Jesu bjergprædiken — Hvordan ægteskabsbrud og skilsmisse undgås

EFTER at have omtalt hvor farlig vedvarende vrede kan være, rettede Jesus opmærksomheden mod det syvende af de ti bud, idet han sagde: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud.’“ — Matt. 5:27; 2 Mos. 20:14; 5 Mos. 5:18.

Under Guds lov blev ægteskabsbrud straffet alvorligt — begge skyldige parter blev dødsdømt. Dette gjaldt endog en trolovet kvinde som havde omgang med en anden mand end den hun var trolovet med. — 5 Mos. 22:22-24.

Jesus forbød imidlertid ikke kun selve den umoralske kønslige handling. „Jeg siger jer,“ erklærede han, „at enhver [det vil sige enhver gift mand] der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Matt. 5:28) Også ved en anden lejlighed satte Jesus ægteskabsbrud i forbindelse med umoralske ønsker i et menneskes hjerte. „Indefra, fra menneskenes hjerte,“ sagde han, „udgår skadelige overvejelser: . . . ægteskabsbrud.“ (Mark. 7:21, 22) Dette ses af eksemplet med David. Han så på en anden mands hustru, hans lidenskaber blev vakt, og det førte til ægteskabsbrud. — 2 Sam. 11:2-4.

Jesus taler ikke her om en tilfældig umoralsk tanke som man straks jager på flugt. Nej, han taler om det forhold at en mand „bliver ved med at se“ på en kvinde og opelsker et lidenskabeligt begær efter hende. Gud, der „ser på hjertet“, ved at en gift mand der af hjertet ønsker at begå ægteskabsbrud vil gøre det hvis lejlighed byder sig. (1 Sam. 16:7) I Guds øjne er handlingen allerede begået ’i hans hjerte’, sædet for hans motiver, ønsker og længsler.

Hvordan kan man da undgå at begå ægteskabsbrud? I symbolske vendinger fortsatte Jesus: „Hvis nu dit højre øje dér bringer dig til snublen og fald, så riv det ud og kast det fra dig. Det er nemlig bedre for dig at en af dine legemsdele går tabt end at hele dit legeme bliver kastet i Gehenna. Og hvis din højre hånd bringer dig til snublen og fald, så hug den af og kast den fra dig; det er nemlig bedre for dig at en af dine legemsdele går tabt end at hele dit legeme havner i Gehenna.“ — Matt. 5:29, 30.

Det at handle retfærdigt beskrives i Bibelen som at ’vandre med Gud’. (1 Mos. 5:22; 6:9) Hvad nu hvis ens „højre øje“ (der her står for evnen til at holde blikket rettet mod noget) eller ens „højre hånd“ (det vil sige det man gør, for eksempel med hænderne) kunne få en til at ’snuble og falde’ på den vej der består i lydighed mod Gud? Hvis det er tilfældet må man gøre det der svarer til at rive øjet ud eller hugge hånden af. Hvad vil det sige?

Eftersom der gennem øjet sendes meddelelser videre til hjernen og disse meddelelser i høj grad påvirker ens følelser og handlinger, må man hindre øjet i at dvæle ved urette ting. (Ordsp. 4:25; Luk. 11:34) Job gav udtryk for den rette indstilling da han sagde: „Jeg slutted en pagt med mit øje om ikke at se på en jomfru.“ — Job 31:1.

På samme måde må man være opmærksom på at man ikke med sine hænder eller andre legemsdele gør noget der krænker den bibelske moralnorm. I denne forbindelse skriver apostelen Paulus: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen.“ — Kol. 3:5.

I almindelighed er folk villige til rent bogstaveligt at give afkald på en legemsdel hvis det er nødvendigt for at de kan bevare livet. Ifølge Jesus er det endnu vigtigere at man i symbolsk forstand kaster sit øje eller sin hånd fra sig for at undgå umoralske tanker og handlinger, for kun derved kan man undslippe den evige undergang der symbolsk omtales som Gehenna, en losseplads ved Jerusalem hvor der dag og nat brændte en ild som fortærede affaldet. — Matt. 5:29, 30.

Jesus fortsatte: „Der er også blevet sagt: ’Enhver der skiller sig fra sin hustru skal give hende en skilsmisseattest.’“ (Matt. 5:31) I Moseloven tillod Gud en mand at lade sig skille hvis hans hustru ikke vandt hans yndest „fordi han fandt noget ublufærdigt hos hende“. (5 Mos. 24:1-4, Lindberg) Med „noget ublufærdigt“ var der øjensynlig tænkt på noget andet end ægteskabsbrud, for som allerede nævnt blev denne overtrædelse straffet med døden. Men eftersom Gud „hader skilsmisse“ må det alligevel have været noget alvorligt, som for eksempel det at hustruen viste grov respektløshed for sin mand eller bragte skam over huset. — Mal. 2:16.

Men selv i sådanne alvorlige tilfælde hverken påbød eller anbefalede Bibelen skilsmisse. Som en forebyggelse mod en forhastet opløsning af ægteskabet befalede Gud at hvis manden ville skilles, skulle han give sin hustru „en skilsmisseattest“. Dette krævede tid til udarbejdelse og juridisk stadfæstelse. Og måske skulle man henvende sig til visse myndighedspersoner som først skulle søge at bringe en forsoning i stand.

Men som tiden gik, begyndte jødiske ægtemænd at ’være troløse’ idet de lod sig skille på grundlag af alle mulige bagateller. (Mal. 2:13-16) På Jesu tid var det en udbredt rabbinsk opfattelse at en mand kunne skille sig fra sin hustru „endda hvis hun ødelagde en ret mad for ham“. Ifølge Strack og Billerbecks tyske bibelkommentar fremgår det af gamle jødiske skrifter at „der blandt jødefolket i Misjna-perioden [som omfattede Jesu tid] ikke fandtes det ægteskab som en mand ikke uden videre, fuldstændig lovligt, kunne opløse ved at fremlægge en skilsmisseattest“. Det var derfor ikke overraskende at farisæerne kunne spørge Jesus om det var lovligt at lade sig skille „af en hvilken som helst grund“. — Matt. 19:3.

Hvordan så Jesus på skilsmisse? „Jeg siger jer,“ fortsatte han, „at enhver der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, udsætter hende for at begå ægteskabsbrud, og enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde begår ægteskabsbrud.“ (Matt. 5:32) Med al sin myndighed som Messias og Guds søn viste Jesus at hans Fader ikke havde behag i at en mand lod sig skille fra sin hustru, end ikke hvis han fandt „noget ublufærdigt“ hos hende, som der stod i Loven. (Jævnfør Mattæus 19:8.) En mand der skilte sig fra sin hustru af anden grund end kønslig umoralitet fra hendes side, ville udsætte hende for at begå ægteskabsbrud ved at have kønslig omgang med en anden mand, eftersom ægteskabet stadig ville være bindende i Guds øjne. Jesus tilføjede at „enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde“, det vil sige en kvinde der er blevet skilt af anden grund end kønslig umoralitet, „begår ægteskabsbrud“.

Disse ord af Jesus er meget gavnlige. Hans ord om at kønslig umoralitet er den eneste gyldige skilsmissegrund, afholder ægtefæller som ønsker at behage Gud, fra at forlade hinanden af alle mulige andre grunde. Hans fordømmelse af den umoralske tankegang der fører til ægteskabsbrud, tjener også til at begrænse antallet af opløste ægteskaber. For dem der følger disse formaninger er Bjergprædikenen en udmærket hjælp til at undgå ægteskabsbrud og skilsmisse.