Er dit liv dødsorienteret?
ALLE mennesker vil gerne leve. Men som det er nu, er det menneskets lod at dø. Denne enkle kendsgerning berører i høj grad folks måde at leve på, og den berører deres syn på selve livet.
Selv de der siger sig fri for en religiøs holdning føler at de lever i dødens skygge; derfor søger de ofte at nå så meget som muligt i deres korte levetid. Mange religiøse mennesker som tror at vi har en udødelig sjæl eller ånd, nærer det håb at døden er ensbetydende med en flugt fra legemlig eksistens til åndelig eksistens. Det er grunden til at så mange kulturer er dødsorienterede, det vil sige at man med visse handlinger ærer de døde, hvis sjæle menes at føre en bevidst tilværelse i en åndeverden. I modsætning hertil bygger det håb om liv som Bibelen indeholder, ikke på den tanke at sjælen lever videre efter døden.
Hvad Bibelen lærer
Ifølge Bibelen er det levende menneske „en levende sjæl“ som består af legeme og „livsånde“. (1 Mos. 2:7, NW; 1 Kor. 15:45) Bibelen taler også om at der er ånd i både dyr og mennesker. (Sl. 104:25-30; Præd. 3:19, 20) Med ånd menes i dette tilfælde livskraften i alle legemets celler. Den opretholdes af den iltholdige luft og føden som Gud har tilvejebragt. Da Gud skabte de to første mennesker sørgede han for også at skabe alle betingelser for at de og deres børn kunne leve evigt, forudsat at de forblev lydige mod deres Skaber. Ulydighed ville medføre døden. — 1 Mos. 2:8, 9, 15-17.
Død er modsætningen til liv som en levende sjæl. Da Adam ved sin ulydighed havde syndet, sagde Gud derfor til ham: „Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, . . . skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage . . . indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ Som følge af at mennesket ikke mere opfyldte betingelserne for at leve, kom dets livs dage til en afslutning og det vendte tilbage til støvet, eller jorden, som det var taget af. Det døde. — 1 Mos. 3:17-19.
Bibelen fastholder konsekvent dette syn på døden. Om virkningen af vandfloden i Noas dage hedder det: „Da omkom alt kød, som rørte sig på jorden, . . . alle mennesker; alt, i hvis næse der var livets ånde.“ (1 Mos. 7:21, 22) ’Otte sjæle blev bragt sikkert igennem vandet.’ (1 Pet. 3:20) I Romerbrevet bekræfter den kristne skribent at „den løn synden betaler er døden“. (Rom. 6:23) Han er således i overensstemmelse med profeten Ezekiel, der siger at „den sjæl, der synder, den skal dø“, og han er også i overensstemmelse med salmistens tanke, at sjælen ophører med bevidst eksistens ved døden: „På den selv samme dag er hans tanker gået til grunde.“ — Ez. 18:20; Sl. 146:4, NW.
Skikke som bygger på et bedrag
Bibelen lærer imidlertid at der findes en åndeverden. „Gud er en ånd,“ (Joh. 4:24) og han skabte andre ånder lang tid før mennesket og dyrene blev til. (Job 38:4, 7) Nogle af disse, deriblandt den vi nu kender som Satan, gjorde oprør mod Gud og blev udelukket fra de oplysninger Guds familie af trofaste engle fik. (1 Mos. 3:1-15; 6:1-7; 1 Pet. 3:19, 20; Jud. 6) De er blevet bedragere, idet de er opsat på at overbevise folk om at mennesket lever videre som en ånd efter døden. (Åb. 12:9) Det er dem der udgiver sig for at være de døde og manifesterer sig så folk tror de kan komme i kontakt med de afdødes ånder. Her er grunden til at man stort set alle steder i verden praktiserer en eller anden form for dyrkelse af de døde. — Es. 8:19.
For eksempel tror folk mange steder i Nigeria at sjælen ved døden går ind i en dvaletilstand indtil der har været holdt en første og en anden begravelsesceremoni. Ved den første ceremoni begraves den dødes legeme. Den anden ceremoni, en slags mindehøjtidelighed, er en åndelig begravelse der sker for at sjælen kan blive løst fra de dødes rige og få adgang til åndernes rige. Den mindegudstjeneste der holdes i kirkerne ugen efter en begravelse, svarer i mange nigerianeres opfattelse til den anden begravelse.
Man har også andre skikke, som for eksempel at holde ligvagt; det gør man for at holde onde ånder borte fra den døde, eller for at afværge at den afdødes ånd vender tilbage til denne verden. Ofte medfører sådanne skikke indviklede og bekostelige ceremonier hvormed man vil vise at man agter den afdøde højt. De efterladte håber også derved at vinde den afdødes gunst.
For nylig viste man en nigeriansk begravelse i fjernsynet. Følget var klædt i kostbare dragter og man så det stå grædende ved graven. Nogle blandt følget forsøgte endog at kaste sig ned i graven. Straks efter selve jordfæstelsen fulgte en storstilet festlighed, hvor deltagerne drak og spiste og havde det lystigt. Man anslår at denne begravelse kostede cirka 45.000 kroner. De fleste steder i Nigeria skal sorgen og den efterfølgende fest ved et gammelt menneskes begravelse vise at man tror den afdøde nu har fuldført sit liv som menneske og er beredt til at gå over til åndeligt liv.
Hvor stor ære man viser de døde fremgår også af et brev som blev sendt til en af de nigerianske aviser. Brevets afsender fortæller om en ven der ikke havde tid til at besøge sin syge fader og som kun havde råd til at sende 20 naira (170 kroner) til medicin og lægebehandling. Men da den gamle mand døde en måned senere kunne sønnen godt tage fri fra sit arbejde og låne over 580 naira (cirka 5000 kroner) „til betaling af begravelsesceremonien“. De øvrige slægtninge dækkede andre udgifter i forbindelse med begravelsen. Brevskriveren bemærker: „Da den gamle mand var syg fik han kun 20 naira til hjælp, men da han var død blev hans rester — det livløse legeme som ikke var til nogen nytte mere — med glæde bragt herfra . . . for ikke mindre end 2000 naira (17.000 kroner).“
I mange tilfælde lader den afdødes nære slægtninge sig rage skaldet, klipper neglene helt korte og ridser tegn eller gør indsnit i deres legeme; nogle medbringer specielle rosenkranse eller små poser med frø eller med en sammensætning af andet spiseligt. Alle disse ting skal virke som en særlig beskyttelse mod den afdødes ånd. Den slags tog man afstand fra blandt Jehovas tjenere i fortiden, og det fordømmes i Bibelen. — 3 Mos. 19:28.
Naturligt at sørge når en kær slægtning dør
Det er helt naturligt at føle sorg når man mister en man holder af. Guds tjenere i fortiden viste deres sorg ved at græde og ved at iføre sig sørgeklæder. (1 Mos. 23:2; 5 Mos. 34:8; Joh. 11:33, 35, 38) I førkristen tid klædte de sig i sæk, og undertiden var der foreskrevet bestemte sørgeperioder i forbindelse med enten ulykke eller død. (2 Sam. 14:2; Est. 4:1) At man sørgede havde intet at gøre med at man ville formilde den døde; det var et udslag af bedrøvelse over den ulykke der havde ramt den enkelte eller samfundet.
Jehovas kristne tjenere forfalder heller ikke til overdreven sørgeklage, og Bibelen fortæller os hvorfor: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ (1 Tess. 4:13) De kristne ved at de døde er uden bevidsthed, at de sover med håb om en opstandelse og at de ikke har brug for ritualer hvormed man vil formilde dem eller opnå en forsoning med dem. — Joh. 11:11-14.
Opstandelseshåbet bygger på den foranstaltning som Gud har truffet for at udslette syndens virkninger og fjerne dødens forbandelse. I sin kærlighed tilvejebragte han en genløsning for menneskeslægten ved Jesu Kristi død. Dermed var der skabt et grundlag for at Gud kunne oprejse de døde og give dem lejlighed til at leve igen i fremtiden, med udsigt til at arve det evige liv. — Joh. 3:16; Matt. 20:28; Joh. 11:24-26.
Begravelsesarrangementer bør holdes inden for de bibelske rammer
I betragtning af det foregående må kristne undgå at lade sig smitte af de forkerte skikke som overholdes af de mennesker de bor iblandt. De må holde sig fra alt hvad der udspringer af den tanke at sjælen lever videre i en åndeverden. Der er ingen grund til at udføre indviklede begravelsesritualer. Almindeligvis begraves den døde i jorden, men der gives også andre acceptable fremgangsmåder som ligbrænding og begravelse på havet. Hvis liget vaskes før begravelsen af renlighedshensyn må man passe på at der ikke er nogen relation til det ubibelske ritual hvorved man bereder den afdøde til livet ’i den næste verden’. — Apg. 9:37.
Den vise kong Salomon gav dette råd: „Bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte.“ (Præd. 7:2) Vi kan heraf udlede to ting i forbindelse med begravelser. For det første er det upassende at holde festmåltid eller gilde som led i en sørgehøjtidelighed for den døde. For det andet er det rigtigt at vise sin medfølelse ved at besøge og trøste de efterladte.
Når man aflægger sådanne besøg for at udtrykke sin deltagelse bør man gøre besøget kort og ikke få familien til at føle sig forpligtet til at beværte én. Hvis familien ønsker at beværte tilrejsende der kommer i samme anledning kan den naturligvis gøre det, og det vil være gæstfrit. Men alle der kommer bør vise hensyn og ikke selvisk handle sådan at familien får flere udgifter end den i forvejen har i anledning af begravelsen. I stedet kunne man tilbyde familien en håndsrækning med ting der skal gøres i huset eller med at klare visse ærinder.
De begravelser som Jehovas Vidner holder kan forrettes på et hvilket som helst passende sted, i et kapel, i en rigssal, i et familiemedlems hjem eller blot ved graven. Familien kan anmode et respekteret mandligt medlem af menigheden om at forrette begravelsen. Han vil så holde et bibelsk og ukompliceret foredrag, hvori han fremholder Bibelens forklaring på døden og viser at Gud vil kalde de døde til live igen ved en opstandelse. Efter foredraget begraves den døde uden noget ritual.
Bibelen beretter om tilfælde hvor mennesker der tilbad Jehova førte deres døde i procession til begravelsesstedet. Det var netop ved en sådan lejlighed at Jesus oprejste en ung mand. (Luk. 7:12-16) Vi bør lægge mærke til at dette skete da man var i færd med at bringe den døde ud til begravelsesstedet. Der var ikke tale om et rituelt optog gennem byen. Enkelhed er i øvrigt et fremtrædende træk ved kristne begravelser. Beskrivelsen af hvordan Jesus og førkristne tjenere for Gud blev begravet viser at man blot på en værdig måde skaffede det døde legeme bort. (Matt. 27:59, 60; 1 Mos. 25:9, 10; 49:29-32) En sådan enkelhed er i overensstemmelse med den bibelske sandhed: „De døde ved ingenting, . . . Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte.“ (Præd. 9:5, 6) Yderligere skal bemærkes at kristne ikke vil forestå begravelser sammen med trossamfund der har ubibelske opfattelser angående døden. — 2 Kor. 6:14-17.
Efter begravelsen kan man ikke gøre mere for den døde. Prædikeren 9:5, 10 siger om de døde: „Løn har de ikke mere i vente; . . . der er hverken virke eller tanke eller kundskab“ i graven hvor de bliver lagt. De døde kan derfor intet gøre for at ændre deres egen tilstand, og de kan heller ikke forstyrre de levende. Det betyder også at de levende ikke kan opnå nogen goder for de døde. Så en „anden begravelse“, ligvagt, mindehøjtideligheder der holdes som en hyldest til den døde eller som har til formål at formilde „hans ånd“, det at man bringer ofre og gaver til den døde og beder særlige bønner for at sjælen kan hvile i fred, bygger alt sammen på den tro at sjælen fører en bevidst tilværelse i skærsilden eller et andet sted og er derfor værdiløst og falsk. — Sl. 49:7-10.
I stedet for en højtidelighed i forbindelse med begravelsen kan man udmærket holde en mindehøjtidelighed på et belejligt tidspunkt kort efter begravelsen. Denne højtidelighed holdes ikke af hensyn til den døde, men for at trøste de efterladte i deres sorg, idet man må betænke at det tager sin tid at komme over sorgen og tabet. Selve formålet med en sådan højtidelighed antyder også at kristne ikke har nogen begrundelse for årlig eller med regelmæssige mellemrum at holde en højtidelighed til minde om deres afdøde slægtninge. Ifølge Bibelen er der kun begrundelse for at holde en sådan højtid til minde om Jesus Kristus, der gav sit liv som et offer for at menneskeslægten kunne blive udfriet fra dødens forbandelse. — Luk. 22:19; 1 Kor. 11:24, 25.
Ganske vist må vi affinde os med at døden eksisterer under de nuværende forhold, men vi behøver ikke at betragte døden med sygelig frygt og uretmæssig ærbødighed. Håbet om opstandelsen vil hjælpe os til ikke at overvældes af sorg. „For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham,“ nemlig i opstandelsen. (1 Tess. 4:13, 14; Åb. 21:4) Derfor er de kristnes liv ikke dødsorienteret. De ser fremtiden i møde med håb om liv, og de bruger deres liv nu til at hjælpe de levende.
[Illustration på side 5]
Bør man vise de døde større ære end de levende?