„Gør disciple . . . idet I lærer dem“
„Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:19, 20.
1. Hvorfor bør befalingen om at ’gøre disciple, idet I lærer dem’, tages meget alvorligt?
BEFALINGEN om at gøre disciple stammer hverken fra mennesker eller fra engle. Den blev givet af Guds opstandne søn, der om sig selv kunne sige: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Matt. 28:18) Som „kongers Konge og herrers Herre“ har han af sin Fader fået magt til at tilintetgøre „al regering og al myndighed og magt“, synlig såvel som usynlig, der er i opposition til retfærdige principper. (1 Kor. 15:24-26; Åb. 19:16) Jesus Kristus har ikke kun myndighed over de levende. Han er også dommer for de døde, og fordi han har magt til at oprejse dem, kan han samle alle der hviler i gravene, foran sig. (Joh. 5:26-28; Apg. 10:42) En befaling fra en der har fået overdraget en så ærefrygtindgydende myndighed, bør naturligvis betragtes med dybeste alvor af dem den er rettet til.
2. Hvilke ord af Jesus Kristus viser at befalingen om at „gøre disciple“ stadig gælder?
2 Der er allerede gået mere end nitten hundrede år siden Jesus Kristus sagde: „Gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ Betyder det at der er gået så mange år, at denne befaling ikke længere gælder? Slet ikke. Efter at have udtalt den, tilføjede Jesus Kristus en forsikring: „Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:19, 20) Eftersom den forudsagte ende endnu ikke er kommet, gælder befalingen om at gøre disciple stadig.
3. På hvilken måde er Jesus Kristus med sin menighed i dag, og hvoraf fremgår dette?
3 Selv om Jesus Kristus ikke personligt er sammen med sine disciple, er han hos dem i ånden, idet han leder sin menigheds arbejde. Et bevis på dette finder vi i den kendsgerning at der i disse „sidste dage“ er blevet gjort flere sande disciple af Jesus Kristus end i nogen anden periode i historien. Guds søn er virkelig med sin menighed af disciple, sådan som han lovede for over nitten hundrede år siden.
Hvad arbejdet med at gøre disciple indebærer
4. Hvad indebærer det at gøre disciple?
4 Hvad indebærer det egentlig at gøre disciple? Det er ensbetydende med at man underviser andre i det Jesus Kristus lærte, idet man hjælper dem til at holde alt det han har befalet. En ægte kristen gør ikke andre til sine egne disciple. Han får ikke dem der undervises til at se op til ham. Nej, uanset hvad hans andel er i forbindelse med at hjælpe andre, anerkender han at han kun er Guds og Jesu Kristi tjener eller træl.
5. Hvad kan vi lære af Første Korinterbrev 2:4, 5 og 3:5-7 om det eksempel apostelen Paulus satte i forbindelse med at gøre disciple?
5 Apostelen Paulus’ eksempel illustrerer på en god måde den indstilling kristne bør have når de deltager i arbejdet med at gøre disciple. I sit første brev til korinterne pegede apostelen på at han ikke prøvede at gøre indtryk på nogen med stor veltalenhed, for han ønskede at hans tilhørere skulle basere deres tro, ikke på menneskers visdom, men på Jesus Kristus, og at de skulle få denne tro opbygget ved Guds ånd og magt. (1 Kor. 2:4, 5) Da Paulus lidt senere i brevet omtalte den rolle han og Apollos havde spillet, skrev han: „Hvad er da Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere ved hvem I blev troende, sådan som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro.“ (1 Kor. 3:5-7) Ja, Paulus lod al ære for den kristne menigheds vækst gå til Jehova Gud, og han betragtede ydmygt sig selv som en tjener eller træl der arbejdede på at gøre disciple, ikke af sig selv, men af Jesus Kristus. Som Paulus skal den kristne der i dag deltager i det samme arbejde ikke henlede opmærksomheden på sig selv men på Jehova og Kristus, som er de virkelige lærere.
6. Hvad må vi tænke på i forbindelse med indholdet af vor undervisning, og hvordan var Paulus et godt eksempel i denne henseende?
6 Endvidere må man være opmærksom på indholdet af sin undervisning. Man kunne spørge sig selv: Fremholder jeg virkelig alt hvad Kristus har befalet? Også i denne forbindelse er Paulus’ eksempel værd at efterligne. Han mindede de ældste i menigheden i Efesus om følgende: „Jeg . . . holdt mig [ikke] tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt . . . jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds råd.“ — Apg. 20:20, 27
Undervisningens form og indhold
7. (a) Hvad bør vi undgå når vi bibringer andre „hele Guds råd“? (b) Hvad kan vi lære af Jesu ord i Johannes 16:12?
7 Det er dog tydeligt at vi disciple af Jesus Kristus ikke kan fremholde „hele Guds råd“ på én gang. Først må folks hjerte forberedes til at tage imod bibelske sandheder der måske støder an mod lokale fordomme eller indgroede vaner. Vi må tage hensyn til folks baggrund og ikke gøre noget der i begyndelsen kan være vanskeligt for dem at fatte, til et stridsspørgsmåI. Dette kan indbefatte sådanne ting som blodets hellighed, den kristnes syn på verdslige helligdage, former for beskæftigelse som strider mod Bibelens principper, kristen neutralitet og det at undgå smudsige vaner. Det er godt at huske Jesu eksempel. Han tog hensyn til sine disciples begrænsninger. Johannes 16:12 oplyser hvad han sagde til sine trofaste apostle: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ Eftersom Guds søn behandlede dem der allerede var disciple så hensynsfuldt, burde hans sande disciple i dag da ikke tage et lignende hensyn til dem de prøver at undervise?
8. Hvorfor indebærer det at lære andre hvad Jesus har befalet, mere end at gendrive falske læresætninger? Belys det med et eksempel.
8 Vi må endvidere huske på at dét at lære folk hvad Jesus Kristus har befalet, indebærer langt mere end at gendrive falske læresætninger. Man kan for eksempel vise et menneske at treenighedslæren er ubibelsk. (Joh. 14:28; 1 Kor. 11:3; 15:24-28) Men det er ikke nok hvis vedkommende virkelig skal lære Gud og Kristus at kende. De skriftsteder der kan bruges til at gendrive treenighedslæren med, blev ikke skrevet med det formål. Eleven bør derfor hjælpes til at se hvad disse skriftsteder egentlig lærer os med hensyn til Jehova Gud og Jesus Kristus. Det er klart at han ikke kan bygge troen på blot at vide hvad Jesus Kristus ikke lærte sine disciple. Han må tværtimod kende alt hvad Guds søn lærte og befalede sine disciple.
9. Hvilke vigtige ting bør vi indskærpe dem vi studerer Bibelen med, i forbindelse med Guds moralkrav?
9 Når det drejer sig om moralske krav, er det heller ikke nok at den der undervises véd at Jehova Gud fordømmer utugt, tyveri, udsugning, havesyge, rådden tale, vrede og så videre. (1 Kor. 6:9, 10; Ef. 4:25 til 5:5) Man må også vise eleven de goder det medfører at følge Bibelens anvisninger. Man må hjælpe ham til at forstå og værdsætte at de befalinger der findes i Bibelen viser at Jehova er en Gud der har stor omsorg for menneskene. Han ønsker at de skal få det bedste ud af livet nu og opleve en evig, lykkelig fremtid. — 1 Tim. 4:8.
10. Hvordan kan du sikre dig at den du studerer Bibelen med, virkelig forstår de udtryk Bibelen bruger? Belys dette med udtrykket „utugt“.
10 Hvis den der undervises skal nå frem til at leve i harmoni med Guds moralkrav, må han naturligvis vide hvad de udtryk der bruges i Bibelen betyder. Lad os sige at det emne der drøftes, er det bibelske syn på utugt. (Matt. 19:9; 1 Kor. 6:9, 10; Jud. 7) Hvordan kan du sikre dig at eleven forstår hvad utugt er? Du kan sige noget i denne retning: „Mange mennesker ved ikke hvad Bibelen lærer om utugt, og de forstår heller ikke i hvilken betydning dette udtryk bruges i Bibelen. Hvis du skulle forklare en anden hvad Gud mener om utugt og hvordan dette udtryk skal forstås, hvad kunne du da sige?“ Ud fra det svar eleven giver, kan du afgøre om han har forstået det eller ej. Hvis du ser at hans forståelse på visse punkter er ufuldstændig, vil du bedre være i stand til at fremholde netop de oplysninger som han har brug for.
11. Hvordan kan en der studerer Bibelen, hjælpes til at se betydningen af at dele det han lærer, med andre?
11 Foruden fortsat at tage mod undervisning, må en discipel af Guds søn også hjælpe andre til at blive kristne. Dette bør man ikke tabe af syne når man leder hjemmebibelstudier. De der undervises må progressivt hjælpes til at blive kvalificerede til at undervise andre. Dette kan belyses med et eksempel. I drøfter måske hvem Gud er. Bagefter kunne du så spørge: „Hvordan adskiller det vi har lært om Gud, sig fra det som mange mennesker her på egnen tror? Hvilke skriftsteder kunne hjælpe dem til at lære den sande Gud at kende? Hvordan kunne denne kundskab være til gavn for dem?“ Sådanne spørgsmål kan måske få eleven til at tænke på at bruge det stof han har studeret, til gavn for andre.
12. Hvad må man lære eleven i forbindelse med de krav der stilles til dem der deltager i den offentlige forkyndelse, og hvordan kan dette gøres?
12 Gør det samtidig klart for eleven at en der underviser andre, må leve i harmoni med de bibelske principper. (Rom. 2:21-24) Dette kan man begynde at gøre kort efter at bibelstudiet er kommet i gang. I drøfter måske skriftstederne i kapitlet „Hvorfor det er klogt at efterprøve sin tro“ i bogen Sandheden der fører til evigt liv. Når I repeterer stoffet kunne du spørge: „Hvis vi offentligt træder frem som Guds tjenere, hvordan bør vor adfærd da være? Hvilke ting som måske endda kirkemedlemmer praktiserer, må sande kristne undgå?“
13. Hvordan spiller menigheden som et hele en rolle i forbindelse med at hjælpe et menneske til at blive en Jesu Kristi discipel? (Rom. 12:4-8; 1 Kor. 12:14-26)
13 Det alvorlige ansvar der er forbundet med at gøre disciple, hviler ikke udelukkende på den der leder et bibelstudium. Alle i menigheden kan i ord og gerning hjælpe dem der studerer Bibelen, til at blive Jesu Kristi disciple. Hvordan det? Inden for menigheden er der mange eksempler på gode egenskaber — kristen venlighed, gavmildhed, dyb omsorg, åndelig indsigt, værdsættelse og så videre. Når den der studerer Bibelen møder forskellige medlemmer af menigheden, hører deres oplevelser og ser deres gode adfærd, påvirkes han på en gavnlig måde og opmuntres til at gøre fremskridt i kristen levevis. Det er derfor klogt at de der leder bibelstudier, gør de interesserede bekendt med andre i menigheden. På denne måde kan alle kristne være med til at hjælpe dem der studerer Bibelen, til at blive Jesu Kristi disciple.
Et personligt forhold til Jehova
14. (a) Hvem bør al ære for væksten tilfalde? (b) Hvordan kan vi hjælpe dem vi studerer Bibelen med, til at få et personligt forhold til Jehova?
14 I sidste instans afhænger et menneskes vækst som en discipel af Jesus Kristus imidlertid af Jehova Gud. (1 Kor. 3:6, 7) Guds søn sagde: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ (Joh. 6:44) Det er derfor af største vigtighed at hjælpe dem der studerer Bibelen, til at opnå et personligt forhold til Jehova Gud. Hvordan kan dette gøres? De der studerer Bibelen bør opmuntres til at læse den, meditere over hvad den siger og anvende det på deres eget liv. (Jak. 1:22-25) Vigtigheden af bøn bør gøres klart for dem. Når eleven er specifik i sine bønner, bliver han mere opmærksom på at Gud besvarer hans anmodninger. Dette drager ham nærmere til hans himmelske Fader og bidrager i høj grad til hans åndelige vækst. — 1 Joh. 5:14, 15.
15. Hvordan kan vi fremholde vigtigheden af bibellæsning, meditation og bøn for dem vi studerer med?
15 Det er selvfølgelig ikke nok blot at tale om værdien af bibellæsning, meditation og bøn en enkelt gang hvis man skal hjælpe andre til at blive åndelige mennesker. Dette bør nævnes når som helst der er lejlighed til det. Det kan indflettes i drøftelsen i løbet af bibelstudiet. De gavnlige virkninger heraf kan fremhæves ved hjælp af illustrationer, erfaringer (vore egne eller andres) og ved hjælp af Bibelen. Men vi må undgå at sige det samme igen og igen, da dette, i stedet for at virke tilskyndende, kan bevirke at eleven bliver træt af det vi siger.
16. (a) Hvorfor er det vigtigt at nå ind til elevens hjerte med vor undervisning? (b) Hvordan kan vi hjælpe den vi studerer med, til at bruge Bibelen til at forklare hvad han tror?
16 Når den kristne underviser, bør han ønske at nå ind til hjertet på den der undervises. Hvis man når ind til elevens hjerte, tilskyndes han til at handle. Jesus Kristus sagde: „Af hjertets overflod taler munden.“ (Luk. 6:45) Ja, hvis den gode nyhed når ind til elevens hjerte, vil det bevæge ham til at fortælle andre om den. Men vil han være i stand til at vise dem hvad han har lært ud fra Guds ord? Det vil han, hvis ellers han har lært at bruge Bibelen. En god lejlighed til at lære ham dette, har du når du repeterer stoffet med ham efter hvert studium. Du kan for eksempel bede ham om at vise dig ud fra Bibelen hvad den siger om et bestemt punkt og lade ham forklare det. Noget lignende kan gøres ved menighedsbogstudiet, idet man på den måde yderligere kan hjælpe de interesserede og sætte et godt eksempel for alle når de leder hjemmebibelstudier.
17 Hvilket ansvar har menigheden over for nylig døbte disciple, og hvorfor?
17 Menighedens ansvar over for den interesserede hører ikke op når han er blevet en døbt discipel af Jesus Kristus. Han er stadig et åndeligt spædbarn og behøver hjælp for at vokse til modenhed i sit forhold til Jehova og for at blive kvalificeret til at undervise andre i Guds ord. (Ef. 4:11-16) Ville det ikke være i harmoni med kristendommens ånd at man fortsatte med at studere med ham, og at alle i menigheden var med til at styrke ham med opbyggende åndelig samtale? Det ville også være gavnligt for ham at deltage i den offentlige forkyndelse og undervisning sammen med erfarne medlemmer af menigheden.
18. Hvorfor er arbejdet med at gøre disciple både alvorligt og fyldt med glæde?
18 Arbejdet med at gøre disciple er alvorligt, da det drejer sig om menneskeliv. Men det er også en gerning der bringer megen glæde. Ja, der er stor lykke forbundet med at give af sig selv til gavn for andre. (Apg. 20:35) Da det drejer sig om menneskeliv, må vi der underviser være meget omhyggelige med at bibringe eleverne „hele Guds råd“. Forsømmelighed fra vor side kunne medvirke til at de der undervises begår alvorlige forsyndelser. Det var fordi apostelen Paulus ikke holdt noget tilbage som andre havde brug for at vide, at han kunne sige til de ældste i menigheden i Efesus: „Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod.“ — Apg. 20:26, 27.
19. Hvad bør alle disciple af Jesus Kristus beslutte at gøre i forbindelse med at forkynde og gøre disciple? Hvorfor?
19 Måtte alle vi der er disciple af Jesus Kristus, være besluttede på at være trofaste i arbejdet med at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. I forbindelse med denne vigtige gerning kan vi anvende rådet i Første Timoteusbrev 4:16 på os selv: „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ Lydighed mod Kristi befaling om at ’gøre disciple, idet I lærer dem’, er af afgørende betydning for vor egen og andres frelse. At vi efterkommer denne befaling medfører store velsignelser nu i form af glæde og tilfredshed fordi vi ved at vi er Guds medarbejdere. Desuden indeholder det et løfte om evigt liv i Guds nye orden. (2 Pet. 3:13) Vi har derfor al mulig grund til at være ivrigt optaget af arbejdet med at gøre folk til disciple idet vi underviser dem.