Tilbed Gud på hans måde

HAR du iagttaget noget der kunne bekræfte følgende religiøse paradoks:

„I 1980erne vil vi opleve at ’flere mennesker går ind for den kristne tro end nogen sinde før, og at flere kristne falder fra den organiserede kristendom end i nogen tidligere tidsalder’.“ — Sydney-bladet „Morning Herald“, 21. juli 1979.

Denne australske rapport, der bygger på en undersøgelse af 50 større religiøse samfund og 9000 såkaldt kristne grupper, viser at folk forlader deres kirke eller trossamfund i stort tal — større end nogen sinde. Du kender muligvis også nogle der før var religiøse og gik i kirke, men som ikke gør det mere.

Dog er der mange som føler en indre trang til at tilbede Gud og som drages af en eller anden kirke eller trosretning, ofte en der rører deres følelser og måske tilskynder dem til at „blive frelst“.

Denne trang til at tilbede Skaberen er nedlagt i alle mennesker. Men hvordan skal man bære sig ad? Hvordan kan man tilbede Gud på hans måde?

Hvordan kan man vide hvad der er HANS måde?

Det er naturligvis Gud, og ikke et menneske eller en kirke, der bestemmer hvad der er sandhed og sand gudsdyrkelse. Til en der tilhørte et religiøst samfund i det første århundrede sagde Jesus: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede med ånd og sandhed.“ (Joh. 4:24) Det gælder også os der lever i dag.

Ja, skal vi behage Gud må vi være stemt for en ren tilbedelse, og det må vi helhjertet og oprigtigt vise at vi er. Vi må også søge sandheden og bestræbe os for at leve efter den. Det betyder at vi må handle i overensstemmelse med sandheden som den åbenbares i Guds ord, og ikke bare følge kirkelige traditioner eller læresætninger der er i modstrid med den bibelske sandhed.

Når du skal afgøre om en trosretning stemmer overens med sandheden — det være sig din egen eller den flertallet har dér hvor du bor — kan du undersøge mange forskellige sider af den; men selv en undersøgelse der begrænses til tre sider kan hjælpe dig til at tilbede Gud på hans måde. Iagttag følgende:

En almindelig opfattelse — men er den rigtig?

En meget almindelig læresætning i de fleste af verdens religioner og trosretninger er den at mennesket har en iboende udødelig sjæl der lever videre som en ånd efter legemets død. Tror du på denne lære? Den forbindes ofte med den tanke at gode menneskers sjæle kommer i himmelen ved døden. Det er også denne lære der er baggrunden for den udbredte frygt for døde slægtninges „ånder“ eller spøgelser. Encyclopædia Britannica har denne oplysning: „Troen på menneskets udødelighed er næsten universel.“

Dette opslagsværk har ganske ret når det siger „næsten universel“. De gamle hebræere og de første kristne troede nemlig ikke på at mennesket havde en udødelig sjæl.

Dette overrasker måske nogle, for mange tror at kirkerne har hentet denne lære fra Bibelen. Bemærk imidlertid dette:

Ifølge Bibelen gik den første løgn ud på at mennesket ikke skulle dø selv om det syndede. Det var Satan Djævelen der fremsatte den. (1 Mos. 3:1-4) Da vore første forældre alligevel døde, og døden siden gjorde krav på hvert eneste menneske, hvad ville så være mere besnærende end at sige: ’De er ikke rigtig døde — det er kun legemet der dør; sjælen lever og kan ikke dø’? Ja, læren om den udødelige sjæl støtter Satans løgn og har fået millioner af mennesker til at frygte døden.

Bibelen lærer imidlertid ganske enkelt at din sjæl er dig. Dette antydes i beretningen om Adam. Skaberen dannede et legeme af jordens støv og gav det liv og det nødvendige åndedræt så det fortsat kunne leve. Resultatet var at Adam „blev en levende sjæl“. (1 Mos. 2:7, NW) Han fik ikke en sjæl. Nej, han blev en sjæl. — Se også Første Korinterbrev 15:45.

I overensstemmelse hermed lærer Bibelen at en sjæl kan dø. Se Ezekiel 18:4. Vil det sige at den der er død hverken kan føle eller tænke? Ja. I Prædikeren 9:5 læser vi: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“

Betyder det at der intet håb er for vore slægtninge og venner som er døde? Nej, for Bibelen indeholder beretninger om at Gud har vakt døde til live, givet dem en opstandelse. For eksempel oprejste Gud jo Jesus Kristus som en ånd på tredjedagen efter hans død. (Apg. 10:39, 40; 1 Pet. 3:18) På grundlag af dette og Bibelens løfter om en opstandelse kan vi se frem til at Gud en dag vil oprejse dem han husker. — Apg. 17:31; 24:15.

Når du overvejer spørgsmålet kan du sikkert se at læren om den udødelige sjæl, en lære som findes inden for de fleste religioner, er direkte i strid med Bibelen. Spørg derfor dig selv: ’Hvad betyder det for mig? Må jeg ændre opfattelse hvis jeg skal tilbede Gud på hans måde?’

Vor adfærd har også betydning

Jesus Kristus hjælper os yderligere til at fastslå hvordan Gud vil tilbedes. Han sagde til sine disciple: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) Kan man sige at de fleste trossamfund i dag virkelig tilskynder deres medlemmer til at vise denne kærlighed?

De første kristnes kærlighed blev sat på prøve da man forlangte at de skulle gå ind i den romerske hær. De ville gerne adlyde landets love, men kunne ikke gøre det når det indebar at de måtte bryde Guds love, som for eksempel hans forbud mod at slå ihjel. (Matt. 22:21; Apg. 5:29) Gud havde for øvrigt sagt om sit folk: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 2:4.

I overensstemmelse med dette ville de første kristne hverken kæmpe for romerriget eller for noget andet land.

Tænk så på hvordan præster og prædikanter i vor tids kirker og trossamfund har stillet sig til militærspørgsmålet. Først har de søgt at begrunde og undskylde deres holdning; dernæst har de givet deres godkendelse og velsignelse til krig — krig hvor katolikker har dræbt katolikker og protestanter har dræbt protestanter. Det er ikke Guds måde!

Guds moralnormer

Et tredje område vi kunne undersøge for at fastslå hvordan Gud vil tilbedes, er hvorvidt de religiøse grupper håndhæver Bibelens moralnormer og ikke bare lukker øjnene for de overtrædelser der begås.

Jesus satte ind på at hjælpe mennesker der var tynget af synd, blandt andet drikkeri og kønslig umoralitet. Hans disciple skulle gøre det samme. (Matt. 9:10-13; 21:31; Luk. 7:36-48; 1 Kor. 6:9, 11) Og Bibelen viser at nogle kan snuble og begå en alvorlig synd, selv efter at de har omvendt sig og er blevet kristne. (Gal. 6:1) I den kristne menighed i det gamle Korint var der for eksempel en mand som bedrev utugt. — 1 Kor. 5:1.

Hvis en kristen kom ud i synd, skulle andre kristne søge at hjælpe ham til at genvinde Guds gunst og sin åndelige styrke. (Jak. 5:13-16) Men hvad så hvis han fremturede i synd uden at angre? Om den omtalte mand i Korint, og alle andre der er som han, siger Guds ord:

„I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med et sådant menneske. . . . ’Fjern det onde menneske fra jeres midte.’“ — 1 Kor. 5:11-13.

Hvis en grov synder afviser hjælp og ikke vil angre, må han altså udstødes af den sande kristne menighed. Måske vil det ryste ham så han kommer til fornuft. Men hvad enten dette sker eller ej, tjener hans udelukkelse fra menigheden til beskyttelse for de kristne som er oprigtige, og den sker efter Guds anvisning. — 1 Kor. 5:2-8.

Benytter man en sådan tugt i de kirker eller trossamfund du kender? Eller er det snarere sådan at medlemmer som åbenlyst praktiserer synd, fortsat accepteres som hørende til kirken eller trossamfundet?

På forsiden af en nigeriansk avis stod der for nylig følgende:

„Næsten en tredjedel af alle gifte romersk-katolske mænd i ærkestiftet Lusaka har medhustruer som bor i hjemmet . . . Rapporten, der bygger på en undersøgelse foretaget af ærkebiskop Emmanuel Milingo, oplyser at der findes medhustruer i 3225 af 10.903 katolske husstande.“ — 14. september 1980.

Hvor kirker og trossamfund undlader at følge Guds bud om at udstøde overtrædere der ikke angrer, får det andre til at tro at de også kan slippe godt fra at synde. Det kan også føre til at nogle vender sig bort fra al religion. — Præd. 8:11.

En ung mand skrev til en avis:

„Jeg kan ikke fordrage at komme i kirke, for jeg kender nogle af de andre, og jeg ved de drikker, sladrer, lyver og snyder, og de sidder der hver søndag og beder og synger salmer. Jeg har ingen respekt for hyklere, og vores kirke er fuld af dem.“ — „Post-Times“, Palm Beach, 27. maj 1979.

Gud kan naturligvis ikke godkende enkeltpersoner eller kirker der bærer sådanne frugter og ikke tilbeder ham „med ånd og sandhed“. — Joh. 4:24; Matt. 7:15-20.

Hvad vil du gøre?

Vi har kun undersøgt tre sider af spørgsmålet om at tilbede Gud. Det vi har drøftet har imidlertid klart vist at vi, hvis vi vil tilbede Gud på hans måde, kan være nødt til at foretage visse forandringer ved vore trosvaner og vor adfærd, ligesom apostelen Paulus og mange andre sande kristne har måttet gøre det. Det er af livsvigtig betydning at vi skiller os ud fra trosretninger der ikke fremmer tilbedelsen af Gud på hans måde. Gud befaler os at skille os ud hvis vi ikke vil være delagtige i deres synder og ikke vil have del i de plager der kommer over dem fra Gud, — Åb. 18:4, 5; 2 Kor. 6:14-18.

Jehovas vidner bestræber sig alvorligt for at indrette deres liv efter Guds ord og således tilbede deres Skaber „med ånd og sandhed“. De vil med glæde hjælpe dig i dit ønske om også at tilbede Gud på hans måde.

[Ramme på side 6]

„En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid [han regerede fra 161 til 180 e.v.t.] blev ingen kristen soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.“ — The Rise of Christianity.

[Ramme på side 6]

„Værdier og vold i Auschwitz“

I en polsk bog med denne titel skriver sociologen Anna Pawelczynska at Jehovas vidner i det nazistiske Tyskland „kæmpede passivt for deres tro, som gik imod enhver form for vold og krig“. Med hvilket resultat? Hun forklarer:

„Denne lille gruppe fanger udgjorde ideologisk set en fast sammentømret enhed, og de sejrede i deres kamp mod nazismen. Den tyske gruppe af denne sekt var som en lille ø af urokkelig modstand midt i en undertrykt nation, og de viste den samme uforfærdede ånd i lejren i Auschwitz. De var i stand til at vinde deres medfangers, . . . fængselspersonalets og endog SS-officerernes respekt. Enhver vidste at Jehovas vidner aldrig ville handle imod deres tro og overbevisning.“