Nyheder på nært hold
En kristen metode?
● I en beretning fra East Hanover i New Jersey, U.S.A., oplyser bladet National Catholic Reporter for 22. oktober 1976: „Børnene vil blive forment adgang til den katolske skole ’St. Rose of Lima’ hvis ikke forældrene tilbyder deres assistance når der afholdes bingospil. Forældre som ikke yder assistance, idømmes en bøde på ti dollars.“ I bladet var også gengivet et brev til sognets beboere hvori præsten, Alphonse Tuozzo, sagde: „Uden disse spil ville vi befinde os i svære økonomiske vanskeligheder.“ Der stod også i brevet: „Hvis bøden ikke betales inden for en uge, vil barnet eller børnene ikke få lov at vende tilbage til skolen.“
Økonomisk trang eller et ønske om flere penge kan måske i nogles øjne synes at berettige til sådanne tvangsmetoder i religionens navn. Men det er på ingen måde en kristen metode. Apostelen Paulus skrev: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Kor. 9:7) Det begær der fremmes ved lotterispil er heller ikke en kristen egenskab, for Paulus sagde at havesyge mennesker ikke vil arve Guds rige. — 1 Kor. 6:9, 10.
Ulvemennesker — ikke en myte
● I bladet Family Health for oktober 1976 står der: „Læger fra Kentuckys universitet beretter om to tilfælde fra Appalacherne [en bjergkæde i De forenede Stater] som viser at lykantropi — den vrangforestilling at man er en ulv — ikke hører hjemme i myternes verden men tværtimod er en psykiatrisk lidelse der forekommer den dag i dag“. I det ene tilfælde drejer det sig om en midaldrende mand der „tit sov på kirkegårde og tudede som en ulv op mod månen“. Den anden var en yngre mand der „følte en uovervindelig trang til at jage levende kaniner og spise dem“.
Mens nogle læsere blot vil opfatte sådanne meddelelser som et kuriosum, vil andre sikkert finde at de yderligere underbygger Bibelens beretning om kong Nebukadnezars vanvid. Som en opfyldelse af en profetisk drøm som profeten Daniel havde forklaret, blev denne babyloniske hersker slået af et vanvid som varede i syv år, hvor han „åd græs som kvæget“. (Dan. 4:33) Hans sindssygdom er blevet kommenteret med disse ord: „Det vanvid han blev grebet af da stoltheden sejrede over fornuften, var den sygdom der kaldes lykantropi, hvor patienten forestiller sig at han er et dyr og opfører sig som et sådant.“ (The Westminster Dictionary of the Bible, side 422) Efter syv års forløb fik Nebukadnezar sin forstand igen.
Taknemmelighedsgæld
● I Toronto Star for 4. oktober 1976 omtaler Stuart Shaw bogen Jehovah’s Witnesses in Canada: Champions of Freedom of Speech and Worship (Jehovas Vidner i Canada: Forkæmpere for tale- og tilbedelsesfrihed) af James Penton, der er docent i historie ved University of Lethbridge. Stuart Shaw forklarer at bogen handler om den voldsomme forfølgelse af Jehovas vidner i Canada fra 1939 til 1956, „først på foranledning af forbundsregeringen og derefter af regeringen i Quebec“. Da Jehovas vidner blev forbudt i Canada den 4. juli 1940 var „premierminister Mackenzie Kings officielle forklaring en typisk gang ordgyderi som, når det kom til stykket, kun antydede at sekten på en eller anden måde hæmmede krigsindsatsen“.
I sin omtale af den nyligt udkomne bog kommer Shaw imidlertid ind på hvad den egentlige årsag var: „Penton argumenterer overbevisende, med henvisninger til officielle breve og dokumenter fra perioden, for at den virkelige årsag var en helt anden. Regeringen King var under stærkt pres fra gejstlig side — navnlig fra den romersk-katolske kirke, men også fra enkelte protestantiske gejstlige — som ville have disse ’kættere’ undertrykt.“
Det landsomfattende forbud mod Jehovas vidner blev ophævet få år senere, men forfølgelsen af dem fortsatte. Ikke desto mindre blev deres bestræbelser for at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“ belønnet til sidst, og det har gavnet mange. (Fil. 1:7) Shaw siger i sin kommentar: „Loven om tilskyndelse til oprør er blevet klargjort så den ikke længere kan benyttes til at genere folk alene på grundlag af deres religiøse overbevisning. De provinsielle og kommunale myndigheders magt til at chikanere religiøse grupper er stort set blevet ophævet.
Religionsfriheden og ytringsfriheden er i det store og hele noget sikrere i dag end de var for 25 år siden. Og for dét står alle canadiere i taknemmelighedsgæld til Jehovas vidner — hvad de så end mener om deres teologi.“