Nyheder på nært hold
Religionsfrihed i Kina
● I de senere måneder har der været forlydender om at Kina er begyndt at vise større tolerance i spørgsmålet om religionsfrihed. Imidlertid har en artikel i Folkets Dagblad i Peking erklæret at al tilbedelse af overnaturlige kræfter er overtro.
I tidsskriftet Liberty meddeles det at der er udsendt følgende retningslinjer for genåbningen af enhver form for kirke eller religiøst forsamlingslokale i Kina: (1) Der må ikke forkyndes religion for personer under 18 år; (2) der må ikke forkyndes religion for ledende øvrighedspersoner; (3) den religiøse virksomhed skal begrænses til de steder der er godkendt til sådanne møder; (4) der må ikke forkyndes religion uden for kirkerne eller templerne; (5) det er forbudt at have kontakt med religiøse samfund uden for Kina; (6) det er forbudt at modtage økonomisk hjælp fra udenlandske organisationer; (7) alle taler og alt religiøst undervisningsmateriale skal først godkendes af kontoret for religiøse anliggender; (8) der må ikke holdes religiøse møder i privathjem.
Lær børnene at arbejde
● Professor Alice Rossi, sociolog ved Massachusetts universitet, opfordrer forældre til at sætte deres børn til at arbejde i hjemmet igen. Hun siger: „At føle sig nyttig og nødvendig er lige så vigtigt som at føle sig elsket. Men vore ideer om børneopdragelse har kun lagt vægt på kærlighed og barnets behov for at lege, og har ignoreret det arbejde som børn lige så let (og sikkert under mere trygge forhold) kan udføre i en lejlighed i byen som på en gård på landet.“ Arbejdet kan blandt andet indbefatte at børnene er med til at lave mad og dække bord, at de vasker op, gør rent eller bærer skraldespanden ned.
Dr. Rossi bemærker at arbejdet måske vil kollidere med barnets lyst til at se fjernsyn og tale i telefon, men hun forsikrer at dette kun vil tjene barnets interesser. Der er ingen tvivl om at arbejde og disciplin er med til at opbygge karakteren og forberede børnene på livets realiteter. Dette stemmer med det bibelske ordsprog der siger: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ — Ordsp. 22:6.
„Den nye moral“ en fiasko
● Nogle har hyldet den opfattelse at mennesket ville være langt lykkeligere hvis det blev befriet for de stramme moralbegreber, som for eksempel Bibelens påbud imod utugt og ægteskabsbrud. (1 Kor. 6:9, 10) Men efter at man nu i nogle år har kunnet iagttage resultaterne af denne „befrielse“ eller frigørelse, har skuffelsen meldt sig hos mange tænkende mennesker.
For eksempel skriver Joseph Sobran, som er fast medarbejder ved bladet Express, der udgives i Easton i den amerikanske stat Pennsylvanien: „Ligesom det sker med de fleste revolutioner og utopier, gik det skævt med den seksuelle revolution. . . . det er mit stærke indtryk at den nye moral ikke som helhed har gjort menneskets lykke større. Tallene for skilsmisser, aborter og kønssygdomme stiger og stiger, og handelen med pornografisk materiale . . . giver mig ikke indtryk af større romantik men af stærkere ensomhed, en ensomhed der giver sig sygelige og smudsige udslag. Det er på tide at fremholde at de seksuelle utopisters løfter har været lige så falske som de sociale utopisters, og lige så ødelæggende.“
Nedbrydende lotterier
● En artikel af D. McCormack Smyth i Torontobladet Star henleder opmærksomheden på den skadelige virkning af lotterier. Vi citerer: „Ved at fremme lotterier appellerer myndighederne til en af de laveste menneskelige egenskaber — begæret. De bidrager til at forringe, ikke forbedre, menneskelivet,“ og de „skaber en atmosfære som tiltaler den organiserede forbryderverden“.
Videre hedder det i artiklen: „Lotterier nedbryder respekten for et socialt begreb som har central betydning i et frit samfund: Ingen må bevidst søge at drage nytte af andres vanheld. . . . Lotterier nedbryder tilskyndelsen til arbejde og produktivitet.“ Denne iagttagelse henleder tanken på Bibelens holdning til arbejde, som udtrykkes således: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det og med sine hænder udføre godt arbejde, så han har noget at dele ud af til den som er i nød.“ — Ef. 4:28.
Artiklen slutter: „Vi må betragte lotterier som det de er — til skade for både samfund og mennesker.“