Montreal i Canada, bemærker at verdenslederne „har udtalt at det vil være nødvendigt med en form for verdensregering“, og føjer denne kommentar til: „Det er afgjort værd at arbejde for dette, i betragtning af de mulige alternativer — samfundets sammenbrud eller en verden underlagt diktatur.“ Det indrømmes også at fødevaremangelen forskellige steder skyldes „forvirret prioritering og mangel på global ledelse“. Artiklen bemærker at „folk snart må bringe troskaben over for nationen eller gruppen i overensstemmelse med en langt bredere loyalitet over for hele menneskeheden, en form for verdensborgerskab“.
Er én regering for hele verden kun en ønskedrøm? Hvis den skal indføres ved menneskers bestræbelser viser historien at svaret må være ja. Ikke desto mindre vil der blive indført én regering over hele jorden, fordi det er Guds hensigt. Bibelprofetien viser at Gud snart vil fratage alle de splittende politiske systemer magten og gøre ende på dem. (Dan. 2:44) Da vil der kun være én regering over hele menneskeheden, Guds himmelske rige med Jesus Kristus som konge. (Matt. 6:10) De der underlægger sig Guds riges styre, vil overleve når det nuværende, utilfredsstillende system fjernes. De vil komme ind i Guds nye orden som et forenet samfund af mennesker fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. — Åb. 7:9.
Darwin ’kasseres’
● Da Charles Darwin for over hundrede år siden fremførte sin teori om at mennesket har udviklet sig fra dyrene, sagde han at udviklingen hovedsagelig var sket ved „naturlig udvælgelse“. Han forestillede sig at de stærkeste overlever og hele tiden forbedres, indtil der efterhånden er frembragt nye livsformer. I de senere år har man imidlertid draget dette i tvivl. Man er blevet klar over at evnen til at overleve ikke i sig selv frembringer noget nyt.
I bladet Harper’s for februar 1976 erklærer Tom Bethell, der er redaktør for The Washington Monthly: „Konklusionen er temmelig forbløffende: Darwins teori, tror jeg, er på nippet til at bryde sammen.“ Han tilføjer: „Darwin, mener jeg, er ved at blive kasseret, men . . . det gøres så nænsomt og diskret som muligt, med et minimum af omtale.“
Kendsgerningerne underbygger stadig sandheden i denne sag, som udtrykkes i Esajas 45:12, hvor Gud siger: „Det var mig, som dannede jorden og skabte mennesket på den.“ Mennesket er ikke blevet til ved en udvikling, men ved en skabelse.
Hvis skyld er det?
● I det katolske blad Commonweal stod der i udgaven for 2. januar 1976: „I dag, ved slutningen at det hellige år, et år efter bispesynoden om evangeliets udbredelse, og ti år efter Det andet Vatikankoncil, forkyndes Guds ord ikke spor mere klart og virkningsfuldt end for et år siden. Det virker som om de der forkynder det, kun taler for sig selv. Tilhørerne, der skulle hungre efter ordet, har vendt dem ryggen.“
Det katolske blad siger videre: „Vi har beviserne i meningsundersøgelserne og de sociologiske studier, og for vore øjne i form af de tomme skriftestole og kirkebænke. Flere og flere af Guds folk har rystet støvet af fødderne og er gået ud af kirken . . . mens de der i sidste ende er ansvarlige for at forkynde ordet, nemlig biskopperne, endnu en gang har ladet sig optage af frugtesløst politisk kævl, et kirkeligt magtspil hvori de ubesindigt vil sætte den smule moralske myndighed de endnu har tilbage, over styr.“
Guds ord har for længe siden forudsagt den moralske fallit vi nu ser inden for kristenhedens kirker. Bibelen siger også: „For det er sandt at hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil da gøre sig rede til kamp? På samme måde også med jer: hvis I ikke med tungen fremfører tale der er let at forstå, hvordan kan man da vide hvad der bliver sagt? I vil jo tale hen i vejret.“ (1 Kor. 14:8, 9) De gejstlige har ikke fremholdt sandheden klart og utvetydigt som den findes i Guds ord. De har hindret deres sognebørn i at lære Guds vilje og hensigt at kende. Derfor har de ikke Guds velsignelse, og konsekvenserne heraf er tydelige for enhver.