Ægteskab mellem nært beslægtede — hvordan bør kristne se på det?

FOR nogle år siden afgjorde en domstol i Sverige at der ikke skulle gribes ind over for en mand der levede i et ægteskabeligt forhold med sin halvsøster. Et medlem af Riksdagen gik ind for en ændring af landets love om blodskam, så et sådant forhold ikke ville blive kendt ulovligt. Et forslag til en lignende lovændring har været fremsat herhjemme.

Hvad betragtes som ægteskab mellem nært beslægtede? Hvilke oplysninger i Bibelen kan hjælpe kristne til at afgøre hvilket syn de bør have på sådanne ægteskaber?

Moseloven som det israelitiske folk fik, forbød ægteskab mellem visse slægtninge. (3 Mos. 18:7-18; 20:14, 19-21; 5 Mos. 27:23) En væsentlig faktor for kristne er ønsket om at holde ægteskabet i ære og at undgå at bringe det i vanry, under hensyntagen til andres samvittighed, såvel inden for som uden for den kristne menighed. — Hebr. 13:4; 1 Kor. 10:32, 33; 2 Kor. 4:2.

Moselovens forbud mod ægteskab mellem visse nære slægtninge udgør afgjort et vejledende princip. Det må dog ikke overses at kristne ikke er underlagt den lov der blev givet det kødelige Israel. Den kristne menighed har derfor ikke bemyndigelse til at forsøge at håndhæve denne lov og insistere på at menighedens medlemmer skal rette sig efter hvert eneste af de forbud angående ægteskabelige forhold Moseloven nævner. — Apg. 15:10, 11; Rom. 6:14; Gal. 2:21.

Det kan se ud til at visse forbud havde til formål at beskytte forordningen om arverettigheder blandt israelitterne. Det synes altså ikke alene at være spørgsmålet om moral eller umoralitet der var afgørende for om to mennesker kunne gifte sig hvis de var nært beslægtede enten ved blodets bånd eller ved et familieforhold. En nevø kunne for eksempel ikke gifte sig med sin tante, hvorimod der intet forbud var imod at en onkel giftede sig med sin niece. (3 Mos. 18:12-14, NW) Slægtskabet (hvad enten der var tale om blodets bånd eller et familieforhold) var tydeligvis lige nært i disse to tilfælde, men det ene var altså tilladt, det andet ikke.

En mand kunne ikke gifte sig med sin broders enke, hvilket man i mange lande i dag ikke ville indvende noget imod eller betragte som for nært slægtskab. Dog skal det bemærkes at når en mand døde uden at have sat en arving i verden, skulle hans broder ifølge Moseloven gifte sig med enken og ved hende frembringe en arving i sin broders navn. Det viser at et sådant forhold ikke ansås for egentlig eller under alle omstændigheder at være forkert eller umoralsk. — 3 Mos. 18:16; 5 Mos. 25:5, 6.

Det var ikke forbudt fætre og kusiner at gifte sig, skønt de jo var ret nært beslægtede ved blodets bånd. Ægteskab mellem en mand og hans halvsøster var forbudt, men der var intet forbud imod at en søn giftede sig med sin faders steddatter, det vil sige en adoptivdatter, der ikke var afkom af sønnens forældre. — 3 Mos. 18:11.a

Væsentlige faktorer for kristne

At kristne ikke er under Moseloven betyder ingenlunde at de kan godtage ethvert ægteskab mellem beslægtede, uanset hvor nært slægtskabet er. Det er værd at bemærke at Encyclopædia Britannica (Micropædia, bind V, s. 323) i sin behandling af blodskam eller incestb henviser til ægteskab mellem forældre og børn, og mellem brødre og søstre, og siger at „incest fordømmes alle steder og for det meste mødes med afsky“. I en anden udgave (Macropædia, bind 10, s. 479) hedder det: „Det nærmeste man kan komme en almengyldig regel som går igen i alle kendte kulturer, er incesttabu — forbud mod kønslig forbindelse mellem en mand og: hans moder, hans søster, hans datter, eller en anden nærmere angivet pårørende.“ Der tales (s. 480) om den „grundlæggende trehed“, moder, søster og datter, der går igen i sådanne incestforbud.

Vender vi os til de inspirerede kristne græske skrifter synes det klart at apostelen Paulus’ formaning til Timoteus om at appellere til „ældre kvinder som til mødre“ og „til yngre kvinder som til søstre i al renhed“ fik vægt ved det faktum at et kønsligt forhold til ens moder eller kødelige søster blev betragtet som aldeles uacceptabelt og umoralsk. (1 Tim. 5:2) Og eftersom sådanne forbindelser, som vi har set, betragtes med afsky de allerfleste steder, kunne man givetvis ikke praktisere dem og samtidig efterleve den bibelske formaning: „Lad ægteskabet blive holdt i ære blandt alle.“ — Hebr. 13:4.

Sandsynligheden for at problemet skulle opstå i forbindelse med Jehovas Vidners kristne menighed er uden tvivl forsvindende lille, men skulle nogen indlede et blodskamsforhold ville det ubetinget blive betragtet som fuldstændig uacceptabelt, og ingen af parterne i et sådant forhold ville kunne blive døbt, medmindre forholdet blev afbrudt. Ifald der var tale om allerede døbte medlemmer af menigheden, ville de med rette blive udstødt og først kunne genoptages efter at forholdet var blevet afbrudt.

Forhold mellem fjernere slægtninge

Hvordan skal man se på kønslige forhold mellem fjernere slægtninge? Eftersom kristne ikke er underlagt Moseloven, synes der ikke at være tilstrækkeligt bibelsk grundlag for at indtage et afgjort standpunkt i så henseende; men så meget kan siges, at jo nærmere beslægtede eventuelle ægteskabspartnere er, des stærkere bør menigheden markere at den betragter forholdet som uheldigt. Her spiller det bibelske princip om kærlighed ind, for som bekendt er sandsynligheden for at der opstår arvebiologiske fejl hos afkommet større jo nærmere slægtskabet mellem forældrene er. (Rom. 13:8-10) I et samfund er det almindeligvis også sådan at „afskyen for blodskam mindskes, jo fjernere parterne er i slægt, med hinanden“. (Encyclopædia Britannica, Micropædia, bind V, s. 323) Selv om forhold mellem slægtninge der ikke er i nær familie med hinanden altså ikke kræver udstødelse, kan menighedens ældste afgjort tage i betragtning hvor nær parterne i et sådant forhold er beslægtede, og desuden hvilken virkning parrets tilstedeværelse har på menigheden og befolkningen, når de skal tage stilling til hvorvidt sådanne kan anvendes til opgaver der forudsætter at man er et godt eksempel i menigheden.

Man kan også være beslægtet på anden måde end ved blodets bånd; man kan være blevet det ved giftermål (svogerskab). En kristen gør ret i at undgå forhold der kunne rejse fordom blandt befolkningen fordi de strider imod stærkt hævdvundne normer. Så selv om arvebiologiske faremomenter ikke skulle spille ind når slægtninge der ikke er beslægtede ved blodets bånd gifter sig, kan deres nære slægtskab alligevel have betydning for om deres ægteskab betragtes som ærefuldt af samfundet. Som vist bør den kristne tage dette alvorligt. (Hebr. 13:4) Vi bør ønske, i lighed med apostlene, at „undgå at blive årsag til snublen og fald“ for vore medmennesker. — 1 Kor. 10:32, 33.

Hvordan så med det tilfælde der berettes om i Første Korinterbrev 5:1? Her omtaler apostelen et umoralsk forhold mellem en mand og hans faders hustru, øjensynlig mandens stedmoder. Beretningen viser ikke at der er tale om et ægteskab, og faktisk kalder apostelen det der er sket for „utugt“ (porneia). Beretningen siger ikke at mandens fader stadig levede, men hvis det er det samme tilfælde der sigtes til i Andet Korinterbrev 7:12, tyder ordlyden på at han gjorde det. Der synes derfor ikke at være tale om et ægteskab, men om at manden levede i et umoralsk forhold til sin stedmoder. At Paulus betegner forholdet som et tilfælde af utugt ’som end ikke fandtes blandt folk fra nationerne’ viser imidlertid tydeligt at det familieforhold der bestod mellem de to gjorde deres utugtige handling særlig vanærende. — 1 Kor. 5:1.

Bevar et ligevægtigt syn

Det er naturligvis ikke den kristne menigheds opgave at forlange at alle retter sig efter de forskellige verdslige normer angående ægteskab mellem nært beslægtede, ej heller at håndhæve kejserens love der forbyder indgåelse af visse ægteskaber (nogle af disse love er strengere end Moseloven). Menneskers love og deres definitioner af „incest“ eller „blodskam“ er ikke ensartede men meget forskellige. I visse samfund anser man en mand for at leve i blodskam hvis han gifter sig inden for sin klan, sin landsby eller sin stamme. I andre samfund gælder næsten det stik modsatte; dér fordømmes den der ikke gifter sig inden for sin stamme eller klan. (Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics, bind IV, s. 253) I nogle orientalske samfund anses det for upassende at gifte sig med en der bærer det samme familienavn, uanset hvor langt ude parterne er i familie med hinanden. (Encyclopædia Britannica, Macropædia, bind 5, s. 32) I nogle lande, deriblandt Danmark, anerkendes ægteskab mellem fætter og kusine, i andre lande ikke.

Skønt alle sådanne regler ikke udgør en moralnorm som er afgørende for om man kan anerkendes i den kristne menighed eller skal udstødes af den, kan de være retningsgivende for om menigheden kan bruge én til at varetage en opgave der kræver en eksemplarisk adfærd. Meget afhænger af hvor alvorligt den stedlige befolkning ser på ægteskab mellem visse slægtninge, om det vækker voldsomt anstød eller blot giver anledning til spredte eller tilfældige misbilligende bemærkninger. — 1 Tim. 3:7, 10.

I det tilfælde at to mennesker har indgået en ægteskabelig forbindelse af den omtalte art før deres dåb som Jehovas vidner, og de ikke er umiddelbart nært beslægtede, og de måske allerede har fået børn, da synes princippet i Første Korinterbrev 7:24 at kunne tages i anvendelse. I nogle tilfælde er den ægteskabelige forbindelse måske ikke sådan at den kan blive lovligt anerkendt på stedet. Hvis parret kan rejse til et sted hvor en lovlig anerkendelse kan opnås, vil det være en fordel, fordi det kan bidrage til at gøre forbindelsen ærefuld i andres øjne. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, og parterne gerne vil døbes og i øvrigt opfylder betingelserne herfor, da kan man åbne dem den mulighed at de kan underskrive en erklæring hvori de lover at være trofaste i det bestående forhold. Dette skal ikke opfattes som en godkendelse af forholdet fra menighedens side, men snarere som et udtryk for at parterne selv anerkender forbindelsen som bindende.

De som inderligt ønsker at eje og bevare Guds gunst og velsignelse, vil passe på ikke at gøre noget der kan kaste et dårligt lys over Guds navn og Guds ord. Sande kristne er ganske vist ikke underlagt den lovpagt som blev indgået med israelitterne, men de vil give nøje agt på apostelens inspirerede ord: „I [må] ikke bruge friheden som en anledning for kødet, men vær ved kærlighed trælle for hinanden.“ — Gal. 5:13.

[Fodnoter]