Når det værste sker

Beretningen om en lille piges enestående tro

VORES datter Elise blev født i Helsingfors i 1962. Det var en lykkelig begivenhed både for os og for hendes storebroder, Esa. Elise var ivrig efter at lære, og min mand og jeg lærte hende at læse endnu før hun kom i skole. Hun havde også musikalske evner, ligesom den øvrige del af familien.

Da Elise var tre år lod vi hende komme i en musikbørnehave. Da hun var otte, var hun så dygtig til at spille violin at hun kunne spille Vivaldis violinkoncert i a-mol ved bryllupper. Vi dannede et familieorkester. Min mand spillede bratsch, Esa cello og Elise violin. Det så ud til at Elise ville blive en usædvanlig dygtig musiker.

Selv om vi var interesseret i musik lagde vi endnu større vægt på Elises åndelige udvikling, idet vi læste Bibelen med hende lige fra hun var helt lille. Allerede som femårig gik hun alene fra hus til hus og tilbød bladene Vagttårnet og Vågn op! En af vore naboer var lidt irriteret over det, for hun syntes ikke det var rigtigt at lade en lille pige udføre et sådant arbejde.

Damen sagde til Elise: „Og så kommer sådan en lille pige her til mig for at lære mig om Bibelen! Du kan jo ikke engang læse bladene selv!“

„Jo, jeg kan,“ svarede Elise og begyndte at læse og forklare en paragraf i det blad hun var ved at fremholde. Vi glædede os meget da vi hørte om dette. Det var også en glæde at bemærke hendes reaktion da menigheden planlagde at bygge en ny rigssal. Da tog hun alle sine sparepenge (20 kroner) ud af banken og gav dem til dette formål.

En skræmmende opdagelse

En dag i sommeren 1972, da Elise var 10 år, lagde jeg ved hjemkomsten fra en rejse mærke til en underlig bule på hendes næse. Den var ret lille, men den begyndte at vokse. Derfor tog jeg hende med til en lægeundersøgelse i Puotinharju. En specialist fortalte mig at han aldrig før havde set sådan en bule på en næse, og rådede os til at tage hen på universitetets øreklinik. Da vi hørte diagnosen nogle få dage senere åndede vi lettet op: Godartet.

Medicin blev ordineret, med løfte om at svulsten snart ville forsvinde. Men det gjorde den ikke. Efter to uger uden bedring tog jeg igen Elise med til lægen. Denne gang blev hun indlagt på hospitalet, og den 24. september blev hun opereret. Det var den dag vi fik det grufulde budskab: „Deres lille pige har kræft.“

Modig kamp for livet

Man frygtede at kræften havde bredt sig til Elises mandler. Derfor fjernede man dem. I de følgende måneder bredte kræften sig, og man foretog flere operationer i et forsøg på at standse dens vækst. Elise førte dagbog, og den har vi stadig. Hun skrev i efteråret 1973:

„Efter tre operationer måtte jeg vente på en plads i afdelingen for plastisk kirurgi. Den fik jeg inden længe. Det var trist igen at være på hospitalet. Men jeg traf en af mine gode venner, Ritva, som havde gennemgået en øjenoperation. Vi legede tit skjul med Pekka og Tiina. Jeg gav Ritva tre bøger, Vi lytter til den store Lærer, Er Bibelen virkelig Guds ord? og Sandheden der fører til evigt liv. Ritva læste dem alle tre. Efter min mening har dette efterår været det sørgeligste i mit liv.“

I kan sikkert forestille jer hvilken sorg disse gentagne, vansirende operationer forvoldte os alle. Elises dagbog afspejler de smerter og lidelser hun måtte udholde. Og dog, hendes stærke tro og hendes frygtløshed skinner samtidig igennem. Dagbogen fortsætter:

„I januar [1974] gennemgik jeg min fjerde operation og fik et temmelig stort snit i kinden. I nogle få dage var hele mit hoved, også ørerne, bundet ind. Der var ikke så mange forbindinger på mit venstre øre, så dét brugte jeg når jeg skulle telefonere. Da forbindingerne blev fjernet så jeg mildest talt forfærdelig ud, og da stingene ved mit øje blev fjernet var jeg helt bange for at de skulle stikke det ud. Den 19. januar kom jeg hjem fra hospitalet. Det var en lykkelig dag.“

I al den tid dette stod på, holdt vore kristne brødre og søstre sig i forbindelse med Elise og opmuntrede hende. Det gjaldt også hendes musikvenner fra stævneorkesteret. Desuden var hendes skolekammerater og lærere meget venlige og hjælpsomme. De sendte hende mange gaver og gjorde hvad de kunne for at hun skulle føle at de holdt af hende og savnede hende. Men når det gjaldt om at trøste, var det ofte Elise der trøstede dem, og ikke omvendt.

Hun plejede at sige til dem at selv om hun måske skulle dø, ville det blot være som om hun sov et øjeblik, hvorefter hun ville vågne op i Paradiset. „For mig vil den nye verden begynde lige så snart jeg dør, for ingen mærker noget til den tid der går mens man sover,“ sagde hun gerne. Det var svært for hendes venner at skjule deres følelser når de så hvordan Elise led, og samtidig hørte hende tale så roligt og tillidsfuldt om Guds løfte om en opstandelse.

Vi opgav ikke håbet om at kræften på en eller anden måde ville blive standset. I marts 1974 begyndte man på behandlinger med koboltstråler, efterfulgt af en medicinsk behandling. Om dette skriver Elise i sin dagbog:

„På grund af strålebehandlingen blev jeg meget svag. Dette varede i tre uger. Men det værste har jeg endnu ikke fortalt. Dagen før skolen sluttede i maj, fik jeg noget medicin som gjorde mig så svag at vi i hele juni måned ikke kunne skimte det svageste håb. I tre uger spiste jeg næsten ingenting og havde knap nok kræfter til at rejse mig fra sengen. Jeg tabte fem kilo, og alt mit hår faldt af. Men der var legehuset; hvor var jeg glad da far byggede det.

Heldigvis havde jeg det noget bedre i juli måned og var i stand til at overvære områdestævnet. Jeg havde det fint under stævnet, og fra da af var mit humør ret godt. I august fik jeg igen medicinsk behandling i en uge; men den gjorde mig ikke så syg som sidst. Den medicinske behandling er planlagt at skulle strække sig over to år.“

Alle disse anstrengelser havde dog kun en begrænset virkning, og Elises tilstand blev værre og værre. Da hun blev klar over at hun snart skulle dø, delte hun sit legetøj ud til sine venner. Hun mindede dem om at de skulle ses igen i opstandelsen. Hun beholdt dog sin violin, for hun håbede at hun ville komme til at spille på den igen i familieorkesteret i den nye orden.

I denne periode aflagde Elise også mange vidnesbyrd over for sine lærere, skolekammerater, læger og sygeplejersker. Hun efterlod 12 signerede eksemplarer af bogen Er dette liv alt? Det var hendes ønske at disse bøger efter hendes død skulle gives til lægepersonale som havde været med til at behandle hende. Elises tilfælde blev kendt ud over hele Helsingfors. Hun døde den 4. januar 1976, endnu inden hun var fyldt 14 år.

Et overraskende møde

Halvandet år senere overværede min mand og jeg et områdestævne på Helsingfors Is-stadion, da en herre kom hen til os og spurgte: „Kan I huske mig?“ Til at begynde med var vi lidt i vildrede, men så genkendte vi ham som en af de læger der på et vist tidspunkt havde behandlet Elise. Han så helt anderledes ud uden sin hvide lægekittel, og han havde ikke skæg mere. Hvad var der sket?

Elise havde talt med ham, ligesom hun havde med alle de andre læger, og han havde været meget venlig og givet udtryk for en vis interesse i Bibelen. Også vi havde aflagt et vidnesbyrd over for ham. Vi havde lært Elise at bede for sine venner og dem hun holdt af, og i vore aftenbønner nævnte hun ofte denne læge, idet hun bad om at han måtte lære sandheden om Guds hensigter at kende. Og nu stod denne læge og fortalte os hvordan vores datters tro under de sidste stadier af hendes sygdom havde gjort et dybt indtryk på ham.

„Hun gav mig bogen Virkelig fred og sikkerhed,“ forklarede han, „men jeg havde travlt og satte den blot i bogreolen. På det tidspunkt gik det ikke særlig godt i mit ægteskab, og i et forsøg på at forbedre det besluttede jeg at gøre en forandring; jeg forlod mit krævende arbejde på røntgenklinikken i Helsingfors. Så flyttede vi til Åland, hvor jeg nedsatte mig som praktiserende læge ved helsecenteret.

Selve flytningen forbedrede ikke forholdene i familien, men inden længe fik min hustru besøg af et af de lokale Jehovas vidner og modtog noget læsestof. Så kom hun i tanker om at vi havde den bog som Elise havde givet mig, og hun tog den ned fra reolen og læste den igennem. Hun var med det samme overbevist om at dette var sandheden, og hun begyndte et bibelstudium med Jehovas Vidner. Til at begynde med var hun lidt bange for at fortælle mig om det; hun troede at jeg ville sætte en stopper for studiet. Men jeg sagde: ’Hvad som helst der kan hjælpe på vore familieproblemer er godt.’ Jeg ville gerne selv træffe vidnet, og inden længe blev dette arrangeret. Resultatet var at jeg til sidst også selv kom med i studiet. De bibelske principper forbedrede forholdene i vores familie og gav os et nyt syn på livets værdier. I 1976 blev vi døbt, og min hustru er nu almindelig pioner. Tre af vore fire børn er forkyndere af ’den gode nyhed’, og den yngste på syv går regelmæssigt med os ud i tjenesten.“

I kan sikkert forestille jer hvilken storslået opmuntring dette var for os! Elises bønner syntes at være blevet besvaret på den bedst tænkelige måde. Hvis blot hun kunne have fået det at vide! Når opstandelsen finder sted vil der i sandhed være nogle meget glædelige ting at fortælle hende.

Selv om den sorteste dag i mit liv var da lægen sagde: „Deres lille pige har kræft,“ har Elises kamp for at leve ikke desto mindre været et lyspunkt. Det har varmet én om hjertet at se hvordan en urokkelig tro på Jehova Gud og hans løfter kan være en stærk spore, selv i en lille piges liv. Jeg vil aldrig glemme Elises ord: „Jeg skal bare sove som var det en enkelt nat, og når jeg vågner, vil det være i den nye verden.“ — Indsendt.

[Illustration på side 8]

Det var som om solen formørkedes da lægen sagde: „Deres lille pige har kræft.“