Jesu bjergprædiken — „Slut først fred med din broder“
EFTER at have advaret sine tilhørere om at vedvarende vrede kan være dødbringende, ledte Jesus deres tanker hen på at de skulle fjerne årsagerne til vrede. Han sagde: „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ — Matt. 5:23, 24.
Med ordet „offergave“ mente Jesus ethvert offer som man ville frembære i Jehovas tempel. Dyreofre var af stor betydning, eftersom Gud havde påbudt sådanne ofre som en del af den sande tilbedelse. Men for en der kom i tanker om ’at hans broder havde noget imod ham’, var der en sag som var af endnu større betydning. „Lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå,“ sagde Jesus. „Slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“
Dette har måske ikke været så vanskeligt som det kunne lyde, eftersom det sædvanligvis var ved de tre årlige højtider, påskefesten, pinsefesten og løvhyttefesten, at man bragte sådanne ofre. (5 Mos. 16:16, 17) Sandsynligvis var den krænkede broder blandt de pilgrimme der strømmede til Jerusalem ved disse højtider.
Man kunne her tænke på Moselovens krav om skyldofre. Hvis en mand begik tyveri eller bedrageri eller fandt noget som var tabt og ikke leverede det tilbage, krævede Guds lov at han, når han angrede sin handlemåde, skulle tilbagebetale den fulde værdi med tillæg af en femtedel før han bragte sit offer. (3 Mos. 5:20-26) Jesu udtalelser gjaldt imidlertid ikke kun i forbindelse med skyldofre og bestemte overtrædelser. Ifølge Guds søn skulle ethvert offer udsættes til senere hvis den ofrende kom i tanker om at hans broder med rette havde noget imod ham. Hans samvittighed sagde ham måske at der var noget han havde gjort forkert eller undladt at gøre over for sin broder, eller måske kunne han mærke på sin broders væremåde over for ham at broderen følte sig stødt. I sådan et tilfælde skulle offergaven blive liggende „dér foran alteret“, nemlig brændofferalteret i præsternes tempelforgård.
Fra Guds synspunkt er forholdet til vore medmennesker en vigtig side af den sande tilbedelse. Dyreofre, ja endog „tusinder af væddere“, var uden værdi i Guds øjne hvis de der bragte ofrene ikke behandlede deres medmennesker ordentligt. (Mika 6:6-8) „For den der ikke elsker sin broder, som han har set,“ skriver apostelen Johannes, „kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ — 1 Joh. 4:20.
Jesus tilskyndede derefter sine tilhørere til ikke at tøve med at bringe sagen i orden hvis nogen havde grund til klage imod dem. Han sagde: „Sørg for hurtigt at opnå forlig med den der fører sag mod dig for retten, endnu mens du er på vej derhen sammen med ham.“ — Matt. 5:25a.
Allerede mens han var ’på vej hen til retten’ sammen med sagsøgeren skulle den sagsøgte gøre sig umage med at få sagen bragt i orden, uden rettens hjælp. Hvis overtræderen indrømmede sin fejl, viste at han var ked af det og gav udtryk for at han ønskede at give erstatning, ville sagsøgeren sandsynligvis være tilbøjelig til at vise barmhjertighed og måske endda gå med til vilkår som overtræderen kunne klare uden for stort besvær.
Jesus gav en praktisk grund til at man på denne måde hurtigt skulle bringe sagen i orden, idet han sagde: „For at ikke din modpart måske skal overgive dig til dommeren, og dommeren overgive dig til retsbetjenten, og du blive kastet i fængsel.“ — Matt. 5:25b.
Hvis først sagen kom for retten og den anklagede blev kendt skyldig og ikke kunne betale sin gæld, ville dommeren måske overgive ham til en ’retsbetjent’. Denne embedsmand ville derefter kaste den skyldige i fængsel. I hvor lang tid?
„Jeg skal sige dig som det er,“ sagde Jesus, „du vil afgjort ikke komme ud derfra før du har betalt alt til sidste og mindste mønt.“ (Matt. 5:26) Ifølge Mattæus’ græske tekst måtte vedkommende sidde i fængsel indtil den sidste kodrantes eller „kvadrans“ var betalt, en mønt hvis værdi udgjorde en fireogtresindstyvendedel af den sædvanlige dagløn for landarbejdere. Medmindre en kom og betalte fangens gæld, kunne hans ophold i fængselet blive af lang varighed.
For at tilbede på en måde der er antagelig for Gud, må man behandle sin næste anstændigt. Apostelen Paulus giver følgende råd til sine medtroende: „Træf . . . den beslutning at I ikke vil lægge en snublesten for en broder eller give ham anledning til fald.“ (Rom. 14:13) Hvis en sådan „snublesten“ skulle vise sig, må den kristne huske Jesu ord og ’sørge for hurtigt at opnå forlig’. (Matt. 5:25) „Kærlighed vil jeg, ej brændofre,“ siger Jehova. — Hos. 6:6.