Nyheder på nært hold
Lovovertrædere yder erstatning
● Ifølge et telegram fra United Press International, dateret den 7. marts 1977, modtog en række mennesker i staten Colorado i U.S.A. i 1976 så meget som 658.717 dollars fra personer der havde overfaldet dem eller stjålet fra dem. New York Times tilføjede: „Erstatningsansvaret blev pålagt af domstole som en forudsætning for en betinget dom eller tiltalefrafald. Pengene gik til dækning af stjålne effekter som ikke var blevet bragt til veje, skader på ejendom, samt hospitalsregninger.“
Denne måde at behandle lovovertrædere på, synes måske at være noget helt nyt. Men også i Guds lov til Israel i fortiden blev der krævet erstatning i tilfælde af skade eller tab. Hvis én for eksempel under en strid kom til at volde en anden skade, måtte han yde ham kompensation for tabt arbejdstid indtil han var kommet sig igen. (2 Mos. 21:18, 19) En tyv skulle yde dobbelt erstatning hvis han blev pågrebet med et dyr, penge eller andre ting som han havde stjålet. Hvis han havde slagtet eller solgt det stjålne dyr, skulle han yde større erstatning. For en stjålet okse skulle han give fem okser i erstatning, og for et får, fire får. (2 Mos. 22:1, 3, 4, 7) Denne bestemmelse havde en forebyggende virkning og sørgede for at offeret fik sit tab dækket. Den krævede at tyven skulle arbejde så han kunne betale for sin forseelse, i stedet for at sidde i fængsel så han blev en økonomisk byrde for samfundet, samtidig med at offeret selv måtte bære sit tab.
Dyb respekt for Bibelen
● Det svenske tidsskrift Sökaren har for nylig bragt et interview med dr. theol. Bertil Persson, der blandt andet er forfatter, redaktør og religionslærer. Han bemærkede at „Jehovas vidners tro hudflettes på de mest afvekslende måder“, og at deres skandinaviske kritikere omfatter alt lige fra religionshistorikere og bibelforskere til almindelige mennesker. Imidlertid sagde han: „Bag Jehovas vidners forkyndelse af deres tro findes der en bibelvidenskab som er internationalt orienteret og af forbløffende høj klasse.“ Han henviste derefter til opslagsværket Aid to Bible Understanding (1696 sider), som er udarbejdet af Jehovas vidner og udgivet af Watch Tower Bible and Tract Society.
Hans kommentar lød: „For blot nogle måneder siden har jeg ladet kristne og jødiske bibelforskere i den nære orient granske den fremstilling af kendsgerninger som berører orientalsk bibelvidenskab, og de tvinges, trods eventuelle negative rygter, til at erkende Jehovas vidners meget store saglighed. De siger at de savner en tilsvarende sagkundskab i de vestlige landes bibelopslagsværker!“
Der er en grund til denne „sagkundskab“ uden sidestykke. Jehovas vidner nærer dyb respekt for Bibelen og ønsker oprigtigt at lære dens budskab at kende og at følge det. Mens de fleste forskere i dag blot betragter Bibelen som et litterært værk, eller opfatter store dele af den som allegori, har Jehovas vidner samme respekt for den som apostelen Paulus, der sagde: „Hele Skriften er inspireret af Gud.“ — 2 Tim. 3:16, 17; 1 Tess. 2:13.
’Afhold jer fra blod’
● Den brasilianske avis Folha de S. Paulo skriver: „Forskellige infektionssygdomme kan overføres gennem transfusioner af blod og plasma. . . . Virushepatitis, syfilis, malaria og Chagas’ sygdom er de mest almindelige. Chagas’ sygdom forårsaget af blodtransfusion er ikke en undtagelse men beskrives regelmæssigt i lægetidsskrifter. . . . mange tilfælde af denne slags bliver ikke omtalt, og det af forskellige grunde, som for eksempel ligegyldighed, at man vil skjule det, eller at man ikke stiller nogen diagnose. Men emnet er nu ved at få stor opmærksomhed, i det mindste i São Paulo, eftersom der er righoldige vidnesbyrd om at et betydeligt antal personer smittes gennem blodtransfusion.“
Når den parasit der forårsager Chagas’ sygdom sætter sig fast i hjertets muskelfibre, kan den fremkalde betændelse i hjertemuskulaturen. Dette kan forårsage en pludselig død; hvis ikke dette sker, opnår den pågældende sjældent at blive mere end halvtreds år.
At sande kristne afholder sig fra blod, skyldes ikke i første række medicinske grunde. De gør det fordi Gud har påbudt det. (1 Mos. 9:3, 4) Men samtidig hermed kan det tjene som en beskyttelse af deres helbred at de adlyder Guds lov om at ’afholde sig fra blod’. — Apg. 15:28, 29.