Nyheder på nært hold
Hvis legeme er det?
● Hvis en patient nægter at underkaste sig en ordineret lægebehandling og vedkommendes liv står på spil, har tendensen mange steder indtil for nylig været den at lægerne med rettens hjælp har påtvunget patienten den pågældende behandling. Men en nytænkning har nu rejst tvivl om denne fremgangsmåde, oplyser tidsskriftet Medical World News.
Bladet nævner at to retssager i U.S.A. vedrørende en omstridt kræftbehandling peger på at „patientens ret til at bestemme over sit eget legeme er så grundlæggende at staten må have overvældende gode grunde for at kunne gribe ind over for den“.
I en af de to sager (Rutherford mod US) berørte dommeren det dilemma patientens valgfrihed kan udsætte samvittighedsfulde læger for, idet han sagde: „Det er aldrig nemt for den interesserede der føler sig særlig kyndig, at se andre bruge deres frihed på en måde der forekommer ham uoplyst.“
Dommeren skrev imidlertid: „At mangle fornemmelse for selve den grundlæggende natur af de borgerlige friheder der er på tale . . . og for at retten til at vælge udelukkende tilkommer det menneske hvis legeme martres, hvad enten dette valg bliver rigtigt eller ej, er at vise ringe forståelse for vort frie samfunds inderste væsen.“
Oplevelser efter døden?
● Nogle mennesker som har været meget nær ved at dø, hævder at de har følt sig frigjort fra legemet og har haft visse åndelige oplevelser. Mange betragter dette som et bevis på at der findes et liv efter døden, eller på at vi har en udødelig sjæl der lever videre efter døden. Psykiateren Nathan Schnaper fra Maryland, U.S.A., mener imidlertid noget andet. I sit arbejde ser han „hvert år i hundredvis af genoplivede traumapatienter“, beretter tidsskriftet Medical World News, og han „afviser historierne som psykologiske fantasier“.
Ifølge dr. Schnaper siger de hundreder af patienter han har talt med, at „det var meget ubehageligt, og de har ikke lyst til at tale om det, hvis de i det hele taget kan huske noget“. Han mener at de der påstår at kunne huske begivenheder hvor de har været uden for legemet, „oplever en slags vakuum, og psykologisk kan man ikke tåle et vakuum. Tomrummet må udfyldes, og derfor opfinder de disse oplevelser. . . .Jeg tror ikke der er noget bevis på at disse mennesker har overskredet dødens tærskel.“
Medical World News bemærker at selv en læge der går ind for en nærmere undersøgelse af sådanne oplevelser, indrømmer at „der kan være en biokemisk, elektrisk eller hypoxæmisk [af hypoxæmi, formindsket iltindhold i blodet] forklaring“. — Se Vagttårnet for 15. februar 1978, s. 18.
Selv om nogle hævder at de har oplevet noget i dødstilstanden, er der således ingen grund til at tvivle på Bibelens klare lære om at ’de døde ingenting ved’ og at ’menneskets tanker’ forgår den dag det dør. — Præd. 9:5; Sl. 146:4, Lindberg.
En spinkel redningsplanke
● Darwins udviklingsteori bygger på den antagelse at der er sket en gradvis overgang fra den ene livsform til den næste. Men „fossilernes vidnesbyrd erklærer stadig [denne antagelse] for falsk, efter over hundrede års ivrig søgen efter en gradvis udvikling,“ skriver den fremtrædende evolutionist Stephen Jay Gould, der er professor i geologi ved Harvard-universitetet. „Palæontologerne har praktisk taget ikke dokumenteret noget tilfælde af en langsom og støt forvandling fod for fod op gennem lagene i en bakkeskråning — hverken for heste eller for mennesker.“
„I stedet,“ indrømmer Gould, „har de fleste fossile arter to træk tilfælles: For det første forandrer de sig ikke nævneværdigt i hele deres eksistensperiode; for det andet dukker de op pludseligt, idet de enten træder i stedet for eller eksisterer samtidig med deres forfædre. Kort sagt er det stabilitet og pludselig udskiftning der præger de fleste arters historie.“
For at komme uden om disse tilsyneladende uimodsigelige vidnesbyrd fremsætter Stephen Jay Gould den teori at udviklingen i de enkelte tilfælde må være foregået forholdsvis hurtigt „i et lille, isoleret periferisk område“ som geologerne endnu ikke har fundet. Denne forklaring er naturligvis en udvej for evolutionisterne, stillet som de er over for disse overvældende vidnesbyrd imod deres teori. Men bærer forklaringen præg af en objektiv, uhildet videnskabelig tankegang? Eller minder den snarere om dogmatikerens fortvivlede forsøg på at gribe efter en redningsplanke for sin afslørede teori?