Hvorfor „underordne sig“?

ET AF de påbud der gentages flere gange i Bibelen, er påbudet om at man skal „underordne sig“. I Romerbrevet 13:1 læser vi: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder,“ det vil sige øvrigheden. Yngre mænd opfordres til at ’underordne sig under de ældre’. (1 Pet. 5:5) Og apostelen Paulus tilskynder: „Lad hustruerne underordne sig under deres mænd.“ — Ef. 5:22.

Det at skulle underordne sig strider imidlertid mod mange ufuldkomne menneskers natur, i den grad at folk har dannet alle mulige slags sociale bevægelser med det mål at gøre oprør, ofte voldeligt, mod de kræfter eller myndigheder der kræver underkastelse. For eksempel kunne man for ikke så længe siden i et enkelt nummer af New York Times læse om følgende voldelige oprør mod myndighederne: „To bomber eksploderede i Londons centrum tidligt i dag.“ ’Ni såret i de fem provinsbyer Manchester, Liverpool, Coventry, Bristol og Southampton.’ På samme side var der følgende overskrift: „21 såret da bombe eksploderede i fyldt bus.“ Det blev også meddelt at Iran ville holde en sørgedag til minde om „demonstranter der havde mistet livet i sammenstød med sikkerhedsstyrker“. Alt dette er eksempler på oprør mod det at skulle underordne sig de bestående myndigheder.

Hvorfor befaler Bibelen at man skal „underordne sig“? Hvem skal underordne sig, og under hvem? Hvorfor er det så meget imod menneskets natur at underordne sig?

Grunden til at det er os imod at skulle underordne os, er at vore første forældre, Adam og Eva, slog ind på en oprørsk vej. Som deres efterkommere har vi arvet en tendens til at gøre oprør, en selvisk lovløshedens ånd der, som forudsagt af Jesus, aldrig har været mere udbredt end nu. (Matt. 24:12) En del af skylden ligger dog også hos dem der har misbrugt deres myndighed.

Ikke desto mindre er vejledningen om at man skal „underordne sig“ grundlagt på sunde principper. Det er simpelt hen nødvendigt at nogle styrer eller fører an, og at andre underordner sig. Hvorfor det? Fordi ingen kan klare sig helt alene. Vi har alle brug for det andre producerer eller yder, hvad enten det er materielle ting eller tjenesteydelser, ligesom andre har brug for det vi kan yde. Alt dette kræver organisation. Og skal en organisation fungere, er det ikke nok at der råder enighed; der må også være en myndighed der respekteres og anerkendes. Et land, et amt eller en kommune er et politisk organiseret samfund som kræver at nogle styrer og at andre styres eller underordner sig. Dette princip gælder i næsten alle menneskelige anliggender, det være sig verdslige eller religiøse, offentlige eller private.

Også de der udøver myndighed må i nogle tilfælde underordne sig. Ingen kan for eksempel ustraffet overtræde færdselsreglerne. Den der indlægges på et hospital for at blive opereret, må underordne sig lægerne, sygeplejerskerne og det øvrige personale. En forretningsmand har måske mange ansatte der underordner sig ham, men når han kommer i den kristne menighed må han underordne sig de ældste der præsiderer over ham og hans medtroende.

Over for den verdslige øvrighed

I det samfund vi har i dag er det nødvendigt med regeringer for at vi kan leve under ordnede forhold og nyde en vis sikkerhed, og for at vi kan nyde de mange goder en regering sørger for enten lokalt eller over hele landet. Hvis sådanne regeringer skal tjene deres hensigt er det indlysende at der må være en vis villighed eller samarbejdsvilje til stede hos befolkningen. Det er grunden til at Guds ord pålægger de kristne at „underordne sig under de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud“. De kristne må altså adlyde landets love, samvittighedsfuldt betale deres skat, overholde færdselsreglerne og passe andre forpligtelser. Alt dette er i fredens og ordenens interesse. — Rom. 13:1-7.

Af andre steder i Bibelen fremgår det imidlertid at man ikke skal underordne sig den politiske øvrighed i absolut forstand. Pligten til at „underordne sig“ begrænses af dette tydelige bibelske påbud: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ Og dette: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Påbudet om at „underordne sig“ de politiske regeringer i denne tingenes ordning er ikke absolut, men relativt; det gælder kun så længe det ikke strider mod en direkte befaling fra Gud. — Matt. 22:21; Apg. 5:29.

I den kristne menighed

Den kristne menighed er også en organisation med et overhoved, nemlig Jesus Kristus. Alle dens medlemmer må underordne sig under ham. Men han må også selv underordne sig. Under hvem? Under sin himmelske Fader, Jehova Gud. Vi ser altså at den kristne menighed „underordner sig under Messias“. (Ef. 5:24) Ja, „hver mands hoved er Messias“. — 1 Kor. 11:3.

Hvordan leder Jesus Kristus, der er usynlig og befinder sig i himmelen, en synlig menighed her på jorden? En af måderne er gennem den inspirerede bibel. Menigheden kan kun anses for at være kristen hvis den adlyder de befalinger som blev givet af Jesus selv, og de befalinger som blev givet under inspiration af hans apostle og disciple. — Matt. 18:18; 28:19, 20.

Jesus leder også den kristne menighed ved en ’hjælper’, „sandhedens ånd“, Guds hellige ånd eller virksomme kraft. (Joh. 16:7, 13) Han gør desuden brug af engle. (Matt. 18:10; 24:31; Åb. 14:6) Endvidere leder han den kristne menighed her på jorden ved hjælp af en gruppe trofaste, salvede kristne om hvem han sagde: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således. Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ — Matt. 24:45-47.

Hvis Jesu Kristi efterfølgere skal fuldføre det arbejde han befalede dem at udføre, nemlig at gøre folk af alle nationer til disciple, må de arbejde sammen i fred og enhed. De må alle „føre enig tale“. Derfor må de alle underordne sig det redskab det behager ham at benytte. Som vi læser: „Gud er ikke uordenens men fredens Gud.“ Alt i den kristne menighed bør derfor „ske sømmeligt og med orden“. — 1 Kor. 1:10; 14:33, 40.

I den kristne menighed vejledes de enkelte medlemmer endvidere om at underordne sig under hinanden. „I skal underordne jer under hinanden i Kristi frygt.“ (Ef. 5:21) Især bør de yngre underordne sig under de ældre: „På samme måde skal I yngre mænd underordne jer under de ældre. Men I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — 1 Pet. 5:5.

Alle menighedens medlemmer må desuden underordne sig under de udnævnte ældste; som vi læser: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; vær således for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for dette ville være til skade for jer.“ Som vi ser, er der altså to grunde til at vi som kristne bør underordne os. For det første bør vi gøre det for at få udrettet noget, for fredens og enhedens skyld, for at få gjort så meget arbejde som muligt og på den bedste måde. For det andet vil det være en byrde for dem der fører an, hvis vi ikke underordner os, og det vil i sidste ende være til skade for os selv. — Hebr. 13:17.

På arbejdspladsen

Endnu et område hvor princippet om underkastelse gælder, er i forholdet mellem arbejdsgiveren og den ansatte. Når man bliver ansat et sted, må man anerkende at man er forpligtet til at rette sig efter arbejdsgiveren, med andre ord underordne sig ham — så længe han ikke beder en om at gøre noget der går imod ens samvittighed, naturligvis. (Apg. 5:29) At man underordner sig sin arbejdsgiver indbefatter at man viser ham tilbørlig respekt på grund af hans stilling, at man yder en fuld dags arbejde, og at man ikke stjæler fra ham. Som apostelen Paulus påbyder, må den kristne udføre sit arbejde ’med hele sin sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker’. (Kol. 3:23) Det er både det rigtige og det klogeste at gøre dette. Hvis man ikke kan gøre det, bør man skifte arbejdsplads.

I familiekredsen

Eftersom familien også er en slags organisation, gælder princippet om ledelse og underkastelse også her. Guds ord pålægger forældrene det ansvar at give børnene den rette opdragelse og at tage sig godt af dem på enhver måde. Derfor siges der til børnene: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren.“ (Kol. 3:20) At børn underordner sig under deres forældre er lige så fornuftigt og logisk som det er bibelsk korrekt. Børnene er uerfarne og ude af stand til at sørge for sig selv. I denne forbindelse sagde den vise kong Salomon engang: „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ — Ordsp. 22:15.

Ledelsens princip gælder også mellem forældrene indbyrdes, mellem manden og hustruen. Hvem skal føre an, manden eller hustruen? Ifølge Gud, der skabte den første mand og kvinde, er det manden der skal føre an. Han er familiens overhoved. Apostelen Paulus minder os om at manden „ikke [blev] skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld“. (1 Kor. 11:9) Bibelen siger også: „Ligesom menigheden underordner sig under Messias, således må hustruerne også underordne sig under deres mænd i alt.“ (Ef. 5:24) Uden tvivl vil nogle moderne kvinder gøre indvendinger mod denne befaling. Men lad os se nærmere på sagen.

Det er værd at lægge mærke til at apostelen Paulus, der skrev disse ord, umiddelbart efter sin vejledning til hustruerne vejleder mændene om at elske deres hustruer ligesom Jesus elskede menigheden og endda gav sit liv for den. Paulus siger endvidere at ægtemændene skal elske deres hustruer som deres egne legemer, idet de giver dem føde og plejer dem ligesom de gør med deres egne legemer. Hvis en mand viser sin hustru en sådan kærlighed, vil hun sikkert med glæde underordne sig ham. — Ef. 5:25-33.

Denne ordning er både viis og retfærdig. Manden er fra naturens side som regel bedre egnet til at føre an, til at tage initiativet. Hvis han fører an på rette måde, vil hans hustru sikkert være glad for at følge ham, for at indordne sig. Det er her interessant at bemærke hvad en af New Yorks førende psykiatere har sagt om dette emne. I sin bog anfører hun mange praktiske eksempler som belyser hvordan kvinden vil kunne opnå tilfredshed på endog de mest intime områder af sit ægteskab. Hvad anbefaler hun kvinden at gøre? Simpelt hen at hun i sind og hjerte anerkender mandens ledelse.

Det kan være en hjælp for hustruen at hun også tænker på en anden side af forholdet mellem mand og hustru, en side som Bibelen også giver vejledning om. Fordi kvinden følelsesmæssigt er mere svingende, må manden være tålmodig, venlig og hensynsfuld. Det kan ske at han den ene gang efter den anden må vente på at hun bliver færdig; eller det kan være at han ofte må indrette sine ønsker efter hendes ønsker, luner eller begrænsninger. Af gode grunde giver apostelen Peter denne vejledning: „I mænd [skal] leve sammen med jeres hustruer med den rette forståelse af at de er det svage køn. I skal behandle dem med respekt, fordi de også, sammen med jer, vil få livets gave fra Gud. Gør dette for at intet skal hindre jeres bønner.“ — 1 Pet. 3:7, Good News Bible.

Endnu et punkt der kan nævnes, er at der som regel ikke er noget som gør en kvinde mere glad end det at hendes mand gerne vil gøre noget for hende. Sandsynligvis var det den måde han i sin tid vandt hende på — ved at han var sød mod hende og gerne gjorde noget for hende for at behage hende. Og sådan er det gennem hele ægteskabet. Hvad der gør hustruen lykkelig er at hendes mand er ivrig efter at gøre noget for hende, om det så blot er sådanne små opmærksomheder som at hjælpe hende med frakken, at huske deres bryllupsdag, eller at give hende blomster, parfume eller andre ting. Men hvordan får hun ham til gerne at ville gøre sådanne ting? Ikke ved at herse med ham, og heller ikke ved at konkurrere med ham, men ved at anerkende hans ledelse, ved at vise ham den ’dybe respekt’ som Bibelen siger tilkommer ham. — Ef. 5:33.

Af det foregående har vi nu set hvorfor Bibelen befaler de kristne at „underordne sig“ under regeringer, under dem der fører tilsyn i den kristne menighed, samt under arbejdsgivere, forældre og ægtemænd. Det er sandt at det koster noget at underordne sig, men det er det også værd. Det kan betyde at man må opgive sin stolthed og noget af det man personligt foretrækker. Det vil også betyde at man må opdyrke beskedenhed og ydmyghed. Ofte vil det kræve udholdenhed, at man er villig til at vente på at Jehova Gud ordner tingene — for eksempel når det drejer sig om samfundsmæssige uretfærdigheder — fremfor at gribe til voldelige metoder. Det er ikke kun rigtigt og viist at underordne sig, men det er også kærligt. Derfor lønner det sig.

[Ramme/illustration på side 5]

At underordne sig under øvrigheden vil sige

at vise relativ lydighed

at betale skat

at overholde færdselsreglerne

[Ramme/illustration på side 6]

At underordne sig i den kristne menighed vil sige

at adlyde Kristi befalinger

at samarbejde med de udnævnte ældste

[Ramme/illustration på side 7]

At underordne sig under en arbejdsgiver vil sige

respektfuldt at yde en fuld dags arbejde

ikke at stjæle

[Ramme/illustration på side 8]

Underkastelse i familiekredsen vil sige

at ægtemanden viser kærligt hensyn

at hustruen underkaster sig hans ledelse

at børnene adlyder forældrene